Picnic i det grønne. Minus picnic.

Tid - Formiddag :p?
Sted - Omegnen uden for Forks, selvfølgelig
Omgivelser - None.
Vejr - Solen skinner, lala
Dato - Irl

--

Bill havde været i udlandet nogle måneder, og var netop vendt tilbage til Forks. Siden han var landet, havde hans tanker været hos hans elskede Daniella, og han var fast besluttet på at næste gang han tog af sted, var det med hende ved sin side. Han savnede hende noget så forfærdeligt. Men han mente alligevel, at det ikke var nogen god idé at trække hende med til Tyskland, til den helt store præsentation. Han kunne ikke holde til at bekymre sig om, om Daniella nu også kunne beherske sig, det var svært nok for ham at styre sig. Men han havde overlevet, og endnu vigtigere, hans familie havde overlevet. Han havde fået set dem, og var godt selv klar over, at det nok var for sidste gang. Det havde været for svært.
Men nu skulle han endelig se hende, og derfor kunne han næsten heller ikke sidde stille af længsel.

Så snart den mindste snert af Daniella dukkede op, fløj han op, og løb hende i måde. Hendes lækre duft var delvist blandet med den knapt så lækre duft af dådyr, men han var ligeglad. Han havde selv jaget dyr, men det var længe siden nu, for han havde villet sikre sig, at han ikke blev alt for fristet af sin menneskefamilie's blod. Og det ville han blive, hvis ikke han var fuldkommen mæt, af menneskeblod selvfølgelig.
Synet af hende, fik flammer af længsel til at blusse op i ham, og hans bare tæer satte automatisk i løb mod hende. Han tænkte overhoved ikke på at han kunne forskrække hende, han gik også ud fra at hun havde opfanget hans fært nu. Han var henne ved hende på mindre end et sekund, og han stoppede op foran hende, og bare kiggede på hende. Ventede på at se hendes reaktion. Hun var måske vred på ham? Hun havde grund til det. Men han havde følt, at han blev nødt til at tage af sted med det samme. Hans mors opringning, om hans stedfars pludselige ildebefindende havde fået ham til at reagere voldsomt. Han havde taget det næste fly.

Hun var så smuk, så meget smukkere end han huskede. Den smukkeste pige han nogensinde havde set. Hvordan kunne han få sig selv til at forlade hende? Da han mærkede hendes spinkle krop trykke sig ind til ham, blev han overvældet af kærlighed, og håbede inderligt at hun kunne tilgive ham, for bare at skride. Han lagde sine spinkle arme om hende, og trykkede hende hårdt indtil sig.
Hendes duft svøbte sig om ham, og sendte ham til paradis. Han kyssede hende på toppen af hendes hoved, og dernæst på hendes silkebløde marmor-kinder.
"Jeg har savnet dig, min skat," mumlede han stille til hende. "Hvis du vil have min forklaring kan du godt få den. Men nu vil jeg meget hellere nyde dig lidt." Han stod bare der, og klemte hende ind til sig, mens han nussede hende stille på ryggen.

Han lyttede til hendes ord, men svarede ikke på dem. Hans tanker kredsede om noget, som han havde tænkt på længe. Men han vidste bare ikke hvordan han skulle få det sagt, hvordan han skulle gøre det eller hvordan hun ville reagere. De havde aldrig talt om det. Han kendte ikke hendes holdning. Han selv havde aldrig været en stor fan af det, men som tingene stod nu? Så meget var jo forandret, siden han havde mødt Daniella. Siden det gik op for dem begge to, at det skulle være dem. Måske var der ikke nogen perfekt måde at gøre det på. Måske skulle han bare springe ud i det? Alle de tanker, og en masse for-og-imod (mest for) havde kørt rundt i hans hoved, på mindre end et sekund. Så tog han en beslutning.
Han greb fat om Daniella liv, bøjede sig ned og slog den ene arm under hendes knæhaser, og trak hende op til sig, så hun lå i hans favn, som en lille pige. Han tog en unødvendig dyb indånding.
"Daniella, jeg elsker dig, og det har jeg altid gjort, lige siden vi lærte hinanden at kende. Du var noget helt specielt, og det vidste jeg fra begyndelsen. Alt andet end en almindelig fan - Og du blev så meget mere. Jeg velsigner den dag jeg mødte dig, og jeg velsigner den dag du fortalte mig at du havde mere en vennefølelser for mig. For den dag gik det også op for mig hvor meget jeg elskede dig, langt mere end man elsker en ven. Jeg vil have at hele verden skal vide at du er min. Vil du gøre mig den ære, at gifte dig med mig?"

