Stærkere og stærkere.. SAML JER!

Det var en lidt anderledes aften. Eller måske en HELT anderledes aften? Fuldmånen stod klart hen over himlen og stjernerne tøvede ikke med at funkle klart. Månen oplyste gaderne i Seattle, og man lagde nærmest ikke mærke til gadelygterne, på grund af denne flotte måneskær. Pludselig hørtes der et grin. Det lød som et lille barn der var igang med at lege med sin nye hundehvalp. Men det var som om at denne tøs havde fået for meget af hundehvalpen og havde givet sig til at skære i den, men syntes at det var sjovt. Det var denne specielle psykotiske latter, der kun kunne tilhøre én person. Claire Audrey Santhella Silverfox. Den lille tøs, på 16 år. Hendes sorte og elegante hår gik hende nu til skuldrene og hun så så perfekt ud i måneskinnet. Hun dansede lettere elegant rundt omkring, tog af og til fat i et af lygtepælene og svang sig om det. Nogen gange havde hun det meget sjovt med at tage benene omkring lygtepælen, imens at hun holdte fat i det med en hånd og snurrede rundt. Det fik hendes yndlingskjole til at blafre let. Det var det her der kendetegnede hende. At gå rundt i den sorte kjole, der var stramt på overkroppen, men ved nederste del, var den helt løs så man let kunne bevæge benene i den. Også denne legesyghed, den måde hun gik rundt og grinte på, nynnede en sød lille sang og havde dette smil på læben. Fra lang afstand, lignede hun virkelig en engel, en som man havde lyst til at gå over og give et kys til. En som man rent faktisk overvejede at gå over til og lege med. Men ligeså snart at hun syntes at man kom for tæt på, kunne hun finde på at stirre på en. Eller måske smile stille og roligt. Som om at intet var galt, at hun overhovedet ikke tænkte på at æde en. Selvfølgelig hvis det var en vampyr eller en af disse hårtotter, ville hun ikke bide. Men ethvert menneske som hun havde lyst til, var allerede dødsdømt, fra det sekund hvor hun ville have dem. Men det var ikke det, man skulle være koncentreret på denne aften. Man skulle ikke være koncentreret på den søde lille, men alligevel farlige tøs. Nej, det var det der ville ske denne aften. Hvis man så ordentligt på Claire, havde hun de specielle røde øjne. Tegn på at hun var sulten, men der var noget der holdte hende lidt tilbage fra at jage. Hun ventede på en.
Straks vendte hun sig om og grinte let. "Kom nu Dunniiie!" sagde hun let. Så kunne man se ham! Den mystiske Duncan Moor. Han kiggede lidt på Claire, nød den måde hun opførte sig på. Så unikt. Han fortalte aldrig Claire hvor meget han egentlig holdte af hende, sådan noget kunne være farligt for dem begge. Det vidste Claire også selv. "Hvorfor så travlt?" spurgte han med sin mystiske stemme. Claire fniste og hoppede op og ned. "Jeg kan ikke vente til at vi har gjort fremskridt okay!?" jublede hun let og løb lidt op af en væg og lavede derefter en baglæns saltomotale. Han smilte og rystede lidt på hovedet af hende. Hans røde øjne, var også fremme denne aften. Han hungrede ligeså meget efter menneskeblod, som Claire nu gjorde. "Claire! Vi er tæt på! Husk, kun bide, ikke dræbe!" hviskede han let og Claire nikkede straks. Hun var virkelig nødt til at holde sig selv tilbage, for hun ville ikke skuffe Duncan på nogen måde. Og hun ville også have nogle flere tilhængere. Hun fugtede let sine læber og begyndte at danse sig hurtigere frem. Hun kunne høre musikken blive højere. Nøj hvor hun dog glædede sig til at være iblandt alle disse unge mennesker. Og bare tænke på at de alle ville ligge og lide i tre hele dage. Ligesom hun selv gjorde for mange år siden! Duncan gik som sædvanlig, imens at han bare kiggede på sin elskede Claire. Tænkte på hvad de snart ville kunne opnå! Tænkte på den krig der højst sandsynligvis snart ville opstå, men hvor Claire og ham ville stå side om side og kæmpe imod. Kæmpe for deres sejr, sammen med de nye tilhængere de lige nu i dette øjeblik ville hente. Godt nok havde de også brug for nogen andre, end blodsøgende vampyre. De havde også brug for nogen der havde styr på sig selv og omverdenen. Dem der ville opnå det samme som Claire og ham. At vampyre ville reagere hele verdenen, med pelstotterne som slaver og menneskene som føde. Den verden virkede jo så perfekt! Især med Claire og Duncan i toppen af planen.
