Endnu en blød sjæl!!

Tid :: 00.00
Sted :: Skoven
Vejr :: Overskyet, regn
Dato :: i dag
Omgivelser :: Kun Claire

Claire sukkede stille. Hvorfor var hun begyndt at blive blød!? Hun havde lige været inde i Seattle og var gået på jagt. Og da hun lige havde fundet sit offer, havde hun fanget hende og ville så gerne have noget blod. Men så hørte hun at hun græd. Hun bad om forladelse. Claire plejede da at kunne lide sådan noget!? Hun havde elsket når de græd og skreg. Men denne gang havde hun været så blød, at hun havde ladet hende slippe fri. Tøsen havde ikke fået én eneste skramme. Måske et blåt mærke, fordi at Claire havde taget hende hårdt op af en væg.
Claire havde flygtet til skoven da hun havde indset hvad der lige var sket. Regnen dryppede ned på hende lige dette tidspunkt. Hun tænkte over, hvorfor gjorde hun overhovedet dette? Hun hadede det at mennesker havde det så sjovt. De skulle føle hvordan hun havde det. Hun havde lyst til at græde, men det kunne hun jo ikke!? Hvorfor kunne hun ikke græde!? Hvorfor kunne hun ikke føle sig menneskelig igen!? Hendes øjne var helt blodrøde, det havde de været i et godt stykke tid nu. Pludselig udbrød hun et vredesskrig! Hun slog hårdt ind imod et træ og kort tid efter, var den væltet. Hun satte sig ned på den og tog sine hænder frustreret, op til hendes ansigt.

Hun rejste sig hurtigt op fra det træ som hun lige havde væltet. På grund af al sin frustration, havde hun overhovedet ikke kunne høre, lugte eller mærke ham på nogen måde. Hun vendte sig med det samme over imod det sted hvor han stod. Hun trådte nogle skridt tilbage og nogle minder kom frem i hende. Det tidspunkt hvor hun havde fulgtes med ham ind i mørket. Hvor det hele havde været som slowmotion. Hvorfor følte hun også at det skete lige på dette tidspunkt? Hun bed sig let i underlæben, før det var at hun langsomt fik ordene over sine læber. "Duncan..?" hun vidste overhovedet ikke hvad hun følte på dette tidspunkt. Mange tanker og minder fløj straks ind i hendes hoved.
Det var så tydeligt, at hun var blevet en svag lille sjæl. Overhovedet ikke den samme som dengang hvor han havde forladt hende. Men hun havde været sikker på, at hvis han havde blevet der.. så ville hun stadig være den samme person som altid. Sådan en tøs der ville gøre alt for at ødelægge et menneskeligt familie liv. Hende som ville gøre alt for at irritere en varulv så groft, at de angreb hende. Men nej.. sådan var det jo overhovedet ikke. Fra det tidspunkt af hvor han forlod hende. Hvor han forlod Forks, var det hele jo blevet ændret.
Så nu hvor hun stod der, vidste hun overhovedet ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde sådan en stor lyst til bare at angribe ham og skrige af ham. Fortælle ham at det var hans skyld. For han havde ikke fortalt hende hvem hun var, på det tidspunkt. Hun var blevet forvandlet til en almindelig vampyr. Hun huskede, at da hun så Daniella, var det hele kommet tilbage til hende. Hun havde fået sin hukommelse tilbage! Hvor hun kunne mærke hvor svag hun var blevet. Heldigvis var hun blevet alfa igen og hun havde præcis samme evne som hun havde dengang. Så kom hun i tanke om hvad hun ville! Hun ville vise overfor ham, at hun var blevet alfa igen. Så lige pludselig stoppede det hele. Blæsten var der ikke længere og det var så tydeligt at tiden stoppede, da det var at regndråberne også nærmest bare hang. Alt stod helt stille, alt var stille. Hun havde selvfølgelig sørget for at Duncan ikke var en del af den tidsstop hun havde lavet. Han ville kunne se det hele. Han ville kunne bevæge sig, ligesom hun ville kunne bevæge sig.

