Ny i en ukendt by

Dato :: 29/05-
Årstid :: Forår
Dag :: Søndag
Vejr :: overskyet
Sted :: Lake Washington
Tid :: 19.00
Omgivelser :: ingen

Alena var lige flyttet til Forks, klokken var ikke mere end 9 om morgen, hendes forældre og Alena selv kørte lige bag ved den store flyttet bil, hvor alle deres ting var i. de skulle bo i Forks fordi hendes far var politibetjent og var blevet forflyttet til afdelingen i Forks. Hele familien havde selvfølgelig sagt han skulle sige nej til jobbet, men da hendes far Robert valgte at sige ja, havde de ingen andre valg end at flytte der til, Alena sad med sin mobil og hørte musik, mens hun kiggede ud af vinduet i bilen, hun kunne allerede nu sige at hun ikke kunne lide stedet, for hun savnede sine veninder og var alt alt for langt væk fra dem til at hun kunne besøge dem, men heldigvis kunne de skrive sammen på mobilen og computeren. Da bilen stoppede uden foran deres nye hus, kiggede Alena på det og vrængede ansigt, det var grimt, et gammel træhus, det var virkelig ikke hvad hun var vant til, nej hun var vant til et normalt murstenhus, men det fandtes måske slet ikke i den her by. Alena steg ud af bilen og gik med sine forældre ind i huset for at se hvor hun skulle have værelset. Da hun stod inde på sit værelse som lå på første sal, smilede hun stort, hendes nye værelse var meget større end hendes gamle, dette var hun i det mindste ret glad for, for hun mente ikke selv at hun ville overleve i et værelse på samme størrelse eller mindre end hendes gamle. Flyttemændende begyndte at bære deres ting ind i huset, Det var Alena’s ting der blev flyttet ind først da det havde været det sidste der blev pakket ind i flyttebilen. Men Alena gik og satte sine ting på plads og hendes far hængte hendes hylder op, kunne hun ikke lade være med at kigge ud af vinderne hele tiden, hun så der gik mange unge mennesker rundt på vejen der hvor de var flyttet til. Da hendes far så at hun stod og dagdrømte ved det ene vindue gik han hen til hende og sagde ” Alena, jeg ved det hårdt for at dig at flytte så langt væk fra alle dine venner, men jeg tror du nok skal få nye venner her, du er jo meget åben og venlig over for alle hun kiggede bare på sin far og måtte på en måde give ham r et, hun var altid venlig og åben overfor folk, hun havde faktisk aldrig sagt noget grimt om en person eller mobbet nogen for den sags skyld, Alena var nemlig en pige der kunne være venner med alt og alle, så længe man behandlede hende ordenligt, og kunne man ikke det, ja så var man bare ikke hendes ven eller veninde, men derfor var hun heller ikke onde mod dem, hun kunne sagtens snak med dem og hænge ud med dem, men hun betragtede dem bare ikke som sin ven eller veninde.