Endelig nåede de frem! Claire klappede i hænderne, dansede over til Duncan, kyssede ham let på kinden og hviskede så: "vi ses når de alle sammen er nede!" sagde hun roligt og gik så ind i den bar hvor de alle sammen var henne. De havde en speciel plan for hvordan de kunne få fat på de fleste af dem, inden nogen ville nå at flygte væk. Ét enkelt bid, ville jo være nok. Claire regnede med at det ville være nemt nok, for hun var ikke så meget for at bide dem med alkohol i blodet. Men der var kun én udgang. Så Claire ville starte med at bide indefra. Helt indefra, så der ville gå lidt tid med at dem ved udgangen, ville opdage hvad der forgik. Også ville Duncan begynde at attacke deroverfra. Så begyndte det! Det hele gik så stærkt, for meget hurtigt fandt alle andre ud af det og de gik amok. Claire havde nået at bide femten, da de begyndte at gå amok. Duncan begyndte derefter også at tage fat i dem én efter en. Claire sukkede til sidst, da hun ikke ville blive ved med at tage fat i en også en ny. Derfor lukkede hun let øjnene i og en lettere blå ring blev 'udskudt' fra hende. Også stod ALT stille! Tiden over hele verdenen var stoppet, kun Claire og Duncan ville kunne bevæge sig. Hun smilte langsomt til Duncan og trak på skuldrende. Hun havde ellers sagt at hun ikke ville stoppe tiden når hun var på jagt. Men denne jagt gik jo ud på ALLE! Der skulle de holde styr på mange nyfødte. Men for at kunne få dem til at blive, skulle de lide, for at kunne få dem til at lide, skulle man bide dem. Og for at kunne nå at bide dem alle, stoppede hun tiden! I alt havde der været 53 mennesker i baren. Så da hun startede tiden igen, stoppede de alle op og lagde sig ned på gulvet og vred sig i smerte. Claire fniste og klappede i hænderne. Noget hun gjorde, når hun blev stolt af noget hun selv havde gjort. Hun begyndte at danse rundt imellem dem. "Mit navn er Claire Audrey Santhella Silverfox og dette er 'min mand' Duncan Moore" hun fniste, da hun sagde 'min mand' da hun så det meget humorristisk. "Vi ville så gerne hjælpe jer lige nu, men vi lover jer at smerten vil gå over.. om tre dage ca! Og derefter vil vi gerne have jer til at følge os" hun så rundt på dem alle sammen. De måtte alle sammen havde hørt det, mente hun. Hun kunne selv huske ved sin forvandling at hun kunne høre alt tydeligt. Lagde mere mærke til omverdenen. Duncan smilte let ved synet af alle disse mennesker have det så skidt. Han gik over til bardøren, tog fat i den og lukkede. Ingen skulle komme ind i denne bar, imens at menneskene var igang med at forvandle sig til vampyre. Claire grinte og hoppede over på ham og gav ham et kram. "Det her bliver stort!" hviskede hun let.

Claire og Duncan vil søge efter flere tilhængere. Nogen der måske også kan tænke selv og tage imod ordre. En som vil spionere for dem, måske flere. Eller nogen der vil holde vagt. Claire og Duncan vil ikke give op, før deres mission er fuldført!