Just die. . - Sam.

Sted: Christence's hjem.
Tidspunkt: Sen aften... Omkring 23-24.
Omgivelserne: Beskrivelse kommer.
Vejret: Vejret er en sløv regn, som de seneste dage, dog har været værre.
Dato: 20 August.
Dag: Fredag.

De sidste fem dage, havde man ikke set skyggen af Christence i skolen, heller ej på stranden eller for den sags skyld nogen andre steder, hvor der befandt sig mennesker. Ikke engang i skoven og hun havde ikke forvandlet sig til ulv, en eneste gang på det seneste, hvis hun havde gjort det, kunne de aldrig ulve jo begynde at snakke til hende i hendes tanker, bede hende komme til fornuft. Aldrig i livet. De kunne rende hende noget så grusomt, dem alle sammen. Grunden til at hun bare havde været hjemme, var simpel. Hun gad ikke sit liv mere, så hellere lade som om hun kunne sætte det på pause, derudover var hendes mor rejst. Havde sagt at hun var for besværlig, mindede for meget om faren. Den far, som aldrig havde været der, som havde stukket halen mellem benene. Lige nu, var Christence iført en hvid, halv flænset kjole og overalt omkirng hende, flød ting og sager. Knive var blevet kastet gennem lokalet, ind i trævæggene. Tallerkener var blevet smadret på gulvet, så en masse porcelæn og glasskår lå på gulvet, spredt ud til alle steder. Hun havde revet alle sine plakater ned, væltet sit skrivebord og flænset sin pude. Og nu lå hun bare på gulvet, inde i stuen og stirrede tomt ned på sine håndflader. Ønskede bare at dø, og hun havde chancen for at slå sig selv ihjel, hvis hun ville. Det eneste hun behøvede at gøre var at møde en vampyr ....... Hun rystede på hovedet, man kunne se hun havde grædt, man kunne tydeligt se at hun havde det af helvedes til, ellers havde hun jo aldrig smadret noget. Hun var normalt stille, men kølig. Nu ville hun skrige af enhver der nærmede sig. Døren var låst, for en sikkerhedsskyld.

I den sløve regn, kunne en lys skikkelse ses. Normalt ville det ikke være så underligt, men det var det i reservatet. De fleste indianere var jo brune i huden, havde mørkt hår og mørke øjne. Der var kun to undtagelser af den beskrivelse. Pigen der var på vej gennem regnen og den person hun skulle besøge. Pigen der gik i regnen var Sam, og hende hun skulle besøge var hendes kusine, Christence.. Eller Chris, som hun kaldte hende. Mest fordi hun ikke gad kalde hende, hele hendes navn og fordi hun ikke syntes navnet Christence passede på hende. Chris var mere råt, ligesom hun var. Lidt ligesom at Samantha ikke passede på hende selv, men det gjorde Sam.
Hun begyndte at småløbe hen mod Chris' hus, for ikke at blive alt for våd. Det var hendes forældre der havde sendt hende. Fordi hun ikke havde set Chris nogen steder, havde hun spurgt hendes forældre om de vidste noget. Det gjorde de ikke, så derfor havde de sendt hende derhen, for at se om hun var okay.
Hun løb op på verandaen og bankede hårdt på døren. Ventede utålmodigt.

Hun sad bare der på gulvet, mellem glasskår og hvad der ellers flød på gulvet, fra nogle blodige rifter på hendes arme og ben, flød der blod, men det tog hun sig ikke det mindste af, for det var ikke den smerte hun havde. Det var en helt anden mental smerte. Og pludelig bankede det på døren, hvilket fik hende til at se op med et ryk. Hun rejste sig hurtigt, samlede det første og bedste glasskår op, parat til at fyre det mod døren, mens hun så skreg arrigt: "Fuck af! Uanset hvad du vil, bare skrid. Skrid tilbage til alle de andre svin!" hylede hun hysterisk, men smerten i hendes stemme skar igennem. Hun følte sig alene, ingen andre forstod, ingen andre fattede noget som helst, de var alle sammen bare ens, nogle røvhuller. Svagt i hendes hukommelse, kom hun dog i tanke om én som hun ville se som mere end bare det alle andre var.... Han var den eneste hun ikke så sådan.

Sam blev forskrækket, da hun hørte Chris råbe. Og ordene gjorde hende endnu mere forskrækket. "Chris, slap af!" råbte hun irriteret tilbage gennem døren og hev lidt i den, men var låst. Irriterende. Stolede de slet ikke på nogen i reservatet eller hvad skete der lige? Selv låste de aldrig døren hjemme hos hende. Godt nok også fordi at deres naboer holdt øje med huset, men alligevel. Der var jo ingen, som turde stjæle i reservatet. Alle ville jo vide hvem der havde gjort det, så det ville være socialt selvmord at gøre det. "Det er mig, Sam! Mor og far har sendt mig, så luk mig ind!" halvt bad hun, halvt beordrede hun. Hvis hendes forældre fik at vide, hun ikke havde været derinde, ville de gå i selvsving og begynde at råbe af hende. Eller måske selv gå over og få hende til at åbne døren.

Hun vidste ikke hvem der stod på den anden side af døren, men var også pænt ligeglad. De skulle bare holde sig væk hele bundtet, især hendes mor, og den ækle stodder af en far, som aldrig havde været der. de skulel bare forsvinde alle sammen. Alle undtagen en. Da hun så hørte en bede hende slappe af, skreg hun og fyrede glasskåret gennem stuen, så den ramte døren og selvfølgelig splindrede det så i en millard bittesmå stykker. Hun bed sig hårdt i læben, hvad var det der var galt med hende? Jo, hun var pisse såret, pisse sur og ikke mindst ked af det. Hendes forældre var skredet, de var væk. Så der var vidst grund nok, ikke? Hun Stirrede bare på døren, da hun så fik af vide at det var Sam der stod på den anden side af døren. Hun faldte ned på knæ, bare ned i alle glaskårene, i alt det farlige grej, som var splindret på gulvet. "G-gå væk-k... Gå hj-j-em..." skreg hun så, hulkende. Hun kæmpede for at holde tårerne inde og det lykkedes da ogs, men gråden sad fast i hele hendes krop.

Sam fór forskrækket væk fra døren, da hun hørte Chris' skrig og, da hun kastede noget glas på døren. Heldigvis var døren af træ, så den ødelagde ikke eller noget. Ellers havde hun haft et par millioner af glasskår siddende i sin hud og i sit hår. Ikke lige den bedste følelse at få. Selvom hun var en ulv, ville det helt sikkert gøre voldsomt ondt alligevel. Men hvorfor var Chris' sådan? Godt nok var hun temmelig udenfor i skolen, men folk kunne sådan generelt godt lide hende alligevel. De havde også holdt Sam udenfor indtil de havde lært hende at kende. Måske var det det der var galt med Chris.
"Hvis jeg går blir' mor og far sure og så kommer de selv herover! Du kender dem" advarede hun. "Hvem vil du helst snakke med? Dem eller mig?"