Kamp? - Em, Lunse og Vince

Dato: Irl
Årstid: Sommer
Sted: Skoven
Vejr: Overskyet som altid og temmelig køligt
Tid: Tidlig eftermiddag
Omgivelser: En masse træer, mos osv.
Tøj: Sorte stramme jeans, grå T-shirt og røde allstars

Jamilah havde løbet rundt i den enorme skov, som nærmest dækkede hele staten. Nu var hun nået tilbage til Forks. Når man var vampyr, tog en tur rundt i skoven ikke særlig lang tid. Det havde taget hende omkring en halv time max og hun ikke engang løbet særlig stærkt. Hun havde dog holdt sig væk fra reservatet. Hun ville ikke starte en krig. Dog ville hun gerne slås med ulvene. Bare ikke inde på deres "territorium", det var alt for risikabelt, hvis man da kunne sige det. Det ville være bedre at støde på ulvene.
Hun snusede lidt til luften, for at finde ud af om der tilfældigvis var nogen i området.

Emily kiggede koncentreret ud i luften. Hun greb fat i den uendelige strøm af energi omkring hende og fandt de rigtige tegn i hendes bevidsthed. Hun spidsede munden, og pustede. En lyd, der ikke lød som et normalt fløjt, fløj ud igennem hendes mund, og ud i vinden, de klokkeklare fløjtende toner, viklede sig sammen til en melodi, og hun mærkede hvordan det ikke var luft der kom ud af hendes lunger, men energi. Efter 17 sekunder, præcist, stoppede hun med at fløjte, og mærkede kraften omkring sig. Til trods for at det ikke kunne ses, hendes skjold, kunne man nærmest føle det. Man fik lyst til at holde sig væk fra hende, og man kunne ikke røre hende. 5 centimeter fra hendes krop, ville ens hånd simpelthen blot uforklarligt søge en anden vej, end imod hende. Ligesom to + magneter, der frastøder hinanden.
Emily nikkede stille. Hun var ved at have nogenlunde styr på hendes evne, og hvis hun øvede sig nok, ville hun kunne fløjte det hele hurtigt, måske på 5 sekunder, når hun var blevet ret god. Heldigvis var der ikke mange revner i skjoldet, og hvis der var nogen, var det under hende, eller over hende, men ikke omkring hende. Hun smilede og slap kraften af refleks, og mærkede det betrykkende energi sive ud i intetheden igen, og der ville det blive, indtil hun fik lavet et nyt skjold. Noget kildede i hendes næse.
Emily var strags på vagt. Hun sprang hurtigt op i et træ, og knyttede knurrende hænderne.
Forbandede igler.

Luna kom let trippende gennem den kølige underskov. Hun nynnede stille, og hendes mørke øjnvipper ramte blidt hendes kinder da hun kiggede ned på sine bare fødder. det lyse hår var fugtigt, som efter et bad, og hang løst ned af hendes ryg og bryster som var dækket af en sort stofkjole, den var tynd og kort.
hun fik pludselig færten af en varulv, og gik i den retning hvor duften kom fra, da en massiv sødelig klam mur af stinkende igle ramte hende og hun skar en lille grimasse. Hun bed sig let i læben og kiggede sig over den ene skulder inden hun løb meget hurtigt igennem skoven, stadig med retning mod ulven og stoppede så, omkring 10 meter bag..en kvinde? men hun var helt sikert ejeren af varulve duften, der var ingen tvivl.

Jamilah havde ikke lagt mærke til lugten af varulv, så da hun løb ind i den, blev hun meget overrasket. Hun kunne ikke undgå at skære en grimasse. Det var uungåeligt. Den massive stank af vådhund, var til at brække sig over. Hvis man da havde kunne det. Men stanken var endnu værre end den plejede at være. Hun snusede lidt. Der var TO! Så var det jo derfor!
Hun hvæsede ubevidst, nærmest af refleks kunne man vel sige. Hun havde ikke ville det, det kom ligesom bare af sig selv.

Bag den irriterende sødlige stank fra vampyren der nærmede sig, kunne hun dufte noget der brød stanken lidt. Hun smilede ubevidst over følelsen af ikke at være alene, og vidste med det samme at det var en varulv. Dog nok ikke en fra koblet. Dog sad hun stille i træet, og ventede på at vamnpyren kom. Hun vidste ikke om det var en alfa... Jo. Det var ikke en alfa. Stanken var ikke SÅ sød igen. Ad. Alfaer var til at brække sig over. Hun rynkede på næsen, og sukkede. Da vampyren var omkring 20 meter fra dem, sprang Emily vidre fra træ til træ, og lod sig dumpe ned foran den hvæsende vampyr. "God eftermiddag" hilste hun, som om hun ikke kunne mærke at vampyrkvinden hadede hende. Hun selv, havde lært at handle fornuftigt, og ikek hade vampyrer.. Kun nogen af dem. Emily nikkede blidt som hilsen. "Du er lidt tæt på reservatet, synet du ikke?" Spurgte hun og smilede tamt til pigen foran hende. "Jeg kunne ikke andet end at ... lugte dig" Emily smilede muntert og gik lidt bagud, i tilfælde af at hendes hilsen på nogen måde havde provokeret vampyren. Hun vidste at, især newborn vampyre, havde en kort lunte, så hun ville ikke fremprovokere en negativ reaktion. Hun kunne dog nok ikke dy sig for at provokere..
En smugle.