Hun havde godt lagt mærke til skuffelsen i hans øjne. Men selvfølgelig, hvad havde hun dog regnet med? Hun bed sig let i underlæben og ventede bare på hvad hans reaktion var, da han så tiden stoppede. Hun havde været så forvirret for tiden. Hun vidste at det var på grund af at hun havde været forelsket. Sådan en følelse, kunne ændre en kold sjæl, til den svage sjæl hun var nu. Hun havde selvfølgelig fortrudt det. Hun havde slappet alt for meget af vidste hun.
Da han begyndte at bevæge sig frem imod hende, trådte hun nogle skridt tilbage. Hvad ville han dog ikke gøre imod hende? Nu hvor det var at han vidste hvor svag hun var. Hun vidste at Duncan ikke nærede de samme følelser for hende, som hun altid havde gjort for ham. Han var kun ude efter magt.. og hun vidste at inderst inde, var hun ude efter det samme. Hun var ude efter at få varulvene udryddet, få mennesker som slaver og mad. Et simpelt insekt, der bare skulle dø. Da han begyndte at snakke, følte hun sig en smule tryg. Den kolde stemme han nu havde fik hende på en underlig måde tryg. Måske var det fordi at hun havde vænnet sig til den, dengang de stadig snakkede sammen. Dengang.. han kaldte hende for en engel. Ingen havde nogen sinde gjort det, men ville han overhovedet kalde hende det længere, nu hvor hun mindede om alle de andre?
Ligeså snart at hun hørte ham sige: 'en sød lille alfa'. Forsvandt alt hendes passivhed. Straks fyldtes hendes øjne med vrede og denne gang var det hende der trådte frem imod ham. "DET HELE ER DIN SKYLD AT JEG ER DEN JEG ER NU! LIGESÅ SNART AT DU FORVANDLER MIG TIL EN VAMPYR IGEN, SKRIDER DU FANDME BARE I STEDET FOR AT HJÆLPE MIG!?" hun var ret så sikker på, at ligeså snart at tiden ville starte igen, ville mennesker kunne høre dette skrig. Det som blev råbt, ville blive gentaget meget hurtigt og ingen ville vide hvor det kom fra. "JEG VIDSTE IKKE ENGANG HVEM JEG VAR!? ALLE VIDSTE HVEM JEG VAR, MEN JEG VAR ALTID FORVIRRET!?" hun tog straks fat i ham og kastede ham over imod træet. Hun var hurtigere og stærkere end ham lige dette tidspunkt og det så hun som noget meget godt. Hun kunne ikke få sig selv til at være alt for hård mod ham, så det var derfor at hun kun havde kastet ham imod dette træ. Nu var hendes øjne de helt krystalklare blå øjne. Nu var der overhovedet ingen tegn på den 'onde' side af hende. Hun havde lige indset at hun havde kastet ham over imod træet. Dér følte hun at hun ikke havde været sig selv. Eller var det denne person, som ikke var hende? Hun rystede på hovedet af sig selv og gik nogle skridt bagud igen. Derefter sank hun ned på knæene. "Hvad er det der sker med mig..?" hviskede hun og tog en dyb indånding. "Jeg kender ikke mig selv længere.." frustrationen kom straks igen.

Det gjorde hende glad på en eller anden måde, at hun rent faktisk kunne skade ham. Hun vidste at hun kunne gøre mere imod ham, men hun kendte ham for meget, til at hun overhovedet ville kunne gøre det. Godt nok havde han altid været en meget mystisk en, men hun vidste hvem han var og han betød en del for hende. Så hvorfor gøre noget imod ham? Hun ville bare vise overfor ham, at han ikke skulle kalde hende sød, med den toneleje han nu havde brugt.
Hun vidste allerede dette tidspunkt, at han ledte efter Madelaine. Claire og Madelaine havde altid været hinanden nær. Men der var sket et eller andet. Siden at Claire havde været væk i lang tid, så var der også sket noget i mellem tiden der. Ligesom dengang hvor Duncan var forsvundet, der var der også sket en del. Claire savnede selvfølgelig sin søster, men hun tænkte ikke så meget på det længere. Det var så lang tid siden at hun havde set hende. Så hvorfor overhovedet undre sig mere? Hun vidste allerede at Madelaine havde et barn og var et eller andet random sted her i denne verden. Claire orkede ikke at lede efter Madelaine. Selvfølgelig betød Madelaine en hel del for hende, men Claire var ikke den der opsøgte folk. Det var altid hende der blev opsøgt af andre.
Da hun hørte at han trådte nærmere, gjorde hun intet ved det. Hun blev ved med at sidde på hug og stirre ned på de brune blade der lå på jorden, stadig helt stoppet af tiden. Hun sukkede, da han spurgte. "Det er din skyld det hele.." mumlede hun og rejste sig op. Hun stilte sig op lige foran ham og stirrede ham ind i øjnene. Hun kunne godt mærke at det var lang tid siden, men hun følte stadig en svag frygt for ham. Selvom at hun vidste at hun var stærkere end ham. Men der var noget over ham, der gjorde hende bange. Men alligevel tryg. En blandet følelse hun ikke anede hvad var. "Siden du forlod mig.. ændrede jeg mig!" hviskede hun og man kunne høre at hun på en eller anden måde afskyede ham, på grund af det. "Og lige for tiden.. har jeg aldrig kunne se mig selv i en genspejlning. Fordi at jeg netop frygter at se min bløde side!" hvæsede hun let, men var stadig stille. Som om at der ikke var nogen der skulle høre det hun sagde til ham. Selvom hun nærede denne svage frygt for ham, ville hun stadig ikke holde sine meninger tilbage. "Nogen er døde.. andre er flygtet.. de ALLE er ved at blive bløde igen! Og de nærmest trækker mig ind til sig! JEG FØLER MIG FOR ENGANGS SKYLD ELSKET EFTER LANG TID!"

