Ny- Jam

T: Irl
O: Skoven
S: Skoven ved Forks
V: Kold og små regn

Skoven var næsten helt stille, ud over lyden af lette poter på skovens bund. En brun, sort også lidt rødelig ulv gik stille gennem skoven, hun var helt ny i kobbelet. Hun vippede lidt med ørene, det gik fint indtil videre. Hun havde ikke mødte nogle af de andre endnu, eller hørte deres tanker. Hun smilte lettere. Hun tænkte lidt over hvorofr hun ikke havde vist noget om det før. Hendes mor havde altid været åben over for hende, måske vidste hendes mor det ikke. Hun bukkede stille hovedet, de var flyttede fra La Push, da Silver næsten lige var født. Hun vidste ikke noget om hendes far, udover aat han kom fra La Push, måske havde hun en halv familie der nede, uden hun vidste det. Det lod nu ikke til at hendes mor ville ha noget med det at gøre. Hun kunne ikke slå de triste tanker ud af hovedet. Men nu var hun jo en ulv, hendes mor måtte vist ikke vide noget om det. Livet var bare svært når man var en ulv. Hun kunne ike gøre noget ved det. Hun sukkede stille, hun ville aldrig kunne gøre noget ved det. Jo? Stoppe med at være ulv, men det kunne hun ikek endnu. For hvis hun blev for sur, ble hn jo til en ulv, uden at kunne gøre noget ved det. Hun kunne jo ikke styre sig selv endnu

Skoven var utrolig stille og stanken af ulv var massiv, men det generede ikke nogen. Nok fordi de fleste ikke kendte lige præcis den stank af ulv, men det var der en der gjorde. Den vampyr som løb lydløst igennem skoven. Vampyren var guddomeligt smuk og uhyggeligt bleg. Det var Jamilah, som var på vej hjem fra Seattle. Hun havde lige spist, så hendes øjne var blodrøde. En farve der var ret ildevarslende. Dem fortalte ulvene og nogle mennesker hvad man var. Præcis ligesom skønheden, blegheden, stemmen, latteren og nærmest alt andet. Og kulden. Den måtte man bestemt ikke glemme.
Hun rystede på hovedet og satte farten ned fra vampyrløb til menneskegang. Hun havde en paraply i hånden, som hun slog ud, for ikke at blive alt for våd. Eller rettere sagt - hendes tøj. En hvid T-shirt med et motiv, nogle lyse stramme jeans og et par korte, sorte Allstars. Noget af hendes yndlingstøj. Derfor måtte det ikke blive vådt. Eller komme til at stinke for meget af ulv. Det kunne hun dog ikke undgå. Ulvestanken var massiv i skoven og gav hende lyst til at kaste op. Hvis hun havde kunne det.
Hun trak på skulderne, stoppede med at trække vejret og fortsatte tilbage mod Forks.

Jamilah begyndte at løbe i vampyrfart igen. Det med mennesketempo var ikke helt hende mere. Når man havde nogle superkræfter, kunne man vel ligeså godt bruge dem. Ellers gik de jo til spilde. De kræfter hun havde fået var nok også det eneste hun kunne lide ved at være vampyr. Ellers var alt andet helt klart dårligt. Guddommelig skønhed, sølvklokke stemme og sølvklokker-i-vinden latter tiltrak jo hendes ofre. Intetandene ofre som hun dræbte nådesløs efter at have forført dem. Når hun jagede slog hun altid sine menneskelig følelser fra. Så blev det lidt lettere for hende at slå ihjel. For hun havde jo inderst inde ikke lyst til at gøre det. Allermest havde hun lyst til at dræbe sin skaber. Dræbe den vampyr der havde smadret hendes gode, almindelige, menneskelige liv. Et liv hun savnede frygteligt. Når alt kom til at, så ville hun overhovedet ikke være vampyr.
Hun sukkede og rynkede på næsen da stanken af ulv blev stærkere. Hun løb i retning mod ulven.

Silver vippede let med ørene, da hun kunne bedre lugte det. Hun var ikke klar over havde det var. Hun rynkede på næsen, det kunne da ikke være en ulv, eller kunne det? Hun slå tankerne ud af hovedet. Hun startede med at på tænke på kobbelet, hvordan de kunne klar det med at dele alle jeres tanker med hinanden. Det måtte da var underlig, og ikke særligt fedt. Også lige dem, som skulle hører på de andres tanker. Hun kunne virkelig ikke li det, hun kunne ikke holde noget for sig selv. Selv hvis hun skulle være vild med en fyr, så ville alle i kobbel lige pludselig vide det. Hun pev stille, hun kunne ikke li den tanke. Hun kunne vel bare gå? Nej, for de ville kunne hører hinande langt væk. Hun rystede stille ved tanken. Hun satte sig ned, hun ramte jorden hårdt. Hun kunne hellere ikke gøre de adre noget, for hun var jo for lille. Hun var jo ikke helt færdig med at vokse endnu, også var hun jo en pige. Hun sukkede stille, hun kunne da hellere ikke noget. Jo, hun var god i skolen, men der kunen hun ikke rigtig være mere.

