Venten...

Dato :: Den 30 - 07 - 09.
Årstid :: Sommer.
Dag :: Torsdag.
Vejr :: Grå skyer har lagt sig som et yderst tykt lag rundt om Forks.
Sted :: Ved en stor træstamme et lille stykke inde i skoven.
Tid :: 17:39
Omgivelser :: Menneskefrit, dog er dyrenes raslen ret så tydelig.

Nara havde stod og betragtede træstammen med nyopdagen interesse. Eller det så i hvert fald sådan hud. Hendes hoved var lagt let på skrå, og hun overvejede, om hun skulle sætte sig på træstammen, på trods af hendes modvilje mod at sidde. Hun foretrak altid at stå op, men på en eller anden måde trak denne træstamme i hende. Hun snerrede lavmælt af dne og blottede kort sine tænder. Hendes blik spejdede ud mod træerne, og hun lod til at lede efter nogen. Langsomt trak hun sig irriteret væk fra træstammen, og hun hadede at betragte den som en modstander. Hun hadede at blive tvunget til noget, og hun hadede at give efter. Hun stod. Det foretrak hun. Langsomt blev et smil formet på hendes læber, hendes blik blev atter trukket hen mod træerne, og hun spejdede stadig efter hende. Madelaine.

Madelaine var allerede kommet Nara i Forkøbet, hun elskede at gemme sig for sine venner snige sig ind på dem, som var de hendes næste bytte, selvfølgelig kun for sjov. Madelaine sad oppe i et højt, stort og måsbefængt træ, lidt i nærheden af hvor Nara sad. Hun gik kravlede ned af stammen, med hovedet nedaf og kroppen ind mod stammen som var hun en edderkop. Hun kastede sig ud fra træet og lavede en smuk bue og landede bag Nara, næsten lydløst selvom hun havde haft et fald på 10 meter. Hun lænede hovedet frem nær hendes øre og spandt "bøh!"

Nara vendte sig om og vendte sit ansigt mod hendes, smilte til hende, og lod sig ikke mærke med sin forskrækkelse. "Madelaine. Du forsøgte vel ikke at forskrække mig...? For jeg vil nødig skuffe dig, kæreste, men det dér er bare ikke godt nok," sagde hun og lo dæmpet. Egentlig havde Madelaine forskrækket hende lidt, men det var så lidt, at det ikke fandt hende svært at skjule det.
Nara betragtede Madelaine med et undersøgende blik. Smuk, som altid. Hun var næsten irriteret over hendes skønhed, som altid var så irriterende tydelig. "Smuk som altid," sagde hun og smilte til hende, samtidig med at hun vendte det hvide ud ad øjnene.

Hun grinede en let og yndig latter, ægte endda, hun var kun rigtig glad når hun var sammen med Claire og Nara. Hun hoppede op på træstammen og satte sig ned på huk og sagde "man kan da prøve sødeste!" hun aede hende over håret og rejste sig op og hoppede ned af træstammen igen, dog foran hende denne gang "du ser da heller ikke for værst ud!" tilføjede hun med en silkeblød tone.
"men nej det er ikke let at gøre en bange der kender en så godt som du kender mig, vel sødeste?" sagde hun med en katte agtig spinden i stemmen

Nara lagde hovedet på skrå, og betragtede hende et øjeblik, inden hun sagde: "Man kan altid prøve, så længe man ikke frygter nederlag." Hun skilte læberne ad og smilte varmt, så hendes tænder var synlige. Hun hadede faktisk at kunne mærke varme i sine smil, men denne gang lod hun den være. Det var Madelaine. "Ved du, søde...? Det er faktisk svært at være så ny... Jeg kan mærke tørsten hele tiden, og den forlader mig aldrig. Jeg kan ikke nøjes med dyr. Så lavt kan jeg ikke gå. Jeg mener - mennesker tøver da heller ikke, når de spiser kylling? Er dette her ikke det samme?" Hun vovede kun at stille sådanne spørgsmål til Madelaine, da hun vidste, at hun ville give hende et ærligt svar, og ikke bare lade som om hun var enig, når hun ikke var det. Hun satte pris på Madelaines svar. Det gjorde hun altid.
"Faktisk er jeg ikke smuk, Madelaine. Ikke som vampyr. Som menneske, ja. Men da alle vampyrer er smukke, må der være en anden grænse for, hvad smuk er... Og du er smuk. Også som vampyr."

