Den lille hytte

S_ Skoven i udkanten Forks
T_ 15:04
O_ træer
V_ ved det ikke, der er tætte trætoppe over mig...
D_ 26. oktober
Å_ efterår
___________________________________________

Alexander gik rundt i skoven omkring den lille hytte. Den hytte som engang havde tilhørt den eneste han nogensinde havde elsket siden han brutalt blev forvandlet til en vampyr og blev efterladt kort efter. Han havde i flere år gået rundt alene med sin tørst. Meningsløst krydset have og kontinenter for at finde noget at leve for. Han fandt det i Forks.
Grunden til hans eksistens var rejst uden varsel. Ikke et ord om hvor hun tog hen eller hvorfor. Alexander gik ldt rundt om hytten og de nedfaldne blade raslede under hans bare fødder. Han kiggede ind af et af vinduerne og sukkede. Han sniffede let ind og rynkede på næsen. Han vidste ikke om han blev tiltrukket af hendes duft eller frastødt. Hendes fravær havde gjort ham syg og han havde dræbt flere mennesker på 9 måneder en han førhen havde på 9 år.
han lod sig syke sammen ned på jorden med ryggen lænet op mod væggen. Han sukkede let og koncentrerede sig om de lyde han kunne høre i skoven.
Var det fodtrin han kunne høre i det fjerne?

Den sandfarvede ulv løb igennem skoven hurtigere, end et menneskeøje kunne se. Den havde klart et bestemt mål, for hvis der var træer foran den, sprang den bare lige uden om, og fortsatte i retningen den startede med at løbe i. Pludselig stoppede ulven op og snusede i luften. Fuck! En vampyr!. Ulven bøjede sig forover, og med en flænsene lyd, trillede den over ryggen, og blev til.. En pige. Emily trak hurtigt en kjole over sig, og hoppede i et par shorts, før hun igen fortsatte ligeud. Målrettet, men knap på hurtigt. Hvis den vampyr var Duncan, så kunne han bare skride. Hun magtede ikke hans åndsvagheder lige nu. Huset foran hende lå i en lille lysning. Hun havde ikke set huset i flere måneder, og nu skulle hun til at bekymre sig om de lorte igler! "Skrid fra mit hus!" Snerrede hun, skred forbi vampyren, uden at kigge på ham, åbnede døren, gik ind i huset og smækkede døren bag sig. Idiot. Emily snerrede for sig selv, og gik hen til køkkenet for at varme noget vand, til en kop te.

Alex havde hørt at der var en der kom nærmere han havde rettet sig længere op for at se hvem det var. Han havde ikke snuset ind endnu, for duften af Emily trak minderne ind over ham de brændte ham. Han tænkte at det nok var en af de vampyre han havde set heromkring før. Han begyndte at kunne se shiluetten af en kvinde og det var som om der var noget der slog ned i ham. Hvis hans hjerte kunne have banket, ville det have galloperet afsted. Først blev han vred. Først på sig selv, og så på Emily. Derefter bredte der sig en varme i hans bryst - eller det bildte han sig ind - og et smil bredtes på hans kolde læber.
da Emily skred forbi ham med de fjendtlige ord, ulmede varmen op i ham igen. En anden varme. Den der fik ham til at gå amok da hun forsvandt. Han stillede sig lynhurtigt op og brød igennem døren. Han tænkte ikke på at den bare kunne åbnes så han splintrede den og trådte ind i den velkendte hytte med en mørk skygge over de røde øjne, og hver eneste muskel i hans krop spændt som en fjædder.

Emily sukkede da hun kunne høre at vampyren ikke gik. Hun h´ældte det varme vand op i et krus, og overvejede at gå ud og smide ham ud af skoven. Åndsvage igler. Aldrig fred. Aldrig aldrig aldrig fred. Hun sukkede og førte koppen med den varme te op til munden, da hun stivnede. Døren bag hende splintrede, og hun hørte den sagte hvæsen bag hende. "Jeg siger det kun en gang" Sagde hun snerrende, stadig med ryggen til. "SKRID. FUCKING. UD. AF. MIT. HUS!!!" Hun snurrede rundt i en glidende bevægelse og kastede kruset med skoldende vand hen på vampyren. Glasset splintrede ud over vampyren, da han jo var hård som marmor. "Jeg magter fucking ikke jer IGLER!" Hele hendes krop rystede af vrede, og hun måtte anstrenge sig for ikke at forvandle sig igen. På en eller anden måde lagde hun ikke helt mærke til hvordan vampyren så ud. Han var bare en igle. En fjende. Og han var på hendes territorium. "Fuck ud af mit hus" hvæsede hun tilsidst.

Alexander snerrede stadig, da han med langsomme store skridt gik hen imod Emily. Han havde nærmest ikke lagt ærke til det skoldnde vand, og han gik bare hen imod hende. Han så hende ikke længere som Em, men som en kold statue af sten som bare var udepå at knuse ham. Han trak vejret hurtigt efter at have brugt sin ilt op på at snerre. Hans følelser var meget blandede og han kunne ikke vælge hvilke han skulle stole på. På den ene side havde han lyst til at trække hende ind til sig, få hende til at forstå at det var ham, at holde hende tæt ind til sig og aldrig give slip. På den anden side var han så sur på hende, over hvad hun havde gjort mod ham at han bare havde lyst til at dræbe hende. Og suge blodet ud af hende bare som sejrstriumf.

