Wonderful day - Hayden

Omgivelser: Ingen lige pt.
Sted: Queets river.
Tid: 16:14
Vejr: overskyet, men ikke koldt.

Dette var en ganske almindelig dag i Forks. Der var ingen solskin, og der var heller ikke helt kold. Sådan et vejr der forberedte sig på regn. Det ville nemlig sikkert begynde at regne, lidt senere denne dag. Sådan var der næsten hver evig eneste dag i Forks. Det vænnede man sig dog til efterhånden. Det var egentlig bare blevet helt normalt. Dem der boede i denne by, virkede heller ikke til, at blive lige så påvirket som gæster gjorde. For indbyggerne i Forks var det faktisk et ganske udmærket vejr, der regnede jo ikke? Og der stormede heller ikke. Så det var vel okay. Selv havde Destiny valgt, at gå en tur udenfor da hun syntes at vejret var dejligt. Hun var ikke den der solskins pige. Hun kunne allerbedst lide, at der var en smule køligere. Da det var det mest behagelige, hvis man gik udenfor.
Denne dag havde hun valgt at gå en tur, og turen den gik til Queets river. Der havde hun ikke været længe. Sidst var med hendes familie, da hun var en lille pige. Dog var hun heller ikke den ældste lige nu, men i det mindste var hun ikke fire. Destiny nød den kolde luft imod hendes blege kinder. Hun var kun iklædt sorte jeans, sorte Converse, og en jakke i en militær grøn farve. Selvfølgelig havde hun også en trøje på indenunder jakken, men den kunne man bare ikke se. Hendes røde hår hang løst ned over hendes skuldre, og bevægede sig let når vinden tog far i det. Hun gik gennem et stykke skov, inden hun kom ned til Queets river. Hun tog en dyb indånding da hun ankom, der så helt anderledes ud end sidst hun havde været der. Der gik hun hen til vandkanten, og satte sig derefter på hug. Så lod hun en af hendes blege fingre berøre vandoverfladen. Det var koldt og det gav hende gåsehud. Hun lod dog alligevel hendes finger kærtegne vandets overflade.

Normal dag. Det var hvad det var for Hayden. Selvom han selv var flyttet til Forks for nogle dage siden, så havde han vænnet sig til vejret. Han havde boet i mange forskellige stater, samt Irland, hvor han var født. Hans forældre havde godt kunne lide at flytte, da de mente at så lærte man flere nye mennesker at kende. Det havde de fortalt ham ihvertfald. Dog vidste han godt, at det var på grund af, at de hele tiden blev forflyttet på deres arbejdsplads og måtte så derfor flytte for at beholde deres job. Dog havde han aldrig snakket med nogle af de mennesker han havde lært at kende i de andre byer, stater og heller ikke i Irland, udover sin familie der stadig boede der. Da han ikke gad at tænke mere på det, havde han begyndt at pakke noget mere ud, men var så blevet færdig med at pakke halvdelen af sin stue ud, samt sit soveværelse og køkkenet og havde så tænkt sig, at vente med resten til en dag hvor han var fri. Lige nu ville han bare slappe af ved Queets River. Imens han gik i retning af søen, trak han sin hvide hætte over hovedet, dog kun halvt. Udover den hvide hættetrøje, som var lynet helt ned, var han iført en sort tanktop, mørke jeans og nogle slidte røde converse. Da han nåede ned til søen, var der allerede en dernede. Dét han kunne se var, hendes røde hår og den militærfarvede jakke. Det var første gang i længere tid, at nogle allerede var dernede før han var der. Han gik i retning af hende, med et lille smil. Han havde ikke lært nogle nye mennesker at kende siden han var flyttet til Forks, måske var dette hans chance?