Vincent løb igennem skoven, overhovedet ikke så hurtigt som han kunne løbe.
inden længe Stanken/lugtet ? ramte ham inden længe, den ramte ham som.. var han blev kørt over af et tog (en LILLE overdrivelse.) men ihvertfald løb han mod retningen hvor lugten kom fra, og kunne nu også lugte en anden vampyr, han havde ikke ligefrem i tankerne om at angribe varulvene, kun hvis de viste sig at være fjendligsindet og angreb ham først, han ville jo ikke ligefrem lade hvalpene slagte ham, ikke uden kamp selfølgelig.
få sekunder stod han få 40 meter væk fra den anden medvampyr? og varulven, han stod bare der hvor han nu stod og iagtog dem, selvom det engang i mellem var lidt svært for alle de stor træer.

Jamilah rynkede på næsen, da varulven sprang ned foran hende. Det var ikke for at provokere hende. Det var nærmest bare en slags vane. Hun betragtede ulven, der stod foran hende. Den anden ulv kunne hun ikke se. Men ulven der stod foran hende, lugtede lidt kraftigere end en almindelig en. Ikke så kraftigt som en alfa. Ulven var sikkert omega.
"God eftermiddag" hilste hun også og smilede så venligt hun nu kunne. Hun var måske ikke venligt stemt overfor ulve, men det var bedst at være venlige overfor dem. Hun ville ikke kæmpe mod dem medmindre hun blev nødt til det. Hun snusede lidt ind, for at se om hun kunne regne ud hvor den anden ulv var henne. I stedet fik hun færten af en anden vampyr.
"Faktisk synes jeg, at jeg er en smule tættere på Forks end jeres reservat" indrømmede hun. Hvis hun ikke tog meget fejl, så var hun da bare lidt tættere på. Eller måske var det hende, som ikke var så skarp til grænserne endnu, selvom hun havde boet der i to år. "Det samme med dig"

Endelig kunne Luna se de to andre, men havde pludseligt fået færden af endnu en vampyr. Hun rynkede endnu en gang på næsen, stoppede med at løbe og gik roligt og værdigt hen til de andre.
hun stilte sig lige bag ulven og nikkede kort som hilsen og kiggede så på vampyren. sugede hendes lugt og udseende til sig, så hun ville kunne genkende hende en anden gang. Hvis der altså blev en anden gang."Goddag"svarede hun kort og kiggede rundt efter den anden vampyr. men kunne ikke helt se denne vampyr, og rettede igen opmærksomheden mod den første vampyr.

Emily smilede svagt da hun mærkede Varulven bag sig. Hun lukkede kort øjnene og nikkede. Hun vidste faktisk hvem det var. Hun delte Omega stillingen med den pige, så hun måtte vel være Luna. Da Emily selv var kommet tilbage, var hun overrasket over at blive kaldt til at blive Omega. Måske fordi hun var tidligere Alfa? Men det ville vel betyde at hun ville kunne blive Alfa igen... Hvis hun gad. Emily grinede dæmpet. Hvis hun blev alfa, så ville hun ikke have et kobbel.. Eller hvad? Jo måske. Men koblet skulle ikke være for afhængige af hende, for det ville være synd at tvinge nogen til noget. Emily rystede stille på hovedet for at komme tilbage til den rigtige verden, og nu kunne hun kraftigere lugte en anden vampyr. Hvis vampyren kom bagfra, og angreb, ville Emily oh Luna ikke have andet valg end at slå paraderne op. Emily kiggede på luna, og sendte hende et blik der sagde at hun skulle slappe helt af. Og så nikkede hun. Emily lukkede øjnene.
Verden var fuld af energi. De lysende striber kom fra alt der var levende. Planter lyste svagt grønt, og mennesker lyste alt efter deres personlighed. Hun så en lys stribe omkring Luna, og koncentrerede sig om hendes energi. I en lidt anstrengt bevægelse, ragte hun mentalt ud efter hendes lys og viklede det ind i hendes eget lys.
Så åbnede hun øjnene, og knyttede hænderne. Hendes øjne slog kort gnister, og pludselig var der en ukendt kraft omkring hende, og kiggede på Luna og lagde hovedet på skrå. "Kan du mærke det?" Hviskede hun stille. Nu ville vampyrene ikke kunn komme tættere på dem end en halv meter, så ville de blive skubbet væk. Ligesom + magneter, mod + magneter. Emily smilede tilfredst.

//Krea boost Oo'

Vincent gik langsomt hen mod de andre, vampyren og de to varulve.
han ønskede ikke at kæmpe faktisk ikke såen RIgtigt, men hvis den anden vampyr angreb dem og de så angreb ham fordi de troede han holdt sammen men hende.
lidt efter stod han ved siden af den anden vampyr, så på de to hvalpe uden at nikke eller sige noget til dem, ikke engan til vampyren.


//undskyld det blev så kort//