If I come for you, die boldly or die swiftly, for die you will. - Catherine

Rafael gik ned af gaden i folks, han havde prøvede at samle hans tanker, han havde haft den bedste nat i hans liv, han elskede Catherine, og han ville gøre hvad for helst for hende, men han måtte selv finde Ronun, det var hans problem, det var ham, som skulle dræbe Ronun, det var nok mest af alt fordi han ikke ville have Catherine skulle komme galt afsted. og Ronun var jo ikke lige frem, en nem person at slå ihjel, han havde kendt Rafael siden han var 5 år gammel, så Ronun kendte Rafael rimelig godt, til gengæld kendte Rafael jo også ham, men ikke nok, efter Rafael mening, Ronun havde jo været den Rafael havde bedt om hjælp, hvis Rafael havde gjort noget som hans bror Gabriel ikke måtte vide, da Ronun altid havde været god til at gemme ting af vejen, men nu var det Rafael som skulle finde ham, og havde lidt på fornemmelsen, at det ikke kom til at blive nemt. han gik ind i en kvinde på vejen gennem gaden, hun smilte til ham, Rafael skulle til at undskylde, men før han fik gjort det, begyndte hun at snakke.
"det var dejligt at støde ind i dig, kan du hjælpe mig?" hun smilte venligt.
Rafael smilte venligt tilbage, der kunne vel ikke være et problem i at hjælpe hende tænkte han, men han kørte hånden ned i hans læder jakke, for at se om han havde husket Gabriel gamle kniv, og som forventede havde han den med, det var ikke fordi hun så farlig ud, men han stolede generalt ikke på folk. men hendes lange brune hår, og hendes sorte jeans, og den uskyldige sweater, som så ud til at være hånd syet, gjore hun ikke virkede som det store problem, han smilte igen og svarde hende så. "Ja, jeg vil gerne hjælpe, hvad skal du bruge hjælp til"
hun tog et lille kamara frem, fra hendes jeans, og grinde lidt mens hun sagde. "gider du tage et billede af mig?" han grinte lidt, det virkede ikke som det store problem, tænkte han. han tog kamaraet, mens han nikkede bekræfteene mod hende, han tog tog det op til hoved, og skulle til at tage et billede, da hun sagde "vent, jeg skal lige stille mig ordenligt" hun lagde hånden på den bygning, som var tæt på hende, og kiggede med et smil mod kamaraet, og Rafael, ville trykke på knappen, for at tage billedet, men da han gjorer det, fik han svært ved at få luft, og han kunne mærke nogen tog fat i hans skuldre, han prøvede at bevæge sig, men der var noget som gjore han ikke kunne, hans syn bliv dårligt, og han prøvede at få folk i byens opmærksomhed, men han kunne ikke sige eller råbe noget. hans syn forsvandt, og han mistede følesen i sin krop, og faldt i en form for søvn.


han åbnede øjnene, hans hoved følte underligt, som om han havde fået for meget at drikke, han kiggede sig omkring, han kunne se at han sad på en stol, i midten af en form for kælder rum, der var et bord, ikke langt fra ham, med hans læder jakke, hans sorte silke skjorte, og han hans cowboy bukser, han kiggede ned af sig selv og så han kun var iført et par korte shorts. han kiggede forsat rundt i kælderen, han så ikke nogen vindure, men der var nogen lamper, som lyste op. han fik en spand vand i hoved, og han hørte en latter, han kunne godt genkede den lyd, han smilte ved sig selv, og kiggede op, der stod Ronun, han var gået ind af den eneste dør der var i kælderen, selvom den var ret stor, var der kun en ind og udgang, så vidt Rafael kunne se. Rafael kiggede på ham, da hans syn var blevet lidt bedre og sagde.
"Du burde være løbet ud af byen, da du havde muligheden" Rafael prøvede at rejse sig op, men han var stadig for svag til at rejse sig op, han kiggede på hans venstre skulder, og så en drop som sad fast i hans arm, han hørte Ronun stemme sige
"Oxytocin, det er det stof, som bliver frigivet i en kvinde når hun bliver forelsket, eller har lyst til sex, men hvis en mand for det, så bliver alle hans muskler svage, da kroppe tror at det er en fjendtligtsindet virus, men Oxytocin kan ikke blive fjernet fra kroppen ligesom, alle andre ting, så din krop prøver at opløse det istedet, men den skal bruge alt din styrke på det, så du ikke engang, kan rejse dig fra en stol."
Rafael kæmpede for at rejse sig, men kunne ikke. Ronun smilte venligt mod ham, og tog Gabriels gamle kniv frem, Rafael så den og bliv fyldt med vrede, men kunne intet gøre. kniven bliv lagt på Rafaels læbe, og skar et lille hul, det var nok for at irritere Rafael. kniven kørte ned på Rafael bryst, og den forsatte ned, og da den kom ned til han knæ, kaldte Ronun "Lina, Tobian". og ind gennem døren kom 2 folk, den kvinde han tidligere havde mødt, og en mand, som havde et pænt jakkesæt på.
Ronun smilte til Rafael, og tog et billede frem mod ham, det var ham og Catherine, om lå i skoven sammen.
"du burde virkelig ikke begynde at blive forelsket, for det første tror jeg at din afdøde bror, ville blive meget skuffet, for det andet, så har du lige dømt hende, til at lege med mig, efter du er færdig"
Rafael bliv ramt af vrede, kunne lige samle kræfter til at sige noget, og med en vred og ondskabsfuld stemme sagde. "du kommer ikke ud af det her rum levende". Rafael kunne nu mærke en smerte i hans ben, da kniven begyndte at skære kødet ved knæet, væk fra knoglen, det gjorer meget ondt, men Rafael sagde intet. kniven stoppede.
Ronun kiggede Rafael ind i øjnene, "Du ved godt hvad jeg vil vide, du kan ende det hele, hvis du bare fortæller mig, hvor du havde tænkt dig at tage hen, efter du havde skåret min hals over" Ronun smilte, og forsatte "næ, du vil ikke sige det, vil du?. det ser ud til at jeg må snakke med din lille kæreste". kvinden bag ham spurgte om, hun skulle tage Catherine til fange, men Ronun rystede på hoved, "jeg har sendte en dreng, hen til hende med et brev, hvor der stod at Rafael ville mødes med hende, ved den lokale Cafe, så hun kommer der hen" han vendte sig om, og gik hans vej, for at gå ned og møde Catherine. han var også iført et pænt jakkesæt, og hans hår var langt og sort, som var sat op i en heste hale. han lagde kniven i hans lomme, og forsatte ud af skolen, mod byen.
og da han kom ned til den aftalte cafe, satte han sig ned ved et, og lagde et billedet af hende og Rafael på bordet, foran ham, hun var ikke kommet inu, men han havde ikke noget imod at vendte, der var ikke så mange på cafen, da det midt om natten. han følte sig i sikkerhed, da hun nok ikke ville gøre ham noget mens menneskene var her, og udover det ville hun jo heller ikke finde Rafael uden ham. han ventede bare på at hun ville komme forbi og så billedet.

