everything changes

Sam gik stille og roligt gennem skoven. Bare som helst almindeligt menneske. Men hun var ikke et helt almindeligt menneske, det vidste alle i reservatet. Men hvad folk lige helt præcist forstod med ikke helt almindelig ved hende, var forskelligt. Afhængigt af om de kendte hende eller ej. For hendes lyse hud, hår og blå øjne, gjorde hende yderst speciel. Selv mente lægerne at hun var halv albino. Og det var hvad alle i reservatet vidste. Men hvad der der nogen, som ikke vidste var var, at hun var varulv. Kun en enkelt håndfuld mennesker, kendte til denne hemmelighed. Mennesker, som hun ville dø for.

Stille gik hun i sine egne tanker, da lyden af tøj, der flænsede, pludselig nåede hendes følsomme hørelse. Og ud fra hvad hun mere hørte, kunne det lyde som om, at der var en, som oplevede sin første forvandling. En oplevelse, som hun selv huskede alt, alt for godt. Heldigvis havde hun fået hjælp af nogle af de andre ulve, og det havde virkelig hjulpet meget.

Derfor tog det hende ikke mange sekunder, at tage sit tøj af og binde det om sin ankel med en lædersnor. Så satte hun i løb og skifte skikkelse, til en hvid ulv. Dette skete i en glidende bevægelse. Hurtigt susede hun gennem skoven, af sted mod lyden.

Længe havde Sam ikke været som de andre teenagere i reservatet. Vel snart i to år. Først havde hun afskyet det. Havde følt sig som en.. ja, en vandskabning. Mere end hun havde følt sig før sin forvandling. Den var kommet pludseligt. Som regn fra en klar himmel. Først feberen. Så vokseværket. Der var ikke gået længe, før hun en dag var gået amok over noget, og havde forvandlet sig. Smerten i kroppen og forvirringen huskede hun stadig, som var det i går. Smerten var dog gået over lige så snart, hun var i ulveskikkelse, men forvirring og rædslen havde været værst af alt. Hvis ikke Annika havde været der, havde hun nok ikke klaret det.

Den mørke brune ulv, susede af sted gennem skoven. Den anden ulv stod stille. Hun satte farten op, selvom hun næsten allerede var på sin maksimum fart. Og som en af de hurtigste ulve, var det højt. Det ville ikke tage hende lang tid, før hun nåede frem.

Tanken frembragte et smil på hendes læber. *En lige som dig* svarede hun roligt i tankerne, præcis som den anden ulv. For hende var det normalt at gøre i denne form. Men for den anden ulv, måtte det være mærkeligt. At høre sine ord i tankerne og ikke komme ud gennem ens mund. Det var noget som krævede lidt tilvænning.

Langsomt sænkede hun farten, så hun til sidst bare gik helt normalt. Sam vidste, at hun var meget tæt på ham. For hun kunne både dufte ham og ane hans skikkelse. At det var en ham, gættede hun ud fra stemmen i sine tanker. Den lyd maskulin. Hvis det viste sig ikke, at være en fyr, så havde den pige, virkelig en dyb stemme. *Brug dine øjne, min ven* fortsatte hun blidt og smilet blev lidt større.

Hun stoppede lidt fra ham. Lod sine øjne hvile roligt på ham. Pludselig viste der sig nogle minder i hendes hoved. Hans? I hvert fald, valgte hun at lade være med at se dem. I stedet skubbede hun dem fra sig. Han var lige blevet forvandlet og skulle lige have tid til at vænne sig til det hele. Hun ville ikke genere ham, mere end højst nødvendigt.

*Hvis du vil have det*. Svagt trådte hun lidt tilbage og trådte på en gren. Under hendes voldsomt store krop, kunne den ikke undgå at knække. Lyden virkede højere end normalt i hendes ører. Måske var det pga. af stilheden i skoven. Eller var det fordi stemningen var en smule akavet? Hun frøs i bevægelsen.

Da hans læber trak sig op over hans tænder, gjorde hun det samme. Hvis han skulle være aggressiv, så skulle han bare komme an. Hvis det var det, som der skulle til, for at han begyndte, at slappe lidt af, jamen så værsgo. Det var en svær tid, som han gik i møde. Men det var en tid, som alle varulvene måtte igennem før de opnåede en form for kontrol over sig selv. Og det var yderst få, som faktisk mestrede kontrollen. Den blev vel egentlig aldrig fuldendt.