Hun tog en dyb indånding. Han havde ret. Det kunne ikke havde været hendes skyld. På en måde havde hun stadig holdt nogen kørende oppe på det punkt, hvor de var onde. Hun bed sig let i underlæben. Derefter så hun op med de klare blå øjne. Men imens at hun så på ham, blev de ligeså langsomt blodrøde igen. Det var som om, at hans tilstedeværelse gjorde at hendes anden side kom frem i hende. Hendes onde side. Langsomt nikkede hun. "Ja! De alle er blevet bløde!" hendes stemme var blevet lettere kold. Men lidt frydefuldt. Man kunne godt mærke på Claire, at hun havde fået en personlighedsspaltning, en der endda var ret så tydelig. Da han spurgte hvordan. Trak hun lidt på skuldrende. "De alle sammen ser krigen som én stor joke.. de mener alle sammen at man sagtens kan snakke med de.. hårbolde!" hun ville ikke sige varulv, for hun vidste jo, at det var de ikke.
"Ulvene prøver at lave lidt ro.. jeg så denne varulv.. en som jeg kender noget til. Hun stod og snakkede med en vampyr. Senere kom der endda en anden vampyr og begyndte at snakke med dem! De kunne heldigvis ikke dufte mig på grund af den pokkers hårdbold!" hun bed sig let i underlæben og trådte længere ind imod ham, så deres næser nærmest rørte hinanden. "Lad ikke det her ske Duncan! Jeg er langsomt igang med at danne en gruppe.. her for nogle dage siden, ville jeg lave en slags elite. Jeg vil føre dem, vise dem hvad de skal gøre! Vise dem at det ikke er iorden at disse ildelugtende tingester render rundt!". Hun vidste at der ville være en hel del imod dem, men med Duncan ved sin side, ville det jo være perfekt? Hun kunne dog mærke at han ikke var alfa. Hvad var der dog sket? Det samme som der var sket med hende? Pludselig begyndte tiden at gå igen og blæsten kom og fjernede noget af hendes pandehår fra hendes øjne. Hun var alvorlig, hun var seriøs omkring dette. Regnen begyndte at slå hårde og hun smilte skævt. Hun håbede virkelig at han forstod, at hun ville have ham til at stå ved sin side. For det var ham der fik hende til at indse, at være menneske ikke var nogen god ting. Hun kunne huske dengang hvor han havde fulgt efter hende, set hvor svag hun var og havde gjort hende stærk. Derfor valgte hun at tro på, at hun kunne blive stærk igen. Nu hvor han stod her foran hende.

Hun havde den samme trang til at le som ham. Men Duncan måtte også efterhånden kende hende så godt. Når hun var denne onde person, var hun meget legesyg. Hun elskede at jagte de delikate mennesker, som om at det var et spil. Hun slikkede sig let om munden, da hun så at han endelig var en smule stolt af hende. Det var altid det hun havde hungret efter. Det var som om at hun var en lærling som bare gerne ville gøre et godt indtryk på sin læremester. Godt nok var Claire i en højere rang end Duncan, men Duncan havde lært hende så meget, før hun blev stærkere end ham. Hun så sig rundt omkring. Hun glædede sig til at se blod! Hun kunne nærmest se det hele for sig. Nu hvor hun var forvandlet tilbage til denne lille psykotiske tøs, kunne hun godt mærke tørsten. Hun så på ham, trådte nogle skridt tilbage og lagde hovedet lidt på skrå. "Er jeg køn nu?" spurgte hun og prøvede at lave store hundeøjne. Det lykkedes hende, men en hel del ondskab kunne skimtes bag det. Hun ville bare spørge om det onde nu klædte hende. Da han jo før havde brokket sig over at hun så så svag ud. Men hende der stod der nu, var ikke svag. Hun var selvsikker, hun vidste hvad hun ville!
"Men vi er nødt til at finde disse vampyre!" sagde hun roligt, men koldt. "Vi skal få vores hær helt op og køre!" smilte hun skævt. "Spioner.. kæmpere.. vi skal træne dem!..sammen!" hun begyndte at danse rundt, som det lille barn hun nu var, når hun var ond. Det var det specielle ved hende. Imens at alle mulige bare stod og så frydefulde ud. Kunne hun bevæge sig, lave sjov og have det frydefulde smil på læben. Når man så hende, ville man tro at det var en uskyldig pige. En som bare gerne ville have nogen at være sammen med. Men ligeså snart at man trådte for tæt på og hun ikke ville have det. Var man indenfor en zone, hvor man ville fortryde det! Fortryde at man overhovedet var født. "Vi skal få de pokkers uldtotter splittet af!"