Catherine havde fået et brev fra Rafael om at komme hen til en cafe og det gjorde hun selvom der var noget muggent ved det. Hun satte sig ved bordet og så billedet hun tog billedet og gik udenfor. Hun gik hen af gaden og stirrede på billedet. Hun blev trækket ind i en mørk gyde af nogle ulideligt stærke hænder der holdt om hendes hals. Hun lod sig trække med uden modstand. " Man plejer at præsentere sig ved første møde " Spurgte Hun med en kold stemme. " Mit Navn er Ronun men du kender mig sikkert fra Rafael " Sagde Han og hun kunne høre at han smilede. Hun grinede uden at gøre modstand da han førte hende ind i et mørkt rum. Han tændte lyset og hun kunne se Rafael sidde fastspændt på en stol. Hun kunne mærke en kniv der blev lagt foran hendes hals. og hun smilte da hun havde alt for mange krafter. Hun kunne mærke at en anden mand tog over med at holde kniven og så så hun for første gang Ronun. Han var rigtig smuk. " De forelskede bliver igen samlede " Grinede Ronun. Hun koncentrede sig om sine krafter og lod sig komme ned at sidde.Hun syntes at Ronun lignede en pirat

Rafael kiggede på hende, han var begyndt at få nogen kræfter tilbage, men kunne stadig ikke rejse sig op. Ronan slog Rafael på siden af hoved, og derefter bandte et stof om hans øjne, så han intet kunne se. Ronan smilte imod Catherine og sagde høfligt og venligt "det er mig en ære, at møde dem frue, jeg beklare deres mindre behagelige måde at komme her hen, men det er hårde tider." han holdt en pause, og forsate så "ser de, jeg er en meget uheldig mand, jeg bliver jaget, af nogen meget onde folk, og det har intet med dig eller din ven her at gøre.. rent faktisk, gør det ondt at se min gamle ven Rafael lide, men han giver mig intet valg, men du kan ende hans pinsler, du skal bare fortælle mig, hvad du ved, om hvor i skulle hen, og bagefter lader jer jer begge gå, jeg er ikke en ond mand, jeg er på din side, og Rafael side" han smilte venligt.
Rafael var blevet slå bevistløs af hans slag.

" Jeg ved skam hvor vi skal hen men hvorfor skulle jeg fortælle dig det " Sagde Hun og grinede. " Hvordan kan du vide at jeg ikke leger med Rafael som alle andre mænd ville gøre med mig " Sagde Hun og smilede. Hun så ligeglad ud fordi dette var en rolle hun havde udlevet hele sit liv. Hun havde øvet sig i at være rasende og ligeglad. Hun gjorde sig fri af kniven og tog et par skridt hen mod Ronun. Hun kiggede flirtende på ham og vidste at intet væsen ville kunne modstå hendes charme fordi hun er en gammel vampyr. Hun lagde kærligt sin hånd på hans kind og tryllebandt ham ved at kysse ham.

Ronan tog imod hendes kys, han overvejet at lade hende leve, når han var færdig med hende, men han ville kom i tanke om hvad hun lige hade sagt, og træk hoved tilbage, og smilte og sagde med samme venlige stemme som før "de er meget gavmild, og de har sikkert dem, at jeg ikke dræber dem, men hvis du er så ligeglad, med ham, hvorfor så ikke bare fortælle mig, hvad jeg gerne vil vide, så kan vi gå ud og nyde en drink" han gjorer tegn med øjnene, til at hun skulle få kniven på halsen igen, han smilde og sagde "de er som sagt, en jeg vil nyde at have en snak med, men først skal jeg lige have, mit arbjede færdigt med en gammel ven" han vendte sig om mod Rafael, og satte en fiskekrog ind i hans kind, og gav den til Catherine, og smilte "vil de ikke hjælpe mig, med at få ham til at snakke, eller du kunne fortælle mig det selv?" han kiggede på manden bag Catherine, for sikker på at Catherine, ikke ville overleve hvis hun angreb ham.

"Vi skulle til Italien hen til hans søster , der er i rom " Sagde Hun ligeglad. Hun kunne mærke at kniven for struben og smilede. Hun gjorde sig fri for anden gang og tog kniven ud af hans hånd. Hun skar Rafael fra kinden over kæben ned til halsen. " Glad nu " Sagde Hun og nærmede sig ham igen. Hun lagde sine arme om ham og kyssede ham. Hun kyssede hans kæbe og sukkede af nydelse. Hun vidste hvad man skulle gøre ved pirater fordi hun selv var bekendt med en vis pirat. Hun forførerede Ham. Hun kyssede ham lidt vildere.