"en dag skal det nok lykkedes mig, hvis du da ikke er for bange for hvad jeg kan finde på!" sagde hun silkeblødt og lusket. hun lagde hovedet let på skrå og sagde "det er næsten en skam at spise dyr, hvad er det for en verden de vegetar vampyrer lever i, jeg er vil stolt sige jeg drikker blod fra mennesker, jeg er dog ikke så tørstig som du er, det er klart du har svære ved det, var det ikke kun et par år du har været vampyr?"
Hun lænede sig let op af træstammen og sagde næsten koldt, men poetisk "hvad er skønhed når det kun er det stille ydre, hvad gør det når man er smuk udenpå men mørk, dyb og et monster inden i!" hun rynkede på brynene og så ud i luften og sagde "vi kan ikke skjule hvad vi er inden i, jo vidst er vi smukke, men vi er stadig grusomme!"

"Jeg er ikke bange. Jeg er aldrig bange," svarede Nara Madelaine med et smil. Hun kastede et hurtigt blik på træstammen, dog flyttede hun hurtigt blikket tilbage til Madelaine og ignorerede træstammens tavse kalden. "Vi er formet til at skulle drikke menneskers blod. Det er en del af naturen, ligesom det er meningen at en giraf spiser blade. Fatter ikke at det skulle være så forfærdeligt at der går et par mennesker fra til at slukke vores tørst...," svarede Nara irriteret på vegetar-vampyrene, dog forsøgte hun at skjule det. Desværre var det sværere at skjule ting fra Madelaine end det ellers var for andre.
"Hvorfor betragter du os som grusomme? Betragter du et menneske som grusomt? Vi tager da i det mindste kun, hvad vi har brug for til at slukke tørsten... De slår så mange dyr ihjel, og halvdelen af dem bliver aldrig spist! For hvis du betragter os som grusomme, så bør du betragte menneskene som noget der er så meget værre!" Sagde hun rasende, dog var raseriet ikke myntet på Madelaine, kun på menneskene. Hun vidste dog, at hun ikke selv kunne leve uden dem.

"godt, du bør heller ikke være bange!" sagde hun med et smil. Hun så alvorligt på hende og sagde "ja som de ældste myter siger så skulle Vlad Dracula have lavet en aftale med Djævlen om at få liv ved til gengæld at skulle drikke menneskeblod!" hun vidste godt det var en gammel og nogle gange dumme myter der gik rundt, selvom Madelaine var klog var det ikke alt hun vidste, hun vidste ikke hvordan de første vampyrer var kommet til, hende selv var blevet til vampyr efter hendes forældre var blevet myrdet. Hun rystede på hovedet og sagde "jeg synes ikke vi er grusomme som så, men det vi gør, dræber for vores egen overlevelse, at vi dræber mennesker, som vi selv var engang, kan ikke lade vær med at tænke på hvad vi enlig gør, men du har ret, vi dræber ikke mere end hvad vi har brug for, Claire og jeg deler ofte bytte så der ikke skal være flere der skal lide under vores tørst!"
"mennesket er et uskyldigt dyr som vi jager, jeg er ikke en der vil spise dyr for at overleve, men jeg kan nu heller ikke lade vær med at tænke på hvordan jeg ville have det som menneske hvis jeg vidste jeg kunne være en eller anden vampyrs midagsmad!" sagde hun og så på Nara og håbede hun forstod hvad hun mente

