Enlig shopning

Tid :: Ca. 16.24.
Omgivelser :: Folk der shopper – hvad ved jeg.
Vejr :: Ser ud til regn, koldt.
Sted :: Port Angeles torv.
Dato :: 10/10.
Årstid :: Efterår.

Destinee tog langsomme skridt, da hun bevægede sig elegant rundt på torvet. Hun elskede smykker, derfor var hun taget ud på en lille shoppetur i Port Angeles. Hun gik med hænderne godt gravet ned i hendes blå, varme jakke, som betød meget for hende. Hun gik med en blå kasket, og hendes nyfarvede brune hår sad i en fletning, som gik ned langs den højre side.
Hun stoppede udenfor en smykkebutik. En af hendes yndlingsbutikker. Hun bevægede sig langsomt indenfor. Varmen strømmede ind i ansigtet på hende, idet hun trådte indenfor. Der var folk derinde, men ikke mange. Heldigvis for de folk, så var Destinee ikke tørstig, og desuden – hun var ikke til den slags blod.
Destinee lukkede forsigtigt døren efter sig og tog et skridt, idet en klokke over hende dinglede. Hun blev stående i et lille stykke tid foran døren og lod blikket glide rundt. Det var egentlig stor butik, men ikke den største. Arbejderne løb rundt i butikken for, at tage sig af kunderne. Destinee lod som ingenting, og gik så lidt rundt i butikken med et lille smil over læberne.

Destinee, som nu stod og kiggede på halskæder med bogstaver på, kunne straks lugte lugten af vampyr. Hun vendte sig lynhurtigt og bemærkede pigen, som stod lidt fra hende. Hun stirrede på vampyren med et virkelig gennemtrængende blik, uden at blinke. Hendes gyldne øjne skinnede nærmest pga. lysene i butikken.
Så ændrede hendes blik sig. Det var nu et lettere venligt blik. Men hvilken slags vampyr var denne hunvampyr? Destinee anede det ikke, men ville da gerne finde ud af det. ”Hejsa.”

Destinee sendte hunvampyren et lille, let smil. Hun betragtede hende i et lille stykke tid, inden hun lagde hovedet en lille smule, og let på skrå. ”Destinee Hale,” præsenterede hun sig høfligt. Normalt ville hun række hånden frem, hvilket også var i orden, da denne her pige selv var vampyr?
Derfor rakte hun hånden frem imod hunvampyren. ”Og du er?” spurgte hun med venlighed glimtende i øjnene. Dette var et af hendes første vampyrmøder i Forks. Ærligt, så havde hun ikke snakket med en vampyr i Forks. Hun var en lille smule ny i byen, så det var nok derfor.

Destinee trykkede hendes hånd og trak derefter sin hånd til sig igen. Hun kiggede på halskæderne igen. Der var mange rigtig flotte, mange rigtig flotte, som denne hunvampyr gerne ville have fingrene i. Men havde hun penge nok? Nej. Desuden, så skulle hun have nogle nye støvler, ikke smykker. Hun ejede alverdens smykker, så hvorfor flere? Ikke lige nu i hvert fald.
Destinee så på Zoey igen. ”Hyggeligt at møde dig, Zoey.” sagde hun venligt og lagde hovedet derefter en smule let på skrå. ”Så, hvad laver du så i Port Angeles?”

Destinee betragtede vampyren og nikkede kort. ”Jeg kender det.” svarede han og sendte hende et lille smil. Hun betragtede en sølv kæde med en blå safir som vedhæng. Hun elskede blå. Hun elskede smykker. Dette var noget af det smukkeste hun havde set længe. Hun stirrede bare på smykket med et lettere ivrigt blik.
Destinee lagde armene om sig selv og så på Zoey. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så hun vendte blikket imod smykket med den blå safir igen.

Destinee bemærkede Zoey’s bevægelser, og bemærkede hendes halskæde. Hun brød sig ikke om, at have magen til halskæde som nogle hun kendte. Hun kiggede på smykket og rystede kort på hovedet. Hun sendte Zoey et lille smil, inden hun begyndte at gå lidt videre for, at lede efter en ny halskæde. Måske også en ring? Hun stoppede op, da hun så en smuk sølv ring. Der var et lille sølv hjerte på med en meget lille, blå diamant i højre del af hjertet.
Destinee lænede sig forover og beundrede ringen. Den ville hun meget gerne have fingrene i. Hun stirrede på ringen, derefter rettede hun sig op og så hen på hunvampyren. Gad vide om denne vampyr også havde dén ring? Hun var ligeglad. Hun måtte eje den ring!

