Tårnhøje bygninger.

Sted: En gade et eller andet sted i Seattle
Tid: 23:30
Omgivelser: Tomt og mørkt
Vejr: Tunge skyer, det kunne begynde at regne hvornår det skulle være.
Dato: 3. (snart 4.) august.
Påklædning: http://4.bp.blogspot.com/_vyCf6z7uw8E/SOEy7NxELYI/AAAAAAAAPuE/L8nx1VRLkSs/s400/1keiraknightley.JPG
uden tasken.

Benji stod midt på gaden. Der kørte ingen biler, her var komplet øde. Hun kunne i det fjerne skimte et oplyst vejkryds, men her var der intet lys. Det var lagerbygninger der befandt sig i det her kvarter, for der var hvertfald ikke nogen der boede der. Og heller ingen oplyste butiksvinduer.
Bygningerne tårnede sig op over Benjina og hun følte sig pludseligt meget lille og ubetydeligt. Hun rynkede brynene. Det var lidt skummelt at være her, men af en eller anden grund, hun anede ikke hvilken, havde hun bare ladet sine fødder styre sig omkring i byen, og var pludselig endt her. Og nu stod hun stille. Det sitrede i hele hendes krop, som om hun kunne mærke uvejret der var på vej, og det gjorde hende spændt.

Benji vendte sig med et omkring, ikke fordi hun hørte nogen lyde, men fordi hun fornemmede noget der kom nærmere. Den sitren der var i hendes krop tog til, da hun så en pige komme gående ned af vejen. Som så mange andre hun havde mødt her på det sidste, var pigen guddommeligt smuk, dragende og elegant, og sammentidig urovækkende og rædselsfremkaldende. Benji mærkede sine små nakkehår rejse sig, imens pigen kom nærmere. Hun havde på fornemmelsen at dette ikke var stedet at være, og stadig var så meget stedet man skulle være. En mærkelig følese af at skulle løbe både imod pigen, men også væk fra hende, gav Benji en rynke i panden og et sært smil på læben. "Godaften" Sagde hun roligt, da hun mente pigen var tæt nok på, til at kunne høre hvad hun sagde. Hun blev overrasket over sin stemmes rolighed og kontrol. Ikke et spor af de mærkelige selvmodsigende føleser der hvirvlede inden i hende, kunne høres.

Benjina udstødte en mærkelig lyd "Ærlig talt regner jeg ikke med at du vil voldtage mig" svarede hun tørt og kørte en hånd igennem sit hår, for at fjerne det fra hendes ansigt.
"Mit navn er Benjina Sonchez" Svarede hun så, med et højt hævet øjenbryn. Hun følte lidt at hendes personlige rum blev brudt, så tæt som den fremmede Daniella stod på hende. Hun brød sig ikke om det, men rørte sig ikke. Den fornøjelse ville hun ikke forære til nogen som Daniella. Benji så indgående på Daniellas ansigtstræk, øjnene, læberne, næsen, ja selv håret. Der var ikke en eneste lille fejl at spotte nogen steder i det fejlfrie ansigt, og imod sine egne normer, følte Benjina sig ligefrem tiltrukket af hende.

Benjina holdte vejret, imens hun tænkte på om Daniella selv var en af de farlige mennesker hun havde snakket om. Højest sandsynligt, mente Benji. "Tjaeh... Jeg har aldrig sagt nej til en oplevelse før såeh.." Benji overvejede hvad det værste var, Daniella kunne gøre ved hende. Slå hende ihjel, men det tvivlede Benjina stærkt på. Smadre alle hendes lemmer og lade hende ligge til at forbløde på gaden, se det var straks mere sandsynligt, og Benji tænkte at det kunne hun nok lige klare sig imod. "Give it a shot" sagde hun så, med et spændt ansigtsudtryk. Hendes hjerte hamrede hurtigt, både spændt og skræmt på samme tid.

Benji skreg da hun ramte jorden, Daniella havde været hurtigere end hun havde regnet med, og hun nåede slet ikke at reagere yderligere før hun blev slynget op imod muren. Et rædselsskrig lød fra hende da hun mærkede Danis tænder synke ned i halsen på hende. Smertestårer trillede ned ad hendes kinder og hun blev ved med at skrige, til hun ikke havde mere luft i lungerne, hvilket passede meget godt med det tidspunkt hvor hun blev bevidstløs af smerte og blod mangel. Alle nerver i hendes krop skreg af smerte, selv imens hun ikke var ved bevidsthed.

Benjina gispede og vågnede fra bevidstløsheden, da hun ramte jorden. Hun havde ingen kræfter til at rejse sig, hendes krop blev gennemboret med smertende pile og varme tårer flød ned over hende kinder.
"Hvad sker der??! Neeeej!" Skreg hun og krympede sig over smerterne.

For Benjina havde Daniellas svar ikke være nok, men hun orkede intet andet end at overgive sig til smerten. Hun vred sig og skreg. Vred sig, som om hun forsøgte at krybe uden om smerten. Men den havde sit tag i hende. Hun på skift spændte alle muskler i sin krop, og slappede af i dem igen, hvilket tvang hende ind i forvredne positioner. "Få det til at stoppe..." Hulkede hun imens, øjnene tæt knebet samme, og læberne var hun godt igang med at bide i stykker.

Benjina krummede sig tilsidst helt sammen. Hun udstødte i ny og næ små klynkende lyde, men nu ventede hun bare på at branden i hendes krop ville slukkes. Hvis den da nogensinde ville det. I så fald håbede hun på at Daniella ville dræbe hende, for Benjina kunne snart ikke holde de intense smerter ud længere.

Benjina vidste ikke hvor længe hun havde ligget der, krummet sammen, klynkende af smerte. Det kunne have været minutter, timer, dage, uger, måneder eller år. Men den brændende fornemmelse der havde fyldt hele hendes krop, syntes at krybe langsomt tilbage, startende ude i tå- og fingerspidserne, og langsomt op ad arme og ben. Det lettede en smule, men det var som om at branden blev værrere i den del af kroppen den var tilbage. Tilsidst havde det krympet sig sammen til en kæmpe massiv brand i hendes hals. En tør brand, som var noget af det værste hun længe havde oplevet.
Hun slog sine øjne op, men i det samme måtte hun med et hyl knibe dem sammen igen, overvældet af alle de skarpe indtryk der ramte hende som knive. Samtidig fik hun skreget "DET BRÆNDER, STOP BRÆNDEN!" Hun åbnede igen øjnene, langsommere og mere forsigtigt denne gang, og prøvede at vænne dem til synet af verden. Men det var anderledes. Hun kunne skelne alle detaljer fra hinanden, se de små krakleringer i husenes mure, se støvfnuggende i luften og et insekt der fløj 25 meter oppe i luften. Og luften, den var fuld af en masse fremmede lugte, fremmed og bekendt mad, os fra biler, urin og en masse andre ting, som hun knapt kunne skelne fra hinanden. Hun hørte lyde overalt, hvis kilder hun ikke kunne se nogle steder. En kat er landede på en skraldespands låg, med bløde poter, næsten uhørligt, med det bløde dump var ikke til at tage fejl af. Biler der kørte omkring med høj musik, mennesker der råbte af hinanden... Mennesker... Hun var pludselig opmærksom på den søde, indbydende duft som luften var fuldstændig gennem parfurmeret med, og som gjorde branden i hendes hals tusinde gange værrere. Hun sprang på benene, hurtigere end hun troede var muligt, men bed ikke mærke i det. Hun var for optaget af duften som hun måtte have mere af. Hun stirrede vildt på Daniella "Hvor er de?" Hvæsede hun.