Ronan kunne snart ikke længere holde hans lyst tilbage, han vidste godt hvad hun prøvede på, men han havde aldrig været en vilje stærk person, han kunne godt klare tortur, eller overbevise folk, men en kvindes kys, det var ikke noget han kunne klare særlig meget af "Italien ?, efter hans søster ?, det lyder ikke rigtigt, men du er meget overbevisende" han træk hoved tilbage, og gik et stykke væk fra hende. han kiggede over på den anden kvinde i rummet og sagde "Lina, kan du over tage forhandlingerne" Lina nikkede, og med manden bag Catherine hjælp, fik hun Catherine ned at sidde, og kiggede med blod lyst på hende "Min kære ven Ronan, er ikke tilfreds, da vi ved at Rafaels søster ikke er i Italien, men vi er klar til at tror på Italien, var der i skulle hen, men hvem skulle i møde" manden bag Catherine lagde han hånd på hende, så hun ikke burde kunne rejse sig, Lina kiggede nu på Rafael, og kyssede ham, og kiggede så om på Catherine og sagde "vi er ikke færdige med Rafael, men du burde da også være glad nok for at han kom til skade, han er jo tros alt i et forhold, med en anden. prøv og tænk, hvordan han var sammen med dig, imens han i virkeligheden, var i et forhold, med en fransk luder"
hun smilte, og forsatte "hvor skulle i hen?"

" Vis jeg fortæller dig det lader du mig så få den "Snak" Med Dig " Spurgte Hun og pillede ved sin ene giftring. Hun fik broden til at komme ud og stak manden og kvinden bagved hende. De faldt om ved kobra-giften. Hun bandt Rafael op og tog droppet ud. Hun stirrede surt på Ronan og grinede. " Jeg mistede lysten " Sagde Hun koldt og spyttede på ham. Hun smilede stort og bandt Ronan ved en stol. Hun vidste at han ikke kunne komme fri og skar hans kind op. Hun gav ham en lussing og smilede.

Ronan bliv meget bange, og forskrækket, da var bundet fast og opdaget han ikke kunne komme fri, skyndte han sig at, snakke "der er ingen grund til at være uciviliseret, jeg har da været god ved dig" han fik en klump i halsen, han vidste at uden dropet, ville Rafael vågne op om en 15 minutes tid, og han ville helt ikke sidde her, når det skete, han kiggede på hende, og prøvet at tage frygten ud af hans øjne "hør her, jeg giver dig et tilbud, du lader mig forlade byen, og jeg fortæller dig, alt det du vil vide, uden at lyve denne gang" han kiggede igen på Rafael, men så tilbage på hende, "det var ikke min menig at gøre ham, eller dem noget" han prøvede at smile men kunne ikke

" Du starte med at fortælle mig hvad jeg vil have " Sagde Hun koldt." Hvem har Rafael været sammen med? " Spurgte Hun som første spørgsmål. Hun satte sig ned foran ham på en stol. " Hvorfor vil du vide hvor vi skal hen? " Spurgte Hun. " Fortæl mig hvem der jagter Rafael og hvorfor? " Sagde Hun til sidst og lænede sig tilbage i stolen. " Jeg lover at jeg slipper dig fri bagefter " Sagde Hun alvorlig

Ronan bliv glad da hun begyndte at stille spørgsmål, han ville gøre alt for ikke at dø, så han havde intet imod at sige sandhenden "For det første, har Rafael kun været sammen med en anden kvinde, i hans liv, hun var en barnepige i frankrig, Rafael forlod hende nogen måneder efter, de bliv partnere, man siger at de aldrig kyssede, hvis jeg skal være ærlig, bliv jeg helt uforstående da jeg, så i kyssede ude i skoven, det var meget underligt efter min mening, da Rafael ikke havde kysset hans gamle partner" han holdte en pause og gik vidrer til næste spørgsmål "Jeg vil gerne vide hvor i skal hen, da der er en af Gabriels gamle venner, som vil have mit hoved på en pæl, og jeg ved at Rafael skulle møde ham, og da jeg hørte, at han skulle udlands, tænkte jeg at de skulle mødes der"
han gik til det sidste spørgsmål "Den som er efter Rafael, er en af Gabiels og Rafael gamle bekendte, jeg ved ikke andet end at hun kalder sig selv Sofia, og hun betalte mig, med informationer, for at slå Rafael ihjel, men jeg ville i først slå ham ihjel, når han fortalte mig hvor han skulle hen, men jeg kan fortælle det ikke er hans gamle partner, det har jeg tjekket...."
"nu har jeg fortalt sandheden, vil du ikke nok lade mig gå søde frue"

" Hvem stoler på en vampyrs ord? , En tåbe måske? " Sagde Hun og smilede. " Du dør ikke endnu , jeg lader ikke Rafael dræbe dig , Se det som en gave " Sagde Hun og grinede koldt. " Jeg kan stadig bruge dig til noget vigtig information " Sagde Hun og kyssede ham på kinden. Hun gik hen til Rafael og tog bindet fra hans øjne af. Hun kyssede ham blidt men hårdt på munden og lagde sin hånd på hans kind.

Rafael slog øjnene op, han var ikke længere bedøvet, og tog hans hånd på Catherine kind, lige som hun holdte sin på hans, han rejste sig op, og kiggede rundt, han var ikke glad for at hun skulle redde ham, men det var sidste gang han, lod hende gøre det "Jeg beklare Catherine, jeg kunne ikke gøre noget" han vendte sig om, mod Ronan, og smilte, "du er god til at finde ud af ting Ronan, men at klare dig selv, er du ikke" han gik hen, og tog kniven op, men lagde den bare ned i lommen, "Jeg vil ikke slå dig ihjel, hvis du skal dø, bliver det min elskedes opgave, du er hendes fangst ikke min" han lagde armene om Catherine, og viskede "du bestemmer selv hans skæbne, men hvis vi lader ham gå, kommer han igen, men se lige hvad du kan få ud af ham først, jeg går udenfor imens" Rafael gik ud af døren og lukkede den bag sig.
Ronan sagde med en næsten græde færdig stemme "undskyld, min frue det var ikke min mening at i skulle komme til skade"

Hun krammede Rafael og da han gik ud satte hun sig foran Ronan igen. " Hør her , Nu fortæller du mig alt hvad du ved " Sagde Hun koldt. " Så vil jeg måske overveje at lade dig gå " Sagde Hun. Hun lod sin hånd følge hans kæbe og hals indtil hun så et brandemærke der lignede dem hun havde fået af sin familie. " Du har mødt min familie og de har været onde imod dig , familien Clearwater " Sagde Hun