Hun bed sig let i læben, imens at hans lille peptalk var igang. Hvor hvert et ord blev hun mere vild. Hun havde større og større lyst til at dræbe. Til sidst da hun hørte ordet dræbe. Kunne hun ikke rigtig holde sig længere. "Duncan forhelved!" sagde hun lettere irriteret, men også ondt. "Vi skal du og jage!" hun begyndte atter at danse rundt, efter sin lille snerren. Hun bed sig let i underlæben og begyndte at danse i cirkler rundt omkring ham. Hun havde så mange planer for hvad der skulle ske. Hvor stor deres hær skulle være, før de skulle i krig. Egentlig ville der være mange der tænkte: 'hvorfor stopper hun ikke bare tiden og dræber dem?'. Godt nok var der ikke så mange der kendte til hendes evne overhovedet. Men hun mente ikke at det var godt nok. Det ville være svagt af hende, at dræbe en der stod helt stille. Hun ville vise overfor andre, at hun også var stærk uden sine evner! At hun sagtens kunne være taktisk og slås!
Hun kiggede på Duncan imens at hun dansede rundt om ham. Hun ventede bare på at han ville sætte afsted, så de kunne få fat i en tøs og trække hende ind i skoven. Godt nok var det vigtigt med at have hende udenfor grænsen. Eller bare sørge for at varulvene ikke lagde mærke til noget overhovedet. Selvom at der var mange fra Forks der var forsvundet fra den gamle tid. Var der stadig nogen der var tilbage. Og de fleste vidste rent faktisk at Claire og Duncan var farlige når de var sammen. De tænkte nogen gange på to forskellige måder, men det var det der var det gode. De slog det altid sammen så det blev ondere, end det skulle havde været. De begge to var ude efter det samme. De ville have samme rettigheder. De ville have slaver, de ville have magt! Og det var hun sikker på, at de snart ville have. "Vi skal have fat i en tøs!" hviskede hun let. "En brunette! De smager så godt!" sagde hun let og slikkede sig om munden. Hun løb over til et træ og løb af den. Op på en træstamme og stod så på line. Ja, hun lignede virkelig en lille pige der bare ville lege. Og det ville hun også, med sin mad!

Claire lagde aldrig selv mærke til hvor psykotisk hun kunne se ud. Hun var bare den hun ville være, når hun var i dette humør. Det humør til at dræbe. Nogen havde troet at det var med vilje, men det var noget som hun så som helt almindeligt. Det var derfor at Claire var helt unik, hun vidste det ikke selv. Men der var så mange der så op til hende, selvom at de måske ikke kunne lide hende. Fordi at hun var så stærk, og selvom at hun var ond.. havde hun stadig nogen der holdte af hende. For den hun var! Alle hendes venner var valgt med omhu, det var nogen hun kunne blive sure på, men vidste at de altid ville være der for en. Det var derfor at hun havde tilgivet Duncan så hurtigt. Det ene tidspunkt var hun sur og vred.. det andet tidspunkt, stod hun her og skulle til at jage sammen med ham. Med det syge og på samme tid nuttede smil på læberne.
Hun lagde godt mærke til hvor meget han hungrede efter blod. Og hun gjorde det jo også selv, så hun tænkte også, hvad var det de ventede på? Hun bed sig let i underlæben imens at hun begyndte at hoppe foran ham. Da han så endelig satte i løb, smilte hun skævt. Lige der kunne hun se hvad han var ude på. Dét var måske tegn på at hun kendte ham nok til at kunne se hvad han ville. Men hun var straks med på den! Hun manglede stadig lidt træning til at være en helt perfekt alfa vampyr. Men hun ville også bevise overfor ham at hun sagtens kunne fange en, uden at bruge sine evner. Det kunne de fleste vampyre nok, men hun glædede sig nærmest helt til at høre et menneskes skrig og bare den måde deres knogler ville sige 'knæk' på. Det fik hende bare til at grine og løbe hurtigere. Som Duncan havde forudset, var hun meget hurtig til at løbe foran ham. Hun kendte skoven så godt, at det nærmest var som om at hun selv havde stillet træerne der hvor de nu stod. Hun kiggede nemlig på ham og blinkede til ham imens at de løb. Uden overhovedet at ramme nogen træer. Hvor havde hun dog savnet at være sammen med ham! Men stadig, var hun ude efter at vinde denne usagte konkurence. For hun var noget af en konkurence-'vampyr'. De nåede til enden af skoven og hun begyndte at løbe over imod byen. Allerede nu, kunne hun høre nogen der var ude og gå.

