Ny by, nyt liv, kan ik' leve uden

Tid: Eftermiddag.
Sted: En random gade i Forks
Omgivelser: Det er småt med mennesker, efterårsbladende er det der fylder gaderne og er det eneste der giver lyd fra sig på den råkolde eftermiddag hvor folk helst sidder hjemme i stuerne.
Vejr: Tunge grå skyer, det kan begynde at regne hvert øjeblik det skulle være. Under 10 grader, og ikke behageligt at være ude i, hvis man er vandt til varmere klima.

Timian gik med langsomme skridt igennem gaderne i Forks. Det var ikke fordi hun havde lyst til at være ude i det her vejr, eller i den her by for den sags skyld, men hun kunne ikke finde på andet at lave, og så kunne man jo ligeså godt se sig omkring i sin nye by.
Hun skuttede sig og trak det vinrøde sjal tættere omkring sig. Det var det tykkeste hun havde og det dækkede store dele af hendes krop, men alligevel frøs hun, så hun troede at hendes krop skulle fryse fast og falde fra hinanden. Hun var egentlig lidt smågnaven, ikke at man kunne se det på hendes ansigt, der var mildt og venligt som altid. Men helt ærligt. Det der med at skulle flytte til en kedelig, farveløs og stille by. Som endda var kold. Det var sgu ikke lige det som hun var allermest frydefuld over. Men hun vidste at hun ikke kunne rejse på nogen måde nu. Og hvertfald ikke hjem. De holdte øje med hende, det vidste hun godt. De ville have deres penge tilbage. Hun sukkede og satte sig på en bænk og gav sig til at se fraværende ud i luften. Billeder af hendes hjem flød ind og ud af hendes hovede. Føleser ind og ud af kroppen. Farverne. Varmen. Mor. Lugtene. Mor... Hjem...
Hun rømmede sig, for at bringe sigselv tilbage til virkeligheden. Hvis nogen så hende sådan! Hendes vanlige lille smil var straks tilbage på hendes læber der bar den samme farve som hendes sjal. Øjnene var beklædt i sort. Sorte vipper, sort eyeliner. Ansigtet pudret. Ikke et hårstrå lå forkert. Hun blev pludselig utroligt selvbevidst. Fik endnu engang lyst til at rive det hele fri. Men hun kunne ikke. Det måtte hun ikke.

Skye kom ned af en af gaderne i Forks' by. Der var ikke så mange gader som i Seattle, men det var slet ikke umuligt at fare vild, i hvert fald hvis man hed Skye, og ikke var vant til at binde sig til et sted. Det gjorde man bare slet ikke, hvis man flyttede rundt fra land til land, i et omvandrende cirkus. Men nu var de tider slut, og nu boede hun her, og hun blev nød til at vende sig til det, om hun ville eller ej.
Vinden var ekstra kølig i dag, og hun trak sin jakke tættere om sig. Hendes karamelfarede hår var helt vindblæst og strittede ud til alle sider, da hun opdagede sit løsnede snørebånd. Hun bandede og fandt en bænk at sætte sig på, for at binde det inden hun gik videre. Der var ikke så langt til hendes lejlighed, men hun ville gerne være inde når det begyndte at regne.
Hun sendte et smil til pigen der sad ved siden af hende på bænken, da hun trak sin fod op og begyndte at snøre de beskidte snørebånd.

// Smutter i seng ^^

Timian havde holdt øje med pigen der kom ned af gaden, så snart hun havde fået øje på hende. Så fremmed. Så anderledes. Timian rynkede brynene. Pigens hår var så uglet. Pigen var så skødesløs. Hun bandede. Timian spidsede læberne, og det fik hende næsten til at se ud som om hun afskyede synet. Ikke at det var det hun gjorde. Men det skulle folk da helst tro at hun gjorde. Egentlig fandt hun det fascinerende. Den ligegyldighed og den sløsethed! Pigen der nu havde sat sig ved siden af Timian mestrede det til fulde, som Timian vidste at hun aldrig selv ville kunne være i stand til. Så fascinerende. Spændende. Timian kunne ikke holde det anspændte ansigtsudtryk, og snart gled læberne op i det lille smil som hun altid havde på sig.
Kunne man sige hej? Ville det være passende? Timian tjekkede diskret omkring sig. Der var mennesketomt. Ingen i vinduerne. Hun var alene med den viltre pige. Timian træk vejret dybt ind. "Hej" sagde hun lavt med sin dybe stemme. Hendes engelsk var en smule gebrokkent, det vidste hun godt selv, men egentlig var hun ret stolt, for tog man i betragtning at hun var født og opvokset i Marokko, så var hendes engelsk udsædvanligt godt. Det kunne hun jo takke sine internationale "bekendtskaber". Hun fnøs inde i sigselv. Hun ville ikke bryde det venlige ansigt hun havde sat for dagen da hun havde addreseret pigen.

Skye vendte hurtigt hovedet ned til sine snørebånd igen, da hun så pigens ansigtsudtryk. Hvis hun skulle være ærlig, så freakede det hende en smule ud. Hun var ikke den type der havde noget imod anderledes mennesker, heller ikke nogen med anden etnisk baggrund og et par sorte, fortryllende katteøjne. Men helt ærligt, så var hendes udtryk en smule skræmmende.
Hun vendte hovedet imod pigen igen, da hun talte, med en hurtig, rastløs bevægelse. "Hej, selv." svarede hun, og endte med rent faktisk at smile bredt til hende. Gad vide hvor hun kom fra. Skye havde selv massere af udenlandske venner, og hun havde engang datet en fyr fra et sted langt, langt imod nord. Han havde haft de mest blå øjne hun nogensinde havde set. Et par øjne helt anderledes end kvindens der nu sad ved siden af hende og smilede.
Hendes lange, tynde fingre strøg det karamelfarvede hår om bag det ene øre, da hun lagde hovedet let på skrå og betragtede kvinden indgående.