Emily begyndte at ryste. Ikke af vrede. Hendes kinder blussede let op, og hun stirrede på vampyren med let åben mund. "A..." Hun kunne ikke sige det. Så hun syner? Det kunne da ikke være ham? "Alex?" Hendes stemme knækkede over, så det blev lettere skingert. Hvad lavede han dog her? Kunne det passe at han stadig var her? Hun begyndte at trække vejret i paniske gisp. "Alex!" Hun pejede forfærdet på ham, og begyndte at bakke hen bag sofaen. "Alex. Lad være" Hun mærkede hans kolde blik på hende. Hvad var der galt med ham? Hvorfor hadede han hende sådan? Da han stadig fortsatte mod hende, hvæsede hun stille af ham. "Alex, jeg vil ikke gøre skade på dig" Hun bakkede vidre over mod vinduet, som hun stille åbnede. Emily stirrede på ham, og da han ikke så ud til at ville stoppe op, trillede hun baglens ud af ruden, landte på græsset og sprang over i midten af den lille lysning. "Alex" hviskede hun igen. Hun kunne ikke helt fatte at det var ham.

Alex hvæsede højere ad hende da hn sagde hans navn. Han fortsatte med at gå efter hende i et hurtigere tempo. "Ikke skade mig?!" spurgte han med en hånlig klang i sin bløde stemme. "Som om du ikke allerede har gjort det!" hvæsede han og smadrede en af hendes stuelamper i gulvet, mens hun hoppede ud ad vinduet. Han sprang efter hende i et utroligt hurtigt tempo. Hans mave fornemmelse var ikke just den bedste, og han var ved at brække sig over hvad han havde tænkt sig at gøre.
Han trådte tættere på hende med et ondt glimt i de blodrøde øjne. "Hvis du vidste hvor meget jeg har lidt på grund af dig!" han nærmest spyttede ordene ud og de lød ikke spor bløde og civiliserede.

"Du forstår det bare ikke" Hviskede hun fortvivlet og blev ved med at bakke. Hun nægtede at kæmpe imod ham, derfor besluttede hun sig for ikke at forvandle sig. Overhovedet. Hun stødte på et træ, og stoppede op. Emily nægtede at kigge bagud, i frygt for at Alex så overfaldt hende, derfor sparkede hun sine sko af, og følte sig frem på bare fødder. Når hun mærkede rødderne i jorden, trådte hun et eller to skidt til siden, og fortsatte med at bakke. "Du forstår det ikke" gentog hun og kiggede spørgende på ham. "Du har ikke forstået det endnu?" Hun kiggede sørgmodigt på ham. "Jeg kunne ikke gøre noget?" Hun knyttede hænderne og trådte et par skridt til siden, da hun mærkede rødderne under sig. "Jeg.. Kunne ikke" Hendes øjne blev slørrede, men hun nægtede at slippe tårerne ud, så hun blinkede dem ud. Hun var afkræftet efter rejsen, og mærkede søvnen skylle ind over sig. Selvom alt det her fik hendes hjerte til at banke i galloperende tempo, så gjorde fustrationen hende udmattet. Hun havde ikke engang sine alfaevner mere. Ikke engang den styrke hun engang havde. Og hvis hun stadig havde haft dem. Så ville hun ikke have kunne skade ham. Ikke mere end det hun havde gjordt.

Alexander så et øjeblik sørgmodigt på Em, da han så de slørede øjne, men han rystede det hurtigt af sig. Det var bedst hvis hun døde, forsøgte han at bilde sig selv ind. Så ville han ikke længere behøve at have det så dårligt, behøvede ikke længere at tænke på hende hvert eneste sekond af sit liv - den del af sit liv hvor han ikke jagtede. Han så kort ned på jorden og op på hende med et intenst blik i de mørkerøde øjne.
Hvad var det hun sagde han ikke forstod? At han elskede hende mere end noget andet på hele jorden? At han ikke betød mere for hende end at hun bare kunne tage afsted, uden at sige noget til ham?
Han trådte et skridt tættere på igen, stadig med samme blik i øjnene. "HVorfor tog du afsted?" spurgte han med en tynd stemme. han kunne mærke en stikken i øjnene og prøvede at synke den klump der havde samlet sig i hans hals.

Emily stoppede op og stirrede på ham. "HVAD!?" Udbrød hun undrende og kløede sig i håret. "Jeg tog sgu da af sted fordi du skred??" Hun stirrede på ham. "Du tog bare af sted!" Hun råbte det. Hvad var det han snakkede om? Han tog jo bare væk? Hun blev jo nødt til at finde et andet sted at være? Hun gad ikke hakkes på af alt og alle, og hun havde ikke nogen der elskede hende. EMily var så tæt på at løbe hen og begynde at slå på ham, men hun vidste at hun sansynligvis ville brække hånden... Eller sådan noget. Hun lagde armene over kors. "Jeg blev i forks i en hel måned, i håb om at du kom tilbage. Men du kom aldrig hen til mig. Jeg så dig aldrig sammen med de andre Vampyrer. Jeg vidste ikke hvor du boede, og jeg anede ikke en skid om hvor fanden du var i verden?" Hun snerrede koldt af ham. "Jeg kunne ikke komme over dig, så jeg rejste til Frankrig. Ned til min familie." Hun stoppede med at tale, og opdagede at tårerne løb ned af hendes kinder. Hun tørrede dem vredt væk.

