My Birth.

Dato :: Fredag d. 13.
Årstid :: Sommer.
Dag :: Fredag.
Vejr :: Solen skinner, med enkelte skyer.
Sted :: Forks Grundskole.
Tid :: 19:15.
Omgivelser :: Joshua sidder på gyngen.


Joshua sad på gyngen, sad og tænkte på sit liv. Det liv han ikke kendte til. Han vidste ikke, hvem han egentlig selv var. Han havde søgt tilflugt på Skolen denne gang. Han sad med sin dåbsattest i hånden. Han viftede lidt med det, og kiggede ned på det. Joshua Winter. Hvordan skulle han kunne tro på det? Han forstod intet. Han var blevet afleveret hos en barnepige, der lod ham opvokse. En han havde knyttet tæt bånd til. En han kaldte mor, da han ikke vidste, hvem hans rigtige mor var. Han sukkede, og kunne føle, hvordan det gik galt for hans tårer, og den ene faldt ned ad hans kind. Den anden sad fast i hans øje. Han kiggede på sit ternede, røde svedbånd, han havde fået ved fødslen. Han foldede papiret sammen, og stak det i baglommen. Han rettede lidt på sit hår, og foldede sine hænder. Hans sorte neglelak, som skinnede i solen, var ret klædende ved hans hænder. De piercinger der smukt sad i hans læber. Han blinkede kort, og kunne mærke, hvordan lettelsen kom ved tårerne. Han kiggede op i solen, og hen på den anden gynge, lige ved siden af ham, der var fri. Den hang svagt i kæderne og knirkede.

Milla bevægede sig hen over den lettere lange vej, som der førte op til forks, grundskole. Et svagt smil bredte sig hen over hendes læber, da hun let kiggede derind. Der havde Seth, og hende leget da de var fire. Men så flyttede hun og alt forsvandt. Men nu havde hun fundet hendes ven seth igen, som der nu var en varulv. Ja, den eksistens kendte hun til nu samt vampyrer. Hun sukkede svagt da hendes fine blå øjne let skinnede, sammen med hendes fine negle som der nærmest lignede porcelæn, eller glas. De var let lyserøde, eller måske nærmere bare gennemsigtige. Milla, var klædt i stramme jeans, og en lang hvid langærmet trøje som der lige gik ned over hendes baller. Hun havde et sort tørklæde på, og sorte converse. Hendes hår. Var flettet over i en side fletning, som der hang ned af hendes ene skulder. Milla bevægede sig ind på skolen, og så en dreng, som der var en smule ældre end sig selv sidde henne ved gyngerne. Hun gik forsigtigt der hen, ”Hej, må jeg sidde her ved dig?” spurgte hun blidt, og et svagt suk strejfede hendes let lyserøde læber. Hun smilede svagt, og kiggede blidt på ham og lagde mærke til hans sølvtåre som der lå hen over hans kinder. Hun valgte ikke at kommentere det lige foreløbigt.

Joshua kiggede op, da han hørte en stemme, og så en pige. Formegentlig yngre, og fint klædt på. Eller, det klædte hende. Han sad stadig og vippede lidt, og nikkede blot. "Der er plads, hvor du ønsker," sagde han stille, og kiggede op på hende, med de triste, kolde og helt isblå øjne, med et lettere tyrkis-blåt mønster, der satte særpræg på hans blik. Og en måde at kende ham på. Et kendetegn ved ham, det var hans øjne. Han sukkede roligt, og tørrede tåren væk. "Undskyld. Jeg er lidt af en tudeprins," sagde han stille, og kiggede hende i øjnene. Han lod sig selv kigge ned i sjælen, og kunne ikke se noget ondt - ikke i første omgang. Men det var vel bare et ønske, en fornemmelse. Han sukkede, og kunne ikke se helt klart for den tårer, der skinnede i solen, som sad fast i øjenkrogen. "Undskyld igen. Du må gerne sætte dig," sagde han venligt, og smilede svagt til hende. Et falsk smil, så han ikke følte, han tog humøret væk. Han tog den sidste tåre, og greb fat i lænkerne, som gyngen sad fast i. Han vippede lidt mere, og kiggede ned i jorden, hvor hans tårer langsomt var trukket ned i Jorden. Han blinkede kort, og snøftede en gang. Kiggede derefter op i skyerne. Han bed sig kort i læben. "Det er aldrig nemt at være menneske," sagde han stille, og blinkede igen. Han slog blikket ned ret hurtigt, og lod resterne af tårerne fordampe fra hans kinder. Hans øjne var røde uden om, da han ikke fik tørret tårerne væk, før de fik hans hud til at blive rød.