*Nej, du er ej* lød det hviskede blidt, i deres tanker. Hun betragtede ham løbe væk. Først når han igen stoppede, ville hun løbe efter ham. Han skulle nødig føle, at hun hun fulgte alt for meget efter ham. Gennem tankerne så hun hvor han løb hen. Han var ganske vist hurtigt, hurtigere end de fleste. Men mon han var hurtigere end hende? På et mere passende tidspunkt, ville hun lade det komme an på en prøve. Hvis han da havde lyst.

Endelig stoppede han op. Det tog hende ikke mange sekunder, at sætte af efter ham. Hurtigt nåede hun op i en høj fart og inden længe stoppede hun igen op. Ganske langsomt, så det ikke kom lange baner i jorden, som ville få folk der kom igennem den, til at undre sig over hvad det var. *Jeg er Samantha Blackwood fra reservatet* præsenterede hun sig stille.

Sam fornemmede godt, at han ikke troede på hende, når hun forsikrede ham i, at han ikke var et monster. Men det var han jo ikke! Hvilket han nok skulle finde ud af på et tidspunkt. Når man så hende i byen, skulle man jo heller ikke tro, at hun var en varulv. Men de første på måneder eller uger, ville han nok hadede det som pesten. Præcis som de alle de andre ulve havde gjort, før ham, inklusiv hende selv.
Nysgerrigt betragtede hendes grå øjne ham. Navnet. Det lød bekendt. Og da han konstaterede at hun virkede bekendt, måtte hun selv konstaterer, at de måske kendte hinanden fra skolen eller et andet sted. *I lige måde du*. For at sætte et bedre ansigt på sig selv, viste hun sig et billede af sig selv eller nærmere et minde gennem deres fælles tanker. Hun vidste ham, sig selv i skoven, da hun hørte ham forvandle sig. Hvordan hun tog sit tøj af og ændrede skikkelse. Både for at vise hvem hun var, men egentlig også for at vise, at der var muligt, at skifte tilbage til sin menneskelige skikkelse.

Mens Sams minder fløj af sted mellem dem, lagde hun mærke til hans reaktioner. Hvis det blev for meget for ham, var hun parat til at stoppe dem. Nu havde han jo også fået et indblik i, hvordan deres tanker hang sammen. Mon han vidste, at man ikke kunne skjule sine tanker i denne form? Hun ville vente med at fortælle det. Eller lade ham opdage det selv.
Hun mærkede hans taknemmelighed over, at hun prøvede at hjælpe ham. Det varmede hendes hjerte lidt og fik hende til at smile. Det var tydeligt for hende, at mindet ramte ham hårdt, men at han prøvede at holde sit pokerfjæs. Faktisk var hun temmelig imponeret over ham. Han tog det utroligt pænt, taget i betragtning af, at hun vidste ham et minde af hende, fuldkommen nøgen. Eller næsten.. en hosten eller det blev mere til en bjæffen. Okay, det var måske lidt meget at få kastet i hovedet, men han skulle vel alligevel vende sig til det. Og bjæffenen var ret sød.
*Selvfølgelig - jeg kan hjælpe dig hvis du vil?* tilbød hun forsigtigt og lagde sit store, mørkebrune hovede på skrå.
Hans minde var en temmelig stor overraskelse for hende, men hun tog det med et smil. Det var et sødt minde og hun elskede musikere. Der var et eller over dem. *Også rart at møde dig* tænkte hun.

Vinden, som blæste let imellem træerne, legede lidt med hendes mørkebrune pels. De gå øjne udstrålede rolighed og venlighed, mens de fokuserede på ham. Åbenbart smittede hendes smil af på ham, da han selv begyndte at smile. Det varmede Sams hjerte. Der var ikke noget mere fantastisk end at få andre til at smile i hendes bog. Smilet på hendes læber blev en smule større, da en masse spørgsmål pludselig regnede ned over hende, i tankerne. Det skræmte hende dog ikke. Hvis der var noget hun var vant til, så var det at have mange stemmer i sit hovede. Men et af spørgsmålene var tydeligere end de andre. *Man kan komme tæt på, men aldrig have fuldkommen kontrol* Hun kunne lige så godt være ærlig. Det var umuligt at få fuldkommen kontrol over sin forvandling. For der var altid chancen for, at man mistede kontrollen over sit temperament og så ville man gå amok. Og dermed forvandle sig. Det var sket for hende flere gange.
Sam betragtede ham nysgerrigt og gav ham kort elevator blikket. Han virkede som en sød fyr, en man gerne ville lære at kende og kunne stole på. Og han så godt ud, det kunne hun se fra hans minde. Med et lille bjæf rystede hun sin krop og satte sig ned på rumpen. Hvis han havde mange flere spørgsmål, gad hun ikke stå op på benene. Lidt doven havde man jo lov til at være. *Det er forskelligt - et par måneder eller uger.. nogengange flere år* Igen var hun hudløst ærlig.