Da alena selv mente at hun var færdig med at pakke ud og havde fået nogenlunde orden på sit værelse, var hun træt og udmattede, klokken var allerede blevet 17 de havde brugt mange timer på at ordne huset og få sat tingene som de skulle være. Da hele huset var nogenlunde sat i orden med deres ting, begyndte Eli, alena’s mor at lave mad til dem, hun lavede Alena’s ynglings ret, for at prøve at få hende i bedre humør, for hun havde nemlig været ret ked af det lige siden hun fik af vide at de skulle flytte. Mens de sad og spiste deres aftensmad kiggede Alena på sine forældre og sagde intet kiggede bare på dem, indtil hendes mor så på hende og sagde ” er der noget galt Alena alena rystede stille på sit hoved og kiggede ned i sin mad og prikkede lidt til det, men begyndte så langsomt at spise ” må jeg gå en tur når vi har spist spurgte hun forsigtigt og kiggede på hendes far, hun håbede lidt at han ville sige ja, men hun vidste godt at hendes far var meget overbeskyttende og ville helst ikke lade Alena gå alene rundt i byen om aftenen, sådan var det i hvert fald der hvor de boede før, hun håbede lidt han ville lade hende gå ud og måske møde nogen nye mennesker. Hendes far sad og tænkte det var tydeligt at se på ham ” ja hvis du er hjemme kl 22 sagde han alvorligt og kiggede på alena. Da de var færdig med at spise hjalp Alena med at rydde af bordet som hun altid gjorde. Da hun var færdig med det gik hun op på sit værelse, hun ville lige gøre lidt ud af sig selv, hvis hun nu skulle møde nye mennesker så skulle man da se ordentligt ud og lige nu mente Alena selv at hun lignede et lig, hun havde ingen make upå på og håret sad bare i en sjusket hestehale, og et par løse jogging bukser og en alt for stor hættetrøje, men den hættetrøje betyd bare alt for Alena, hun havde nemlig fået den af sin kæreste den dag de slog fordi hun skulle flytte, den duftede stadigvæk af ham mente hun selv. Da hun kom op på sit værelse, stillede hun sig foran sit store spejl og kiggede sig selv i spejlet, sådan stod hun omkring 2-3 minutter før hun flyttede sig igen. Hun gik hen og tændte for sit glatte jern, hvor efter hun smed sit tøj, så hun kun rendte rundt i undertøj, da hun åbnede døren til sit skab vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle tage på og kiggede lidt og rodede lidt rundt, hvor efter hun faldt en skortsternede sort og blå nederdel, som faktisk ikke var særlig lang, og et par sorte gemacher der gik til knæene, hun tog os en gangske almindelig sort top der var lidt lang men tætsiddende, da hun havde gået tøjet på satte hun sig ved sit make up bord og begyndte at lægge sin sædvanlige sorte make up rundt om øjnene. DA hun var færdig med at lægge makeup begyndte hun at sætte sit hår. Da alena selv mente at hun var færdig tog hun sin alt forstore hætte trøje ud over og begav sig ned af trappen, mens hun stod i gangen og tog sko på råbte hun ” jeg smutter ” hun løb ud af huset og ned til skruet der stod i haven og fandt sin cykel frem. Da efter begyndte Alena bare at cykle rundt i byen, hun vidste ikke rigtigt hvor hun skulle tage hen, og lod bare cykelen bestemme hvor de skulle hen. Efter at havde cyklet i noget tid, stoppede hun, ved en stor sø. Hun smilede og kom til at tænke på de gamle tider med sine veninder og venner, de badede altid i den store sø i den by hvor hun kom fra om sommeren, selvom man ikke måtte. Hun Smed sin cykel ved et bord bænke sæt og satte sig op på bordet, hvor efter hun fandt sine smøger frem, hendes forældre vidste intet om at hun røg og de skulle heller ikke vide det. Det var egentligt ret dejligt at side her alene og bare kunne tænke og være sig selv, men alligevel ønskede hun at hendes veninder var her.

Tøj: Hendes outfit (klik)

Søens overfalde var helt stille og i den spejledes den overskyede himmel. Et utrolig smukt syn, på den ellers kedelige søndag. Det var som om, at der blev endnu mere søvnigt og stille i omegnen, når det var søndag. Måske var det kun et fænomen, som der var tæt på Forks? Normalt var der ikke ret mange der bevægede sig hen til søen. I hvert fald ikke alene, og hvis man havde sit liv kært badede man der slet ikke.
Men denne kedelige, søvnige søndag, var der en sjæl, der havde sat sit liv på spil og bevæget sig hen til søen. Eller liv og liv. Sjæl? Denne såkaldte sjæl, var mere en levende død. Det burde personen, som var en pige, i hvert fald have været. Det mente hun selv. Nogengange. Denne pige var Jamilah. I lang tid havde hun siddet ved søbredden og bare stirret tomt frem for sig. Hendes sorte blik så ud som om det var rettet på alt og ingenting på samme tid. Som om hun stirrede på noget, som ingen andre end hun kunne se. Det havde hun gjort i lang tid, helt uden at bevæge sig eller trække vejret. Hun behøvedes ganske simpelt ikke at gøre det. Et par fordele ved at være den hun var blevet til. En vampyr. Noget som hun bestemt ikke brød sig om at være. Ikke når hun var klar i hovedet og ikke jagede uskyldige mennesker.
Med et suk slog hun sit sorte blik ned. Øjnene var blevet sorte efter, at hun ikke havde spist i snart en måned. Det var den første bevægelse i flere timer. Hvorfor hun sad der, vidste hun ikke. Hun nød bare den slående skønhed naturen havde og den larmende stilhed. Stilhed. Det var noget hun virkeligt, var begyndt at værdsætte efter hun var blevet vampyr. Den gode hørelse var både en fordel og en ulempe.
Igen sukkede hun og rettede sit blik mod et ukendt punkt på den anden side af søen.