En kraftig snerren rev sig gennem hans lunger uden han kunne stoppe den. Det stikkede stadig i hans øjne og han gned på dem for at få den prikkende fornemmelse til at gå væk, udemærkende vidende at det ikke ville virke. Hvad var det hun snakkede om? Han kunne ikke huske at have været væk. Han kunne sådan set ikke huske så meget fra før. Kun de vigtige stunder han havde haft med Em. Det var alt sammen blevet så ligegyldigt. Det var som om han stadig levede i den tid. Det var der hans tanker var, og han brød dem kun når han skulle jage.
Han så forvirret på Emily og rystede på hovedet.

Emily snerrede tilbage. "Du ved godt hvad jeg taler om ikke? Sådan bare at forsvinde og lade mig tilbage med 20 vampyrer der er villige til at dræbe mig. Du LOVEDE mig at de gange vi var sammen, ikke bare var for ingen ting!" Tårerne strømmede ned over hendes kinder. Følelserne der pludselig var kommet tilbage, efter så lang tid hvor hun havde prøvet at gemme dem i mørket, gjorde hende helt svimmel. "Du lovede at beskytte mig" Hun stirrede på ham og var fristet til at vise sine håndflader, hvor der var over 10 ar omkring. Også hendes skuldre der nu var ødelagte, og hendes hals der prydede et eneste bid. Et bid der havde holdt hende svag i så lang tid. Alle arene. Snitsårene fra Duncan og hans dumme kniv, der faktisk kunne skade hende. Ham der havde dræbt 2 fra hendes kobbel, og såret flere af dem hun holdte af. Ham der havde været villig til at komme så tæt på hende, lade hende tro at hun faktisk godt kunne stole på ham. Bare for at kunne dræbe hende på den mest smærtefulde måde. Hun stirrede pludseligt koldt på ham og rettede sig så op. "Jeg er alligevel snart død indeni. Så dræb mig hvis du vil" Mumlede hun koldt og krydsede hen forbi ham, hen imod sit hus. "Og du betaler selv for en ny dør. Når du nu ikke kan reparere mit hjerte, kan det være du kan reparere min dør. Hun kiggede koldt på ham, før hun, stadig rystende, trådte over dørtærsklen til sit hus.

Alexander havde det som om nogen havde pumpet luften ud af sig med et hårdt slag. Alle de følelser der vældede op i ham, han kunne ikke længere styre dem. Han kunne huske det hele. Den lille bitte dumme ting der havde gjordt (:b) at han måtte forlade hende, den lille meningsløse følelse der havde drevet ham på flugt. Frygt.
Han drejede rundt som Emily gik forbi og hoppede efter hende i høj fart. Væltede hende omkuld så han lå oven på hende og hun ikke kunne komme fri. "Undskyld," hviskede han stille med læberne ind mod hendes øre. Han vidste ikke hvad hun ville gøre. slå ham? Skubbe ham væk?
Han var også ligeglad for han vidste hvad han ville gøre. Han vidste ikke og han skulle grine eller græde. Han var på den ene side overdrevet lykkelig, og på den anden side havde han den værste skyldfølelse. Hvordan kunne han have gjort det mod hende?

//Dam dam DAMM!!! Drama!!!//

Den buldrende fornæmmelse i hendes hovede, fik hende til at ville slå ham så hårdt hun overhovedet kunne! "Ry..." Emily trak ikke vejret længere. Alle følelserne som steg hende til hovedet, gjorde hende helt svimmel. På den ene side ville hun ønske hun var blevet væk, men det store hul i hendes bryst havde gjordt at hun vidste, at hun måtte tilbage. Hun kunne jo ikke leve uden ham. Hvordan kunne hun nogensinde tvivle på det. Varmen fyldte hendes kinder, da han snakkede til hende, på den bløde måde hun sådan havde savnet. Hun fik kuldegysninger. Ikke af hans kulde, men af glæde. EMily snappede efter vejret da verden igen snurrede rundt, og trykkede sig ind til ham. Kulden var velkommen lige nu. Den kunne alligevel ikke trænge ind til hendes brændende indre. Hun grinede halvhjertet. "Bare lov mig.." hviskede hun. "At vi aldrig skal være væk fra hinanden så længe" Hendes stemme knækkede over og blev skinger, og hendes i forevejen røde øjne fyldtes med tårer af bare glæde. Hun havde sådan savnet ham. Nej.. Savnet var ikke ordet. Hun havde ikke følt sig hel uden ham. Emily trykkede sig længere ind til ham.


//Dammmmn dammmn, hvad tror du ikke der bliver, så hun finde ud af det med grace? xD Ahah ^^

//Hey!! Det her er jo oktober må du lige huske! Grace var i juli/august xb//

Alexander kunne ikke føgle med i hvad der skete. Det var som om en tung tåge, trak sig ind i hans hjerne. Han strammede grebet om Em. Hans Em. Hun var kommet tilbage til ham. Hun elskede ham.
Det tog ham lang tid at fatte - på trods af hans hurtigttænkende hjerne. Han kyssede hendes øre, og hendes kind og hendes hals. Den tunge parfymesky var fuldstædig overdækkende, og han gjorde disse ting før han fattede noget af det der var sket. Han ville have grædt hvis han kunne. Have grædt mere end nogen anden 79 årig nogensinde havde gjort. Han trak Em, hvis muligt, endnu tættere ind til sig, og nussede hendes hår.
Gud hvor havde han savnet hendes duft. Den bedste duft der fandtes lige nu, selvom den var ækel.