Efter et par sekunder var Jamilah omrking 100 meter fra ulven. Hun stoppede op og betragtede ulven. Yderst speciel. Den havde omkring tre forskellige farver, det mente hun ikke at have set nogen andre med. Hun havde set sort, brun, rød og hvid, men ikke flere forskellige farver. Et smil bredte sig på hendes læber, som fik hele hendes ansigt til at lyse op og dermed blive endnu smukkere. De blodrøde øjne lyste nærmest af nysgerrighed. Ulvene var nogle spændende væsner. Meget mere end menneskerne, som var kedelige og skrøbelige. Ulvene reagerede højst usædvanligt og så var de de eneste som kunne dræbe dem, udover dem selv selvfølgelig. Ulven Sean og hans bror havde været ret interessant. Bare ikke Seans kæreste, som næsten havde fået deres verden afsløret for menneskene. Hvis det var sket, havde hun været nødt til at dræbe hende. Ikke at hun ikke havde haft lyst til det.
På under et sekund stod hun hende foran ulven og smilede venligt.

Silver lod ikke mærke til det med det sammen, hun var lige ind i sin egne verden. Hun smilte let for sig selv. Men lige pludselig fange hun at der stod nogen ikke så langt fra hende, omkring de 100 meter fra hende. Hun kiggede på mennesket foran hende. Hun var dog ikke sikkert på at det var et menneske. Hun rystede let, og vippede med ørene kort. Hun forstå med det sammen, hvad det var. Hun sad helt stille. Det var en vampyr! Silver blinkede svagt med ørene. En vampyr! Hvad skulle hun gøre? Hun kendte ikke noget til dem, ud over at de var ond, og var uden efter blod fra menneske. Hun kom rystend på benene. Hun stå bare og stirrede på Jam/vampyren. Hun rystede dog lidt, meste fordi hun var bange :3 Hun stod helt stille, ud over at hendes ene øre vippe lidt. Alt var stille ud over når hun trak vejret. Måske kunne hun løbe væk, hun kunne godt li den tanke. Men vidste at hun ikke kunne gøre det. Det var jo næsten umulig at løbe fra en vampyr.

Det at ulven var så åbenlyst bange og nervøs, fik Jamilah til at grine. En smuk, perfekt, sølvklokker-i-vind latter. En latter som hun virkelig hadede, men som alle mennesker elskede. Hvis de vidste hvad den gjorde ved dem, ville de nok ikke elske den så meget. Faktisk ville de nok havde den og flygte hver gang de hørte den. Den var jo nærmest umulig at tage fejl af. Kun vampyre havde sådan en latter.
Hun så nysgerrig på ulven, med sine blodrøde øjne, der røbede at hun havde spist inden for få timer. Det tog hun sig dog ikke så meget af mere. Godt nok var det en afslørende farve, men den kunne skjules ved at bruge kontaktlinser der var farvede. Så gloede folk heller ikke alt for meget på en. Deres øjne ville jo falde ud, hvis de så en gudesmuk, bleg person med blodrøde øjne. Hvad ville de ikke tro personen var?
"Bøh" sagde hun for sjovt, med et drillende smil på læberne. Hun hørte al for godt sin egen stemme. Perkt, smuk og lød som en sølvklokke. Hvor irriterende.

Silver rystede, hun havde inegn idé om hvad hun skulle gøre. Dræbe den? Det kunne hun jo ikke, hun kunne ikke dræbe hende alene. Hun kiggede på den, hendes blik var bange, nervøs og lidt farlig, eller lidt prøvende farlig. Hun prøvede nu at se farlig ud. Hun kunne jo ikke gøre noget. Hun lagde stilel halen mellem benene. Hun bukkede stilel hovedet. Hun sparng op, da Jam sagde børh. Hun kom nogle meter tilbage. Hun pev stille, hun hadede at være hjælpløs, hun kunne ikke gøre noget. Og hun stod jo overfor en sindsyg vampyr! Hun rystede stadig over hele kroppen. Hun bestem sig for at gøre hvad hun kunne. Hun stillede sig til rette. Rejst hårene på ryggen, slog med halen, lagde ørene langs nakken. Blottede tænder, og prøvede at se farlig ud, selvom hun stadig var bange for hende. Hun var dog selv skuffet over sig selv, hun kunne jo ikkegøre, så hvorfor prøve på det? Hun sukkede stille. Hun lod læberne gled ned overtænderne igen, hun kunne ikke gøre noget.

