Kulde - Sam

Påklædning: Click

Skyfri himmel, varm luft. Intet mere kunne Sam ønske sig. Når endelig byen blev fri for skydækket, bevægede hun sig gennem Forks skov. Den rene luft i lungerne, når man bevægede sig dybere og dybere ind i skoven. Godt gemt væk mellem de tykke stamme. Præcis som hun foretrak det. Ingen lugt af vampyr hængende i luften, ingen som kunne se hende. Det var perfekt. Intet mindre.
Blade knitrede, kviste knak når hun trådte over dem næsten lydløst. Kærtegnede træerne med fingerspidserne, dem hun kunne nå. Følte deres ru bark mod sin hud. Svage kuldegysninger bevægede sig op af hendes arme, bredte sig til resten af kroppen. Følelsen var behagelig, som en slags kærtegn mod fingerspidserne. Hvem elskede ikke kærtegn?
En velkendt duft nåede hendes følsomme næse. Duften af fugtig jord og skov. Duften kendte hun alt for godt - for hun duftede selv sådan, for fintfølende vampyr eller ulvenæser. Omend en smule kraftigere grundet hendes Omega status. En anden ulv var i skoven. Spændende.
Sam stoppede op, snusede til luften. Prøvede at lokalisere den anden ulv. Duften var maskulin, i hvert fald for hendes næse. Mon det var en fyr? Man kunne aldrig vide. Kort kørte hun en hånd gennem det lange, mørke hår. Svagt bed hun sig i underlæben, mens hun gav sig til at tage sit tøj af. Bevægelserne var øvede, man ville tydeligt kunne se, at hun havde prøvet dette mange gang før. Tøjet og skoene blev lagt bag et stort, bredt træ, gemt under nogle blade.
Hun satte i løb. To lange skridt tog det, før hendes menneskelige skikkelse var skiftet ud med en ulv. Svagt rystede hun sin pels, som var præget af mange farver. Sort, mørkebrun, brun, hvid, sandfarvet og gylden. Der var en klat af hver farve på hendes pels.
Svagt snusede hun ind, inden hun satte i løb. Borede sine lange klør ned i jorden og skød fremad som en pil. I retning mod den anden ulv.

Om ikke længe. Få meter skilte dem ad. Den anden ulvs duft blev kraftigere, og hun kunne ane ulven gennem træerne. Sort, stor, men ikke større end hende selv. Som Omega var hun en smule større i højden end de almindelig ulve i kobblet, men mindre en Alfaen. Dog var Tessa en lille Alfa. Var Sam ikke højere end hende? Efterhånden kunne hun ikke huske det - lagde kanpt mærke til det. Til sidst lagde man bare ikke mærke til den slags. Præcis som med smukke personer, høje og lave personer - til sidst vænnede man sig til det, og helligede det ikke mange tanker.
Hendes tanker blev afledt, da en ny duft nåede hendes følsomme næse. En anderledes duft, hverken en ulv, en vampyr eller en hybrid. Mennesker! Nu nåede deres stemmer også hendes følsomme ører. Let, adræt og hurtigt ændrede hun retning, væk fra menneskestemmerne og dermed også den anden ulv. De var for tæt på ham til, at hun turde være nær der i sin ulveform.
I stedet skød hun af sted i den nordlige retning. Efter godt halvanden kilometer stoppede hun op. "Hvem er du, ulv?", de delte tanker. Hun kunne mærke det - for hun var ikke længere alene i sit hovede. Efter lang tid som ulv, kunne hun fornemme det. Om den anden ulv tænkte eller ej - hun var begyndt at kunne mærke det. Rart når man havde brug for at lufte nogen tankerne, men skulle tjekke at andre ikke lyttede med.
"Jeg er Sam, anden kommanderende i Tessas kobbel", præsenterede hun sig gennem tankerne.

