Tilfældige Glæder

Tid :: 17.30
Sted :: Skoven
Vejr :: Overskyet, men stadig tørvejr.
Dato :: 6. september - Lovely day.
Omgivelser :: Pt. kun Alexis.

Skyer hang faretruende mørke over Forks. Det ville ikke være en overraskelse, hvis vandet pludseligt begyndte at vælte ned. De var som et køligt tæppe, der omsvøbte Forks i en delvis mørke og delvis et køligt vejr. Nogle "mennesker" mærkede bare ikke til denne kulde så meget, som menneskene selv. Et eksempel var Alexis. Med et smil over læben traskede hun ubekymret igennem stakkevis af blade, der allerede var ved at falde ned fra sin trygge favn. Efteråret gjorde tegn til begyndelse, tegn til det smukke om at krybe i læ under jordens hård frost. Vinteren fik sine første tegn til, at rydde op i sommerens opgroninger, og andet der blot kunne ligne. Alexis skænkede det en tanke, og måtte i dette øjeblik undslippe en lys latter. Hendes mørkeblå opfangede ingen dufte end naturen og skoven. Det var helt herligt, rart!
En ganske let vind blæste igennem Alexis' hår, spredte hendes dufte rundt omkring i denne forholdsvis store skov. Alexis havde intet imod det. Vinden var en rar ting, der blidt blæste hendes mørke lokker om på ryggen af hende. Lige siden Alexis var blevet alfa, levede der stærkere sanser i hende. De pressede hende på alle måder, fik hende til at se små detaljer, der før var gledet ligegyldigt over. Selv de mindste ting bar en spænding. Selv lydene var stærkere. Øjnene lukkedes for en kort stund, mærkede den friske luft og smagen af den. Hendes ører registrerede kun svagt i det fjerne en kronhjort, der løb med utydelige og hurtige skridt i de stadig friske nedfaldne blade.
De mørkeblå øjne åbnedes. Åbnedes til tilfældige omgivelser med så megen glæde og kærlighed bag. Forks' skov. Den havde så uendeligt meget at gemme på. Uendeligt meget at starte og ikke mindst stoppe. Hun havde efterhånden ikke tal på de mange tilfældigheder, der havde fundet sted her, og som senere havde plantet sig dybt i hende. Dette var et af hendes ynglingssteder i Forks. Stille bevægede hendes fødder over over jorden, og søgte dermed videre mod skovens midte...

Blæsten, den kølige vind og mørket var en del af spændingen ved at bo i Forks. Man vendte sig til det med tiden, og hvis man ikke var vild med det måtte man vel vendte om så snart man ankom til den hyggeligt lille by. Mange 'mennesker' havde det ikke sådan, for de elskede byen som den var. Annika var en af de personer. Dog boede hun ikke i midten af Forks som de fleste gjorde, nej hun boede nede i reservatet som lå i udkanten af Forks. Et dejligt sted hvor næsten alle kendte hinanden, hvilket var hyggeligt hvis man lige gik sig en tur. Denne dag havde startet perfekt, lige indtil det begyndte at blive kedeligt hjemme i huset. Det var ingen ting at lave og intet kunne opløfte hendes humør det mindste. Men det var ikke den eneste grund til at hun havde søgt tilflugt i skoven. Nej mange ting var galt, det hele var vendt på hovedet. Først åp sommeren havde hun været den lykkeligste pige i verden og nu lå hun på bunden af den liste hun førhen havde været højest på. Med dovne skridt gik hun gennem det store tæppe af blade der havde lagt sig på den førhen grønne skovbund. Hendes brune øjne hvilede på hvert et træ og intet undgik hendes blik. Selvom hendes sanser var skarpe pga. hendes alfa rang var hendes reflekser ikke altid så hurtigt da de blev svækket af båndet mellem hende og en speciel person blev svagere og svagere. Men dette vidste kun de færreste. Med