Nara havde et tomt ansigtsudtryk, og hun var ikke meget for det, som Madelaine nu fortalte hende. "Så du tror faktisk på at vores Gud er den samme som menneskenes? Og vores Djævel er den samme som menneskenes? Det mener jeg ikke. Desuden har jeg aldrig haft meget tilovers for Gud og hans ellers så selvoptagede søn. 5, 48: »Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.« Egentlig er det bare et citat jeg har fra Bibelen. Og det har egentlig bare gjort mit raseri større. Har du nogensinde mødt Djævelen? Hvad hvis han er vores Gud? Hvad hvis han egentlig kun bliver dømt ud fra sin røde hud og sine to horn? Og hvad hvis han ikke engang ser sådan ud?" Nara sørgede for at holde stemmen venlig og bare eftertænksom, og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at skjule raseriet i hende. "Jeg forstår det stadig ikke. Er du klar over, at disse mennesker er godt i gang med at ødelægge planeten? Og det er jo ikke fordi de ligesom gør alt, hvad de kan for at forhindre det? Desuden forstår jeg heller ikke, hvorfor det skulle være bedre at dræbe et dyr end et menneske... Men ja, du har ret, det gør alligevel noget at man selv har været ét engang."
Nara smilte forsigtigt til Madelaine og følelsen af ikke bare at få ret, men derimod lufte sin mening, gjorde hende godt. Hun skubbede forsigtigt tørsten til side, eller hun forsøgte.
Nara forstod godt Madelaine, det var sjældent hun ikke gjorde det, men det var alligevel svært at sætte sig ind i det.

"du misforstår mig, jeg sagde ikke jeg troede på gud, stade det var de myter der gik, jeg ved ikke hvad der har givet os dette liv efter døden, jeg ved ikke hvordan vi er til, det er nok det er plager mig mest!" sagde hun og så på hende med tomme øjne. "efter jeg blev forvandlet vidste jeg end ikke hvad der var sket med mig, det gik først op for mig da jeg blev nød til at gøre det samme mod min søster som han havde gjort ved mig!" sagde hun og lavede tydelige rifter i træstammen, mest krussedulle med sine skarpe negle. "det er svært at dømme hvad vi er, vilddyr? monstre? djævlens undersorter? spørgsmål som aldrig vil kunne besvares, vi er mordere, vi myrde det vi selv engang var, men nu er vi jo også toppen af fødekæden, hvert bytte vi vil dræbe eller jage får vi med let hed!" sagde hun og så på Nara. Madelaine var så usikker så udvist på det punkt, hun vidste ikke hvad hun skulle synes om sig selv og hendes artsfæller. Hun vidste ikke hvad man skulle kalde dem, andet end vampyrer, blodsugere.

Nara smilte beroligende til hende, hun forstod godt, hvad Madelaine mente. "Måske - måske er det sandt. Hvorfor ikke? Det kan være at Dracula er vores allesammens forfader. Den første. Måske lavede han den aftale med Djævelen. Men måske var vi en nødvendighed. Der bliver født så mange mennesker hver eneste dag. Nu, nu, nu, nu. Og det har slet ingen betydning at der er nogle få der dør af alderdom eller noget, det er slet ikke nok så det kan skabe en ligevægt. Måske blev vi nødt til at eksistere, for ellers ville det gå for vidt. En del af naturen," svarede Nara forsigtigt, og vendte hurtigt hovedet da hun hørte en lyd bagfra. *Måske er det bare et dyr... Men jeg vil alligevel være på vagt,* tænkte hun og kastede igen blikket på Madelaine.
"Jeg havde ingen, Madelaine. Jeg måtte forlade min højtelskede bror, jeg nænnede ikke at blande ham ind i det. Jeg ville så gerne have forvandlet ham... Have ham med... Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg frygtede virkelig, at jeg ikke ville være i stand til at holde op... Desuden kunne jeg ikke ødelægge hans liv. Han var jo ikke døende eller noget. Slet ikke. Var det ikke svært? At forvandle din søster?" Spurgte hun forsigtigt, forsøgte ikke at sige noget forkert.
"Jeg vil aldrig kunne betragte os som nogen af dét. Jeg er ikke nogens undersåt! Det kan jeg aldrig blive. Jeg tror ikke at vi er monstre... Ikke mere end en løve er et rovdyr...," svarede hun og smilte varmt til Madelaine.