Milla satte sig blidt på den anden gynge ved siden af ham.. ”Det er okay, hvis man har brug for at græde har man det” sagde hun med et forsigtigt smil. Hun kiggede blidt på ham, og smilede så forsigtigt inden hun let lod hendes tå spidser berøre jorden, for den gynge var lidt høj ligesom hans. Hun smilede blidt til ham, inden hun let lod hendes fingre glide hen over hans kind. ”Hvad er der galt?” spurgte hun mildt, og lod let et svagt smil brede sig hen over hendes læber. Hun trak let hendes hånd, til sig i det hun kiggede på ham.. ”Nææh.. Ikke nemt men det er fantastisk nu hvor du tænker over det” sagde hun med et smil. Hun betragtede ham let og lod let hendes finngre pille ved hendes gyldne hår, som der stadig sad i en fletning. Hun smilede kort, og bed sig igen let i underlæben. Hun smilede let igen. Hun kiggede let på ham. ”Du behøver ikke fortælle mig det, undskyld, jeg ville bare gerne hjælpe dig” sagde hun med et svagt suk og kiggede så på ham. Hun smilede forsigtigt igen, og fikk let gyngen til at vippe let frem og tilbage. Hun bed sig igen let i underlæben, og så så igen ned i jorden. Hun bed sig så igen let i underlæbe, før en svag rødmen brød frem i hendes kinder.

Joshua kiggede frem for sig, og sukkede svagt. "Jeg ønsker bare at vide, hvor jeg stammer fra," sagde han stille. Han trak let på skulderen, og lod hende røre hans kind. En svag rødmen kom frem, men han lod den forsvinde fra hans kinder ret hurtigt. Han trak vejret langsomt. "Jeg ved ikke, hvor jeg stammer fra. Jeg ved ikke, hvem mine venner og veninder er. Hvem jeg kan stole på. Kort sagt, jeg kender ikke mit eget liv. Jeg har altid været en enspænder. Folk var efter mig pga. det her," sagde han, og rejste sig. Han trippede let, for at få blodet ned i fødderne, efter at have lukket for blodet ved at sidde på gyngen. Han lod sin hånd glide ned modsin røv, og trække et pergament trække op ad baglommen. Han kiggede på hende. "Det her er en dåbsattest, og der står hverken mor, far eller kirke på. Kun at jeg er født i Seattle, og er her i Forks, fordi jeg blev efterladt, langt væk hjemmefra," sagde han stille, og kiggede op mod himlen. "Hvis man ikke ved, hvor man stammer fra, ved man ikke, hvad ens fejl, hvad man har arvet, hvem man er. Og jeg kan intet, når jeg ikke selv ved, hvem jeg er," sagde han stille. Han blinkede kort, og sukkede svagt. Lavt og irriteret. Han var virkelig irriteret over dét. Han kiggede mod himlen, og lukkede svagt øjnene i. Han lod sit blik falde ned på papiret, han slap i skødet på hende. "God læselyst. Der står nemlig intet," sagde han stille, og sukkede stille. Han gik hen, og satte sig hårdt på gyngen, så den knirkede. Hans reflekser reagerede på den gyngende start, og han greb hurtigt fast i kæderne, der var spændt fast om gyngen, så den ikke faldt ned, når den hang der.