Alena havde sidder på bænken i sine egne tanker, tanker som var ustyrlige, men hvorfor de altid var ustyrlige vidste hun ikke, hendes mor mente at hun havde skizofreni, for hun havde nogen gange oplevelser hvor hun så og hørte ting der ikke var der, men hun mente ikke selv at dette kunne være fordi hun havde skizofreni, men at det var hendes afdøde mormor der prøvede at komme i kontakt med hende igen, for den stemme hun hørte, når hun endelig hørte stemmer, var hendes mormor’s stemme, hun hele tiden fortalte hende at hun skulle passe på og hvad der var godt at gøre og hvad der var skidt at gøre. Men lige nu, var det ikke stemmer hun hørte, det var ej eller noget hun så som ikke var der, det faktum at det faktisk var hendes tanker der løber rundt oppe i hoved på hende som var det et marthon de var ved at løbe, irriterede hende ganske vidste, men det var ikke til at se på hende. Alena, rettede sit blik op og kiggede ud over søen, da fik hun øjne på en person der sad nede ved så breden, ikke så langt væk fra hende. Hun vidste ikke om hun skulle gå det hen eller lade. Smøgen hun havde i hånden søgte stille op til hende læber som lukkede sig omkring den hvor efter hun tog et forholdsvis stort sug, og lukkede øjnene kort inden hun langsomt pustede røgen ud igen, hvis Alena var oppe og køre eller irriterede tog hun altid en smøg. Mange ville mene at Alena var en underlig pige, for hun havde faktisk aldrig været sur på nogen, eller råbt noget af nogen, hun havde selvf. Råbt og skreget sammen med sine veninder når de havde det sjovt , men hun havde aldrig råbt af en fordi hun var sur, hun vidste godt at hun kunne blive sur, men der var aldrig nogen der virkelig gik efter for at få hende til at blive sur. Selv til som bagtaleri kunne hun ikke tage seriøst og ting som at holde uden for, syntes hun bare var dybt latterligt, hvis hun så nogen være uden for, og hun selvfølgelig kendte personen, ville hun henvende sig hos personenen og spørge om denne person ville være sammen med hende og hendes venner, i stedet for at være sammen med nogen der bare holdte personen uden. ALena’s venner elskede virkelig Alena, for hun var bare en superveninde, en veninde der altid var der for sine veninder og venner og altid kom med gode råd til deres spørgsmål. Selvom alene var den eneste i sin vennekreds der endnu ikke havde haft sex selvom hun havde en kæreste havde hun intet imod at tale om kkæreste problemer eller om sex, hun var meget åbensindet og frisk på lidt af hvert. Dog var var noget som hun slet ikke deltog i sammen med sine veninder, og det var ting som at drikke og feste, hun mente selv at livet simpelthen var forkort til at feste og drikke, eller det var det hendes veninder vidste at hun syntes, men grunden til at hun faktisk ikke ville feste og drikke var fordi hendes mor var alkoholiker og ikke havde noget arbejde, og at hendes mormor var død af druk.

Da alena havde siddet lidt og ryget på sin smøg og tænkt på en masse ting, valgte hun at rejse sig, og begav sig stille ned på personen der ikke sad så langt fra hende, hun satte sig ved siden af personen og opdagede at dette faktisk var en pige, hun smilede hun sad ikke helt op af hende der var omkring en meter imellem dem eller sådan noget der omkring, hun kiggede forsigtigt på hende og tog endnu et hiv af hendes smøg hvor efter hun lagde den mellem hendes pegefinger og tommelfinger og skyd den af sted ud i vandet ” hej ssagde hun stille og kiggede smilende på pigen.