// Hjælper det? ^^

Emily rynkede lidt på næsen, og begyndte svagt at hulke. Den hårde tid havde sat sine spor i hende, og nu, da hun endelig kunne slappe af, var det som om hendes indre kollapsede i den nyfundne ro. Hans kolde hud skar igennem hende, som en stille bemærkning om at forblive vågen, men hendes øjne lukkede sig stille, som for at sige at hun skulle til at få sovet. Hun mærkede sin hjerte falde helt til ro, og sukkede stille. Fuglene omkring hende syntes pludselig at spille højere, og vinden syntes at lade blade rasle i takt til sangen. Hun smilede stille for sig selv og mindede endnu engang sig selv om at være vågen. Alexanders læber fik hele hendes krop til at skælve af ren nydelse. Hun lod stille sine læber finde hans, og kyssede ham, for første gang i et halvt-et helt år. Det føltes som længere tid siden, men hun vidste, at det var det ikke. Emily kom til at tænke på hvordan han mon havde reageret ved nyheden om at hun var død? Hun stoppede kysset og kiggede på ham. "Undskyld" hviskede hun og lagde sin pande op af hans.

Alexander lukkede øjnene i nydelse og kyssede ivrigt tilbage. Han så hende dybt ind i øjnene, uden at tænke over hvor blodrøde hans var. Hans 'diæt' varede ikke til mere end en måned efter hun var rejst.
Han trak sig lidt væk fra hende. Han kunne dog ikke klare at slippe hende helt, og holdt hender stadig rundt om livet. "Nu må du forklare mig," sagde han, og prøvede at se så vred ud som muligt. Det blev dog kun til en kort alvorlig og anspændt mine. "Hvorfor jeg har hørt at du var død?!!" Han kunne ikke klare at se hende i øjnene mens han sagde ordene, så han trak hende helt ind til sig igen. "Er du overhovedet KLAR over hvor..." han kunne ikke rigtigt finde ordene og tænkte lidt over det. "Ked af det jeg har været?!" afsluttede han endeligt, meget simpelt, men syntes alligevel ikke helt at ordene passede til de følelser han prøvede at beskrive. Han havde sådan set følt sig død, da den eneste ting, den eneste person han levede for var væk.

Emily stoppede helt med at trække vejret. Alt hendes luft fløj ud af hendes lunger da han kyssede hende. Det var som om "stanken" af ham, ikke længere stank. Men på en eller anden måde fik hende til at føle sig tilpads. Hun rynkede forvirret øjenbrynene da han trak sig væk fra hende, og skulle til at kysse ham igen, da han talte. Hun trak vejret igen. Koncentreret og fokuseret over hvad hun skulle sige, kiggede hun ned i jorden. "Jeg..." Hun kiggede op på hende. "Jeg ville ikke tilbage. Jeg troede alligevel at du ikke ville have noget med mig at gøre, og jeg ville bare.. Være en ny person" Hun kiggede skammende op på ham. hvor havde hun været egoistisk. "Og jeg fandt det lettest..Bare at "dø".. Tror jeg. Så ville folk hurtigere komme sig over det hele." Hun bed sig i læben og lagde sig hovede på hans bryst. "Undskyld" Mumlede hun. "Hvor var det egoistisk af mig."

Alexander rynkede brynene og bed sig selv i læben, da hun sagde hun var egoistisk. Han fik det dårligt over det og trak hende helt tæt ind til sig igen. Så tæt på at hun med garanti ville hunna mæreke hans iskolde ånde i hendes nakke. "Det skal du ikke sige!" sagde han og sukkede dybt. "Det var jo ikke din skyld!" han kyssede hende på siden af halsen og pustede hende i øret. "Jeg er så glad for at du kom igen!" hviskede han og kyssede hende igen, mens han langsomt lod sine hænder glide ned langs hendes ryg. Følelsen af hende under sine hænder var så releasing(Kan ikk lige huske det på dansk-.-). Han var nu helt sikekr på at hun virkelig var kommet tilbage til ham.

//hahahah!! WTF Maaan! Det der gør du bare så tit ;D ^^

Emily kiggede op på ham med blanke øjne. "Det er det da" mumlede hun og lagde igen sit hovde på hans bryst. Kulden var noget nyt for hende, for normalt var hun ligesom over 40 grader varm. Hvordan måtte det mon føles for Alexander, pludselig at mærke varme.. Sådan.. Rigtig varme, og ikke vindens varme, eller solens. Det vvar også underligt at mærke kulde. Normqalt så ville smeen smelde omkring hende, og så vidre, så hun nåede aldrig rigtigt at føle det. Hun sukkede og slappede så igen af. "Mmmh" mumlede hun søvnigt. "Jeg er også glad for det" Hun smilede søvndrukkent og lukkede stille øjnene. "Hvad er jeg for en person.. Så uhøflig" Mumlede hun og rejste sig stille op, dog uden at slippe Alexs hånd. "Kom da med indenfor" Smilede hun drilskt. "Som du kan se er min dør ude af brug, men det får vi nok rettet op på om et par dage." Hun smilede drilskt til ham og rystede stille på hovedet.