"ja, jeg har mødt din famile, jeg er som sagt kun god til at skaffe informationer, men det er jeg til gengæld også god til, og da jeg fandt ud af du var sammen med Rafael, valgte jeg at finde ud af hvem du var, og da jeg fandt ud af din familie, ikke var dine bedste venner, valgte jeg at fortælle dem hvor du var, men de bliv ikke så glade, da jeg nævnte dit navn, og de valgte at lege med mig, men efter noget tid, valgte de at tror mig, og gik hen i skoven,..."
han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, han vidste en masse ting, men han havde ingen ide om hvad hun ville vide, han tøvede men spurgte så "hvad vil du vide, min frue" han var meget bange for hende, og var meget underkastene, da han ikke hvade noget valg

" Det var din skyld at jeg blev såret " Sagde hun surt. " Fortæl mig alt du ved om Rafael " Sagde Hun. Hun stirrede på ham

han kiggede ned i gulvet han vidste nærmest alt om Rafael, da han jo nærmet havde været hans familie, den gang hvor Rafaels far levede, men han vidste ikke hvad hun ville vide, da Rafael jo ikke lige frem, var en person man bare lige kunne beskrive, han var altid bekendt med at man stilete mere pæresis sprøgsmål, men han turde ikke sige noget, han havde altid været en bange personligehd, og denne kvinde var han meget bange for, næsten lige så meget som ha var for Rafael, han kiggede ned i gulvet, og sagde "vil de ikke nok, være venlig at spørge mig, mere præsist, eller ved ikke hvad fruen vil vide" han ville ikke kigge på hende, det var han for bange til

" Har han været mig utro? " Spurgte Hun. " Har han let ved at slette forhold? " Spurgte Hun og kiggede alvorligt på ham

Han var glad, da hun spurgte om noget han kunne svare på, han kiggede op, men kiggede ned da han så hendes blik, og sagde "han..han.. han har som sagt kun været sammen med dig, og hans gamle franske partner, og det ligner ham ikke at være utro, det er iværtfald ikke sådan at Gabriel oplærte ham, og jeg tror ikke kan vil være utro, medmindre man det kunne redde hans søsters eller dit liv, Rafael vil gøre alt for hans søster, sådan har han altid været, men jeg ved ikke så meget om han vil være dig utro, han har ikke været i så mange forhold, da Gabriel ikke ville have det, hvis hn levede nu, ville han nok, prøve at så dig ihjel... omkring det andet, ville Rafael aldrig gå ud af et forhold, med mindre hans forhold, prøver at slå ham ihjel, det var nemlig, hvad den franske tøs gjore, men Gabriel fik lært hende, et par ting, efter hvad jeg ved, så er hun begravet levende et sted, men nej tror ikke at Rafael afslutter forhold."
Ronan kiggede stadgi ned, hvis der var noget han var bange for, var det at dø, smerte og alt andet, var lige meget bare han ikke døde. så denne kvinde gjore ham ret så bange

" Jeg lader dig gå fri vis du lover at vis jeg har brug for dig at du hjælper " Sagde Hun og løsnede båndene om hans arme. " Du skal hjælpe vis mig eller Rafael har brug for det " Sagde Hun og skubbede ham over imod døren. Hun gik ud til Rafael der stod i et værelse af en art. Hun slog armene om ham og kyssede ham hårdt og ivrigt. " Jeg Elsker Dig " Sagde Hun og smilede kærligt. Hun hev hans bluse af for nu var hun i begærets humør. Hun kyssede hans brystkasse og smilede. Hendes øjne glødede af begæret og hun smilede kærligt til ham.

Rafael var lige så glad for at kysse hende, som hun var for at kysse ham, han tog også sine arme rundt om hende, han holdt sig ikke igen, med at kysse hende, han lagde dem ned på jorden, og begyndte at kærtegne hende, og stoppede så et kort øje blik, og sagde "Du er ikke sund for mig" han snavede hende, så meget han kunne, og forsatte med at kærtegne hende, han tog hendes hænder til hans bryst, og begyndte at tage tøjet af hende

Hun hev alt hans tøj af og nussede hans underliv. " Vi er usunde sammen " sagde Hun. Hun kyssede ham de steder hun kunne nå. Hun snavede ham og pressede sig hårdt ind mod ham. Hun kiggede på ham med et begær-fyldt blik og var klar til at gå videre vis han var..

Rafael elskede hende, men hendes blik gjore ham usikker, han havde indtil videre været ligeglad, med om Gabriels ville være skuffet over ham, da han elskede hende, og de indtil videre kun havde gjort det i små ting, men han følte sig ikke tilpas, med direkte sex, da han ikke engang havde hævnet hans bror, og nu skulle han til at bryde en af de eneste regler han havde, han ville gerne være sammen med hende, og han ville gerne give hende den fuld kropslige kontakt, men ikke så længe, at Gabriels morder var der ude et sted, så langt ville han ikke gå, udover hans regler.. han kiggede hende i øjnene, og smilte kærligt og sagde "Jeg elsker dig, og hvis du gerne vil forsætte, så gør vi det, men jeg vil hade være eneste sekund af det, så længe min bror ikke er hævnet, men jeg vil ikke nægte dig glæde"

Hun blev trist. " Jeg vil ikke gøre noget der kan såre dig " Sagde Hun og satte sig op. Hun var i et nyt humør nu og det humør gavnede hverken Rafael eller hende selv. Hun følte sig såret fordi nu begyndte hendes tvivl om han havde været utro at blomstre op igen. Hun trak sig tilbage , han måtte ikke se at hun var såret for så ville han føle sig forpligtet til at de gik videre. Hun kunne mærke den dumme tørre følelse i sine øjne. Hun lukkede sine øjne og Ronans sidste ord stod for hende. Hun gik ud på badeværelset og lidt efter hulkede hun så højt at hun var sikker på at Rafael kunne høre det men hun var ligeglad. Hun låste døren og satte sig tungt ned på det kolde gulv. Hun græd for alvor men uden tårer.