Jamilah var fuldkommen bevidst om, at der befandt sig en anden person ved søen. Pga. af at hun var vampyr havde hun meget bedre sanser end mennesker. Derfor kunne hun både høre og lugte mennesket. Ud fra lyden af hendes skridt og duft, gættede hun på at det var en pige. Personen virkede nemlig forholdsvis lille og let og duftede af parfume og makeup. Ikke noget som hun kunne forbindemed en dreng. I hvert fald ikke makeuppen.
Mens hun sad og stirrede ud over søen, hørte hun hvordan pigen kom nærmere. I retning mod hende. Det gjorde, at hun igen begyndte at trække vejret og røre sig. Sidde og vippe lidt med den ene fod og klø sig lidt på armen. Kort lod hun sine fingre glide gennem sit lange, bølgede, silkebløde blondte hår og kløede hurtigt sit øjenbryn. Ikke fordi det gjorde det, men fordi at mennesker altid rørte på sig, de sad sjældent helt stille som statuer. Lige som vampyre kunne. Men det var ikke så meget det, som bekymrede Jamilah. Det var mere pigens reaktion på sig. Hvordan ville pigen reagere når hun så hendes blege hud, mørke øjne og helt perfekte ydre, der ingen fejl havde? Det var meget forskelligt hvordan folk reagerede, men alle mennesker reagerede nogenlunde på samme måde, når de mærkede den iskolde hud. De blev forskrækkede.
Da pigen talte til hende, drejede hun hovedet og mødte hendes blik. Kort rynkede hun på næsen, da hun blev mødt af duften af cigaretrøg. Lugten havde været slem som menneske, men den var endnu værre som vampyr. Dog lagde hendes kønne ansigt sig i sine normale udtryksløse former igen. "Hej" hilste hun med en stemme, der var lige så perfekt som alt andet ved hende. Som ved alle vampyre. Den var blid, men noget som selv hun kunne lide, var hendes latter. Den lød som sølvklokker i vinden og fortryllede næsten alle hun mødte. Desværre.
Et svagt, venligt smil bredte sig på hendes rosa læber og så rettede hun sit blik mod søen, hvis overflade nu var i bevægelse efter, at pigen havde smidt sin smøg i den.

Alena sad lidt og kiggede udover søen, hun tænkte igen, hun var faldet ind i sine tanker og var meget langt væk lige nu, hendes blev var frosset fast på søen og det var som om hun var hel frosset fast til alting hun hverken sagde noget eller noget som helst hun kiggede bare ud over det hele, og hvad hendes tanker var omkring var svært at forklare for de sprang hele tiden rundt og blev forskellige tanker, og derfor hørte hun ikke den anden pige sige hej til hende, men hun blev dog revet ud af hendes tanke strøm, da der kom et køligt vindpust mod hende, det fik hendes hår det at vifte lidt og lagde sig roligt igen bagefter, hun drejede hoved mod den anden pige og smilede forsigtigt, hendes hud var så bleg, og øjne så mørke, det var underligt, hun havde aldrig set en med så bleg hud og så mørke øje før, hun havde lyst til at spørge ind til det men lod være, for normalt var Alena ikke en pige der dømte en på sit udseende, det kunne godt være at en person var tyk og havde bumser i hele ansigtet men det var hun ligeglad med, hun kunne snakke med alt og alle, ja faktisk var Alena’s drøm at blive pædagog på et børnehjem eller lære for de små klasser, hun elskede børn og ville dem kun det bedste, hun blev fx meget ked af det inden i hvis hun se et lille barn græde, eller så en der havde slået sig, om det var en gammel eller ung person ja så var hun altid på plettet for at hjælpe personen så godt hun nu kunne, det var os derfor at alle hendes veninde, altid kom til hende når de havde brug for hjælp, selvom hun ikek var psykolog eller sådan noget i den retning var hun der altid for alt og alle. Alena rakte forsigtigt sin hånd hen til pigen og sagde ” jeg hedder Alena hendes stemme var meget rolig og piget, selvom hun var 16 ja så var hendes krop da slet ikke med i hendes udvikling, hun havde været haft sin menstruation, men sådan var det bare, og hun havde det fint med sin krop, selvom hun tit blev forvekslet med en på 12-13 år, men hun smilede bare til folk når de prøvede at gætte hendes alder.

