Plottet starter her

Tid: Midt om natten, hvor månen og stjernerne står klart!
Omgivelser: Masser af træer og buske. Fuglene er fløjet væk af skræk. Så der er fuldstændig stille.
Vejr: Stjerneklart og Fuldmåne, vindstillle
Sted: Den berømte store skov i Forks

Hendes latter kunne høres klart og tydeligt igennem skoven. Det gav et lille ekko hver gang at hun grinte sin lille barnlige latter. Hun ville have deres opmærksomhed nu! Ikke at hun nok allerede havde haft den i et stykke tid. Men de håbede vel på at hun bare ville forsvinde igen. At der ikke ville være flere problemer med hende. Måske troede de også bare at de drømte? Mange troede jo allerede at hun var død. Men nej! Hun ville ikke glemmes og hun var sikker på at alle dem som var der dengang, sagtens kunne huske hende. De ville ikke være i tvivl. Hendes skikkelse, lugt og latter kunne blive genkendt fra lang afstand. Især det skrig der gik igennem alle træerne bagefter. Det var nemlig rigtigt! En beboer fra Forks var blevet fanget af hende. Hvordan skulle hun ellers få deres opmærksomhed? Pigen som lå ned foran hende, havde brækket sit ene ben, den ene arm og havde bøjet nogle ribben. Plus hun havde et åbent sår fra panden af. Claire kendte ikke engang denne pige, hun måtte være ny i byen. "Så du kom hertil, fordi at du hørte at det blev sikkert igen hva'?" fniste Claire og skævede lidt til den ellers så kønne pige. Det eneste pigen gjorde var at hulke, hun var for bange for at svare denne pige.
Det var selvfølgelig forståeligt. Claire havde ikke ændret sig på én eneste måde siden hun sidst forlod byen. Hendes lange sorte hår hang hen over hendes bryster og var så elegant som det overhovedet kunne være. Hendes øjne var ildrøde, på grund af hendes evige sult som intet menneske kunne stille. Hun var ikke den højeste pige man nogensinde havde set, hun var ret lille i forhold til sin alder, også var hun spinkel. Når man kiggede på hende, ville man overhovedet ikke tro på at hun var så stærk som hun var. Hun var en alfavampyr, en vampyr der havde flere kræfter end nogen anden vampyr. Selvfølgelig kendte hun sin overmand. Men den person var heldigvis død. Men nu ville hun bare få dem til at forstå, hvor længe hun havde længtes om at komme tilbage. Hvor længe hun havde længtes efter at komme tilbage med hævn. Hun havde sin sædvanlige sorte slidte kjole på, hvor man kunne ænse røde pletter over det hele. Det lignede at det var en del af kjolen. Men enhver vampyr og varulv, ville kunne lugte at det var blod. Hun elskede at have kjolen på! Det var hendes yndlings. Hun sørgede altid for at hendes ofres blod kom på den.
Hun tog fat i pigens hår og kastede hende over på et træt. Pigen skreg endnu engang af smerte. "Der er vist ingen der savner dig hva'!?" grinte Claire højt. Hun var lidt skuffet over at der ikke var nogen der var kommet endnu. Men de skulle nok komme. Det skulle hun nok sørge for. "Én ting skal du vide menneske!" skreg hun. "INGEN VIL NOGENSINDE SAVNE DIG NÅR DU FORSVINDER!"