Ensommelig

Tid :: Ca. 15.45.
Sted :: Skoven.
Omgivelser :: Træer, jord – skov.
Vejr :: Drypper, da det havde regnet tidligere.

Destinee havde besluttet sig for en gåtur i skoven. Hun gik med blikket stift rettet imod skovbunden, mens hun vadede igennem grene og mudder. Normalt, så ville hun ha’ gået i stiletter, men eftersom det havde regnet tidligere, så havde Destinee valgt at tage støvler på. Dog var det de fineste af de fine, da hun egentlig ikke havde andre. Hun måtte i byen senere.
Destinee stoppede op og lænede sig op af et træ med siden. Hun gravede hænderne godt ned i sine jakkelommer og så frem for sig. Hun havde lige været på jagt, hvilket gjorde godt. Rigtig godt. Hun betragtede landskabet foran sig med et lille smil over læberne.

//Håber det er ok at jeg joiner?

William havde besluttet sig for at afspadsere, da hospitalet var begyndt at virke trættende på ham. Han trængte til at holde lidt fri, og nyde livet, så godt som det nu kunne lade sig gøre. Derfor havde han som sagt holdt fri, og var taget ud af spadsere. Det gjorde ham tit i hans fritid, han elskede naturen, men kunne efterhånden sjældent finde trøst i den, som han havde kunnet førhen. Det gjorde ham alligevel rolig.
Han var iført almindelige, afslappede jeans, og havde en sort vinterjakke udenover hans strikkede sweater, så han frøs ikke. Han havde hænderne begravet i jakkelommerne, og blikket rettede mod trækronerne. Der duftede frisk og efterårsagtigt, og af bregner og vådt træ. En dejlig lugt, efter hans mening.

Destinee rettede sig op og så rundt omkring sig med et roligt blik. Hun kunne lugte noget. Dog tog hun sig ikke af lugten, da hun som sagt lige havde spist. Hun lænede sig op af træet igen og så ned mod skovbunden. Hun sparkede mildt til en gren. Hun betragtede kort grenen, så rettede hun sig atter op. Så begyndte hun at gå igen.
Destinee stoppede op, da hun kun havde taget et par skridt. Hun så frem for sig. Menneske. Et lille smil bredtes over hendes læber. Hun rystede kort på hovedet og begravede hænderne endnu mere ned i sine jakkelommer. Hun så hen imod et stort træ. Hun gik hen til det, og lænede sig afslappet op af barken. Hun kiggede frem for sig, og betragtede det nydelige landskab, som skoven blev ved med at bære på.

Da William gik og kiggede lidt opad, lagde han ikke mærke til den unge pige, før han var helt tæt på hende, kun nogle meter væk. En bevægelse ud af øjenkrogen fik ham til at kigge ligefrem, og så hende så, lænet op af et træ, hvor hun betragtede det smukke naturbillede som skoven var. Han så et øjéblik længere på hende end normalt, næsten udelukkende på grund af hendes overnaturlige skønhed, men skyndte sig så at kigge væk igen. Han ville ikke glo på hende, selvom det var fristende.
Hun havde langt, skinnende lyst hår, og hendes blege hud fik hende til at se en smule spøgelsesagtig ud. men da de fleste herfra byen var ret blege, pga. manglende sollys, tog han sig ikke af det. Hendes øjne havde den mest forunderlige farve, men det var lidt svært at se præcist, da han stadigvæk var nogle meter væk fra hende.

Destinee rettede sig op. Lugten af menneske var utrolig tæt på. Hun lukkede langsomt øjnene i, men åbnede dem så lidt efter igen. Hun drejede sig lidt og bemærkede så drengen, som stod dér. Hun havde godt mærket, at nogen havde kigget på hende.
Et lille smil bredtes over hendes læber. ”Halløj.” sagde hun og betragtede ham. Hans hår, øjne, næse, mund, ja hele hans hoved. Så kiggede hun på hans hals. Hendes blik landede imod hans øjne igen. Hun sendte ham et lille, let smil, idet hun rettede sig op. Hendes gyldne øjne stirrede stadig på ham. Ikke et øjeblik blinkede eller så hun væk.

Da han kiggede nøjere efter, så han, at hendes øjne havde en finurlig gylden farve, som han aldrig havde set før. Det måtte være kontaktlinser. Det var da ikke muligt at have den øjenfarve. Han havde i hvert fald aldrig set den før, eller hørt om at det var muligt at have... gule? øjne.
"Hej." Sagde han tøvende, efter nogle sekunder, og gik lidt tættere på hende. "Også ude at nyde det dejlige efterårsvejr?" Han smilede kort til hende, og smilet falmede hurtigt igen. Han smilede sjældent.