Jamilah lo endnu mere, da ulven røg op i luften og flere meter tilbage. Det så ret komisk ud, eller måske var det hende, som bare havde en meget sindsyg humor. Eller måske var det komisk. Hvem ville ikke grine, når nogen blev så forskrækkede og så så åbenlyst bangeud? Ellers var det helt sikkert vampyrhumor at grine over ulve. Det måtte hel klart være vampyrhumor. Eller.. De fleste ville nok grine af deres fjender, hvis gjorde sig selv til grin.
Hun løftede et øjenbryn, da ulven blottede sine tænder og så nogenlunde farlig ud. Hvorfor skulle hun dog selv blive bange? Ulven var uden tvivl ny, svag, bange og anede ikke hvad den skulle gøre. Hvad skete der lige for ulvene? Trænede de ikke de nye ulve i koblet? Var det ikke bare en smule uansvarligt? De utrænede ulve kunne jo risikere at blive dræbt af vampyre, som var langt bedre i kamp.
For at ydmyge ulven mindre, hvæsede hun af den, da den knurrede.

Silver kiggede på den3, da den grinte af hende. Hun hang let med hovedet, hun var hellere ikk farligt. Hun sukkede stille. Hun kiggede mod hende, hun rystede stille over helt kroppen. Ulvekobelet ville helt sikker grine af hende. Hun rystede stille på hovedet. HVorfor prøvede hun at lege en rigitg varulv. Hun bakkede stille tilbage, da at hun hvæsede af hende. Hun bukkede sig stille sammen og pev. Hvorfor kom der ikke nogen og hjalp hende, når hun havde brug for det? Hun satte sig ned, hun kunne jo ikke gøre noget. Måske vlle vampyren gå igen? Nej, men hun ville håbe på det. Hun kunne bukkede stille sammen, og lod lidt som om hun ikke var der. Hun kiggede lidt rundt, men hendes blik faldt bare på Jam.Hun rejste sig igen. Hun kiggede bare på hende. Hun gik lidt tættere på Jam, så farlig kunne hun jo hellere ikk være? Eller jo?

//Sorry krev.. Spise

Jamilah smilede undskyldende, da ulven krøb sammen. Det var alligevel lidt synd. Ulven var jo helt ny, så hun ville ikke skræmme den mere. Så lavt ville hun ikke synke. Ville de andre vampyre ikke også grine af hende, når hun fortalte at hun kunne få en helt ny varulv til at ryste. Hvem kunne ikke det? Det var jo lige så let, som at klø sig selv i nakken. Det var faktisk under hendes værdighed, at skræmme helt små ulve. Hvorfor ville hun synke så dubt?
"Undskyld" sagde hun og mente det virkelig. Hun ville jo bare hjælpe ulven lidt, så den ikke havde følt sig alt for ydmyget. Måske havde det ikke lige frem hjulpet. Det så jo nærmest ud som om, det var blevet meget , meget værre. "Skifter du ikke lige form? Jeg lover ikke at bide" sagde hun og rørte ikke en muskel, da ulven gik tættere på.

Hun bakkede tilbage, hun skulle bare gå og det var nu. Hun kunne lige se de andre foran sig, grine af hende, når de så det. Hun kunne jo ikke holde det for sig selv. Hun pev stille ved tanken om at hun var så lille og svag. Hun sukkede stille, hun kiggede mod Jam. Hun pev stille. Hun ville ønske at hun ikke var en ulv, så var hun fri for det. Hun synes selv at hun var blevet for meget ydmyget. Hun ville bare væk lige nu, hun vilel ikke kunne klar det mere. Hun vippede ørene frem, da hun sagde hovedet. Hun løftede stille hovedet op. Hun lagde hovedet på skrå. Hun nikkede kort og stille. Hun bakkede stille væk for at blive til et menneske igen. Hun blev til et menneske, hun tog huritgt sin kloje på, som hvade half med. Hun gik stille og uroligt mod Jam, hun var ikke særligt rolig ved tanken, om hvor let det ville være for Jam at dræbe hende.

Jamilah smilede venligt, da ulven skiftede skikkelse. Hun ville holde sit løfte og ikke angribe ulven. Medmindre den selvfølgelig provokerede hende. Så ville hun nok angribe. Men når hun blev vred, så kunne hun bare ikke helt styre sig. Lidt i stil med ulvene faktisk. Bort set fra at hun ikke skiftede skikkelse og ødelagde sit tøj. Det menneskelige i hendes, blev bare slået fra og hun overlod sig selv til sine instinkter. Der var sikkert stadig noget i hende, fra da hun var en nyfødt vampyr. Det havde været frygteligt, men hun var kommet sig over det. Hun ville ikke se tilbage på det eller på de uskyldige mennesker, som hun havde dræbt. Det havde skræmt hele Sydney, for der havde de troet at det var en seriemorder der havde været på spil. De havde taget fejl.
"Hej" sagde hun og løftede en nærmest hvid hånd til hilsen.