Hans arme om hende virkede som et tæppe, og hun nød mere end noget andet at have ham i sin favn igen. Det var som endelig at finde hvile, efter en ufattelig lang ørkenvandring. Stilheden omkring dem var behagelig. Stilheden kunne sluge dem ind uden at det ville blive ensomt. Kun mennesker, som fandt ro i hinanden kunne udholde stilheden, og samtidig nyde den. Hendes nøgne fod skubbede sig forsigtigt mod græsset under den, og hendes hjerteformede læber placerede blidt et kys på hans hals. Hun drejede hovedet nedad, i det sekund at han greb fat om hendes liv. Det næste hun kunne føle var at hun lå i hans arme.
I modsætning til Bill, følte hun det ikke som var hun en lille pige. Hun følte sig som en prinsesse. En virkelig smuk og yndefuld feminin prinsesse. Det eneste de manglede, var sådan set kun den hvide hest. Hun betragtede ham roligt med sit let forelskede blik, og lod ham tale. I næste splitsekund tabte hun underkæben og kunne ikke lade være med at stirre på ham. Hele hendes ansigt var malet af overraskelse. Hun måtte virkelig have hørt forkert. Hun havde aldrig i sit liv drømt eller tænkt på dette. At gifte sig virkede så langt fra vampyrer. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Men hun vidste hvad svaret var.. Hun kiggede længe ude af stand til at røre sig. Kiggede bare.
Pludselig kastede hun sine hænder om bag hans nakke og kyssede ham dybfølt på munden.
"Tag det som et JA! Det er det sødeste jeg nogensinde har set!" sagde hun lykkeligt og kærtegnede hans ansigt. Præcist som en baby der kærtegnede et fremmed ansigt.

Da hun kyssede ham, ekslopderede hans verden nærmest, og han vidste hvad hendes svar var, allerede inden hun rent faktisk gav ham det. Hvordan kunne han tvivle på hende? Efter alle de gange hun havde fortalt ham at hun elskede ham? Hvordan kunne der være det mindste gram tvivl i ham. Han stolede jo på hende, troede blindt på hvert et ord hun sagde. Ved lyden af hendes udtalte "ja", lukkede han øjnene i, og trykkede hende ind til sig, og pressede sine marmorlæber mod hendes. For vampyrer var deres læber bløde, for mennesker ville det være som at kysse en statue. Godt at hun var en vampyr.
Hans hænder vandrede om til hendes nakke, hvor de blidt lagde sig til rette, og kærtegnede den bløde hud. Han var tømt for ord. Næsten. Han følte at han måtte takke.
"Tak.. Fordi du er til.. Og fordi at du er min. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at gøre dig til den lykkeligste kvinde, resten af evigheden. Jeg vil gøre mit bedste"
Så brød han ud i et smil, han vidste godt at han lød meget hellig og højtidelig, men ud skulle de altså.. Ordene, lol. xD

Hendes pludren fik helt automatisk hans mundvige til at løfte sig op, i hans foretrukne skæve smil, der viste hans perlerække af hvide tænder. Han strøg en finger ned over hendes kind med et saligt udtryk i øjnene. Han vidste, at hvis andre overhørte deres samtale, ville de højest sandsynligt brække sig, så klistrende sødt måtte det lyde i deres ører. Men hvordan skulle det også kunne lyde anderledes? Indtil man selv oplevede den altoverskyggende, betingelsesløse kærlighed til at andet væsen, havde man ingen idé om hvordan det var. Hvor meget det var. Daniella betød alt for ham, og han troede efterhånden også at hun vidste det. Hvor mange gange havde han ikke sagt det? Og hvor mange gange havde hun ikke fortalt ham, hvor meget hun elskede ham? Det var ubeskriveligt.
"Jeg kan kun sige i lige måde sødeste," mumlede han til hende, og hans øjne kunne ikke slippe hendes. "Jeg er ret sikker på at mit hjerte er eksploderet!" lo han, og trak hende, selv om det næsten ikke var muligt, tættere ind til sig.