en hovede rysten satte hun farten op og lod sin hørelse glide rundt. Helt ud til midten af skoven, dog stoppede den ikke så langt derfra da en anden lyd fangede hendes opmærksomhed. Ikke alt for let og ikke alt for hurtigt. En blid vind ramte hendes i ansigtet og spredte en velkendt duft omkring hende, for derefter at sende hendes øjen videre. De brune øjne der havde været lukkede mens hun lyttede sprang hurtigt op, hvorefter hun skød fremad. HVergagn hendes fødder ramte jorden skøb hun hurtigere og hurtigere frem. Den duft havde været velkendt, og den fik en lille smil ti at forme sig om hendes læber hvilket var en sjælden ting. Efter et par minutter i ren spurt sænkede hun farten en smule, for en skikkelse formede sig foran hendes egen. Det brune hår ja selv formen på personen var velkendt. Smilet voksede hvis muligt på Annikas læber. Hendes duft var blevet stærkere, noget hun havde fortjent. "Tillykke.." Sagde hun i et lavt, men roligt tonafald. Der var inegn grund til at gå over mod hende hvis hun var i dårligt humør, hvilet betød at hun holdt sig en smule på afstand fra pigen. Annika tilføjede derefter med et svagere smil på læberne. "..Alexis"

Alexis strakte let sin trætte krop. Skønt klokken var slået 17.30, havde trætheden ikke lagt sig på hylden. Ikke som sådan, i hvert fald. Trætheden var kun at spore, hvis man søgte grundigt efter den. Det eneste afslørende måtte være hendes måde at strække sig på, eller også måtte det være hendes gab, der ikke blev holdt hemmeligt. Gabet blev afsluttet med en smil, mens hånden gled hurtigt igennem de mørke, løse hår. En duft spredte sig i skoven, langsomt blev den stærkere. Stærkere var en underdrivelse, da duften af artsfælle mildest talt overfaldt hende, alt taget i billedsprogets forstand. Det gjorde hende ikke mindre glad, eftersom hun genkendte denne duft. Med ét vendte hun 180 grader omkring, og stod nu med fronten til Annika.
"Annika!" Der lå en svag overraskelse i stemmen, overraskelse og gensynsglæde. Et smil var placeret solidt over hendes læber. Det var et stykke tid siden, eller et par dage i hvert fald, de havde set hinanden sidst. Eller mødt hinanden passede vel bedre? Alexis lagde hovedet let på skrå, mens hendes øjne forblev på denne allerede velkendte skikkelse. Annika var en unik person, det kunne der ikke kommes udenom. Det først i dette øjeblik Alexis huskede Annikas første ord inden sit eget navn. Hendes smil blev en smule større.
"Mange tak" Med disse ord gled Alexis' blik mod de tunge skyer. De trak yderligere sammen deroppe, som ville de presse alle folk i forks en smule, skabe noget panik og rædsel, for dernæst enten at drive væk. - Eller bevise, at denne trussel var så sand, som den var blev fremtruet til at være. Alexis kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af skyerne og vejret, eftersom det ikke bare det fjerneste stik i det, der skete. Det mørke tæppe over Forks virkede fortsat sikkert, da dermed gled Alexis' blik videre til Annika, et meget mere spændende sted at have blikket. Hun smilede til Annika, og frem blev de næste ord ført på Alexis læber.
"Hvor længe har du egentlig være en alfa?" Spurgte hun nysgerrigt, altimens hun lagde sit hoved på skrå. Interessen var stor for Annika. Hun var en alfa, en spændende alfa. Selv kunne Alexis ikke tro, hun selv var blandt de "store" nu. Dette betød på den anden side også mere ansvar, hvilket Alex helst ville tage, som det kom. Nu var der nuet, der krævede sin del af opmærksomheden, og den fik det hele.