Alexander lod sig trække ind i den lille hytte gennem den smadrede dør. Han forsikrede at han nok skulle reparere den... På et tidspunkt... Han var egentlig ikke irriteret af hendes varme. Den var bare... Mindre behagelig. Det mindede ham om alle de vampyre der var blevet revet i småstykker og brændt. Han havde selv kun haft et eneste uheld med et afrevet ben. Det var godt nok blevet sat på plads igen, men han kunne stadig huske den gennemtrængende smerte.
Han trak Emily med over på sofaen og kyssede hende på panden. "Undskyld det med døren," hviskede han og aede hende ned af ryggen. Han fik hende lagt ned med et smil.

Emily grinede dæmpet. "Døren.." nikkede hun og prikkede ham på næsen. "Det gør ikke noget" hun smilede svagt og lagde armen omkring hans nakke. Hun var fristet til at bide ham i øret, men kom til at tænke på at hendes tænder var giftige for ham. Hun grinede svagt over tanken og trak på skuldrene. Hun kunen alligevel ikke rigtig bide igennem et vampyr-øre, når hun var i menneskeskiggelse. Hans kulde blev ved med at give hendes kuldegysninger, og hun kunne ikke helt placere om hun syntes godt, eller skidt om det. Emily trillede småleende om i sofaen, da han puffede hende ned at ligge, og sukkede stille. Det var første gang i laaang tid hun havde ligget i den sofa, og hun kunne svagt mærke fjedrene fra sofapuderne i ryggen, hvilket fik hende til at småfnise. Emily smilede, mens hun betragtede han røde øjne. Hun rynkede kort øjenbrynene sammen. Røde? Plejede de ikke at være ravfarvede? Hun rynkede let på næsen. Måske var han sulten?

Alexander sukkede let og lod sine læber glide hele vejen op ad hendes hals, og aede hende samtidig på den anden side ad halsen. Han pustede hende stille i øret, og trak sig lidt tilbage. Hendes varme gik igennem ham som store stød, en slags overdrevne vibrationer der gjorde ham meega ophidset. Han kyssede hende en gang til på munden med et lænhselsfuldt blik i de intense røde øjne.
"Sov, min skat," sagde han med sin fløjelsbløde, lave stemme, der lagde sig om hende, som et tæppe af sikkerhed. "Du må være træt." sagde han med den samme rolige stemme. Han kyssede hende igen før han lagde et tæppe om hende, selvom hun ikke behøvede det.

Emily lukkede øjnene under hans berøring og trak vejret hurtigt. Hun sukkede stille og mærkede verden omkring hende snurre rundt. Selvom hun ikke kunne se verden lige nu, med lukkede øjne, så vidste hun at hvis hun kiggede, så ville hun blive svimmel. Hans kulde gjorde ikke noget mere.. Hun blev på en måde let ophidset, måske var det hendes varulveinstinkter, men det var okay. Hun var ikke vred. Da hun endelig lukkede øjnene, smilede hun skævt til ham. "Det.." hun sukkede, og puttede sig ned i sofaen. "Er jeg også." Tæppet gjorde ikke at hun blev varmere, men følelsen mod hendes hud var rar, og den stod i stærk kontrast, til Alexanders kulde, som fyldte hendes anden side. "Har jeg nogensinde sagt at jeg elsker dig?" Spurgte hun søvnigt, og gned sig let i øjnene. "Bare så du ved det..." Emily sukkede stille og lukkede øjnene. "Jeg mener det.." mumlede hun, som en let hvisken. Og så blev verden sort.


//Dadadadammm xD//

Alexander var som paralyseret af Emilys ord. Han sad med en indre boblende lykke og han havde bare lyst til at juble! Han så hende fade to black og undrede sig over hvordan hun kunne falde i søvn så hurtigt. Han kyssede hende på kinden, panden, halsen og munden. "Jeg elsker også dig!" sagde han lavt velvidende at hun ikke kunne høre det. Han havde bare lyst til at tage hende ind til sig og aldrig give slip. Han var så lykkelig som han aldrig havde troet han skulle være. Det var så overvældende at han forsigtigt trådte op af sofaen - uden overhovedet at røre Emily - og gik ud på det lille badeværelse. Han plaskede vand op i sit ansigt og så sig derefter smilende i spejlet. Smilet blegnede da han så nærmere på sine øjne. De var helt mørkerøde og et tydeligt bevis på de mennesker han havde dræbt. Han fik det så dårlig med sig selv at han havde lyst til at brække sig. Det var selvfølgelig umuligt, (men han kunne i det mindste tisse. Så det gjorde han. Da han var færdig vaskede han hænder xD). Det var egentlig mærkeligt at han havde så mange menneskelige reflektioner og følelser. Han havde åbenbart været god til at holde på det. Han satte sig på toiletbrættet og lænede sit hoved på sine håndflader mens han sukkede dybt.

