They say only the good die young. Obviously, you are one of the exceptions

Mørket var begyndt at falde over den stille gade, den kolde natte luft kom i små vindpust, gik langs det mørke tov, og den uhyggelige men stadig fredfyldte stemning, ville ramme næsten alle som gik på denne smukke, men stadig problem fyldte nat. Man kunne høre nogen fodtrin komme ned af gaden, det var Mr Franks, som lige havde lukket hans bank ned for i aften, og var nu på vej hjem, for at være sammen med han dejlige kone Lisa, han gik i et rask tempo, da byen jo ikke var kendt for den fredelige aftens kultur. Han kiggede sig over begge skuldre, ved næsten ver 10 meter, han var slet ikke glad for at være ude på denne tid, men det var også snart over tænkte han, og fandt glæde i at han snart skulle på ferie, han kiggede ned af sig selv, og i den lille jakkesæts lomme, fandt han en lille blok papir frem, han tog hans læse briller på og begyndte at skrive, ”husk at” han hørte en lyd bag ham, han vendte si g med det samme om, og tabte hans blok, og blyant på forstuvet. Han kunne ikke se nogen, og tænkte det sikker bare var vinden, han sukkede og besluttede sig for at skrive han huske seddel når han kom hjem. Han begyndte at gå igen, men hans hjerte gik hurtigere og hurtigere, han hørte igen fodtrin bag sig, han sprang op i luften da en hånd bliv lagt på hans venstre skulder, han kiggede meget forskræmt rundt, men han kunne ingen se, han vendte sig om igen. Og hans hjerte var lige ved at stoppe da det stod en mand foran ham. Manden var iført en sort læder jakke, og en sort silke skjorte, og havde et kors om halsen, og hvis man kiggede ned af ham, kunne man se nogen store militær støvler. Mr Franks var helt ude afstand til at tale af skreg, men da manden ikke gjore ham noget, åndede han lettet op, og sagde, med hans gamle og hæse stemme ”det må du undskylde, jeg bliver bare nemt skræmt” . Manden smilte og sagde med en næsten dæmonisk stemme ”Godaften, Steen Franks, eller skulle jeg kalde dig for Slaman” . Mr Franks bliv enu en gang skræmt, men denne gang, ville han ikke en gang prøve at gå i panik, han kunne nu kende manden, han kunne ikke finde på noget at sige, men ud af han mund, kunne man høre et næsten lydløst skrig. han begyndte at mumle til manden og sagde ”Rafael…” han nåde ikke længere før han bliv kastet 2 meter tilbage gennem luften, han landede på jorden med sådan en styrke at man kunne høre nogen af hans gamle knogler sige knæk , han ville gerne skrige i smerte, men han bliv løftet op af Rafael, og fik lukket munden med et læder belte, som bliv trukket over hans mund. Han kunne se Rafael øjne var sorte som natte, og var så frygtindgydende at han ikke kunne få sig selv til at sige noget, selv hvis han kunne, Rafael kiggede koldt på ham med hans sorte øjne, og sagde så, med en blodlystfuld og hævngerrig stemme ”Du har 3 sekunder til at sige hvor jeg kan finde Lotus” Rafael rev læder remmen om Mr Franks mund af, for at give ham mulighed for at svare. Men Mr Franks kiggede bare ned i jorde. Rafael smilede og sagde så hæst ”som du vil, det havde jeg også håbet på” han kastede Mr Franks ind i nær liggenede mur, Mr Franks var ved at dø af skræk da han så, den læder pisk som Rafael tog ud af lommen. Den var lang og tynd, men den lavede stadig en lyd, som kunne høres nogen blokke væk, da Rafael for første gang svingede den på Mr Franks. Mr Franks skreg, det gjorer ondt, han fladt ned på jorden, men bliv rejst op igen af Rafael. Mr Franks kunne mærke at Rafael rev han overjakke, og skjorte i stykker, i et hurtigt ryk. Han bliv igen sat op mod muren, denne gang uden noget på overkroppen, han tiggede om ikke at blive ramt af pisken igen, men før han bliv færdig, bliv han igen offer for Rafael vrede. denne gang ramte pisken så hårdt, at man kunne mærke den svage varme, fra der hvor pisken havde ramt, udover det kunne man se en kæmpe blodsamling. Han begyndte at græde, da han ramte jorden af smerten, men Rafael rejste ham bare op igen, Mr franks skulle til at sige noget, men hans mave, bliv igen ramt af pisken, denne gang bliv noget af kødet revet fra knoglerne, og man kunne se ind til han stakkels knogler, der hvor pisken havde ramt. Rafael skulle til at slå igen, men stoppede og sagde ”Jeg vil rive den krop fra hinanden del fra del, og når du ligger på jorden,ude af stand til at bevæge dig, og når du begynder at tigge om at dø, vil jeg bare smile, og fortælle dig at jeg vil gøre dette ved alle du nogen sinde har elsket, alle som du har været glad for, alle som har stolet på dig, og når du forstår at dit liv er intet værd, så vil jeg tage den sidste dråbe blod, og du vil se at selvom, dette gør ondt, så er det intet mod at gå ind til efterlivet uden sjæl, da dit blod er forbundet med din sjæl” han hævede pisken, men stoppede da han hørte nogen komme gående, han tænkte det var et menneske og sagde ”det ser ud til nogen har taget din plads” han smilte grumt, og lagde kniven på hans hals, og skar den over på tværs så blodet rend over gaden. Han satte tænderne i Mr Franks , og sugede det sidste af hans blod ud gennem skuldre. Han kunne høre at personen kom gående om gadehjørnet så han stille sig ind i mørket, og håbede på at se et menneske gå rundt om hjørnet.