Milla lagde blidt hoved på skrå, og kiggede så på ham. Hun tog let fat om det papir der landede på hendes skød. ”Slap af, jeg skal nok hjælpe dig” hviskede hun blidt, og rejste sig blidt, op. ”Hvis u vil kan jeg hjælpe dig med at finde ud af det” sagde hun og rakte ham blidt en hånd. Hendes hud, var hvid og skinnede let. Hun smilede kort igen, og bed si kort i underlæben. Hun sukkede let. ”Jeg lover at jeg vil hjælpe dig” hviskede hun blidt. Hun tog let hans hånd, og trak ham hen til sig, og tog le om ham. Måske lidt sært men hun krammede ham. Hun trykkede sig helt tæt, ind til ham, så hun kunne føle hans hjerte slag. ”Det gør mig ondt at du ikke ved hvor du stammer fra” hviskede hun blidt og trykkede sig helt ind til ham, inden en eller to tåre faldt ned af hendes kind. ”Nu kan vi være tude prins og tudeprinsesse” hviskede hun drillede og slap hendes greb rundt om ham. Hun tørte blidt hendes tåre væk, med hendes ærme.

//har ingen krea lige nu sorry!

Joshua kiggede på hende, og tog forsigtigt sit papir igen, foldede det, og puttede det ned i baglommen igen. Han kunne mærke, hvordan han blev trukket ind i et kram. "Undskyld. Ikke for at ødelægge noget, men jeg har ledt i elleve år nu," sagde han stille. Han bed sig svagt i læben, og stødte på sine piercinger, der sad i hans læber. Han lukkede kort øjnene i, og pustede langsomt ud. "Men jeg værdsætter din hjælp, tak," sagde han roligt, og havde genvundet den balancerende besindelse. Han var nervøs for, hvad hun ville gøre. Han havde egentlig aldrig haft venner før, og det var helt underligt, at mørke et kram. Han var opforstret derhjemme, eftersom han blev mobbet over han var et adoptiv barn af en slags. Han sukkede roligt, og lod ikke sine arme ramme hende. Han ville ikke skubbe hende væk, da han følte sig ret uhøflig, afvisende så. Hvis hun kunne hjælpe, ville han gerne have det. Han lod sig slippe fra gyngen, og rejste sig. "Men jeg nægter at give op," sagde han fast, mens han stod med det i hånden. Han havde skudt brystkassen lidt frem, og hans hår blev skubbet meget svagt til i en kraftig brise. Hans hårlak holdt. Han kiggede koldt ud for sig, og tog brevet op til hjertet. "If you don't try. You'll never find you," sagde han repeterende.

Milla slap ham helt og trådte tilbage, “Jamen I de elleve år har du ikke kendt mig” sagde hun med et lille smil. Hun rødmede let i kinderne, og lod let hendes fingre berøre hendes eget hår. Hun smilede blidt, ”Kom så skal vi nok finde ud af noget” sagde hun og rakte ha let en hånd hvis han ville med. Hun var temmelig god til sådan noget ed at opklare ting. Sådan havde hun bare altid været. Ja, hun brændte jo også efter at hjælpe folk. Men sådan var hun bare. Et kærligt væsen, som der kun ville folk det bedste. Hun bed sig kort i underlæben, og smilede så til ham. ”Jeg håber det er okay at jeg tvinger dig med hjem til mig, og derfra kan vi finde ud af det” mumlede hun med et smil. Hun lod let hendes tunge fugte hendes læber. Hun smilede så blidt og forsigtigt igen. Der kom en bil susede forbi ned af gaden. Man kunne let høre musikken spille inde fra den. Hun fugtede let hendes læber, og sukkede så svagt. Hun kiggede let hen på bilen. ”And dreams can come true” hviskede hun blidt. Og i det mente hun at, hvis han brændte for at finde ud af noget. Hun smilede svagt igen, og kiggede blidt ham i øjnene. Hun smilede let igen, og så, så på ham. Vinden susede let omkrig, dem, og dannede en kølig luft.