Grunden til at hun kendte så meget til skoven, var jo fordi at hun havde boet i Forks i virkelig lang tid. Og tit havde hun taget nogle ofre med ud i skoven, hvor der selvfølgelig var kommet ballade. Da varulvene jo prøvede at holde vagt så tit omkring det. Men selvfølgelig kunne Claire ikke gøre noget ved det løfte. Hun fattede overhovedet ikke hvorfor der havde været nogen vampyre der havde aftalt at de aldrig mere skulle jage i Forks. Hvorfor havde de ikke bare taget kampen op imod varulvene? Hvorfor havde de ikke bare sagt at de bare skulle skride og lade vampyrene bestemme over hvad det var at de jagtede. Varulve kunne alligevel ikke lide vampyre, så hvorfor skulle vampyre lytte til dem?
Claire vidste at Duncan tænkte på et eller andet. Men selvfølgelig vidste hun overhovedet ikke hvad det var. Duncan var meget svær at regne ud, hvilket irriterede hende meget groft. Men hun var vel nødt til at leve med det. Men en dag ville hun tage en chance, lige meget hvad, ville hun ikke tænke på hvad han ville sige det. Hun bed sig let i underlæben og blev ved med at følges med ham. Hun ville se hvad det var han ville. Men var det måske på nogen måde en god idé? Hun tog en dyb indånding og holdte så vejret. Hun havde sådan en stor lyst til at bare springe på tøsen. Men tænk nu hvis det var at han bare ventede på at hun ville gøre det? Det var jo svært at regne sådan noget ud. Det var derfor hun var glad for at han var kommet tilbage. Han ville lære hende det taktiske måske? Hun kunne måske lære ham noget og omvendt. Hun passede derfor på og kiggede på hvad han lavede. Hvad skulle han mon gøre? Hun så godt at pigen havde lagt mærke til ham. Måske følte den pige sig ret heldig? Claire kunne ikke lade være med at smile skævt, hun glædede sig sådan til at se hendes tåre glide ned af hendes kinder. Bare at se hende trygle om at lade hende leve. Men nu hvor hun kom i tanke om det, kunne hun ikke bare sådan dele med Duncan!? Hun var sulten! Hun havde brug for at dræbe nogen. Det var mest derfor at hun holdte vejret, for ikke at dufte for meget af mennesket. For hun var ret sikker på at hun så ville gå helt amok. Især nu hvor det var at hun også kunne se tøsen. Derfor ville hun næsten kunne dræbe ham, da hun var så sulten. Hun gik langsomt længere frem, uden at kunne ses. Hun ville se hvad der skete.

Nej. Claire var overhovedet ikke sikker på om hun ville lade ham tage tøsen. Det var jo bare at lade ham vinde og det ville ikke give nogen træning til dem overhovedet. Hun bed sig let i underlæben og begyndte så at trække vejret så hun ville have lyst til bare at tage tøsen fra hende. Men han var endnu ikke gået frem imod pigen, så hun løb over bag pigen, men stadig indhyldet i mørke. Hun så på Duncan og lagde godt mærke til hans fjerne blik. Hun kunne ikke lade være med at smile, det lignede virkelig at han var forelsket i tøsen. Selvom at det var sjovt for hende, kunne hun mærke en stik af jalouxi. Hun vidste godt at Duncan aldrig ville være forelsket i et menneske, men alligevel? Det blik fik hende til at tænke på noget. Mon han tænkte på en anden imens at han så på mennesket? Eller var det bare fordi at han var så opsat på sin mad? Hun gættede på at det var den sidste og håbede virkelig ikke at det var hendes første tanke.
Da han så gik over imod mennesket og spurgte Claire om hun virkelig var sikker på at han skulle have maden. Hun tænkte sig lidt om og rystede så på hovedet. Selvfølgelig ville hun ikke lade ham gøre det? Da han meget hurtigt tog fat i tøsen og tog hende op imod en væg, løb Claire straks derover og hev ham væk fra tøsen. Hun smilte skævt til tøsen, "nej.. jeg er ikke helten!" hviskede hun så, før hun meget hurtigt havde taget fat i pigen og begyndte at løbe meget stærkt fra Duncan. Pigen bad om at Claire skulle slippe hende. Men Claire grinte blot af hende, rystede på hovedet og havde løbet tilbage til skoven igen. Hun tog tøsen op af et træ og blottede straks hendes hals, før hun lod sine sylespidse tænder bore sig ned i pigens hals. Pigen skreg højt og tydeligt og mange vampyre ville sikkert havde hørt dette skrig. Claire kunne mærke hvor tilfredsstillet hun blev. Hun begyndte at tage blodet ind til sig og nød ethvert sekund. Hun kunne jo ikke vide hvornår Duncan ville komme frem. For lige nu kom al denne tøs duft ind i Claires næse og gjorde hende bare endnu mere vild. Og da blodet hurtigt sivede ned af hendes hals, ville hun ikke være i stand på at tænke på andet!