Et meget let grin gled over de lysebrune læber, mens hun lyttede til Alexis’ stemme. Den var ikke ligesom alle andres, kølig eller fraværende. Nej den var mere rolig og glad. Meget specielt. Smilet blev på hendes læber og forsvandt ikke et sekund. Skyerne var vel ved at glide væk fra skoven og det ville ende med at træerne ville få deres nødvendige sol. Blikket gled op mod skyerne bare for at sikre sig at hendes bekymring eller forudsigelse var korrekt, hvilket den halvt om halvt var. Skyerne bevægede sig men det var langsomt og solen kunne ikke ses endnu. Trist, men det gjorde altid sit særpræg i Forks. Spørgsmålet nåede endelig Annikas øregang, hvilket tog sin tid trods hendes gode hørelse. Smilet der var falmet en smule under betragtningen af skyerne gled tilbage på de hjerteformede læber. Faktisk havde hun slet ikke tænkt dette igennem, måske var det et par måneder? Et halvt år, så sikker var hun nu ikke i sin sag. Tiden gik alt for hurtigt at hun ikke kunne følge med dog vidste hun da heldigvis hvilke ugedage der var hvilke ellers var hun endt ude på herrens mark. ”Jeg har vel været det i et halvt år, mere eller mindre” Svarede hun ærligt. Som sagt var hun langtfra sikker, og man kunne tydeligt se usikkerheden i hendes øjne.
Det var ikke tit at man mødte Alfaer faktisk havde hun selv ledt i utrolig lang tid bare for at finde en enkel. Nu hvor hun tænkte over det havde hun førhen på dagen kunne lugte flere stærkere dufte hvilket hun bare troede var flere varulve der stod i flok men måske var det bare en stor udvikling af alfaer.
Annika kunne ikke lade være med at kigge undersøgende på Alexis, hun var ikke bare spændende men havde også udseendet med sig. Det sorte hår og isblå øjne, det var nærmest skræmmende. Dog forblev smilet på hendes læber og de brune øjne fik et svagt glimt af noget man nok ikke ville kunne sætte fingeren på. At være alfa var hårdt ja, men også hyggeligt aka sjovt i længden. Farten, evnerne og sanserne. Det hele var fantastisk, dog var farten helt klart det bedste i hvert fald til Annikas mening. Flere gange havde hun kørt hånden gennem håret, hvilket resulterede at hendes hår var en smule elektrisk. Nej det var en underdrivelse det var meget elektrisk hvilket var grunden til at det kun var hendes pandehår der sad løst og resten af håret var i en hestehale. Smilet på hendes læber falmede en lille smule, men det var stadig i hendes øjne. Læberne åbnede sig en smule, hvilket fik ordene til at glide ud over hendes læber i en sætning.
”Men hvordan har du det så med ansvaret?” Lød hendes første spørgsmål, for der var mange flere endnu. Når man var ny, kom der altid mange spørgsmål måske ikke fra den samme person hele tiden men spørgsmål ville der komme. Hele tiden. Annika kiggede fra træ til træ og til sidst hen på Alexis som helt klart var det mest spændende tilstede i denne skov. Smilet voksede en smule på hendes læber og gik fra venligt til varmt og en smule drillende. Spørgsmålet der var blevet slynget ud af hendes mund, var et af de mange spørgsmål der lå lige på tungen. Langsomt lagde hun hovedet på skrå, næsten lige så præcist som Alexis havde gjort det og hævedet nysgerrigt det ene øjenbryn.