julie stod på taget ad et hus tæt på og hade set det hele, hun hade haft lyst til at brøde end flere gange men hade ikke gjordt det. Hendes isblå øjnen lyste i mørket og var lætte at se, i det samme kom en ugle flyvende hen mød hende det var sne hendes ugle." har du noget med." spurgte hun stille uglen det gav hende et brev det var fra hendes onkel. Hun rev det over og sned det ned så det linde sne der faldt en vinder dag. Hun fløde sig tom efter at have hørt det som Rafael hade sagt og det hende onkel hade skrevet hun ville væk fra det hele men kun ikke få sig selv til at rejse sig op, det tunge svær lå ved hendes side og hun så bare på det der var ikke nogen grun til at hun hade det efter som hun ikke kun dræbe ikke engang sige det ord dræbe eller slå ihjel. Hun så rundt det eneste hun kunne se var at Rafael stå og vendet på at der kom nogen i det samme frøs hun til is da nogen kalde på hende i mørke lidt væk fra Rafael kun hun nu ane en høj mørk mand det var hvid i hude komme tæter på hun tog sit svær og så hele tid på manden der gik men små skrit hen mod lyset." julie, jeg ved du er her så kom nu frem der er bare mig din onkel." sagde han og grint stille med et smil på læben.

Rafael så manden, og kunne ikke lade være med at smile til sig selv, han tig korste fra hans hals, og lagde den ned i lommen, og begyndte at langsomt gå mod manden, han vidste at hvis manden ikke var menneske var det vel også lige meget bare han havde blod i kroppen, så skulle det nok gå an, efter han havde gået stille hen imod ham, uden at blive opdaget af manden, og da han var kun 5 meter fra ham stoppede han, og sagde så "julie...julie..det siger mig ikke noget, og tror ikke hun komme, så vi to kan vel lige så godt have en hyggelig aften sammen" han lagde hånden ned i lommen til pisken, og den anden hånd ned til han kniv. "du burde ikke gå alene om natten, man ved jo aldrig hvad der kunne ske" han syntes manden var interessant, han virkede lidt stærk, men Rafael var ikke bange, han havde brugt hans liv på at slås, han burde ikke havde noget problem, i at tage sådan en "gammel" mand.

" jeg klar mig men kun du ikke hjælpe mig men at finde julie og så må du godt for lov til at dræbe hende for mig ." sagde han og hans tunge kom frem den linde en fra en slange og det samme gjore hans øjen." jeg er aldrig alene jeg har mine giftet slange over alt." sagde huan og fem kæmpe slange kom hen til ham." der kan du se de er der når jeg har brug for dem." sagde han og grinte." hvorfor er det nu lide du vil have ham til at gør det." lyd en stemme oppe fra taget." fordi jeg altid har hade dig julie. Du er blevet godt til at holde det ord ude ad din mund min ven." sagde ham og smilte for sig selv." ja jeg har ikke tænkte mig at det er dig der skal gøre det af med min." sagde hun koldt til sin onkel. Hun stod i mørket så mn ikke kun se hende." kom nu bare her ned så vi kan for der overstået." sagde han og så så et øjeblik på Rafael, en ad slangen hvæste og de så også på ham der var komme flere." tro du jeg virkelig kom ned mens han er der jeg så hvad han gjore det vel jeg ikke prøver, men det er findt med mig hvis han gør det ved dig efter som jeg ikke selv kan gøre sådan noget." sagde hun og så på dem hende øjne lyste