Destinee kiggede på ham. Der var ikke et venligt smil over hendes læber, men i øjnene var der. Hun nikkede og så frem for sig, inden hun så på ham igen. ”Ja,” sagde hun så og slog langsomt armene omkring sig selv. ”Det formår jeg også, at du er?” Hun kiggede på ham med et let smil. Han virkede fin nok, men alligevel; menneske. Men hun havde jo lige spist, så hun kunne vel sagtens føre en samtale med mennesket uden at det ville skade?

Han nikkede kort, og slog let ud med armene.
"Ja. Efter min mening, er naturen ikke smukkere, end den er om efteråret." Han nød vindens blide kærtegn på hans kinder, og lukkede kort øjnene i. Han kunne blive her for evigt, og bare stå og nyde naturen.
Han betragtede dernæst det unge menneske, som slet ikke var noget mennekse, men et dødsensfarligt væsen, der kunne dræbe ham så let som ingenting. Men det vidste han ikke. Så hvorfor frygte en spinkel ung pige, der så ud til at være halv så stærk som han? Han var helt rolig, og havde ingen grund til andet.

Destinee nikkede forstående. Som sådan. Men hun elskede regnvejr, hvilket jo var klart, når hun ikke kunne være i solskin. Det ville i den grad se forkert ud, især foran menneskene. Hun betragtede drengen med venlige øjne.
”Det er rigtigt.” sagde hun og lænede sig op af træet igen. Hun lagde benene over kryds og lagde i stedet armene over kors. Hun kiggede stadig på mennesket uden at blinke. Gad egentlig vide om han vidste til vampyrer? Vent. Var der overhovedet nogen mennesker, som vidste det?

//Hvis jeg pludselig logger af, er det fordi jeg skal til fodbold og ikke kan nå at svare, men så svarer jeg ligeså snart jeg kommer på igen (:

//Det er helt ok (-:

Han nikkede langsomt, og forsøgte at se lidt mere åben ud. Det var ikke engang med vilje, at han virkede så lukket og på en måde fjendtlig. Han var bare ikke rigtig vandt til at samtale med folk. Det måtte han se at blive bedre til.
"Hvad hedder du?" Spurgte han pigen, og forsøgte sig med et lille smil, som han ikke håbede virkede for falsk. Han villle gerne være venlig.
Han strøg en hånd igennem sit hår, der var blevet en smule fugtigt, at den konstante, rolige dryppen fra den mørke himmel.

Destinee betragtede hans bevægelser med et roligt blik. Hun drejede sig, så hun ikke helt stod med siden til. Nu stod hun med ryggen op af barken. ”Hale. Destinee Hale,” præsenterede hun sig og nikkede venligt. Hun burde egentlig gå hen og give hånd, som hun havde lært, men hvad ville mennesket ikke sige til hendes kolde hud? Hun besluttede sig for, at blive stående op af træet. ”Og du? Hvad hedder du?” Hun kiggede fortsat på ham med det rolige blik.

//Tak n_n

"Destinee Hale." Gentog han, og smagte kort på navnet. Så nikkede han kort.
"Hyggeligt at møde dig Destinee. Jeg hedder William Andrew Campbell." Han vidste ikke hvorfor han sagde hele hans navn. Det lød så formelt og gammeldags. men sådan var han nu engang.
Han trak sin ene støvle lidt op af den mudrede skovbund, og der lød en halvhøj 'svup' lyd. Han betragtede dem, men var egentlig lidt ligeglad med at de var blevet mudrede. De var jo blevet købt for at blive brugt. Desuden havde han nok tøj og sko. Hans mor sendte ham tit penge, selvom han havde fortalt hende, at han udmærket selv kunne tjene sine egne penge. Faktisk tjente han mere end han brugte, men hun insisterede stadigvæk.

Destinee nikkede høfligt. ”I lige måde, William Andrew Campbell,” svarede hun ligeså høfligt som hendes nik. Hun blinkede én gang med øjnene og betragtede hans bevægelse med benet. Hun kiggede lidt på hans støvle, inden hun så på hans ansigt igen. ”Så, hvor gammel er du?” Der var stadig intet smil over hendes læber, men stadig kun i det gyldne blik, som hun sendte ham.