Alexis lyttede til den svage vind, der gik igennem bladene. Det raslede både både fra træerne og fra jordens nedfaldne blade. Alexis smilede en smule større over denne lyd. Lyden af natur, der var i skoven, mikset med duften af skoven. Det var en frisk og livgivende duft, der hurtigt gik forbi hendes lugtesans. Det var fantastisk at være ude i det fri, hvor det eneste der dømte en med blikke var de tilstedeværende eller dyrene. Hvis heldig var der ingen af dem med et fordømmende blik. Annikas svar gik ikke igennem Alexis' hørelse i første omgang. I hvert fald ikke til hun pludseligt blev revet ud af alle tanker, og først da opfangede hendes ord. Alexis nikkede en enkelt gang til ordene, før bevægelser halvt og halvt brød smilet over læberne. "Det var længe, egentlig. Nyder du at være alfavarulv?" Hun kørte let hånden igennem håret, mens øjnene forblev på Annika. Praktisk talt smilede øjnene med læberne.
Alexis stod placeret med Annika i cirka skovens centrum. Herfra var duftene fra vampyrer og varulve ikke slemme. De kunne ikke lugtes herude i det mere fri og friske. De stærkere dufte havde halvt og halvt angrebet Alexis' forbedrede lugtesans. Den var blevet følsom. De mindste dufte gik lige igennem, og hurtigt kunne hun identificere et par ting. Allerede nu var det for meget med denne lugtesans. - Høresansen havde været forfærdelig under hendes venners høje musik. Det forbedrede skulle blot ind i en rutine. En ting der stadig sad på hendes tankegang godt klæbet fast var tanken om en evne. Hun havde førhen hørt om alfaer med evner. Var de kommet med det samme?
"Det er anderledes. Og de spørgsmål? Du kunne vel ikke lade en varulv som mig tage ved lære af dig?" Med disse ord trak det i mundvigene til et fuldendt smil, hvor øjnene var ordentligt med. Hendes øjne gled kort på Annikas elektriske hår, men ingen ord kom over dette. Vinden blæste, hånden var gået igennem dette hår - Ikke så underligt det havde valgt at være elektrisk i sidste ende. Hendes følelser gled til varme og åbne. Det var ikke mange gange Alexis havde mødt Annika, og mest af alt havde hun blot betragtet hende fra en afstand førhen. Hun fortrød pludseligt så bitterligt, hun ikke havde snakket med hende. Alexis havde altid været en smule nervøs, når en omega eller alfa havde været i nærheden. Ironisk nok var hun selv en alfa nu. En kort latter kom over hendes læber, lavmælt, inden flere ord kom over hendes læber, "Så mange forvirrede varulve. Deres spørgsmål kræver svar. Jeg har altid haft en usikkerhed i svarene. - Hvordan har du vænnet dig til det?" Alexis undslap et grinagtigt suk, hvorefter hendes ansigt samlede sig i tænksomme folder samt næsen rynkedes.

Selvom spørgsmålet ikke trængte ordenligt igennem var det helt tydeligt at det ville på et eller andet tidspunkt, så længede hun bare ventede. Og det gjorde hun, med meget tålmodighed endda. Da hun selv fik slynget et spørgsmål i hovedet kunne hun ikke lade være med at slå en lille latter op, hvorefter den stadig hang i luften da selve lyden var forsvundet. ”Jeg nyder det, så længe jeg nu kan”] Lød hendes stemme, roligere end hun havde forventet at den ville være. Hendes blik blev en del spørgende da hun selv hørte sin rolighed, ufatteligt. Læberne var trukket tilbage om tænderne i et halvt blændende smil og halvt grinende. Hun kunne ikke helt bestemme sig for hvordan hun ville forme læberne, så det blev halvt om halvt. Annika måtte blinke et par gange, for at sikre sig at hun havde hørt rigtigt og da Alexis ikke ændrede sit spørgsmål måtte hun havde sagt rigtigt. ”Det har jeg aldrig sådan tænkt på” Sagde hun ærligt og hendes ansigt blev langt i tænkende folder. Faktisk var det ikke noget der så meget som havde strejfet hendes tanker, for hvem ville dog også tage ved lærer af hende? I hverdagen var hun klodset og så slet ikke særlig køn ud. Hvad var det også for noget at spørge om, men hun havde vel ret dybt nede. Med et lille fnys, som mere lød som en lille latter åbnede hun munden. ”Du kan skam selv bestemme.” Var hendes endelige svar og derefter trak hun lidt på skuldrene, for om hunså sagde nej eller ej var det ikke hende der bestemte det. Hvis hun ville tage ved lærer gjorde hun det og hvis ikke, ja så vidste Annika faktisk ikke hvad Alexis ville gøre.