Jamilah drejede igen hovedet, da pigen talte til hende igen. Begyndte at betragtede pigen. Hun var egentlig meget køn, set med menneskelige øjne. Før hun var blevet forvandlet til vampyr, ville hun nok have syntes at denne pige var enormt smuk. Men nu.. ja, med sine nye øjne, syntes hun at pigen så lidt almindelig ud. Men sådan så alle mennesker ud for hende. Når man var vant til at se guddommeligt smukke væsner hele tiden, og endda var forelsket i et, ja.. så blegnede alle andre i sammenligning.
"Hyggeligt at møde dig, Alene" sagde hun med sin sølvklokke stemme og smilede svagt til hende. Så kort og uinteresseret på pigens hånd. Hun vidste hvad der ville ske, hvis hun tog den, men så igen. Det ville være uhøfligt ikke at gøre det. Så måtte hun bare tage konsekvenserne af det. Dermed tog hun pigens hånd og trykkede den blidt, meget blidt, følte hun, men mennesker var skrøbelige. Derfor kunne hun ikke gøre det særlig hårdt uden at det ville påføre personen smerte. "Jeg er Jamilah" præsenterede hun sig og tog hurtigt sin hånd til sig. De havde kun haft rørt hinandens hænder i to sekunder, men det var lang tid for hende.
Igen kørte hun en hånd gennem sit hår. Hun havde godt lagt mærke til at pigen så på hende. Sikkert pga. af hendes øjne og meget blege hud. Men pigen ville klart have gloet mere, hvis nu hun lige havde spist. For så ville hendes øjne være blodrøde. Ikke just den mest almindelige øjenfarve blandt menenskerne. Men en helt almindelig øjenfarve hos vampyrerne. Det var mere dem med ravfarvede øjne, man ikke så så tit i vampyrernes verden.

Alena kiggede på hende og kunne godt se at hun tøvede ved at give hende hånden, dette mente Alena selv at det var helt okay, hvis pige var genert, så var der jo ikke noget at gøre ved det. Hun smilede i dag Jamilah tog hendes hånd og hun svarede selv ” hyggeligt at møde dig JAmilah, jeg er ny her i byen, jeg er lige flyttet her til i dag sagde hun stille og tog selv sin hånd til sig da Jamilah tog sin til sig, Alena kunne mærke at hun var Iskold, men der var ikke rigtigt noget at gøre ved det med midnre pige var syg. Men hvis hun nu bare var født med det kunne ALena alligevel ikke gøre noget som helst ved dette. Hun så godt nok flere gange på pigen, og ja hun måtte indrømme at hun var gude smuk og hendes stemme gjorde det ikke meget bedre, den var så smuk og blød og ja hun kunne bare ikke beskrive det. Hun fandt hurtigt en smøg mere frem og rakte en til Jamilah og sagde ” ryger du ? hun smilede stadigvæk, ja Alena var ikke den generte type, men hun var heller ikke frembrusende som vilel være i centrum hele tiden, for sådan var hun slet ikke. Hun tog selv sin smøg i munden og tændte den kort efter. Hun tog smøgen mellem sin pegefinger og lange finger, go tog et stort sug, og fjernede smøgen, mens hun lagde hoved stille bagover og pustede røgen op i himlen, hvor efter hendes lille lyserrøde mobil der hang om halsen på hende bippede, det var en af hendes veninder der havde skrevet til hende, hun kiggede kort på smsen og skyndte sig at svare, hun skrev rimeligt meget, men hun skulle jo fortælle sin veninde og hendes første hånds intryk af byen, hun syntes selv den virkede meget død og stille i forhold til der hvor Alena kom fra, der var altid gang i den i gaderne og ballade i weekenderne.

"Jeg har boet her i et par år" fortalte Jamilah, da Alena fortalte at hun var ny. Det var efterhånden længe siden hun selv havde været ny i byen. Omkring to eller fire år. Hun kunne ikke huske det præcist, men hun kunne huske, at hun havde været en meget ung vampyr dengang. "Hvad synes du om Forks indtil videre?" spurgte hun venligt. Hun vidste, at menneskerne, specielt de unge, syntes at byen var meget stille og kedelig. De skulle bare vide hvilke væsner som de mængede sig med. Så ville de nok ikke synes at byen var så kedelig igen.
Hun så på smøgen, som der blev rakt hen til hende. Så rystede hun på hovedet. "Nej, rygning dræber.. men det er der nu så meget der gør" mumlede hun en smule dystert og kort blev hendes følelser blottet, så de kunne ses i hendes ellers perfekte pokerface. Man kunne se hun gemte på en dyb, forfærdelig hemmelighed, men ikke havde i sinde at fortælle den, trods hun afskyede den. Så blev hendes ansigt igen tomt for følelser. "Desuden kan jeg ikke lide lugten af det" sagde hun med et skævt smil på sine rosa læber.
Kort blev hendes mørke blik tomt. Svagt så hun tikbage på den aften, hvor hun blev bidt. Minderne var slørede fordi de var set gennem menneskeøjne, men hun kunne huske alt hvad der var sket. Hun var blevet offer for en meget desperat og sulten vampyr. Men den havde kun lige bidt hende i højre underarm ved håndleddet og så var den forsvundet igen. Derefter havde der fulgt tredages ulidelig smerte. Og så var hun vågnet op, genfødt som vampyr.
Med et suk vendte hun sin opmærksomhed mod Alena igen.