"Claire var også døden nær, havde jeg ikke forvandlet hende ville hun være død nu!" sagde hun og var tavs for noget tid, dette havde været utroligt hårdt for hende, "Claire faldt ned, den aften vampyren angreb os, ned fra vinduet i vores værelse, hun var på vej ned med mistede grebet, det var min skyld, jeg ramte hende, hvorfor skulle jeg lige have ramt hende!" hun sukkede hårdt og så ned i jorden. "måske har du ret, måske er der en grund til vi er på jorden, som livets store kredsløb, hvis løven ikke var der ville det ende med der kom for mange af de dyr som løven normalt dræbte.!" sagde hun og så på hende, hun skiftede emne, hun var ikke glad for det emne "nåeh, hvad laver du så her ude i naturen?" spurgte hun og rejste sig og gik rundt om hende med et skævt smil.

Nara nikkede forstående. "Jeg ville have gjort det samme for min bror. Jeg kender slet ikke din søster, Madelaine, virker det ikke forkert?" Svarede hun og smilte blidt til hende. "Det var ikke din skyld, søde. Det skete bare. Det er ikke nogens skyld," forsikrede hun Madelaine. Hun betragtede kort træerne der stod rundt om hende og Madelaine. Træstammen ignorerede hun, ligesom hun forsøgte at ignorere den voksende tørst. "Jeg er overbevist om at det er sådan det er. Verden er ude af balance. Vi er nødvendige," sagde hun og snerrede hurtigt og kort, bare for at understrege sine ord.
Hun smilte, da hun lagde mærke til Madelaines pludselige emneskift. "Jeg ved det ikke... Jeg måtte bare væk fra alle de mennesker... Det er yderst irriterende at være ny," sagde hun og lo lidt ved hendes sidste ord. Hendes blik fulgte Madelaine, der gik rundt om hende, og hun kastede et kort blik på jorden.

"jeg kender godt til det, det er svært, det var svært for mig den første gang, den første gang jeg smagte blod, men jeg var stærk, stærk nok til at forvandle Claire!" sagde hun hun kendte for godt til tørsten, Claire og hende selv jagede tit sammen, hun jagede mennesker og ikke dyr, hun synes det var falsk eller lettere forloren at man skulle drikke blod for dyr. Hun havde ikke så svært ved at styre det nu, hun kunne beherske det meget godt, i forhold til sin søster. Nu havde hun også haft den hårdeste prøve allerede fra hendes skabelse af, det har nok gjort hun er så stærk som hun var. "jo, det er da forkert du slet ikke kender Claire, i bør mødes en dag, hun er en skøn pige, det er hun i sandheden, hun er mit kæreste ege, vil bytte mit liv ud for at sikre mig hun ikke kommer til skade!" sagde hun og smilede let

Nara nikkede. "Ja, det har altid stået mig klart at du er stærk, søde. Du har aldrig været andet," sagde hun og smilte til hende. Madelaine var stærk, og selvom Nara altid havde haft svært ved at anerkende andres styrker, så kunne hun ikke andet ved Madelaine. Hun var så meget, så meget som Nara aldrig selv ville blive. Og det var på tide at indse det.
"Jeg vil gerne møde hende. Hvor stor en forskel er der mellem jer?" Spurgte hun interesseret. Nara selv var kun 15, da hun blev forvandlet. Hun var ikke engang sikker på, hvor gammel Madelaien var, men hun var vidst lidt ældre. Det havde dog aldrig betydet noget.

"der er meget stor forskel, hun er er lille og blond, hendes hår er næsten engleagtigt, hun er rigtig smuk og fortryllende. Hun er 16 år, eller hun var da hun blev skabt og jeg var 19. så der er 3 år imellem os!" sagde hun med et smil, hun blev altid varm når hun tænkte på hendes søster. "hvordan var din bror? eller er?" spurgte hun. hun stalte sig foran Nara igen og spurgte "har du set ham eller snakket med ham siden da?"