//Vamps can pee... There's water in blood you know!!>.<//

//Ahaha! Off Course ;D

Emily smilede svagt. Hun havde ikke hørt hvad han havde sagt. Men hun havde følt det. Varmen bredte sig i hendes krop, og hun kunne ikke mærke kulden mere. Selvfølgelig vidste hun ikke at det var fordi Alex ikke lå ved siden af hende mere. Varmen var lidt irriterende, måtte hun indrømme. Sådan lidt brændende, på en ubehagelig måde. Billeder i hendes hovede begyndte at skifte fra den seneste tid væk fra forks. 4 vampyre kom tættere på hende, og hun snerrede og ville løbe væk. Men de var over det hele. Billedet skiftede. Hun kiggede på sin krop i spejlet. Hendes øjne var tykke af søvnmangel, og uden den kækhed de plejede at have. Hendes ene arm lå i slynge, og bægge hendes håndled var fulde af bandage. Da hun fjernede bandagerne kunne man tydeligt se en masse måneformede ar. Et skinnede dog igennem, og det var et ar hun havde haft i flere år.. Hun havde fået det i forks. Af en meget stærk vampyr. Varulven i spejlet skar en grimasse. Billedet skiftede. Hun løb igennem skoven. Det eneste hun kunne se var grene og blade der piskede omkring hende. Hun kunne mærke stanken i sin næse, og vidste at de fulgte efter hende. På en eller anden måde var de kommet op på hendes side, selvom hun løb hurtigst, og pludselig dannede der sig noget omkring hende. Hun stoppede op. VErden omkring hende snurrede rundt. Vent lige lidt.. Det her har jeg da aldrig oplevet?Hviskede hun stille og begyndte at vride sig. En tyk tåge lagde sig omkring hende, men den virkede ikke farlig. Da vampyrerne ville angribe, stoppede de ud foran hende og begyndte så at råbe. "Slip mig!" Gispede en. "Jeg kan ikke få vejret!" EMily kiggede utilpads på drømmen og ønskede brændende at det hele ville stoppe. Hvad var det nu for noget?

Emily satte sig op i sofaen snappende efter vejret. Hun var overrasket over at se en lys tåge omkring hende. Elelr.. Hun kunne ikke se den, men hun kunne føle den. Hun smilede drømmende og rørte blidt ud i luften. Hendes hånd røg igennem det. Hun smilede igen, og overvejede om hun var vågen.

//Skal lige siges at det er Emilys evne ;D Et skjold der holder mennesker på afstand fra hende xD

Alexander sad stadig på toiletsædet og forsøgte at få samlet sig selv. hvorfor var det at han lige pludselig var brudt sammen? Han følte, at han havde svigtet Emily på det strengeste. De ord hun havde sagt før, de ord hun havde ment, og som Alex havde følt så stærkt for, ville hun tage tilbage med det samme når hun fandt ud af det. han kunne høre noget ude fra stuen og han rejste sig op med et sæt. Han trak vejret langsomt og fik hurtigt styr på sig selv. Det var lettere nu, hvor det var Em der ceared his mind(opfør dig dansk;b!).
Har gik langsomt ud fra toilettet og så Emily siddende op i sofaen. Han smilede stort og rakte ud efter hende allerede før han var helt henne ved hende. "Er der noget galt?" spurgte han varmt, stadig en lille smule tense(I CAN*T ACT DANISH?!!Ö). Han satte sig ved hendes side og lagde sin iskolde hånd på hendes skulder.

Hun lagde hovedet på skrå og smilede strålende til ham. "Nej, overhovedet ikke" Smilede hun bredt. Hun kløede sig lidt i håret. "men jeg har.. Det som om jeg har fået mine krafter tilbage. hvor lang tid har jeg sovet?" Spurgte hun muntert og vippede lidt fra side til side. Den mærkelige dis omkring hende begyndte at blive tydelig, sådan.. At man kunne se den, da Alex rørte hendes skulder. Med et sæt trak hun sig væk frah am og kiggede undrende på hans hånd. "Av?" Mumlede hun stille og kløede sig i håret. "Hvad skete der med din hånd?" Hun overvejede om han også havde kunnet mærke stødet. Det var lidt ubehageligt. Emily kiggede på ham og sukkede stille. "Jeg har det ikke så godt" mumlede hun og lagde sig med et slam ned på sofaen igen. Mørket omhyllede hende, og hun var igen i en anden verden.
En mand smilede venligt til hende. "Goddag" Sagde han, og emily nikkede usikkert som hilsen. hvad laver jeg her? Tænkte hun forvirret, og manden smilede. "Jeg er her for at lære dig noget nyt" Emily kiggede undrende på ham... "nyt?" spurgte hun.

Alexander træk sig væk fra hende med lynets hastighed og stod nu med ryggen presset mod væggen. Han trak vejret roligt, men samtidig mindre kontrolleret end han plejede. Han så bare overrasket på Em da hun faldt om i sofaen igen. Hvorfor havde hans berøring gjort så ondt på hende? Selv var det gået så hurtigt at han ikke selv havde mærket på det. Han gik helt hen til hende igen. Han turde ikke røre ved hende, men han turde ikke. Han var bange for at det ville gøre ondt på hende. At hun ville trække sig væk igen. Han stod lidt og så på hende, uden at vide hvad han skulle gøre. Han brummede surt i frustration og satte sig i stedet på gulvet foran hende og ventede bare på hvad der nu skulle ske.