//AHAHAHAHHAHAH FAIIIIIIIL! Hamrende hjerte!!!! :'D//

//AHAHAHAHHAHAH FAIIIIIIIL YOURSELF! DET ER EN METAFOR. HAR DU ALDRIG HØRT 'MIT HJERTE BANKER KUN FOR DIG'? DE HAR STADIG FØLELSER. DET ER KÆRLIGHEDENS HJERTE DER ER TALE OM, BAMSE. IKKE ET FYSISK HAMRENDE 'HJERTE', MEN DET ANDET! hæhæhæhæhæ.
- BTW svare snart. hæhæhæhæ. Var bare nød til at give dig kommentar back, //

//JAJAJA, det skal du jo sige!! Jeg er ikke en bamse, btw? ): Og det lyder godt xD//

//JAJAJAJA OG DET SKAL DU JO OGSÅ HÆHÆHÆHÆ//

Daniella sad med den samme tanke som Bill. Deres babypludren måtte virkelig lyde alt for sukkersødt. Dengang hun havde været menneske, og studerede, havde der også været en masse kærestepar igennem tiderne. Det så altid så irriterende ud, når folk ikke kunne holde fingrene fra hinanden. Senere kunne man så stå og føle sig pinlig over sin irritation, når det viste sig at man var ligeså blødsøden. Så svag af kærlighedens stramme lænker.
Hendes læber pressede sig roligt sammen og formede et dukkesmil over Bill's sidste ord, inden hun lod sine øjenlåg lukke ned over øjnene. "Hvor var du henne?" skiftede hun emne, og lod sine øjenlåg folde sig op igen, så hun kunne følge ham med øjnene igen. Hun ville nok ikke glemme hans bortgang lige foreløbig, og det havde hun også en klar fornemmelse af at Bill godt vidste. Typisk piger at skulle have lov til at bære den nag i et stykke tid. "Tilværelsen har været så tom uden dig." sagde hun roligt, og trak sig ud af Bills greb igen. Hendes blik var ligeså drømmende og forelsket som altid.

//HA! Lige i sidste øjeblik! Du gav mig 24 timer kl. 12.07 i går! MWAHAHA!//

Hans milde smil var lettere skyldbevidst og skamfuldt. Han vidste at hun bebrejdede ham at han var taget af sted så pludseligt, og han vidste at hun var i sin gode ret til det. Han havde ikke behandlet hende som han burde, han burde have taget sig tiden til at forklare. Men han var bare blevet så forskrækket.
"Jeg tog af sted, efter et bekymrende opkald fra min mor. Du ved, de er jo ikke helt unge længere. Min stedfar var blevet syg, og jeg blev nødt til at tage ned og se ham. Han har jo været som en ekstra far for mig. Jeg havde intet valg. Jeg beklager at jeg ikke fik sagt hverken det ene eller det andet til dig, min elskede, jeg handlede i panik. Jeg kunne ikke bære tanken om at han måske tog bort, uden jeg fik muligheden for at sige farvel." Han lod sine smalle hænder hvile på hendes marmorkinder.
"Jeg beklager virkelig, og trods mine mange fejltagelser, lover jeg nu, at det ikke sker igen. Du må tro mig." Hans ærlige, mørkerøde øjne fandt hendes, og han håbede hun kunne høre sandfærdigheden i hans stemme også. Det var slut nu. Han kyssede hendes læber.