Nara smilte svagt ved Madelaines svar. Hun krympede sig lidt, da hun indrømmede: "Jeg var 15." Hun ville egentlig sige mere, men hun gjorde det ikke. Hendes blik var fæstnet til Madelaine, og hun måtte krympe sig igen ved hendes næste ord. "Han ved ikke noget som helst. Han tror højst sandsynligt, at jeg er løbet hjemmefra. Jeg tør ikke sige noget eller skrive et brev... Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," svarede hun hende lavmælt. Fortvivlelsen i hendes stemme forsøgte hun at skjule, men det var ikke helt muligt overfor Madelaine. Hun ville aldrig have sagt dette, hvis ikke det var Madelaine. Hun var alt for stolt.

"vil du.... emmh, vil du have mig til at tage med dig, jeg kan sørge for du ikke gør ham noget, kan sørge for at støtte dig, hvis du altså vil have det!" sagde hun tvivlsomt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, det var svært da hun ikke vidste hvad hun følte om det var fordi hun var bange for at gøre ham noget ondt eller bange for at se hvad han ville sige til hende. frygten for at blive sårret af sin familie fordi man er anderledes, eller noget helt andet. Hun så på hende med spørgene øjne men stadig med opmuntrende øjne, hun ville helst have hun så sin bror igen, han betød sikkert lige så meget for hende som Claire betød for Madelaine,

"Jeg tror... Hvad hvis han er bange for mig? Eller bliver det? Hvad hvis han væmmes ved mig, når jeg fortæller ham sandheden?" Spurgte hun fortvivlet Madelaine. Måske var det bedre at lade ham forblive i uvidenhed... Bare tro at hun var løbet fra solskinnende L.A., og hen til et andet sted? Men bare tanken om ham... Hun vidste, hvor meget han havde lidt under hendes forsvinden. Selv hvis han ikke ville kunne lide hende mere... Så burde hun måske opsøge ham. Risikere det. Det var jo nærmest alligevel det samme. Han troede måske, hun var død. Og egentlig havde han jo næsten ret på det punkt... Bare ikke helt. Ikke nok.

"du er hans søster, selvfølgelig vil han da ikke tænke det om dig, det er jeg fuld stædig sikker på, dine følelser for ham er jo ikke forandret, du er ikke forandret, måske din måde at leve på, men du er stadig dig!" sagde hun opmuntrende, hvis han stadig elskede hende som han gjorde før hun var blevet vampyr ville han forstå hende. Hun kunne ikke forstille sig andet.

"Tror du virkelig? Det virker bare så usandsynligt for mig... Jeg bør nok bare sende et brev... til at starte med. Eller hvad synes du?" Spurgte hun Madelaine, samtidig med at hendes smil voksede. Nara var hende allerede dybt taknemmelig for, at hun ville tage med, dog var hun ikke så god til at udtrykke sin taknemmelighed. "Tak," tilføjede hun bare, og håbede på at Madelaine ville forstå, hvad hun mente. Det klang lidt underlidt med det tak, men hun kunne ikke gøre det anderledes. Hun havde alleree overskredet sine egne grænser.

"ja du kunne prøve at skrive et blev til ham, spørge om hvordan det går, forklare du er ked af du forlod ham og om i ikke skulle snakke om at mødes en dag og snakke om hvordan dit liv har forandret sig!" sagde hun prøvende. hun vidste ikke selv hvordan det var at skulle fortælle hvad hun virkelig var til en som hun holde meget af.

"Ja... Men jeg kan ikke skrive om min forvandling i et brev... om min død... Eller faktisk om, hvordan jeg derimod ikke døde, selvom jeg burde være død. Det må jeg fortælle ham. Jeg kan skrive, at jeg kommer... Vil - vil du stadig gerne med?" Svarede hun og betragtede forsigtigt Madelaine. Det kunne være at hun havde ombestemt sig, og Nara ville ikke presse hende til at tage med. Heller ikke fordi hun havde sagt det. Det ville hun aldrig gøre mod Madelaine.