Hun vredt over imod ham og smilte skævt, da hun fik en god idé. Hun tog straks fat i det træ han havde kastet imod hende og kastede den lige over hovedet på ham, så træet hun kastede, væltede det træ som den ramte. Imens at hun havde gjort det, stod hun ved siden af dem, indtil at træet var taget. For så havde tøsen ikke noget at støtte sig op af, og Duncan ville nærmest falde, når træet væltede. Hun tog derfor straks fat i tøsen og var lidt ligeglad med at han stadig havde tænderne i tøsen. Hvilket resulterede i at der kom en lang og meget dyb flænge hen over hendes hals. Pigen skreg så højt som hun kunne og de sidste tåre gled hen over hendes kinder, da hun langsomt og smertefuldt døde.
Imens at hun løb blev hun ved med at slikke det blod af der strømmede ned fra flængen. Der kom jo mere og mere ud og hun kunne ikke bare lade det gå til spilde. Men det resultede også i blodpletter på skovbunden, hun vidste godt at det var dumt. Da det jo gav mere spor til dem der senere ville finde liget. Straks lagde hun mennesket ned på skovbunden og drak alt det hun kunne. Hun var nødt til det, inden det var at Duncan kom frem til hende. Derfor sivede blodet ned fra hendes mundvige, ned af halsen og ned til hendes kavalergang. Hvor hun dog inderligt nød dette! Denne gang var det hendes tur til kun at tænke på mennesket. Men det virkede lidt anderledes, for nu havde mennesket jo ikke noget hjertebanken. Det var også en anden grund til at drikke så hurtigt. Hun syntes at efter fem minutter et menneske var død, smagte blodet bare ikke af det samme. Der hungrede man ikke ligeså meget efter det. Man ledte altid efter en ny. Så hun var nødt til at få det bedste ud af at drikke dette menneskes blod. Hun vidste jo heller ikke hvornår det var at Duncan ville komme tilbage. Det var hun også nødt til at tage som en overraskelse. For hun ville ikke lede efter ham på nogen måde. Så ville hun jo drikke blodet langsommere.

Det overraskede hende lidt at han ikke kæmpede længere. Men nu hvor hun tænkte sig om, gav hun jo ham egentlig meget tavst ret. Det gav ingen meningen at kæmpe om noget der var dødt. Så var det fuldstændig ubrueligt. Endnu engang blev hun overrasket, da det var at han tog fat i hende og fik hende til at vende sig om imod ham. Hun holdte vejret lige dette tidspunkt. Hun vidste at hvis hende hjerte havde kunne banke, ville det bare fare afsted lige dette tidspunkt. Da han sagde at hun skyldte ham noget, forstod hun overhovedet ikke hvad det var han mente. Men hun kunne ikke få et ord ud over læberne. Nej, det var alt for svært at sige noget på disse tidspunkter. Hun havde det som om at han vidste at hun havde faldet pladask for ham, siden at de lærte hinanden at kende. Mon han brugte dette imod hende lige nu? Eller var det ubevidst? Lige dette spørgsmål, turde hun ikke engang at gætte på. Hun ville overhovedet ikke tænke på svaret.
Da han slikkede hende over halsen lukkede hun øjnene hårdt i. Hun gjorde alt for at modstå trangen til at kysse ham. For hun vidste at det ikke var det han var ude efter. Halsen.. halsen.. halsen.. det var det han ville bide i. Ikke sandt? Var det ikke det der var ved at ske? Men hvorfor rykkede hun sig ikke ud af stedet? Hun forstod det overhovedet ikke. Hun var nærmest lige blevet forstenet. Hun holdte stadig vejret og rykkede sig ikke på nogen måde. Det var sådan hendes reaktion var. Hun ville ikke have noget imod det, men var hun mon bange for det?