Han trak let på de smalle, lidt for spinkle skuldre, og smilede et lidt trist, halvt smil.
"Thjaa, hvad kan jeg sige? Han er jo ikke helt ung mere, selvom han forhåbentligt lever mange år endnu. Men han kommer sig fint. Og ang. resten af familien, er alt som det skal være." Hans kærlige blik sugede hendes ansigtstræk til sig, han forsvandt langsomt i hendes øjne.
Han lod sig trække ned i græsset. Ikke fordi han ville kunne stritte ret godt imod, da hun jo var alfa, og en del stærkere end ham.
Han tøvede igen.
"Hvorfor jeg ikke har forvandlet dem?" Hans blik slap hendes, og gled rundt i landskabet, inden han fortsatte. "Måske var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne stoppe igen. Jeg er godt nok blevet meget bedre, men jeg ville ikke turde løbe risikoen. Det elsker jeg dem for højt til. Desuden ville jeg aldrig tage deres liv fra dem. De er lykkelige. Min forvandling kunne enten ødelægge, eller gøre det endnu bedre. Jeg turde igen ikke løbe risikoen. Nogle mennesker er ikke glade for omvæltninger, deriblandt mine forældre. De er glade for den måde deres liv har udformet sig. Og det samme er jeg." Han så igen på hende, og trykkede et blidt kys på hendes næse.

Han tænkte længe over det hun sagde, og under fortællingen betragtede han hende, og forsøgte at forstå hende.
"Det lyder som en hård omgang du har været igennem," sagde han stille, og gengældte let trykket fra hendes hånd. "Jeg må nok også sige, at jeg har lidt svært ved at forstå dig. Men selvfølgelig, det er anderledes - Du kender eller elsker ikke længere din familie. Hvis du gjorde det, havde tingene måske været anderledes?" Han så undersøgende på hende. Årsagen til at han ikke forvandlede sin familie, var jo kærlighed. Han kendte og elskede Daniella, og vidste hvor kærlig og elskende hun var, indenunder den hårde, kolde overflade. Det var kun fordi han kendte hende så godt. Fremmede mennesker ville blive skræmt af hendes attitude. Men hun havde den jo selvfølgelig heller ikke på overfor ham, ikke længere.
"Hvis de lå for døden.." Han smagte lidt på ordene, og der gik en rum tid inden han svarede. "Jeg ville ikke handle. Jeg har truffet mit valg. Jeg elsker dem, og jeg ville aldrig gøre det her for dem. Tro mig, jeg elsker mit nye liv. Men det ville jeg alligevel ikke gøre ved dem. De elsker det liv de har, og når deres liv kommer til en ende, vil de møde døden med et smil, det er jeg sikker på." Hans afslappede smil og tonefald skjulte næsten fuldkommen et lille gran af tvivl, som Daniella's ord havde plantet i ham.

Han lyttede, og betragtede hende med hovedet let på skrå.
"Du frister mig, min elskede," mumlede han, og lagde sig ned i græsset, mens han blidt trak hende med ned ved siden af sig. Han lagde en arm under hendes nakke.
"Men alt den smerte. Det var umenneskeligt. Jeg ved ikke om jeg ville kunne udsætte dem for det. Især hvis de ville hade deres nye liv. Så ville det være for ingen verdens nytte. Desuden, hvem siger at jeg ikke ser dem igen?" Han smilede gådefuldt til hende, og betragtede solens stråler spejle sig i hendes ansigt.
Hendes ord havde sat gang i en masse tanker, og pludselig forestillede han sig, hvordan det ville være at forvandle dem - At vide, at de altid ville være der, og at han aldrig behøvede at miste dem. Tanken var fristende, men han gjorde sit bedste for at skubbe den væk. Man kunne ikke få alting her i verden. Livet var flygtigt. Man blev født, man levede, man døde. Sådan burde det være.

Han smilede mildt ved hendes spørgsmål, og drejede blidt hendes hoved om mod hans, så de igen så hinanden i øjnene.
"Når vi er færdige med livet?" Hviskede han, og nussede hende på kinden med sin næse. "Jeg ved ikke med dig, men uanset hvor jeg skal hen af, har jeg da planlagt at trække dig med. Du skal ikke tro at du sådan lige slipper for mig." Han håbede at hans ord ville få noget af hendes bekymring til at forsvinde. Selv forstod han godt hendes frygt. Man kunne jo aldrig vide.
"Jeg er sikker på, at hverken Gud eller Fanden ville nænne at skille os ad, og så længe jeg er sammen med dig, skider jeg sku' hul i om det er dernede, eller deroppe. Vi vil altid være sammen." Han bad til at han havde ret, men hvem kunne vide det, før det rent faktisk blev aktuelt?
"Vi skal ikke tænke på dagen i morgen. Lad os leve i nuet." Han drejede rundt, og kyssede blidt hendes læber.