"Selvfølgelig vil jeg tage med, du kan regne med mig, du er den eneste foruden Claire der kan regne med mig!" sagde hun og lagede armen om hendes skulder "men nej du kan self ikke skrive om din død, din forvandling, men du kan skrive du var nød til at forlade ham for at han ikke ville komme til skade, men at i bliver nød til at mødes så du kan forklare det helt!" sagde hun og kyssede hende i håret. "det bliver svært ja, men jeg vil være ved din side!" sagde hun bestemt

Nara så kærligt på Madelaine og nikkede lettet. Hun havde ikke fortrudt. "Tak, Madelaine. Det betyder virkelig meget for mig, at du er der," sagde hun og smilte til hende. Varmen i smilet var så sjælden, og hun rettede den mod Madelaine.
"Ja, jeg må skrive et brev først. Men jeg må ikke skrive for meget i det... det tror jeg ikke ville være så godt. Og jeg må fortælle ham og overbevise ham om, at han ikke må fortælle nogen om mit besøg. Det ville ikke være godt," sagde hun og kiggede stadig på Madelaine. Hun tænkte kort tilbage på sin far og sin mor, som omhyggeligt havde forsøgt at skjule farens forvandling. Will havde aldrig opdaget det, men Nara havde kendt til den i lang tid. Det sørgelige var bare at hendes far ikke var vampyr. Han var en varulv.

"måske... kunne du bede ham om at komme over til dig, alene.. så vil du heller ikke blive påvirket af hvis solen nu skulle skinne der vel?" spurgte hun, hun vidste forks var en af de byer hvor solen næsten aldrig var der, så dette var nok det sikreste sted at skulle mødes. "men du kan regne med uanset hvor i skal mødes henne at jeg nok skal være der sammen med dig!" sagde hun med et smil og så på hende med varme øjne

"Du har ret. Det ville være meget bedre. Jeg beder ham om at komme til Forks," sagde hun bestemt og nikkede hurtigt. Hendes blik blev trukket hen mod træstammen igen. Hun gloede irriteret på det, før hun endnu en gang fæstnede sit blik til Madelaine. "Skal jeg skrive til ham nu? Eller bør jeg vente lidt?" Spurgte hun og smilte varmt til hende.
"Det står jeg i dyb gæld til dig for," forsikrede hun Madelaine og lagde en arm om hende. Det ville nok have gjort det hele lidt nemmere, hvis hun var i familie med Madelaine og Claire. Men hun tillod ikke sig selv at tænke for længe på det.

"hmmh, måske skulle vi sørge for du får noget at spise inden du skriver, så du mere afslappet og klar i hovedet!" sagde hun og smilede, hun klappede hende på skulderen med et smil. "Du skal ikke tænke på det som du står i gæld for mig for det her, det er noget jeg gør for dem jeg synes betyder noget, og du har altid været alene om det hele, jeg har i det mindste haft Claire!" sagde hun

Nara bed sig i underlæben og nikkede. "Ja. Du har ret. Det plejer du faktisk at have," sagde hun og himlede irriteret med øjnene. Hun lo dæmpet. "Men vi befinder os stadig i Forks."
"Alene... Jeg har jo haft dig et stykke tid. Det betyder faktisk noget, selvom det ikke er helt det samme, søde. Det var hårdt i starten, men så kom du jo," tilføjede hun og smilte. En lille gnist af varme dukkede op i hendes øjne, selvom det ellers aldrig skete. Men det skete nu.

Hun smilede og sagde "vi kan tage et smut ind til Port Angeles, finde en dum dreng der falder for min skønhed eller bliver fanget i min evne!" hun grinede lusket. "ja jeg har vidst for tit ret, men jeg er god til at læse folk!" Hun smilede og gav hende et kram "jeg skal nok være der for dig, uanset hvad, du er som den anden søster jeg aldrig fik!" sagde hun med et smil.