Claire havde lukket øjnene imens at han bed i hendes hals. Hun følte det som om at det var en lidenskabelig scene i en film. Hun havde det som om at det var et filmset de var på lige nu. Men trods det, skete det jo i virkeligheden. Det var nu og her. Da det var sket, havde hun ikke kunne styre sine kræfter. Derfor blev tid og rum stoppet. Alt.. stod stille. Hun lagde ikke mærke til det, da hun jo selv havde lukkede øjne. Og hun gad ikke at føle efter blæsten eller regnen. De var jo stadig våde i tøjet, så hun lagde ikke rigtig mærke til det. På en eller anden måde turde hun ikke at åbne øjnene. For tænk nu hvis dette kun var en drøm? Godt nok vidste hun godt at det ikke var en drøm. Men måske var det bare en drøm, at hun var en vampyr? Måske drømte hun om denne verden, også var dette det afgørende tidspunkt i det hele? Der for filmen sluttede. Og det var det hun ønskede ikke skulle ske. Hun ønskede ikke at blive ved med at tænke på det her tidspunkt. Hun ville ikke have at hun tænkte på en drøm.
Men da hun så kunne føle, at han ikke drak mere, var hun nødt til at åbne øjnene. For at sikre sig at han ikke bare sådan forsvandt ud i den blå luft. For det måtte han ikke! Og først her lagde hun også mærke til at hun havde stoppet tiden. Men hun syntes at det var ret flot af hende, at hun ikke havde stoppet ham på samme tid. Men hun ville ikke starte tiden igen. Nej.. det var så dejligt roligt. Der var noget specielt over det her. Nu var der jo pauset.. men hun kunne jo stadig røre sig. Hun blev ved med at kigge på ham og lagde mærke til hans øjenskiften. Eller.. hvor de bare blev mere røde. Hun tog en dyb indånding, gad vide om han ville gå amok på hende? Men nej, hun kendte jo allerede svaret. Duncan havde vampyr i meget lang tid, så han kunne sagtens styre sig, selvom at det måske gjorde ondt inde i ham.
Men så skete det! Kysset! Dét var en kæmpe overraskelse. Hun spærrede øjnene op da det skete, men ønskede ikke at han skulle stoppe. Hun knugede sine hænder sammen og trak ikke vejret længere. Var det her noget hun forstillede sig. Eller skete det i virkeligheden?

Hun ønskede ikke at stoppe på noget tidspunkt, men man var nødt til at kunne rive sig fra hinanden. Hvilket Duncan hjalp hende med. Da han trak sig tilbage, bed hun sig let i underlæben. Hendes blodrøde øjne blev hurtigt til de almindelige krystalblå øjne. De øjne, der fik hende til at se mindre ud end hun var. Men her kunne man se, hvor lykkelig hun var. Det var som om at hun var et lille barn, der lige havde smagt sin første slikkepind. De var store og nuttede og det var svært at se hendes vanvid lige dette øjeblik. Ikke fordi at det var forsvundet. Nej, det var der stadig, herunder de herre overlykkelige øjne. Hun smilte genert og tog en dyb indånding. ”Wow..” hviskede hun så og så ned på sine fingre. Hvor havde hun ventet længe på det her. Hun var blevet ved med at kigge på ham på de tidspunkter de var sammen. Og hun havde følt noget helt specielt imens at de havde været sammen. Og det her tidspunkt, var jo helt normalt. Hun lod tungen glid hen over hendes underlæbe, før hun så op på ham igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige overhovedet. Det var svært at finde på noget. Men straks hoppede hun på ham og krammede ham. Hun tænkte overhovedet ikke over det. Hun var måske en smule nervøs for, om det var noget han havde gjort, for at få hende til at blive blød. Et trick måske? Men hun ville bare tage chancen. Håbe på at han ikke var den slags fyr. Hun lukkede øjnene imens at hun holdte om ham og havde sådan en stor lyst til at fortælle ham, at hun elskede ham overalt på denne jordklode. Men skulle hun mon det? For det var ikke meningen at hun skulle have følelser for nogen. Men nu hvor hun tænkte over det. Hun kunne tillade sig at være ond og grusom overfor andre. Overfor mennesker og ulve. Hun ville få lov til at dræbe så meget som hun overhovedet ville. Med Duncan, han ville ikke have noget imod det. Hun ville heller ikke have noget imod at han dræbte og skabte kaos. Måske var det bare skæbnen det her? Var det mon skæbnen at de skulle stå side og side. Og sørge for at de fik magten? Var det meningen, at de skulle være øverst i fødekæden? Hun valgte at tro på det, men hun ville ikke give sig selv for mange forventninger. Men hun vidste, at med Duncan, ville det lykkedes hende at være tro imod ham. Men hvad var det mon han tænkte?