Rafael stod på den anden side af døren, han hørte hende og det gjorer ham utilpas, han ville for alt i verden ikke have hun var ked af det, hun betød så meget, at når hun var ked af det, bliv han skuffet over sig selv, han kunne ikke klare det længere, han sparkede døren op, og så hende ligge på gulvet, det gjoere ham sur, han kunne ikke klare den måde at klare problmer på, hans søster gjoere det også, han ville bare gerne være den bedste partner for hende han kunne, men hun ville ikke fortælle hvad hun var ked af, så denne gang spurgte han så
"Hvor mange gange, skal jeg sige jeg elsker dig, før du forstår det, jeg har gjort mange ting, jeg ikke er stolt over, og jeg gør det for dig, og du vil ikke en gang stole på mig, nok til at fortælle mig hvad der galt, når der er noget galt, det er ikke sådan man løser problmer" han var lidt sur, men det var ikke på hende, det var på ham selv, han skulle ikke lade hende være ked af det, han satte sig ned på gulvet, efter han havde talt færdig, og rakte en arm mod hende
"tag min hånd, hvis du tør stole på mig"

Hun hørte den sprøde lyd da døren blev sparket ind. Hun blev rasende over at han ikke bare lod hende være. Det var kun fordi hendes homoner løbte løbsk når hun var i nærheden af ham. Hun stirrede på hans hånd og overvejede at tage den men hun vidste ikke om hun nogensinde ville kunne stole på nogen igen. " Jeg har været en dårlig partner , hvorfor finder du dig i det ? " Sagde Hun. " Jeg er en dårlig person " Sagde Hun svagt og lænede sig ind mod væggen. Hun var oprevet som helvede , vidste ikke om hun var god nok , vidste at hun ikke fortjente en perfekt kæreste som Rafael. " Det var en dårlig ide at jeg overhovedet spurgte dig om vi skulle være partnere når jeg vidste at jeg ikke kan stole på folk " Sagde Hun og hendes sind var fuldstændig ødelagt.

Rafael smilte ved hendes ord, han holdte stadig hans arm mod han bliv glad igen og sagde kærligt,
"Du har ikke været en dårlig partner, du har været en drøm, og jeg kan føle mig glad i dit selskab, og jeg syntes ikke du er en dårlig person, der er iværfald ingen, som jeg hellere ville være partner med, og du burde ikke se dig selv som dårlig, du kunne ikke være bedre, og hvis du ikke længere vil være partnere, så forstår jeg det godt, da jeg ikke har været der for dig, men jeg håber at selvom, jeg ikke lige så dejlig som dig, at du vil være min partner. og jeg er lige glad, om jeg skal bruge resten af mit liv, på at vendte på din tillid, jeg vil altid vendte, jeg bliver aldrig træt af at vendte på din tillid, du tager bare din tid"

Hun overvejede alt og tog så hans hånd. " Så lad os begynde nu " Sagde Hun og blev mindre trist. " Jeg syntes bare ikke at jeg er god nok til dig " sagde Hun. " Du har altid været der for mig og det blev bevist da du sagde at du elskede mig " Sagde Hun og smilte. " Du er perfekt for mig " Sagde Hun og puttede sig ind til hans brede bryst. " Jeg skal nok prøve at få tillid til dig " Mumlede Hun ind mod hans bryst og lukkede øjnene. Hun slappede af og lyttede til hans vejrtrækning. Hun blev glad. " Det problem jeg har er at når jeg er i nærheden af dig begynder mine homoner at gå amok og derfor bliver jeg hurtigt ked af der " sagde Hun og søgte hans blik

Han smilte kærligt til hende, og fangede hendes blik, "Jeg er ikke god nok til dig min kære, du burde ikke se dig selv, som dårligere end mig, jeg er glad for du spurgte mig, om vi skulle være partnere, og angåne dine hormoner, så må jeg bare leve med det, du er det værd" han presse hende indtil sig og snavede hende vildt, men stoppede så "hvis du begynder at stole på mig, så finder jeg en måde at betale dig på" han tog hans hånd til hendes bryst og kærtegnede det, mens han kiggede hende i øjnene, "hvad skete der med Ronan ?"

Hun stønnede da han pludselig snavede hende. " Og den måde kan vel ikke være noget som jeg ønsker mig vel ? Spurgte Hun drilsk. " Jeg lod ham gå men han hjælper os vis vi har brug for det " Sagde Hun. " Men kan vi ikke lade være med at tale om ham lige nu? " Spurgte Hun og snavede ham.

Rafael lagde armene om hende, og pressede hende hårdt ind til sig, forsatte med at snave med hende, han trak kort hoved tilbage, og sagde "Vi kan snakke, om hvad end du har lyst til. han forsatte, med at kysse hende, og kørte hans hånd blødt gennem hendes hår, og begyndte at tage på hendes bryst med et fast greb. og viskede "Og nej, den måde, er ikke noget du ønsker dig" sagde han lige så drilsk

Catherine stønnede da han pressede hende hårdt ind til sig. Hun snavede ham igen og hendes hånd lå på hans brystkasse. Hun kyssede ham vildt og ivrigt men lidt efter blidt. Hun var træt. " Rafael " sagde Hun og stoppede kysset. " Vi bliver nødt til at være udhvilede til imorgen " Sagde Hun og lagde sit hoved på hans bryst. Hun nød hans kærtegn men hun vidste at vis han blev ved ville hun have alt for svært ved at slå sine homoner ned. " Jeg elsker dig " Sagde Hun og vidste at hun nok aldrig blev træt af at sige det til ham.

Rafael stoppede med at kærtegne hende, da hun lagde hendes hoved på hans bryst, han lagde hans hhånd på hendes hoved, og kløede hende i hovedbunden, og prøvede at holde sig vågen, indtil hun faldt i søvn, han ville gerne give hende en trygheds føelse indtil hun faldt i søvn, han var virkelig træt, han glæde sig som et lille barn, til imorgen... han var så træt...