Nara himlede endnu en gang med øjnene. "Finde en dum dreng der falder for dig... Okay, det lyder fint. Synd at han ikke engang får fornøjelsen af at have dig til at drikke hans blod. Du bliver nok nødt til at drikke noget af det også. Det ville være synd for ham, hvis du ikke gjorde," svarede hun og lo dæmpet. Hun smilte blidt til Madelaine og så afventende på hende.
"Det ville virkelig have været nemmere, hvis vi var søskende," indrømmede Nara med et sørgmodigt blik.

"haha jah måske, det er jo bare en tåbelig dreng, de kan lokkes så let!" sagde hun med et lumsk smil og blinkede til hende. Hun sukkede og så ud mellem træerne "jah, der er så mange ting der ville være lettere på bestemte måder, men sådan er livet, hårdt og døden er let, måske skulle jeg ikke have bedt ham op at lade mig leve, det overraskede mig han faktisk gjorde det.!" sagde hun med en let og blød stemme

"For let," tilføjede Nara eftertænksomt med et smil. Hendes blik blev mørkere, og hun spurgte stille: "Madelaine... Vidste du - at min far... er en varulv?" Madelaine var den eneste, hun ville fortælle dette til, men hun var alligevel ikke rigtigt sikker på, hvordan hun ville reagere.
"Madelaine, du må aldrig, aldrig overveje eller overhovedet tænke sådan noget! Hvis du var død nu... Det ville være så anderledes uden dig!"

Hun så på hende noget tid, hun havde aldrig troet hendes far ville være det, hun reagere dog ikke vildt, hun ville ikke dømme, hun rystede stille på hovedet og sagde "nej, vidste det ikke, selvom vi enlig har kendt hinanden i noget tid, så ved jeg ikke ret meget om dig og din fortid, det er nok mest min skyld, jeg burde ikke være så sky for at spørge om de ting, jeg ved bare jeg selv ikke har det let med at snakke om min fortid så det er heller ikke så let spørge andre om deres!" Hun så på hende og nikkede "ja du har nok ret, det ville være for anderledes hvis jeg ikke var her, og tænk på Claire, hvad der var sket med hende hvis jeg ikke var blevet vampyr!" sagde hun og sukkede

"Jeg har aldrig fortalt det, fordi... Jeg var ikke helt sikker på, hvorvidt du ville dømme mig ud fra det... Desuden forsøgte han virkelig at skjule det for mig og Will... Men jeg opdagede det. Jeg fortalte det aldrig til Will. Det måtte jo ikke ændre hans syn på vores far. Desuden elskede jeg ham lige højt... Bare nu... Jeg føler et eller andet had, som jeg bare ikke kan få til at forsvinde... Det er nok det værste," fortalte hun stille. "Så ville hun sandsynligvis være død."

"du kan jo ikke gøre for hvad din far er, sådan er det bare, men måske skal du passe bedre på din bror så, da han kan bære på varulvegenet jo!" sagde hun advarende. Madelaine vidste overaskende meget om nogle ting, som dette, det var en god ting hun vidste en del om det, for så kunne hun bedre passe på overfor farer og sådan noget.
"ja, hun ville nok have lidet en lang og smertefuld død, langsom meget langsom død!" sagde hun og gøs

"Nej, det tror jeg ikke. Min far blev først varulv efter vi blev født...," forsikrede hun Madelaine, og kunne mærke at tanken også havde strejfet hendes underbevidsthed. "Jeg ved ikke, om jeg vil fortælle Will om far. Syntes du, at jeg bør gøre det? Det er jo faktisk også en del af grunden til, at jeg ikke kan besøge ham. Min far."
Nara bed sig i underlæben ved Madelaines ord. "Det ville ikke have været godt."

"nej, din far skal selv finde en måde at sige det til ham!" sagde hun bestemt, hun synes det var vigtigt at folk selv fandt ud af at sige deres hemmeligheder til folk i stedet for at andre sagde det for dem. "men det lyder godt nok i så ikke har genet med jer!" sagde hun lettet "Men ja tror aldrig du kan have det samme forhold med din far som du havde engang, det er bare umuligt!" sagde hun og kneb læberne sammen og sagde lavt "det ville jeg ikke kunne bære, det var bland andet derfor jeg bad ham om at lade mig leve!"