Han gengældte hendes blik, og blev igen forbløffet over farven. Men selvom den var meget ejendommelig, var den stadig forbløffende smuk. Ligesom pigen. Det var til at blive helt forundret over. Men Forks var en by fyldt med smukke piger, det havde han snart fundet ud af. Men han skulle da ikke klage..
"Jeg er 23 år gammel." Svarede han, og nikkede mod hende. "Og du?" Hun lignede en der var lidt yngre, nok omkring de 17-18 år, ville han mene.

Destinee kiggede på ham og sendte ham et kort venligt smil. ”23 år? Wauw,” mumlede hun og så frem for sig med et lille smil over hendes læber. Hun kiggede på ham igen. ”Så er du lidt ældre end mig. Jeg er selv 18 år.” Hun rettede lidt på sig og gik en smule tættere på ham. ”Så, hvad hedder du egentlig?” spurgte hun og prøvede at lyde vældig interesseret.

Han nikkede, og var godt klar over, at hendes overraskelse højest sandsynligt skyldtes det faktum, at han ikke lignede en på 23. Men man kunne jo altid håbe, at han heller ikke lignede en 40 årig, når den tid kom. Så ville man nok sætte pris på at se 5 år yngre ud.
Han smilede ikke til hende, målte hende bare med øjnene, med et venligt blik.


//jeg har præsenteret mig? xD

//Amen.. det er ikke fair, jeg var vildt forvirret da jeg skrev sidst xD just forget it dx

Destinee kiggede på ham. Nej, hun var ikke rigtig 18 år, men hun havde krop som en, så det gik jo. Hun betragtede ham med de gyldne øjne, som lyste af venlighed. Hun ville egentlig gerne vide mere omkring ham: ”Hvor længe har du boet her i Forks?” Hun kiggede på ham og lagde derefter armene omkring sig selv, mens hun nærmest bare stirrede på ham uden at blinke.

//ha ha, har selv prøvet det, så jeg tilgiver dig xD

Han gengældte hendes blik, så godt som det var muligt, de grå øjne mod de gyldne, men det var ret svært, gik det op for ham. Det var som at kigge ind i solen. Han lod sit blik glide rundt i skoven, og så tilbage mod hende. Hvor var hun dog smuk.
Han tænkte sig kort om, og rynkede let den glatte, lyse pande.
"Omkring 3 måneder, tror jeg." Svarede han, efter at have talt inde i hovedet.

//Takker xD

Destinee kiggede bare på ham, derefter sendte hun ham et lille, let smil. Hun nikkede langsomt, men også kort. ”Arbejder du så her i Forks, eller sådan noget?” Hun sendte ham det samme venlige blik, mens hun betragtede ham. Hvis han var 23 år.. nej, hun anede ikke om han gik i high school eller sådan noget. Hun havde godt hørt, at man sagtens kunne gå i high school som 23-årige. Eller hvad? Hun lod armene hænge ned langs siderne, mens hun kiggede på ham. Hun lagde hovedet en lille smule på skrå.

Han nikkede kort til hende, og flyttede vægten fra den ene fod til den anden.
"Ja, jeg arbejder som læge på Forks hospital. Jeg uddannede mig i Canada, hvor jeg er født og opvokset." Han smilede hurtigt til hende, mens minderne om Canada, fik en klump frem i hans hals. Men han skjulte det godt. Han var efterhånden god til at skjule sine følelser. Det krævede bare lidt øvelse.

Destinee drejede hovedet og kiggede på et lille egern, som kravlede op af en træstamme. Hun betragtede lidt dyret, ind til det var ude af syne. Så kiggede hun på William igen. Hun lagde armene over kors igen og nikkede meget kort til ham. ”Okay.” sagde så hun, uden videre at vide, hvad hun ellers skulle sige.

//Krea svigt :S

"Kunne du ikke tænke dig at gå en tur, i stedet for bare at stå stille og fryse?"
Han sendte hende et skævt smil, og begyndte roligt at gå videre ned af stien, mens han ventede på hendes svar. Det føltes også så akavet, bare at stå over for hinanden og tale. Det virkede mere uformelt at gå roligt ved siden af hinanden.


//Sker for selv den bedste (-;

Destinee så hen på ham. ”Jo, selvfølgelig.” svarede hun og fulgte efter ham. Hurtigt, gik hun lige ved siden af ham. Hun begravede hænderne i sine jakkelommer igen og så ned imod jorden. Ærligtalt, så var ikke speciel god til at føre en samtale. Hun vendte blikket op og så på ham. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Hvad skulle hun sige? Hun vendte blikket ned imod skovbunden igen. ”Går du tit en tur her i skoven?”