Emily åbnede stille øjnene. "Alex..?" Spurgte hun stille og ragte en hånd ud for at røre ved ham. Der skete ikke noget. Den flydende kraft omkring hende var væk, men nu vidste hun hvad det var. Stille kiggede hun på ham, og rynkede øjenbrynet.. "ALex? Lugter jeg anderledes?" SPurgte hun og slappede igen af i sit ansigt. "Kraftigere?" Hendes rolige funklende øjne, betragtede ham stille, men med svag nysgerrighed. "Jeg..Der er noget galt med mig" mumlede hun og ragte en arm ud foran hende. Hun lukkede øjnene, og koncentrerede sig. Da hun åbnede øjnene igen kunne hun føle det. "Hey Alex?" Spurgte hun spændt. "Prøv at rør ved mig nu" hendes øjne kiggede drilskt på ham. Hun vidste at når han kom omkring 30 cm fra hendes krop. ville han blive styret væk. Ligesom en positiv magnet, mod en anden positiv. Hun klappede let i hænderne, og betragtede de små gnister omkring dem. Måske kunne man... Emily hævede øjenbrynet. Måske kunne hun overføre skjoldet til en anden?
Med et vidste hun hvad hun var. Emily smilede, og mærkede den velkendte kraft af at have en evne.
Hun var blevet omega.

Alexander så på hende med et hævet øjenbryn. Han undrede sig, men var samtidig nysgerrig og spændt. Han rynkede tænksomt på næsen da hun bedte ham om, at lugte til hende. Han var blevet vant til ikke at lugte særlig meget meget når han var sammen med hende. Så var det lidt lettere at glemme hvad hun var. Hvad han var.
Han smilede og trak langsomt vejret ind med næsen. "Næh, du lugter ligeså grimt som du plejer," drillede han og ragte ud for at kramme hende. Han undrede sig lidt da hans hænder røg forbi og prøvede igen. Uden held. En gang til, denne gang pressede han mod den magnetiske kraft så hårdt han kunne. Denne gang lykkes det ham at komme tre centimeter tættere på. Han gav op og så såret på Em. "La' vær'!!" sagde han barnligt og hoppede ud efter hende.

Emily stirrede overrasket på ham, da hans hånd fløj videre forbi hende. Hendes øjne fulgte hånden igen, og så da den på en måde blev kastet væk fra hende. Hendes øjne blev størrere og hun kløede sig i håret. "Det der... Er bare VILDT underligt." mumlede hun og blinkede overrasket med øjnene. Hun knyttede hænderne, og gav slip på de usynlige snorre hun holdt, for at have skjoldet oppe, og lod det hele glide væk i energiens uendelige strøm. Hun overvejede at trække snorrene ud igen, for hun følte sig underligt tilpads under skjoldet, men da hun igen fik færten af Alexander, eksploderede hendes forrige tanker, som glas, der får for meget varme. Varmen bredte sig ud i hendes krop, og hun smilede strålende til Alex. Hendes glæde over ham overskyggede alt andet. "Årrh!" Smilede hun og kastede sig over ham i en knuser. "Jeg havde glemt hvor dejligt det er ikke at vågne op alene" hun smilede glad og lod hurtigt sine læber strefe hans.

Alexander krammede overrasket igen og pressede sine læber kort mod hendes før han lukkede øjnene og slappede af så godt han kunne. Det var rert bare at ligge med hende sådan her. Noget han havde savnet over et halvt år. Han sukkede dybt, pressede hende tæt ind til sig, og pustede hende langsomt i øret. "Det er rart at være sammen med nogen der rent faktisk sover," hviskede han med et lavt grin. Hans bløde latter nåede ud i rummet med en rungende klang. Han lod let sine læber strejfe hendes før han lod dem løbe videre op mod hendes øre. Han lukkede øjnene igen. Han skammede sig stadig over sin svaghed og at han havde dræbt mennesker. I massevis. Han ville ikke have at Emily skulle vide det, men hun ville jo finde ud af det på et tidspunkt. Han håbede bare på at det ikke ville ødelægge det de havde nu. Det de lige havde fået igen.

Hun sukkede stille, og lænede sig bagover, ind mod hans bryst. Hun grinede dæmpet over han kommentar. "Et kompliment?" Drillede hun stille og lagde sig hovede ved hans skulder. Hun kiggede op på ham med et mere alvorligt blik, og smilede svagt til ham. "Hvordan er det ikke kan kunne sove?" Spurgte hun og lukkede øjnene med et tilfredst suk. Hun blev kort klar over hvor stærke vampyrer var. De behøvede ikke at sove, og de havde evig styrke. Varulve blev trætte.. Men var hurtige. Lidt ligesom leoparder. De kunne løbe 150 km i timen.. men kun i 8 sekunder, og så var den udmattet igen bagefter. Emily lagde hovedet på skrå, og åbnede øjnene igen. "Dine øjne." Spurgte hun, og kiggede op på ham. Hun holdt en kort tøvende pause, før hun fortsatte. "Hvordan er det at kunne se så klart." Emily slog blikket ned. Hun var lidt ked af at hendes eget blik ikke var så godt, og klart som vampyres. Hun overvejede kort hvordan deet ville være at være vampyr, men skubbede så lettere frastødt tanken fra sig. ej nu måtte hun da lige til at holde op. Hun grinede svagt og slappede så af igen.