Med et drillende smil på læberne bakkede hun en smule ud, for at kunne læne sig op af et træ og lette vægten fra hendes fødder en smule. Hænderne blev placeret på hendes hofter og håret hang hen over den ene skulder, mens blikket stadig hvilede på Alexis men somme tider gled det lidt frem og tilbage mellem hende og skoven. Hvor ville det egentlig være rart at føle vinden i pelsen.. Før hun nåede videre med denne tanke startede ordene igen at flyde ud over Alexis mund, og fik smilet til at vende tilbage på den unge kvindens ansigt. Det var et godt spørgsmål, som hun faktisk brugte en smule tid på at afklarer. Der var faktisk ikke så mange der havde opsøgt hende for at spørge om ting, hvilket hun var dybt taknemmelig for, men det var også nogle som havde direkte hadet hende på grund af det hun var blevet. Ikke en rar følelse. ”Faktisk har jeg aldrig rigtig vænnet mig til det” Lød hendes stemme, før hun overhoved var færdig med at tænke spørgsmålet igennem. Det var som om hendes hjerte vidste det hurtigere end hendes hjerne, for dette var sandheden. Hun havde ikke vænnet sig til det, men hun fandt sig i det og lod det ikke gå hende på nerverne. Faktisk undgik hun enten svarerne, lod dem være eller prøvede så godt som muligt at fortælle dem det de behøvedet. For mere ville enten skræmme dem eller noget værrer. Det store smil var aftaget en smule og var i stedet blevet til et lille fraværende smil, som stadig spillede om hendes læber.

Alexis betragtede Annika. Hun havde allerede på ganske kort tid fået respekt for denne pige. Det var ikke som alle andre. Annika var alfa, ja, men det var ikke her alt respekten lå samlet. Den lå ved hendes person, den Annika egentlig var og hendes antydninger til måder at handle på. Let blevet hovedet lagt på skrå, så det mørke hår dansede let. De blå øjne fæstnede sig til Annika, inden Alexis selv svarede; "Det at være alfa, er det ikke rart i længden? Altså nu du siger du nyder det så længe du kan?" Alexis lod smilet vokse ved disse ord. Hun kunne delvist forestille sig, at det kunne være hårdt. Alle de krav, de øjne, der så op til en og ikke mindst de byrder og opgaver der konstant skulle tages stilling til. Alexis begyndte mere og mere at tvivle på sig selv som en alfa. Havde hun egentlig gejsten til det? Havde hun okay handlinger og måder at være på, der kunne ses op til? Og ansvaret?
Alle de spørgsmål og tanker hev hende ind i egen verden. Herinde var alt som hendes tanker ønskede det. Gik en ting galt, kunne den tænkes perfekt igen. Her levede hun endnu som en normal varulv. Dette var jo kun 2. dag eller lignende, at hun var en alfa. Tanken var svær at forholde sig til, men efterhånden gik det ind og vendte. Fortalte hende om fordele og goder, mens Annikas ord trængte ind og vendte samtidigt. "Tak, hvis det betyder ja, altså. Det er blot i starten, så jeg kan trækkes ordentligt ind i alfaernes verden. I øvrigt, hvordan er det at stå overfor en alfavampyr?" Alexis strakt sig nysgerrigt efter dette spørgsmål. Hun havde endnu ikke oplevet en alfavampyr i sit liv. Ikke tæt på i hvert fald. Hun havde betragtet dem på afstand, men var altid blevet involveret med dem. Og heldigvis for det, regnede hun med. En vampyr ville i næsten hvert eneste kamp mod en enkelt varulv. Egentlig holdt Alexis sig fra dem helt og aldeles, eftersom hun aldrig har kunnet være rolig i en sådan igles tilstedeværelse. Det var en underdrivelse, men dette var hun blot stille om.