Joshua sukkede roligt, og kiggede mod solen. Den skinnede meget langsomt mod dem, og som om, det var en god dag for Joshua. Solen havde en energikilde til at give energi til folk, men Joshua følte sig ikke stærkt tiltrukket af noget som helst lige nu. Hans følelser var knuste, væk, skåret over. Som om, den nerve der skal savne, den ikke fandtes. Og i så fald, så var den skåret over midt på, uden han selv kunne mærke det. Men smerten voksede i hans bryst, det var med sikkerhed. Smerten, den nerve, den var i hvert fald vokset tre meter, eller noget, for det gjorde vildt ondt at tænke på, hans mor ikke var til lige nu. Han kiggede mistroisk på hendes hånd. Han ville dog ikke skuffe hende, så han tog forsigtigt hendes hånd. Hans rolige, faste og bløde hånd, som altid var fast anlagt, men ikke trykkende. Han sukkede roligt, og fulgte bare med. Holdt en rysten inde, da han var bange for, hun ville snyde ham. Han kunne ikke bare sådan stole folk uden videre.
Joshua kunne også høre bilen, men kunne kun lige genkende sangen. Selv om bilen susede, så kunne han huske sangen. Fra hans barndom. Han slap hendes hånd, og lod sig glide ud. Han gik hen mod bilen, og kiggede på den. Bilen var lige blevet forladt. Han lod sin hånd tage fat i bilen, og åbnede svagt. Der var ikke låst. Nøglerne sad dog ikke i. Han satte sig hen til instrumentbrættet. Han tog hænderne på rattet, og smilede svagt. Han trak langsomt ned i lyset, så CD'afspilleren startede igen. Ud kom der en smuk sang. Noget af en sang. Han lukkede øjnene, og fik et kort flashback: Joshua lå i en vugge. En smuk ung pige, starten af de sytten havde lige fået ham. Han lå i sin vugge, og skreg. En speciel sang kom ud fra moderens rosa læber. Hendes krop var smuk, og hun sad i et natkjole - parat til at gå i seng. Lyseblå, og smuk. Hun rejste sig, uden tegn på, hun havde født. Hun begyndte at synge, smukt, rent.
Joshua rystede lidt på hovedet, og sukkede. Han slukkede den, og satte sig på sædet, henne ved den åbne dør. "Jeg troede ..." Han fik endnu en gang tårer i øjnene. Det var håbløst. Han var adoptivbarn, som igen, senere hen blev sendt bort igen, og der havnede han hos en kvinde, da han var fire. Et stort chok for ham. Flere tårer kørte roligt ned ad hans kinder, og blev oplyst af solen. Han følte sig alene, fortvivlet. Som om, han ikke kunne gøre noget. Som om, ha var blevet sat på Jorden som en ulykkesfugl. En stopklods.

Milla mærkede hans bløde hånd i sin. ”Du skal ikke være bange jeg vil ikke gøre sig noget” hviskede hun blidt. Hun smilede stille, indtil han tabte hendes hånd, og styrtede hen til bilen. Hun kiggede på ham med de store baby blå øjne. Hun lagde mærke til hvordan han tændte musikken og tårene, løb ned af hans kinder. Men i det samme kom dem der ejede bilen, gåede. ”Shit” mumlede hun og styrtede hen til ham. Hun hev ham ud af bilen, og tvang ham til at løbe væk. Hun hev ham med hen af vejen indtil de endte ved skovens indgang. Hun hev ham med derind, og ned bag en busk. Hun fik ham puffet ned, bag buksen, og kom efterfølgende selv, med. ”Hvad skete der?” hviskede hun idet hun let hendes fingre fjerne hans tåre, som blide kærtegn. Huun kiggede på ham med de store vandblå øjne. Hun rystede af at se den sorg i hans ansigt. Det gjorde ondt at se en lide, så meget. Hun mærkede hvordan tårene pressede på, men hun holdte dem, inde så godt hun kunne. Det gyldne hår, var faldet ud af fletningen og hang nu ned af hendes ryg og skuldre. Hun kiggede på ham, mens hun mærkede hvordan vinden kærtegnede hendes hud. Hun lod let hendes hånd, glide hen over hans kinder. Idet hun så ham i øjnene, men tårene ville ikke blive inde. De trillede let ned af hendes kinder. Hun var alt for sensitiv. Hun kiggede bare på ham mens hun rystede.

//har altså ingen krea for tiden x3