Hun vidste at han ville forblive vågen til hun var faldet i søvn men det kunne hun ikke vente på. Hun havde en ting at nå. Hun undersøgte alle sine giftringe og fandt hvad hun ledte efter. Bedøvelse i ca 17 minutter. Hun stak ham og troede at han var blevet bevidstløs men hun havde taget fejl for der var ingen gift i ringen og han sov kun. Hun rejste sig op og gik hen til spejlet på væggen. Hun åbnede det lille skab og tog en hårbørste. hun børstede blidt hendes lange brune hår og da det var glat lagde hun børsten ned. Hendes hugtænder kom ud og hun rørte prøvende ved dem. De lavede hul på hendes finger og hun nikkede tilfreds. Hun gik ud af døren med hårde skridt der kunne høres og ude på gangen stod ham hun havde søgt efter i så mange år. " Hey Catherina " Sagde Manden. " Hey Alcide " Sagde Hun og snerrede lavt. " Har du mine informationer? " Spurgte Hun. " Her " Sagde Alcide og rakte hende en sort mappe. " Så Gå med dig " Sagde Hun og han så ud som om han var mere en glad for at tage afsted eftersom han var nomade. Hun holdt mappen tæt ind til sig og gik ind i værelset igen. Hun satte sig ned og åbnede mappen. Hun stirrede på det store kort med detaljerede tegninger af de forskellige væsner der levede i den by eller verdensdel. Hun sad og rørte kortet med sin røde negl da hun så at der manglede noget. " Æsken " Snerrede Hun. Hun rystede mappen og en sort fløjlsblød æske røg ud. " To My Lost Darling " stod der med Aros sirlige skrift. Hun åbnede den forsigtig og i den lå det smukkeste hun nogensinde havde set. En diamant med tynde guldtråde som indebure den. Hun tog den forsigtigt op og lagde mærke til et brev. Hun læste

Kære Catherine
Jeg vil personligt godt vide hvor på denne forbandede jord du er ?
Du er i en stor fare og jeg vil gerne sende en vagt ud til dig.
Kom herned med det samme !!!!!
Det er en ordre unge dame.

Kh Aro

Hun smed brevet fra sig og begyndte at rokke frem og tilbage. Hun var gået i chok fuldstændig. Hun kiggede tomt for sig og så brevet for sig.

Rafael...Rafael...Rafael...
Rafael kiggede op og så Gabriel "Rafael,du skal ikke sove nu" Rafael tog imod den hånd som Gabriel rakte frem mod ham, han kiggede ned af sig selv, han var en lille dreng, ikke mere end 12 år, han undrede sig, men regnde det så ud #Jeg drøømmer# tænkte han, han smilte til Gabriel, og sagde "beklare bror" han kunne se de var ude i byen, han kiggede på hans ur, den var 22.43. Gabriel smilte venligt tilbage "Det er sidste gang, jeg ser dig sov, er det forstået?" han ginede og lagde hans hånd på siden af Rafael kind, og forsatte "Jeg skal nok give dem en omgang" Rafael opdaget, at det gjore ondt, han havde ikke tænkt over det før nu, han nikkede til Gabriel, "må jeg hjælpe?" han håbede på at han måtte, godt nok var dette en drm, men han kunne aligevel godt tænke sig at slås med hans bror, mod de andre drenge, Gabriel kiggede på Rafael og svaret "Nej, du kunne jo komme til skade"... Rafael kunne ikke holde masken længere, og sagde så "Gabriel er det okay,at jeg er sammen med Catherine?" han ville gerne høre hans mening, også selvom det ikke var virkeligt, men alt bliv sort, da Rafael havde spurgt Gabriel...
Rafael kiggede sig omkring da lyset kom igen, han sad ved et bord, på en stol, og foran ham sad Gabriel som voksen, påen anden stol, han slog hånden ned i bordet, med sådan en kræft, at det gav genlyd, det mærket omkring dem "´Jeg kan ikke fortælle dig, hvor skuffet jeg er, hun er ikke andet end et skadedyr, hun kan ikke respktere dig, hun vil ikke stole på dig,hun kan ikke styre sig selv, når hun begynder at have fysisk kontakt,´hun er ikke det værd, og jeg havde ikke troet,at du var så dum, at du ville være sammen med sådan en som hende, hvis jeg havde levet, så havde jeg, begravet hende, lige som jeg gjore med hende den anden, jeg vil gerne have du finder kærlighed, men hun er ikke kærlighed. hun er grunden til jeg ikke er hævnet, hun er langsom, hun lod Ronan gå, hun ved intet om politik,som du og jeg gør, vi har længe været til møder, i vampyr politik, men hun lod en modstander gå, hun burde ligge og dø i en vejside". Gabriel var meget sur, han lænede sig tilbage. Rafael have altid respekteret hans bror, og havde aldrig sagt ham imod, da Gabriel altid havde været hans rolle model, som altid havde passet på ham, sp han fik det helt dårligt, af at han sagde sådan om den kvinde som han elskede, han skulle til at sige noget, men han slog øjnene op....
han kiggede rundt han, så at Catherine, stod og kiggede pået brev
"hvad kigger du på søde?"

Hun kom tilbage til virkeligheden da han snakkede til hende. Hun åbnede sine tomme øjne og hendes sjæl fandt tilbage. " Det er bare et brev " Sagde Hun og grinede. Hun var ikke kommet ud af chokket og hun forsøgte at gemme det for ham for ellers ville han nok blive bekymret. Hun sad med diamanten og låste halskæden om halsen. Hun følte dens kraft. Hun smilede men smilet nåede ikke hendes øjne. Hun kunne stole på ham men hun vidste ikke om hun var klar til at fortælle ham om alle dem der virkelig gerne ville dræbe hende. " Jeg er bare lidt forvirret " sagde Hun men man kunne sagtens se chokket hun havde fået der nu sad som malet i hendes ansigt. " Jeg ved ikke om jeg kan tage med til frankrig " Sagde Hun trist og rakte ham brevet. Hendes hugtænder kom frem med en flænsende lyd og blottede hendes tænder. Hun forsøgte at sige til sig selv at det var falsk men det var Aros hånskrift så det kunne hun jo ikk.