"Har du ikke? Er det noget man kan vænne sig til efterhånden? Altså, tror du?" Alexis gav et lettere stort, skævt smil fra sig. Spørgsmålet havde hun brændt inde med. Var det noget man vænnede sig til, alt dette? Var det muligt at glide ind i vante måder at dufte, se og føle verden på. De stærkere sanser var allerede klart tydelige ved Alexis, men hun vidste ikke hvordan de skulle udnyttes på en god måde. En ting, der skulle øves på, eller gled det ind i en vant rutine?

Mange ville som sådan tro at Annika bare prøvede at få alles respekt. Bare sådan uden videre. Men sådan var det på ingen måde. Hun ville hellere have at folk hadede hende end at de gav hende falske håb, lade dem vise deres sande følelser. Men der var noget anderledes ved denne pige der stod overfor hende, som om bare ved et enkelt øjekast kunne hun betro hende alle sine hemmeligheder uden at være bange for at de ville blive sluppet løs. En mærkelig følelse. Et halvhjertet smil formede sig om de fyldige læber og det nåede næsten helt op til øjnene, dem som hvilede på Alexis. ”Det er ikke altid rart. Men forhåbentlig vil du vænne dig til det” Den rolige mur havde snubbet stemmen med sig i faldet, hvilket fik den til at ryste en smule. Bare fordi man lod sine murer falde ned et sekund ville ens stemme ikke lystre ordentligt.
Bare tanken om at være tilbage i sin ulveform, sneg sig ind på Annika og fik smilet til af finde vejen tilbage på læberne og til dels også øjnene. Det var altid rart at løbe med vinden i pelsen og græsset under poterne. Sådan var det nu. Selvom hun var menneske var hun også ulv. To verdener, som hun prøvede at forene uden problemer. Men intet skulle være let i denne verden. Med et svagt grin rystede hun lidt på hovedet da pandehåret irriterende de grønne øjne.
Da Alexis endnu engang snakkede måtte Annika kæmpe for at beholde det venlig smil på læben, for alfavampyre var det hun hadede mest af alt i verdenen. Smerten i skulderen var skrækkelig, den skar nærmest som gift. Det fik hende til at bøje lidt i knæene, men dog fik hun sig hurtigt rettet op. Det var ikke tid til at falde sammen under vampyrenes navne. Forbandede igler. ”Det er mærkeligt. Deres stank svier forfærdeligt.” mumlede hun, en smule afværgende. Det var ikke lige det emne som Annika helst ville ind på, men alligevel skulle Alexis vide hvad der ville komme i fremtiden. Det var den eneste måde hun ville klarer sig uden at falde i hænderne på de blodsugere. ”Jeg fik det her” hendes stemme skælvede en enkelt gang, da hun trak blusen ned til lige over hendes bryst. Et lyst år banede sig vej helt fra skulderen til længere ud på armen. En alfavampyr ved navn Zafira havde revet den luns kød af hende. Men heldigvis var hun en hurtigt heler.
Endelig dækkede annika det til og måtte sende et halvhjertet smil endnu engang, for det føltes på en måde godt at få det sagt til nogen. Det var sjældent man kunne snakke med andre uden at snakken faldt på varulvene i skoven. ”Efterhånden”] svarede hun enigt og nikkede en enkelt gang. Der var ingen tvivl om at man bare skulle tage sig tid til det også ville det hele føles normalt. Dog havde Annika ikke fundet det endnu. For selvom hun havde præget på én så skar smerten om at han også var varulv hele tiden. Det ville aldrig blive normalt. Tankerne rev endnu engang i Annika og efterlod de grønne øjne mere tågede.
[b]