Hun blev så glad, da han krammede hende tilbage. Der var intet der kunne gøre det her bedre. Som han tænkte, det var som et eventyr. Og her kunne hun også sige, at tiden nærmest stod stille for dem. For det gjorde den helt bogstaveligt talt! Hun bed sig let i underlæben imens at hun lukkede øjnene i. Hun knugede sig hårdt ind til ham og lod ham hviskede hendes navn. Hun kom med blide vejrtrækninger, så han vidste at hun ikke sådan ville løbe væk fra ham. Det var ikke noget hun kunne få sig selv til at gøre. Det var også derfor at hun var så meget knuget ind til ham. For at være sikker på at han ikke løb fra hende. For hvis han begyndte at løbe, ville hun blive ved med at hænge på ham. Han måtte bare ikke forsvinde!
Imens at de sad der, vidste hun ikke hvor lang tid de egentlig sad sammen. Hun kunne jo ikke fornemme det, da tiden stod helt stille. Hun lod sine læber møde hans hals. Men det var ikke for at bide. Men hun kyssede ham blidt og lidenskabeligt. Hun blev ved med at holde om ham, men de kunne ikke blive ved med at kramme for altid. Selvom at hun virkelig gerne ville. Men nogen gange var man nødt til at tage et skridt mere, for at kunne komme videre. Og Claire så tit frem til at kunne komme videre, for at se hvad det var der ville ske med det hele. For at se om hun mon havde valgt den forkerte vej. For at se om hun havde valgt det rigtige eller ej.

Hun smilte roligt, da det var han blottede hans hals lidt mere. Hvilket fik hende til at kysse ham lidt flere gange. Men da han kom med sit spørgsmål, bed hun sig let i underlæben og så ham ind i øjnene. "Tjaa.. først vidste jeg jo ikke rigtig hvem jeg var. Jeg havde troet at jeg havde været menneske hele tiden. Så jeg begyndte bare at jage som en vampyr.." hun trak vejret stille og roligt og skævede lidt til ham. "Men så så jeg Daniella også vidste jeg endelig hvem jeg var igen. Men jeg trænede mig op, da jeg nægtede at være en almindelig vampyr" grinte hun muntert og kløede sig let i hovedbunden. ”Så fik jeg mine evner..” hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle fortælle. ”Alle disse svage sjæle, gjorde mig svag. Jeg gjorde alt for at blive ved med at holde mig stærk. Men det var bare så svært. Især når ens næreste veninde er så blødsøden” hun sukkede af det og så op imod himlen. Igen lagde hun mærke til de forstoppede regndråber. ”Uhm..” hun lukkede let øjnene i og kunne ikke lade være med at smile. ”Skal jeg starte tiden igen?” hviskede hun. ”Eller vil du udspørge mig lidt mere?” hun så ham igen ind i øjnene. Nøj hvor hun dog bare elskede ham! Hvor hun dog elskede at kigge ind i hans øjne og forsvinde lidt. Det var som at sove igen. Det var som at drømme.

Da han spurgte hvorfor hendes venner var på den måde. Trak hun let på skuldrene. "Der har altid været noget over dem. Bare det punkt at de er vampyre, det er det der gør at jeg bliver ved med at være venner med dem. Fordi at jeg vil have dem til at være stærkere og indse at det er forkert at lade varulvene opføre sig sådan over for os. Og prøve at lære dem, at det altså ikke gør noget at dræbe et menneske" hun sukkede og lagde hovedet på hans skulder. Nøj, hvor var det dog dejligt det her. Men alligevel meget svært. Hun vidste at Duncan ikke forstod hende på nogen punkter. Og hun havde tit svært ved at forklare, hvorfor hun gjorde det hun gjorde. For det var jo tit, hvor hun bare gjorde ting uden overhovedet at tænke over det.
Hun grinte lidt, da han ville have at hun skulle lade tiden gå. Det var dejligt, syntes hun. Det var dejligt at han ville tage sig tid til hende. Eller, det var på en måde hende der sørgede for at han fik tid. For tiden stod jo stille. Så skulle man jo på ingen måde overhovedet skynde sig. Man behøvede ikke at stresse for meget. Var det mon på grund af det. Eller var det fordi at han godt kunne lide den stilhed der var? Kunne han godt lide at se regndråberne stå helt stille. For det var det hun bedst kunne lide. De krystalklare og dejlige små dråber. Hun satte sig ordentligt op igen, og lod være med at blive liggende på hans skulder. Ja, det var dejligt, men hun ville ikke kunne overleve at lade være med at kigge ham i øjnene. Hun var nødt til det!