"Ja, det ville kun være rigtigt selv at lade ham gøre det. Du har ret, Madelaine, som altid," svarede hun og smilte til hende. Hun forstod godt, hvad Madelaine mente. Det ville slet ikke være rimeligt over for ham, og desuden var det hans hemmelighed. Det var slet ikke meningen, at hun selv skulle kende den. Men det kunne hun ikke lave om på, desværre. "Ja, min far var altid en meet elskværdig mand. Jeg tror slet ikke han ville vove at få børn, når han vidste, hvad han kunne gøre ved dem. Det ville han ikke," sagde hun eftertænksomt og fordybede sig sørgmodigt i nogle minder om ham som far.
"Ja, det forstår jeg godt. Claire må betyde mindst lige så meget for dig, som Will gør for mig," sagde hun med et blidt smil.
"Bør vi ikke tage afsted nu? Jeg er ved at blive tørstig," tilføjede hun og blottede kort sine tænder med et smil.

"tja, det har jeg for det meste.!" sagde hun med et smil og så på hende "jeg ved det bare hvis jeg skulle fortælle min hemmelighed til en, så ville jeg da også gære det selv, i stedet for min søster gjorde det for mig, før jeg fik chancen til at gøre det selv!" sagde hun og slap hende igen "jo lad os tage afsted, lad os tage afsted, skal vi køre eller løbe til Port Angeles?" spurgte hun med et smil

"Selvfølgelig," svarede Nara og rakte kort og undersøgende sin tunge ud. Hun smilte tomt, før hun langsomt trak den ind igen. "Man skal altid selv fortælle sin hemmelighed... Det er kun rimeligt. Selvfølgelig har du ret," sagde Nara og nikkede hurtigt, kort og præcist. Hendes læber dirrede let, og hun knugede kort sine hænder. Hun havde forsøgt at undetrykke, hvor tørstig hun rent faktisk var. Men nu var tørsten ved at indhente hende.
"Løbe," sagde hun kort og smilte varmt til Madelaine. "Port Angeles, nu," tilføjede hun dertil og gav et kort nik, for at vise hende, at det hastede en smule.

"fint!" sagde hun med et smil og gjorde klar til at løbe "hvem kommer først?" spurgte hun og grinede. Hun satte hurtig i løb og var væk fra stedet ikke mange sekunder efter. Hendes latter fyldte stadig skoven med ekko.

Nara rystede irriteret på hovedet, og løb straks efter hende. Nara havde altid været hurtig. Det havde været én af de få ting, hun var god til. Irriterende var det, at Madelaine muligvis var lige så hurtig. Hun fulgte Madelaines latter, og det tog hende ikke længe at få halet ind på hende. Dog, irriterende som det var, kunne hun ikke overhale hende.

Hun drejede hovedet mens hun løb og blinkede til hende. Hun prøvede at gøre sig en smugle hurtigere, mens hun løb. Det gik hvert fald allerede meget stærkt, havde de løbet ind i nogle mennesker, ville de nok højst sandsyneslig dø af det.

//vil du lave emnet ved Port Angeles?//

Nara smilte til Madelaine. Det kunne da ikke passe, at ingen af dem kunne overhale hinanden? Hun blinkede forvirret. Hun var godt klar over, at den fart de allerede havde nået var usædvanlig, også for en vampyr. Men hun havde ikke troet, at de ville ende med at stå lige. Men da hun selv kunne mærke, at hun nok ikke kunne overhale Madelaine, håbede hun at de ville ende med at stå lige.

//Ehm... Helst ikke, ha...//

//det bare fordi er allerede også i et andet emne, så det ville bare være lettest hvis du gjorde det xD //

//Selvfølgelig, ehm, forstår det godt... Det er bare... 5 linjer, he...! Men skal nok prøve.//

//du behøves ikke at gøre såå meget ud af det.. hehe.. jeg overlever nok hvis det er xD jeg har også minus krea lige nu. xD //