Han bliv irriteret, da han kunne se der var noget hun ikke fortalte ham, han kiggede ned, han var ikke så glad, men han tog imod brevet da hun rakte det frem mod ham, han begyndte at læse brevet, han kiggede op på hende, før han var færdig, men forsatte så. da han var færdig, med at læse det, krøllede han det sammen,og kastede det væk, han var meget sur, han ville ikke vise det, men han var tæt på at gå amok, ikke nødvendigvis på hende, men bare på tingene i lejligheden, han rejste sig op, og gik forbi hende, han gik lidt rundt i lejligheden og tænkte, han klæmmede hans egen hånd, og hvis hun kom hen til ham, ville han gøre tegn på hun skulle blive, hvor hun var, han gik hen til et vindue, og kiggede ud, hanslog hans hoved ind i vinduret, så det gik i stykker, han tog en dyb indånding, og vendte sig om mod hende, han prøvede at skujle han var sur på dem begge 2, men man kunne godt høre han var meget vred på hans stemme, da han sagde "Du har 3 minuter, til at forklare mig, hvem Aro er, og hvorfor jeg lige har læst du er i fare" han gik langsomt hen imod hende, han ventede på hendes svar..

Hun fulgte ham med blikket og kunne se at han var rasende. Hun lyttede til det han sagde og fandt den letteste måde at fortælle ham det. " Kender du volturierne? Vampyrverdens kongelige ? Aro er deres leder og jeg er vokset op der sammen med Jane og Alec " Sagde Hun og kiggede ned i gulvet. " Jeg ved ikke hvorfor jeg er i fare men jeg ved bare at Aro vil have mig hjem " Sagde Hun som det sidste og forsøgte at lade være med at tirre ham. Hun pillede ved den alt for store diamant og duftede Aros velkendte duft. Hun blev overmandet af duften af tryghed og tog halskæden af for hun hadede at føle sig lillepiget. Hun fik et chok da han ødelagde vinduet. " Jeg bliver nødt til at tage afsted " Sagde Hun

Rafael bliv ikke mindre rasende over hendes histoie, han ville ikke have hun tog væk fra ham, han skulle nok, passe på hende, og han kunne ikke lade vær, med at tage til frankrig, han måtte hævne hans bror, om det så tog livet af ham, han kiggede ned i gulvet, han tænkte på hvad hans bror havde sagt, han kiggede tilbage på hende, men ville ikke gøre hende utilpas. han gik amok, han rev alt ned fra væggene, og alt som kunne rivet i stykker, kastede han sig over, han kastede en sofa ud af vinduet. han slappede lidt af, og sagde "Jeg tager til frankrig, du vælger selv, om du tager med, men hvis jeg kommer tilbage, og du er mistet så meget som et hår, så er jeg ligegald, hvem han er, jeg skal nok rive hans øjne ud af hoved på ham" Rafael bliv helt tør i øjnene, han ville græde hvis han kunne, han vendte sig om, og kiggede ud, han ville gerne gå, men kunne ikke, han var bange, han ville ikke have der skete hende noget, han ville ikke komme tilbage, og høre om at hun var kommet til skade. han sukkede og slappede helt af, han sagde med en udmyg stemme "Undskyld..Undskyld, jeg er bare bange" satte sig ned på gulvet

Hun søgte et tilflugtsted i hendes sind og fandt en personlighed som Aro havde givet hende for lang tid siden. Hun blev kold. Hendes øjne blev mørke-røde , hendes hud blev hvidere og hendes hud blev smukkere. Hun satte sig tilpas i det kolde som hun nu havde levet i så længe. Hun havde ikke svært ved at glide ind i det kolde for det var ikke særlig lang tid siden hun havde givet slip på det. Hun blev rasende over det han sagde om hendes familie og rejste sig op i sin fulde højde. " Vis du så meget som rør dem vil vi være fjender " Snerrede Hun og hendes mørke-røde øjne fik en glød. " Min familie har forsvaret mig og en af dem døde i forsøget " Snerrede Hun med blottede tænder. Hun ignorerede ham da han sagde Undskyld og hamrede sin knytnæve ind i væggen hvor den røg direkte igennem. Hun emmede af Vrede og da hun prøvede at køle ned blev hendes bevidsthed skubbet til side af den onde side. Hun blev styret af vreden og gik ud på gangen. Hun sparkede et skab der faldt ned i stumber og stykker.

Nu kunne Rafael ikke klare det længere, han burde aldrig have kysset hende, han spakede hul på væggen ud til gangen, og viste hans tænder, og kiggede på hende med et endeløst had, han havde lyst til at stoppe, men kunne ikke, hans mindre flinke side, havde taget over, han begyndte at tale til hende, men hun ødelagde skabet på gangen. "Jeg er ligegald, om de alle var døde, i forsøget på at hjælpe dig, og jeg er ligeglad, om vi bliver fjender, jeg burde aldrig have stolet på dig, jeg håber jeg møder Aro, så vi kan blive fjender" han hoppede tilbage, før hun kunne reagere, og viste tænder, han havde lyst til at rive hoved af hende, hans vrede havde overtaget kroppe, og hans sind, han håbet hun ville komme tætter på, at han kunne bruge kniven, på at gøre det, han burde have gjort,den første gang de mødtes. han skyldte hans bror, hun døde, han tog hånden i lommen,for at tage kniven, men opdaget, hvad han var igang med, han kastede kniven fra sig, men før han kunne sige noget, bliv han igen remt af vrede

Hun snerrede højt og rasende af ham og begyndte at kredse rundt om ham. " Du ved intet " Snerrede Hun men da han sagde at han aldrig burde have stolet på hende blev hun mere rasende. " Vært Kærtegn , Vært Ord , Vært Kys fra dig var løgn " Snerrede Hun. " Jeg elskede dig , Jeg forsøgte at stole på dig men se hvor det endte " Snerrede Hun. Hun vidste at vis hun gjorde ham noget ville hun dø af sorg. Uanset hvad han sagde Elskede Hun ham. Hun tænkte sådan i et sekund også overtog vreden igen. Et par kolde hænder lagde sig om hendes skuldre som slanger. Hun blev trukket tilbage og da hun så hvem det var kæmpede hun vildt imod. "Aro" Snerrede Hun og prøvede at komme fri men han var 5 gange ældre end hende så hun kunne intet stille op. Aro snerrede af hende og trak i hende.