Rafael kunne ikke stoppe med at grine højlydt, han stoppede et kort øjeblik for at få noget sagt "en familie kamp.. der findes ingen bedre...lad mig se, den ene leger med regnorme, og den anden tror hun er kan tage en beslutning for mig, jeg ved ikke hvad man skulle gøre" Rafael stod med pisken i den ene hånd og kniven i den anden, han vidste ikke hvem han skulle hjælpe, en ting var sikker han ville gerne lege med en af dem,han afbrød jo den anden leg før tid, men kom så i tanke om en meget vigtig ting, Julie var jo en kvinde, og hans bror havde lært ham at opføre sig høfligt overfor kvinder, og udover det syntes han ikke at han skulle dræbe hende, han overveje lidt om han skulle lade dem være, han var godt nok blodtørstig, men han havde slev mistet familie medlemmer, og en enkelt af hans egen hånd, og han syntes ikke at de skulle opleve sådan en føelese, selvom de hade hinnaden. han besluttede at lade pige bestemme det, tros alt var hun jo en kvinde, men den del med at hun også var oppe et sted i bygningerne, og det faktum han følte sig doven, var en stor del af det. han kiggede på manden og sagde så "Du burde virkelig ikke være ond mod smukke piger, men jeg er i godt humør, så løb, gå eller hvad du nu lyster, bare forsvind, jeg dræber ikke i kvinders nærvær, eller det gør jeg, men ikke hvis det kan ungås"

han så på ham og så op på de isblå øjnen." hun skal dø selv om du ikke vil hjælpe eller ej." sagde han og gik hen mod det hus hun stod på." nu er det nok med dig, det er din skyld at Mako lægge i jorde ved kirken." sagde hun og satte sit svær på plas og hoppede ned." jeg har sagt det før og siger det igen, du er færdig med at leger døden er ikke en leg som du tro det er." sagde julie og kom frem i lyset, hendes onkel stod få skrit fra hende men gjorde ikke noget så bare på hende." jeg skal nok selv bestemme om jeg leger eller ikke gør." sagde han og gik tæter på hende." hvis du kom en skrit tæter på så." sagde hun og træk sit svær igen. i det samme fløj en pil forbi hendes øre og ramte en ad slanger." så du er her også fætter." sagde hun g så ud i mørket. ja jeg tænkte det ikke var så smart at kom alene." sagde han o smilt ondt til hende

Rafaels mere dyriske side begyndte at blive træt af dem begge 2, de var ikke folk som lyd særlig intersante, så han lagde pisken ned i lommen, men beholdt kniven fremme,han så pilen komme flyvene og sagde så "Hør her gammel far, dit gudecomplex er jeg ligeglad med, men når smukke piger siger du skal smutte, så er det højst sansyndligt fordi hun ikke vil snakke, så nu spørg jeg pænt, og om mindre end et minut spørg jeg slet ikke, vil du ikke nok få dit grimme ansigt væk?" Rafael forventede at slangerne skulle gøre noget så han var klar til at gribe efter halsen, såden ikke ville kunne gøre så meget. han kiggede på pigen og sagde så "Så...julie?...de burde ikke komme til næste familie sammenkomt"

" findt vi går men kommer tilbage og så er du på dem." sagde han og forsvandte sammen med hans søn." det tro jeg ikke sker på noget tidspunke det med familie sammenkomten efter som de er de eneste der taler til mig fra min famille." sagde julie og så på ham den hvide ugle landede på hendes skulder. hun satte sværet på plas." julie P Gryffindor." sagde hun for at præsentere sige selv

Rafael forstod ikke hvad han lige gjore, han hjælp hende uden bagtanke, det var noget nyt, han kiggede lidt flovt ned af sig selv, da han næsten virkede blød efter hans mening, men hun virkede så meget om hans søster, som han holdt meget af, og det var nok det som gjore det. han kiggede op på hende, og smilte venligt "Rafael Donamatix" han rakte hånden ud mod hende. "Det er en ære at møde dem frue" han ville gerne holde det formelt fra hans side af, da han syntes det var mest respekt fuldt, og nu hvor han var begyndt at udvise hende respekt, krævede hans ære lidt at han var høflig.

" I lige måde." sagde hun og så på ham." det er sne." sagde hun og pegede på uglen der så på ham. hun så rundt og sukkede da en slange næsten fløj hen over jorden mod det sted hendes onkel og fætter var gået." Jeg er ked af at du skulle se min onkel men han har været efter min i jeg ved ikke hvor lang tid nu stadig kun for at gør det samme igen og igen." sagde hun og så ned da hun tænkte på det men så hurtigt op da en kald fra en falk lød hun tog brevet og falken fløj igen. Hun lå breve i lommen.