Han smilede så afslappet til hende som han kunne, og lod sin tungespids fugte hans bløde marmorlæber. Så svarede han:
"Skal vi så ikke bare håbe, at hvem der end former min fremtid, former den rigtigt, når nu jeg ikke selv gør det?" Han smilede drillende til hans elskede, som hun lå der, og var så bekymret og dejlig at se på.
"Du må ikke bekymre dig så meget, at du glemmer at leve," hviskede han, og lod sine fingernegle stryge hen ad hendes underarm.
Han var ligeglad med hvad livet bød på. Han havde sit livs vigtigste ressource liggende i hans arme. Forsvandt hun, mistede han sin grund til at leve. Men så længe hun var her, var alt som det skulle være. Så han så ingen grund til at bekymre sig om noget som helst i verden. Han kyssede blidt hendes pande.

Bill fortsatte med at smile det der helt irriterende, zen-agtige smil, og lod sit mørke blik hvile på hende. Da hun kastede sig op på maven af ham, rørte han heller ikke en muskel, lod hende bare ligge der, og kyssede bare blidt tilbage, da hun kyssede ham. Så, med en bevægelse hurtigere end man kunne følge med det blotte øje, rullede han rundt, så han lå ovenpå hende. Han støttede sine håndflader i jorden, på hver side af hendes hoved, og lod sit ansigt svæve få tommer fra hendes. Hans kolde ånde kærtegnede hendes ansigt, og han lod sine læber strefje hendes kind, og derefter nedad mod hendes hals.
"Var det sådan du mente?" Åndede han ind i hendes ene øre, og bed hende drillende i øreflippen. Han lod sin tungespids glide ud af munden, og slikkede hende blidt på halsen, lige under øret. Så trak han hende op til sig, så de begge sad i siddende stilling, og lod sine kølige hænder kærtegne hendes bryst, udenpå trøjen.
"Jeg har sådan savnet dig." Hviskede han, og lod sine hænder danse om på ryggen af hende, og ned mod lænden. Han lod dem fortsætte om foran igen, hvor han nussede hendes lår med lette fingre. Han bed hende drillende i underlæben, og trak sig så lidt væk igen. Hans øjne var fastlåst på hendes, og hans blik var varmt og kærligt, som det kun kunne være når han så på hende. Så kyssede han hende igen, og nød smagen af hende.

Han nikkede langsomt til hendes ord, og alvoren lyste ud af hans øjne. Han lod en slank pegefinger følge de tydeligere linjer i hendes ansigt. Han kyssede blidt det øverste af hendes venstre kind. Så sukkede han.
"Det var måske kun få måneder, men hvert øjeblik jeg ikke havde dig hos mig, var du i mine tanker. Det var så nær ubærligt, som noget nogensinde har været for mig. Han så hende ind i øjnene, og vidste at sandfærdigheden var let at læse i hans blik.
Da hun væltede ham bagover, tog et skævt smil plads på hans ansigt, og han grinede så lavmælt.
"Dominerende? Mig? Hvad tror du dog jeg er?" Så snerrede han lige pludselig, en dyb snerren der kom fra brystet, og brugte overraskelsesmomentet, til at vælte Daniella, så hun lå nederst. Han greb fat om hendes håndled med begge hænder, og klemte hende fast. Han stemte hård imod jorden, og satte sig med benene på hver side af hende, og bøjede sin krop ned mod hende, så hans ansigt svævede få mm. over hendes. Han åndede blidt ud og ind, og glædede sig over endnu et af frynsegoderne ved at være vampyr: Menty-fresh ånde 24/7! Man behøvede aldrig at tænke på den slags. Han ææælskede hans liv! Han lod sin næse nusse hendes kind, ganske forsigtigt, og lod så sine læber strejfe hendes læber. Han tirrede hende, kyssede hende fnuglet på læberne, og trak sig så lidt væk. Lagde sin kind mod hendes, og bed hende i øreflippen med sine skarpe tænder. Lidt for hårdt, men hun kunne klare det. Hendes vampyrhud var nærmest uforgængelig. Så fandt hans læber hendes igen, og han kyssede hende, hårdt, voldsomt og intenst, og han greb fat om hendes, bag ved ryggen, og løftede hende tættere op til sig.