Alexander lo ad Emily, Gud hvor var hun kær. "Hmm..." Alex rynkede på næsen mens han ubevidst aede Emily op og ned af armen med sin ene pegefinger. "Jeg vil nok sige det er trættende," sagde han med et lavt grin ad sin joke. "Jeg ville virkelig næsten gøre alt for en lur," sagde han og lød en smule trist. Det var 79 år siden han sidst havde sovet. Han savnede at drømme. Endda mareridtene savnede han. Han fortsatte med at ae Emily på armen mens han studerede hendes øjne nøje. De var så smukke. Slet ikke spor røde som hans var. "Det er da okay," svarede han med et skuldertræk til hendes spørgsmål. Han fokusererde på noget i loftet og så det helt klart. Det var vel praktisk nok?
Det så muligvis ud til at være meget let at være vampyr, men Alexander hadede det! Han var utrolig stærk, smidig, smuk, hurtig og havde super godt syn. Men til hvad nytte? Han var jo en levende sten, Havde ikke andet at leve for end at overleve og dræbe? Han kunne virkelig ikke se det fede i det, men Emily gjorde alting meget lettere. Det gav ham noget at kæmpe for.
Han krammede hende let ind til sig og kyssede hende blidt på læberne, og mærkede en snurrende følelse i fødderne. Det var dog kun indbildt.

Emily rødmede svagt. Hun hadede når folk lo ad hende, men det her var Alexander. Han var så.. Hun sukkede. Han var så meget ham. Hun smilede svagt ad sig selv og trak kort på skuldrene. "Trættende.. Det lyder kedeligt." Hun skar grinende en grimasse og lagde sin pande mod hans. "Ja. Det bedste ved at sove er.. A kunne komme væk fra den her verden" indrømmede hun og smilede drømmende. "At kunne lægge sig ned, og vide at man vil misse 9 timer af sit liv, men samtid bare.. Sove. Og så vågne og være helt frisk." Hun kiggede undskyldende på ham. "Det må være irriterende" mumlede hun stille og sukkede.
Hun fik kuldegysninger over det hele, da han kyssede hende, og hun lukkede øjnene. Verden forsvandt, men hans læber forsvandt ikke. Hun bed drillende i hans læbe, og grinede dæmpet. "Mmh" mumlede hun, og lagde igen sit hovede på hans bryst.

Alexander så stadig op i loftet med et anstrengt udtryk i ansigtet. Et stik a jalouxi skyllede ind over ham da hun snakkede om søvn og han frøs fast hvor han var. Han blev helt stille og mærkede en kold følelse på trods af Em's varme. Han trykkede hende ind til sig så hun ikke skulle opdage noget. Han klukkede lavt og lod sine læber strejfe hendes øre. Hun havde alt hvad han nogensinde havde ønsket sig. Det hele. Han ville give alt han havde op for at få sit... liv tilbage. I stedet var han nødt til at dræbe det han ønskede sig. Det mindede ham om, hvor sulten han var, og han snerrede lavt da han mærkede den stærke brændende følelse i halsen.

Emily trak sig let væk fra ham og kiggede spørgende op. Hvar det hende han snerrede af? Hun rynkede øjenbrynene og betragtede kort den smadrede dør. "Erhm.." hun grinede forlegent og rejste sig op. Hendes hånd fandt hans og hev ham op at stå. "Smut du bare med dig" sagde hun forstående og kiggede ud imod skoven. "Hvis du vil kan jeg godt følge med." Hun kiggede drillende og lagde hovedet på skrå. "Har altid ønske mit at se hvordan du spiser." Hun kyssede ham på kinden. "De eneste sjove minder af os to der spiser er med de der kirsebær" Hun grinede let. "Og det var lidt synd for dig."
Emily trak ham med ud af døren og pejede i en fejende bevægelse mod skoven. "Jeg venter indenfor. Tror jeg genskaber min kop the" smilede hun og kyssede ham i et langt, dog kort, øjeblik. "God jagt" Hviskede hun og smilede.

Alexander blev helt stiv i kroppen da hun nævnte hans jagt. Han så på hende med et udtryk der råbte frygt. Hun skulle i hvert fald ikke se ham fortærre et menneske! Og slet ikke se ham indfange dem!
Han stod frosset på sin plads tæt ved døren. Han fandt sit uimodståelige smil frem igen, og gik hen til hende i 2 store skridt. "Det må blive en anden gang søde, det er noget jeg helst gør alene." Han trak hende ind til sig og kyssede hende blidt på munden mens han kunne mærke hendes stærke våd-hund lugt, som kildede ham i næsen. Han stod lidt og så ømt på hende irriteret over sin indfangnings metode nu hvor han var sammen med Emily, men det var nu den letteste. "Vi ses," hviskede han med læberne tæt ved hendes øre. "Engang i aften," lovede han og kyssede hende på kinden som farvel.
Så var han væk. Han løb alt hvad han kunne for hurtigere at kunne komme tilbage til Em.

Emily smilede og kyssede tilbage. "Det var også for sjov. Jeg ville jo æde dig hvis jeg så det" hun puffede til ham og trak på skuldrene. "Varulve instinker" mumlede hun og skar en grimasse. Hun vinkede og nikkede. "Ses i aften søde! <3"
Så ´gik hun ind til sig selv igen, satte sig i sofaen og stirrede ud i luften. Så skulle der bare gå.. nogle timer.

//DADADADAMMMM! xD