Gemt i tågen (Marc)

Årstid :: Efterår
Måned :: Oktober
Ugedag :: Fredag
Tid :: 18:30
Omgivelser :: Queets River og skovkanten ud til
Vejr :: Et tæppe af skyer, tåge og en stille vind.
Påklædning :: Lyse stramme jeans, Stor sort striktrøje og rød strikhue.

Tågen kom snigende fra skovens intethed og krøb stille men ustoppeligt hen over den bredde flod. Den lagde sig over det brusende vand og skjulte landskabet der omgav det. Også Lily, som sad stille ved bredden, var dækket godt af det tykke tåge tæppe. Hun havde dog ingen planer om at flytte sig, for imodsætning til mange andre fandt hun ikke tågen uhyggelig eller klaustrofobisk. Den eneste reaktion hun havde til at hun ikke længere kunne se længere end 2 meter frem for sig, var at hun krammede sine ben tættere ind til sig og trak sin hue længere ned over ørerne. De fleste teenager ville nok vælge 'sidde ved floden alene' som det sidste at bruge sin fredag aften på, men det sådan have Lily det ikke. Hun var speciel på den måde, og tanken fik hende til at smile et lille smil: Speciel, var hendes yndlings kompliment..

i stillheden kunne Marc's army støvler der slog mod jorden tydeligt høres og den lange læderjakke blafrede svagt i den stille vind. hans hår havde han sat i en løs helsehale, så hans hår stadig gik til langt ned på ryggen, men ikke fløj ustyrligt rundt i luften. han havde fået fri fra sit arbejde forholdsvis tideligt, selvom klokken egentlig var sent, men sådan var det bare når man havde så fri arbejdstimer.. hvorfor han så lige havde bestemt sig at gå tur ved Queents river anede han virkelig ikke, for det var ikkelige frem et sted han kom tit, men det passede ham nu findt nok. han 'så' lidt rundt på tågemurene der krasede om ham og gav et lille fnys fra sig. det skramte om ikke at han ikke kunne se hvor han gik, da han alligevel aldrig kunne se noget.

Lily kiggede sig lidt nervøst rundt da hun hørte lyden af fødder mod jorden nærme sig. Først tænkte hun at hun bare var paranoid, og skulle til at slappe lidt af, men så hørte hun lyden igen og kiggede i retningen af den uden at se det mindste tegn på noget. "Hallo?" sagde hun kort og måske en smule lavt, men hun var heller ikke meget for at råbe.
Hun rejste sig op og kiggede sig omkring endnu engang for at se om hun kunne se noget nu. Men uden succes. Hun børstede lidt jord af sine jeans og krydsede armene over brystet mens hun ventede på svar. Hun var ikke specielt tilpas længere.