Ordene hun havde sagt, havde rystet ham. Hun kunne høre, at de svirrede rundt i hans hovede gentagende gange. Og han rystede også på sit store ulve hovede, måske for at få dem til at holde op? Sam fornemmede hans målrettethed. En målrettethed mod at kunne have fuld kontrol over sine forvandlinger. Han ville blive klogere. Hun vidste at det var fuldkommen umuligt. Både fra sig selv og sin bror, som var kæreste med Annika, en alfa. Han havde fortalt, at det kunne ske, selv for hende. Det minde delte hun kort med ham.
Kort blev hun lidt uopmærksom og hendes grå øjne blev fjerne. Hun lagde ikke mærke til, at den anden ulvs lækre, brune øjne hvilede på hende. Hendes blik søgte et par sekunder mod jorden, en anelse genert. Tavsheden mellem dem føltes akavet og forkert. Heldigvis varede den ikke længe. Fyren begyndte nemlig, at knurre af sin hale, hvilket hun fandt ret så morsomt. Et lille bjæf kunne ikke undgås.
Hans spørgsmål overraskede hende lidt. Specielt fordi hun ikke havde skulle tage stilling til det før nu. Faktisk, når hun tænkte over det, så var der ikke nogen som havde spurgt hende før. De havde vel bare taget det som en selvfølgelig, at det havde hun nok. Specielt når hun havde været det i over et år. *Ikke helt, må jeg desværre indrømme* Igen søgte hendes øjne mod jorden, denne gang en anelse flov over sig selv. Pludselig længtes hun efter, at være i sin menneskelige form, hvor hun ikke delte alle sine tanker og følelser med ham. I det øjeblik følte hun sig utrolig sårbar. Noget hun ikke brød sig om.

Spørgsmålet havde ikke på nogen måde generet Sam. Efterhånden var hun blevet vant til, at der blev stillet alle mulige spørgsmål i hendes tanker. Nogle mere specielle end andre. Sådan var det, at være medlem af et kobbel. Specielt når de alle sammen delte tanker. Det var både en fordel og en ulempe. men man lærte jo hurtigt, at leve med den.
*Ca. halvandet år* svarede hun og rejste sig op på alle fire ben, før hun strake sin lange ryg. Svagt lagde hun sit hovede på skrå. *Jeg er blevet småafhængig af alle de andre fra kobblets tanker i mit hovede* indrømmede hun, lettere flov. Det var måske ikke det bedste at sige. For hun ville nok fremstå endnu mere småskør end hun brød sig om. Men hun følte sig aldrig alene, i sin ulveform. For lige så snart en fra kobblet, også ændrede sin form, så kunne de kommunikere. Om de så ville eller ej, var en helt anden historie, men.. Det var en dejlig følelse.
*Ville du have noget imod, at fortsætte samtalen i menneskeform?* Spørgmålet var forsigtigt, bestemt ikke pressende. Han skulle ikke føle, at hun pressede ham til at skulle ændre sin form.

Afhængig var måske et stort ord, men hun mente det faktisk. Og det var med vilje, at hun havde brugt det store ord. For hvordan kunne hun ellers udtrykke det? Følelsen af at føle sig som en hjerne, en krop var.. ubeskrivelig. Og de havde ingen hemmeligheder for hinanden. Eller måske nogle få nogen. Selv havde hun jo fundet en yderst effektiv måde, at holde sine tanker for sig selv, hvis hun enkle gange fik nok. *Faktisk.. nej* svarede hun efter kort tids tøven.
Hans næste spørgsmål overraskede hende ikke, det var et meget normalt spørgsmål, for nye ulve at stille. *Hver eneste lille tanke* svarede hun og nikkede en enkel gang med sit store, brune hovede.
Hazels tanker begyndte, at køre på højtryk, da drengen fortalte, at han intet tøj havde. Hun burde have set den komme, da han jo lige havde forvandlet sig for første gang. *Vent lige..* mumlede hun lavt, med tankerne et helt andet sted. Tanken var dårlig nok blevet sent af sted mod Lucas, inden hun forvandlede sig tilbage til sin menneskelige form. Som altid var hun fuldkommen nøgen, da hun var tilbage i sin skikkelse. Dog tog det hende ikke mange sekunder, at lædersnoren om anklen op, og tage sit tøj på. Så satte hun i løb længere ind i skoven. Så vidt hun kunne huske, havde hendes bror altid et sæt tøj, ikke langt fra hvor de stod.