Alena kiggede på hende og lyttede til hvad hun sagde, da hun fortalte at hun havde boet i byen i et par år, kom der et lille usikkert smil på hendes læber og hendes tanker hvorfor gide bor her, hvis jeg kunne ville jeg flytte med det sammen tilbage til mine veninde og venner hun vidste at der var flere af hendes venner som gerne ville have hende boende hvis hun stak af fra Forks, hun havde bare ikke lyst til at være her, hun ville være sammen med sine veninder og venner, det var ikke fordi hun tvivlede på at hun ikke ville kunne finde venner her, men hun ville helst bare gerne beholde sine gamle venner, for hun vidste at det ville være svært at få nye venner og de gamle venner og veninder havde hun jo nærmest kendt siden børnehaven. Da Jamilah spurgte hvad hun syntes om byen her indtil videre, ville hun ikke lyve for alena løj nemlig aldrig medmindre det var yderst nødvendigt og det var det jo ikke lige her og nu, hun sukkede stille og kiggede på hende og sagde ” tjaa her er meget mere dødt end der hvor jeg kommer fra, desværre, men min far blev forflyttet til byen her fordi de mente at han havde brug for et mindre stressende sted at arbejde, ” sagde hun og kiggede rundt og tog et hiv mere af sin smøg. DA hun sagde nej tak til en smøg, trak hun bare på skulderne men da hun sagde hun ikke kunne lide lugten af det smed hun sin egen smøg ud i vandet og sagde ” det okay så vil jeg ikke belemmer dig med atj eg ryger det er synd for dig sagde hun og smilede venligt ” hvad syntes du om byen? – sker der overhoved noget i den her by?, altså jeg tænker på sådan noget som koncerter og sådanne ting, eller fester, altså jeg drikker ikke, på grund af min mor er dranker, men jeg kan godt gå til fester drikker bare sodervand” spurgte hun venligt og smilende.

Mens Alena fortalt hvorfor hende og hendes famile var flyttet til byen, både lyttede til og betragtede Jamilah hende. Indtil videre kunne hun godt lide hende. Hun havde ikke spurgt ind til hendes usædvanlige øjne eller hendes blege, iskolde hud. Det var altid godt. For den slags mennesker var enten meget naive ellers havde de en slags instinkt der sagde, at det var en god idé ikke at gøre det. Nogle vampyre reddede sig ud af den situation med at forklare, ved bare at dræbe personen. Sådan var hun heldigvis ikke. Hun foretrak, at gøre det hurtigt eller lege lidt med sit offer. Det afhang af hvor længe siden det var, at hun havde fået blod.
"Hvis han skal have en mindre stressende tilværelse, er I kommet til det rette sted, men jeg er ked af, at du ikke bryder dig om stedet" sagde hun med et smil på læber, der fik hendes blege ansigt, til at lyse op og blive, om muligt, endnu smukkere end det allerede var.
Jamilah tænkte sig kort over hendes spørgsmål. Omkring to sekunder, som var kort for pigen, men længe for hende selv. "Jeg kan godt lide, at være her. Der sker mere end man lige skulle tro" sagde hun med et hemmelighedsfuldt smil og glimt i sine øjne. Hvis menneskerne bare vidste hvad der skete. En masse rivalisering mellem ulvene og de mord de hørte om i Seattle og Port Angeles. Men vampyrerne måtte ikke dræbe mennesker der befandt sig i Forks. Det sagde den traktat de havde med ulvene. Og de måtte da slet ikke forvandle et menneske eller komme ind på ulveterritorium. Så brød der en krig ud. En krig, som hun ikke ville have. "Der er ikke mange koncerter i denne lille by, men fester er der af og til. Forks unge ved skam hvordan man fester" sagde hun og lo. En latter den lød som sølvklokker i vinden, en utrolig smuk lyd.