Destinee så ned imod ringen igen. Hun nikkede, inden hun så efter Zoey, som var gået videre. Hun så hen imod en pige, som arbejdede i butikken. En pige, som hun før havde snakket med, da hun jo tit var inde i denne smykkebutik.
Hun pillede lidt ved sin fletning, inden hun gik hen til pigen og prikkede hende på skulderen. ”Jeg har fundet noget,” sagde hun og smilede venligt. Pigen fulgte efter Destinee, da hun gik hen til det sted, hvor ringen lå. Hun pegede ned på ringen med et smil. Pigen nikkede og fik så gjort ringen klar. Hun gik hen imod kassen. ”Jeg kigger lidt videre,” halvråbte Destinee efter hende og sendte hende et smil, som pigen gengældte, samt et nik.

Destinee, som havde vendt sig imod Zoey og manden, vendte sig lynhurtigt om, da Zoey vendte gik hen imod hende. Hun tog et par skridt videre og betragtede de mange flotte smykker. Gid det alt sammen var hendes. Hun ville elske at kunne bære hver og en, hver dag..
Hun rettede sig op, men bøjede sig indover og kiggede nærmere på et armbånd. Et armbånd med en masse vedhæng, dog kun med ankere. Men det gjorde heller intet. For hun elskede det symbol. Hun betragtede det med øjne der var fyldt med nysgerrighed. Hun kneb det ene øje lidt mere sammen end det andet, mens hun kiggede.
Så rettede Destinee sig op og foldede hænderne bag ryggen. Hun skar en grimasse, da hun så prisen på armbåndet. Hun trak kort på skulderne og gik videre til næste smykke; en halskæde med et sølv anker. Hun betragtede intenst kæden med det smukke vedhæng. Hun kunne ikke lade være med at stirre. Det lignede den halskæde som hendes far en gang gav hende, dengang han sejlede bort over havet og aldrig vendte tilbage – Hun rakte ud for at røre, tænkte ikke over glasset..

Destinee trak sin hånd til sig. Hun stirrede bare imod smykket. Mon hun kunne få det? Nej, ikke tyveri. Men glasset var i stykker. Desuden, hun kunne hurtigt.. nej! De ville finde ud af hvem hun var. Men hun var vampyr? Hun kunne bare..? Nej. Hun var til dyreblod, ikke menneskeblod.
”Hov.” sagde hun og lød komplet forvirret. Hun havde ikke bemærket omgivelserne omkring sig. Havde nogen virkelig opdaget det? Hun vendte sig imod Zoey.
”Jeg må væk.” sagde hun med en lettere panisk stemme. Hun vendte sig imod halskæden. Hun havde selv mistet sin egen, så hvorfor ikke? Nej.
Destinee lukkede kort øjnene, inden hun lynhurtigt stod udenfor, et lille stykke fra butikken. Hun stod skråt for en bænk. Hun bemærkede bænken og satte sig ned, lod som ingenting. Faktisk, så havde hun ikke lige regnet med at glasset ville gå i stykker. Overhovedet ikke. Sket var sket. Hun måtte forklare det, næste gang hun skulle derind. Eller hvad? Nja, lidt forklædning til livs tid.
Destinee foldede hænderne i sit skød og lagde det ene ben over det andet. Hun så ned i jorden med et tænksomt blik. Pludselig så hun op. Hvor var Zoey? Det var da uhjælpsomt bare at stikke af og efterlade Zoey derinde. Selvom de lige havde mødtes, så var det stadig uhjælpsomt. Hun trak let på skulderne og rejste sig op, nærmede sig butikken igen.

Destinee var stoppet udenfor butikken. Hun havde stået og kigget ind. Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hun betragtede Zoey. Hun skar ansigt og trådte lidt væk, da Zoey kom ud fra butikken. Hun kiggede på hende med et uroligt blik. ”Har du betalt? For det jeg gjorde?!” Hun nedstirrede hendes nærmest. Det skulle hun ikke ha’ gjort da!
Destinee vendte blikket ned i jorden og slog armene omkring sig selv. ”Undskyld. Jeg vidste ikke lige hvad der gik af mig. Jeg mener,” Hun så på Zoey igen. ”Den halskæde.. den er magen til en halskæde som min far gav mig, inden han forsvandt til søs. Jeg anede virkelig ikke, at glasset ville blive knust.” Hun fugtede sine læber og rakte hånden imod Zoey med et lille, lettere falsk smil. ”Tak. Jeg skylder dig en tjeneste.” Hun betragtede hende.

Destinee kiggede på hende med et smil og nikkede kort. Hun trak så sin hånd tilbage og lagde hovedet en smule på skrå. "Jeg havde lige glemt det," mumlede hun og så til højre, derefter til venstre. Så så hun ned i jorden. "Tak igen." Destinee så på Zoey igen, denne gang med et stort smil over læberne.