Han løb efter hende. Mere aggressivt end hende selv, men stadig smidigt og adræt. Hurtigt var han. Men ikke hurtigere end hende. For han ankom et lille stykke tid efter hende. Lige så stille lagde hun hovedet på skrå, betragtede ham. Opfangede tanker om, at hans natur sikkert var værre end hendes. Hvis han bare vidste - de var alle sammen en flok omvandrende, tikkende bomber, som bare ventede på at sprænge i luften. Hvilket jo også skete.
"Tak", komplimenten varmede virkelig hendes hjerte. For selvom hun vidste, at hun var hurtigt.. ja, så var det rart at andre lagde mærke til det. Om så hun anså det for hendes talent eller ej - komplimenter var altid rare.
Hans tanker blev svære at nå, tydeligvis lukkede han sine tanker ned. Hvis han ville lege sådan, så ville hun lege med. Derfor gav hun sig til at bruge sin metode til at holde andre langt væk fra hendes tanker. Lige så stille gav hun sig til at skråle en sang, i det bagerste af sit hoved, der var hendes tanker og andet holdte til. Mildt sagt lød det ikke godt. Men selv det var en underdrivelse. Hendes sang evner var ikke bestemt ikke gode - men hellere hendes rigtige evne end sang evner. At gøre folk trygge eller utrygge var bedre i hendes øjne.
"Rart at møde dig, James", tonen var venlig, og hun mente hvad hun tænkte. Det var altid rart at vide hvem der rangerede under en i koblet. Tænk at der virkelig var en 3. kommanderende. Men så igen - det kunne jo ske, at både Sam og Tessa var væk, og der skulle jo være en til at styre koblet.
Uden at være forberedt på det, væltede et minde ind over det. Lettere overrasket og fortumlet trådte hun et skridt tilbage og rystede på hovedet, kneb øjnene en anelse sammen. Et tydeligvis ubehageligt minde, vampyrer. Så forsvandt det. Hun blinkede lidt med øjnene, igen overrasket. Han havde afbrudt det. Derfor valgte hun ikke at kommentere det. Minder var aldrig noget hun havde brudt sig om at dele eller andre delte med hende. Specielt ikke i ulveform. Det var alt for overvældende at opleve noget fra en andens synsvinkel. I hvert fald for hende.
Svagt slog hun med halen, og lagde sig ned. "Hvor længe har du været ulv og medlem af koblet?".

Sam lagde ikke det store i de tanker, som hun havde fået kendskab til. At hans liv var fuld af trusler fra vampyrer. Var alle ulvenes liv ikke fyldt med trusler fra dem? Ikke alle fik dem overleveret verbalt, men selv levede hun under trusler fra dem. Hun havde ingen fjender hos dem. Så længe de holdt sig til traktaten og ikke viste sig i reservatet, så betragtede hun dem ikke som fjender, og så ingen grund til at angribe dem. Men der var alligevel den usagte trussel, at de netop kunne finde på at bryde traktaten, nærme sig reservatet etc. Lige så snart en dum vampyr havde brudt traktaten, så var de alle fjender. Ikke betrygende for hende, hun brød sig faktisk ikke om det. Det burde jo netop kun være den vampyr, som havde brudt den, der burde dræbes. Men sådan var det ikke, og hun sagde ikke sine meninger for højt, hvis hun da overhovedet sagde dem.
"Burde du så ikke være 2. kommanderende? For jeg har kun været her et par uger, måske måneder", Tonen i tanken var undrende. Hvorfor var hun anden kommanderende, når denne fyr havde været i koblet betydeligt længere. Selv havde hun kun opdaget at hun var ulv for to år siden. Og længe havde hun været medlem af Annikas kobbel. Endda opnået status som anden kommanderende også. Men til sidst var det ikke gået, og for få måneder siden var hun gået over til Tessies kobbel. Og der opdaget at hun var Omega, sin evne og hun var blevet anden kommanderende igen. Ret fantastisk, hvis hun selv skulle sige det.
Hun rynkede på næsen, ved hans anmodning. Tydeligvis misfornøjet. Svagt fnøs hun. "Desværre, kun når jeg har været på farten i uger", tonen i tanken var ikke til at tage fejl af. Han ville ikke være i tvivl om, at hun syntes det var modbydeligt at jage. Specielt når hun ikke havde været på farten længe uden mad. Og ikke havde ladet hendes indre ulv overtage hendes sind. Hun foretrak at være lidt mere civiliseret. Og blodet fik hende til at føle sig som en blodsuger.