Der kom ringe i vande, da hun endelig fjernede hendes finger fra overfladen. Det fik hende til at smile kort, og hun strøg hendes håndflade hen over de tørre græsstrå. Da det kilede en smule, rystede hun let hendes arm. I et forsøg på at fjerne den kildende fornemmelse. Selvom det selvfølgelig ikke hjalp spor. Næst derefter indåndede hun den friske luft, og kom med et lille suk. Set med hendes øjne, var der bare så smukt her ved Queets river. Her nød hun bare at være. Det var som om en lille del af hende, bare var rolig og havde det helt tilpas. Ret underligt at sådan et sted, kunne gøre en glad på den måde. Sådan var det vel bare med minder og barndoms glæder. Efter et stykke tid hvor hun bare havde siddet og studeret vandet, kunne hun høre noget. Ikke en høj lyd. Bare en lyd. Lidt ligesom når folk gik igennem græsstrå. Hvem ville mon komme her? Det ville kun være rart, hvis altså det var en rar person. Af ren nysgerrighed rejste hun sig, og vendte sig imod der hvor lyden kom fra. Rigtigt nok. Der stod en dreng. Rettere en mand. Man kaldte jo ikke folk der var over 15 for en dreng. Folk plejede altid at blive sure i så fald. Et lille smil bredte sig, hen over hendes let rosa læber. Hun studerede den ny ankommende mand; veldig nydelig at se på. Det ville være synd at sige andet. Da han nu var ret så pæn. I hvert fald det hun kunne se fra denne afstand. Da han nærmede sig hende, blev hun lidt nervøs. Hvorfor vidste hun dog ikke, men det var heller ikke en dårlig form for nervøsitet. Da han var i afstand til at de ordenligt ville kunne se og høre hinanden, sagde hun let og høfligt "Hej" med et venligt smil. Smilet var dog uden tænder, da det altid så ret dumt ud, hvis ikke man havde et flot smil. Destiny vendte kort blikket imod himlen, da hun ville se om der klarede op. Det var dog ikke sket. Skyerne var stadig grå og dunkle.

Selvom Hayden hørte hende hilse på ham, ville han vente med at hilse igen til han var lidt nærmere hende. Da han så stod ikke mere en tre til fire skridt fra hende, smilte han et stort colgate smil og hilse på hende med et varmt "Hej" og blev ved med at smile med sine hvide tænder. Han havde en god følelse omkring denne pige. Efter hans mening, skulle de nok blive fine venner. Hun lød ihvertfald som en, han ville kunne komme godt ud af det med. Hun så da også godt ud med det røde hår. Han havde virkelig en svaghed for piger med rødt hår. Og så var hendes ansigt og krop da heller ikke så dårlig. Han stod bare og smilte, dog ikke det store colgate smil, men bare et almindeligt og spurgte hende så "Hvad laver man så her?" med et nysgerrigt blik. Han havde altid været nysgerrig omkring andre folk og kunne næsten ikke andet end at smile i nærheden af andre.

Utroligt. Hun havde lige stået og tænkt over smil med tænder. Dog var hans smil ret så pænt og charmerende. Det så ikke dumt ud, lige som det gjorde til nogen andre. Destiny beundrede kort hans hvide smil. Som taget ud af en tandpasta reklame. Det var i hvert hvad hun blev enig med sig selv om. Mon han var sådan en reklame fyr? Det kunne jo godt være, at han tjente penge på det. Det ville være hurtige og nemme penge. Hvis hun selv havde sådan et smil, ville hun da klart udnytte den mulighed. Hun faldt lidt i staver over hendes tanker, at hun ikke helt bemærkede at han sagde hej. Heldigvis kunne hun godt se at hans mund bevægede sig, så hun regnede sig frem til, at det måtte have været et hej. Hun gengældte hans smil dog med lukket mund, men det var sødt og charmerende på sin egen måde. Nu var hun også bare en charmetrold. Eller det plejede hun altid at få af vide. Så det var hun vel på sin egen måde. Fyren virkede da meget rar indtil videre. En hun måske kunne få et venskab med? Nu var han også en af de eneste hun kendte her. Hun var lige kommet tilbage, da hendes mor døde, og hun blev tvunget til at bo her med hendes far. Destiny var ikke ligefrem perlevenner med sin far, da han gik psykisk ned da moderen efterlod ham. Sådan var det bare. Ikke noget hun tænkte over hver eneste dag, og tanken skulle bestemt ikke ødelægge denne dag. Hendes tanker blev stoppet, da han snakkede til hende endnu engang. Det var da skønt, at hun endelig mødte nogle mennesker. Det var rart at møde nogen på hendes alder. Selvom han så en smule ældre ud end hende. ”Hvad jeg laver her?” gentog hun tænkende, mest ment til sig selv. Der fik et par sekunder før hun svarede ham; ” Jeg kan bare godt lide stedet” med et sødt smil, hen over de let rosa læber. ”Hvad med dig?” spurgte hun så høfligt, og strøg et par fingre igennem håret.