Rafael tænkte ikke normalt, ligenu var der ikke andre tanker i hoved på ham, end at han ville såre hende så meget som muligt, han havde kun lige selvkontrol til at lade hende være, men han kunne ikke holde hans mund tilbage, han begyndte at grine, og sagde "Ja alt var løgn, jeg har nydt det, ver eneste løgn, du troede på, ver eneste gang du viste mig tillid, det var sjovt, jeg kan ikke glemme, hvordan du sagde,jeg elsker dig, det var så sjovt, at smile kærligt, og lade som om, du var mere end et nat af sjov" han opdaget hvad han havde sagt, han fik en klup i halsen, han vidste at hvis hun angreb ham, ville han ikke gøre hende noget, han ville ikke gøre hende fortræd..

Hun snerrede ville angribe men Aro holdt hende. " Giv så slip " Snerrede Hun. " Slap så af " Snerrede Aro i hendes øre og Hun kæmpede for at komme væk fra ham. " Nej " Snerrede Hun Rasende. " Din Tillid ligger hos den mand " Sagde Aro og gav slip for så at gå væk. " Nej " Hulkede Hun og sank sammen. Hun græd men fik det til at holde op. Hun søgte vreden for det var der hun var hjemme men Aros ord have spærret for den mulighed. Aro stod et par skridt fra hende og så skuffet på din yngste datter.

Rafael kiggede på Aro, han ville ikke angibe Catherine, men den mand, så meget øretævene indbydende ud, men han kiggede på hende igen, han vidste godt, hvad Gabriel, ville gøre, hvis han var her, han ville lægge ham ned, og fortælle ham, at han burde slappe af, godt nok ville Gabriel ikke kunne lide Catherine, men han ville ikke lade Rafael gøre hende noget. Rafael kiggede ned, han satte sig ned på gulvet, og tog en indånding igen, han tog sig til hoved, han var ikke længere sur på Catherine, han havde kun sig selv at være sur på, han kiggede op på Aro, og sagde "Min bror, ville blive sur hvis jeg ikke præsentert mig selv, mit navn er Rafael Donamatix" han kiggede på Catherine, han var skuffet, over at hans vrede havde gjort det mod hende,så han sagde "slå mig, hvis du harbrug for det" han gjore sig klar på hendes vrede, men håbede det hjælp hende

Hun rystede på hovedet af Rafaels ord og i stedet rejste hun sig op og gik amok på Aro der dukkede sig for hendes slag. " Du Lovede Ikke At Blande Dig I Mit Privatliv " Råbte Hun af ham og han holdt hende ind mod sig. " Datter fald ned " Sagde Aro. Hun rystede over hele kroppen og det føltes som om den ville falde fra hindanden. Aro skubbede hende hen til Rafael og kiggede skuffet på Hende. " Nu går jeg datter , du har en til at beskytte dig , lige der " Sagde Han og gik. Hun lukkede sine øjne og satte hænderne på gulvet. Hun kunne mærke hvor såret hun var blevet og rykkede væk fra Rafael. Hun ville græde vis hun kunne. " Mente du det? " Spurgte Hun

Rafael ville gerne græde, men det kunne han ikke, han ville ikke se på hende, så han kiggede ned i gulvet, han vidste ikke hvad han skulle sige, han mente intet, af det han havde sagt, men hvis han sagde han gjore, ville hun fórlade ham, og han kunne ikke klare hende lige nu, det var bedst for hende, hvis hun bare var sur, og forlod ham, da han havde såret hende for meget efter hans mening, han kunne ikke lide sig selv, for at have såret hende, men det skete aligevel, han skukkede,han elskede hende, og han kunne ikke lade vær, så selvom han var bange for at såre hende, en anden gang, så kiggede han på hende, og svaret, med den ulykkelige stemme, som han ikke kunne lade vær med at tale med "Jeg løj, jeg mente intet af det, jeg var bare sur, du er stadig den som jeg elsker, og det var ikke min mening at såre dig´" han kiggede ned, og gik ud på badeværelset, han lagde sig ned, han kunne ike klare at han var skyld i hende smerte..

Hun så ham gå og i det øjeblik blev alle løgne revet ud af hendes sjæl. Hun gik lydløst ud til ham og kiggede på ham. " Du skal ikke være ked af det , alle par skændes , ellers er det ikke et rigtigt par " Sagde Hun lavt. " Undskyld " Hviskede Hun og lagde sig ned ved siden af ham. " Intet af det her er din skyld " Sagde Hun. " Jeg vil altid elske dig uanset hvad jeg siger " Sagde Hun og lagde forsigtigt og prøvende sin hånd på hans Brystkasse.

Rafael bliv nød til at nikke til det hun sagde, han havde jokun været sur, fordi han elskede hende, da hun lade sin hånd på hans brystkasse, lagde han sin på hende kind, og sagde "Lige meget hvad jeg siger, så husk jeg elsker dig. og du tagerr fejl, det er min skyld, jeg er ikke en god partner, og det beklare jeg, men der er ikke intet andet jeg elsker højer end dig, og det er mig der skal undskylde, han du tilgive mig?" han holdte en pause, han kunne ikke tage hende med til frankrig, ikke sådan her, han bliv nød til at være den gamle Rafael, den som kunne klare sig selv, den som ikke havde ting at tænke på, som ødelagde hans dømmekraft. "Mine hormoner, er også ustyrlige, med dig i nærheden, og derfor vil jeg ikke have dig med til frankrig, det er vil bare sætte os begge i fare"

" Det er ikke din skyld og du er en god partner , den perfekte " Snerrede Hun lavt. " Jeg vil vente her " Sagde Hun og sukkede. Hun rejste sig op og gik ud i værelset der var ødelagt. Hun ville ikke overgive sig til vreden en gang til men hun var ude af kontrol da hun opdagede at vreden havde været der hele tiden. Den havde gemt sig. Hun blev vred og hendes hånd gik igennem en marmorstatue. Hun gik ind på det mindre værelse og låste døren. Hun satte sig tungt ned og vidste at hun ville savne ham som om hun var i helvede. Men på en måde glædede hun sig til når han kom hjem igen for så ville han have fået sin hævn og ville være sammen med hende. Hun vidste ikke engang hvorfor hun ikke kunne lide at lade ham gå alene. Hun ville være bekymret og så ville hun være sårbar. Hun vidste det for hun havde prøvet det før.