Here I`am

Omgiverlser: Ingen
Sted: Queets River!
Tid: Aften..
Vejr: Ingen sol, men stadig er der lunt.
Dato: ??

En ung kvinde lå, sårbar, og uskyldigt nede ved Queets River. Hendes hår var lysebrunt og lå bredt ud til alle sider. Smukt, pjusket. Hendes øjne, var let åbne, så man kunne se de smukke baby blå øjne.Det var Milla, som lå helt stille og alene, og kiggede op i den små grå himmel. Hun lukkede let hendes øjne, i da der kom et let vindpust. Som pålædning havde hun nogle stramme, lyse blå( Cowboy) jeans på. Og udover det, en hvis stram strop trøje, hvor hun havde en sort hættetrøje ud over. Der lå hun nu bare og kiggede mod den ellers grå himmel. Men ikke en enste regndråbe faldt.

/7Mangler krea sorry!

En fyr der så ud til at være omkring 19, var endnu en aften taget ud. Hans mindre søskende var ude at jage, selvfølgelig ikke i Forks, men i omegnen udenfor, der hvor de ikke overskred ulvenes teritorium. Han havde denne gang valgt at gå ned mod Wueets River, for at sidde og nyde denne aften, som faktisk var ret pæn. Han fortsatte sin gang, indtil en sær behagelig duft så ramte hans næsebor. Det var der han stoppede med at trække vejret, som han ellers gjorde bare for at virke menneskelig. Et menneske. Det var der lugten kom fra. Han sank en klump, mens han så ned mod den unge pige der lå dernede. Alene. Hun så så sårbar ud, at det nærmest gjorde helt ondt. Så uskyldig. Han stod i nogle få sekunder og betragtede hende, indprintede hendes udseende, inden han stille gik ned mod hende. Han var iført en hvid skjorte, ´hvor alle knapper var knappet. Derudover havde han et par almindelig lyseblå jeans, i Comboystof på. Samt hans Allstars, som var så slidte, at de fleste nok ville have smidt dem ud for længst. Hans sorte hår, strittede. Men ikke sådan at det så grimt ud, nej.. Faktisk så det fortryllende godt ud. Hans hud var ligesom granit, i farven.. Sådan en bleg hvid, men ikke over i det grumsede og slørede, som andre vampyrer havde. Den var bare hvid, granithvid. Han gik stille hen mod hende, uden han vidste det, var han lydløs. Så hun ville nok få et chok. "Hej Smukke," sagde han forsigtigt, da han stod ca. en meter bag hende. Høj og rank som han var, med sit strittende smukke sorte hår, sin fortryllende hud og generelt bare fortryllende udseende.

//Det er okay :3

Lilly slog hendes øjne helt op da hun hørte nogle sige noget. Hendes øjne, havde den lyse smukke blå farve, som var helt fortryllede. Hun vendte blikket om bag sig, før hun fik rejst sig helt op.. "Hej" hviskede hun forsigtigt og bed sig kært i underlæben. Hun smilede let til ham, før hun strøg hendes lysebrune elegante hår væk.
Hendes øjne hvilede kort i hans før hun let rødmede i kinderne. "Jeg hedder Milla, Milla Love" sagde hun stille og bed sig let og uskyldigt i læben. Hun smilede nuttet, og rødmede igen let i kinderne. "Og hvem ømm. Er de?" spurgte hun stille og legede let og uskyldigt med en af de lysebrune hår totter.
Hun ville gerne vide hvem han var og hvad han var. Han var smuk, men smukkere end andre væsner, hun havde mødt. hans elegante hår, og de perfeckte øjne. Hun kiggede ham kort i øjnene, før hendes kinder fik en svag rød farve.

Han stod bare afventende og ventede på at hun ville sige noget. Eller svare ham var nok mere præcist, eller i det mindste bare reagere af ren høflighed på at nogen snakkede til hende. Selvom den nogen så var en fremmed fyr. Da hun så rejste sig, sendte han hende et helt igennem roligt, men fortryllende smil. Dog, var det bare det smil han normalt brugte når han smilede, han vidste dog godt at på nogen var det dragende, hans udseende og udstråling, kunne få piger til at ønske at hvile i hans arme, blive kysset. Han nikkede bare kort, da hun så ham i øjnene, det havde han skam intet imod. Han undrede sig dog lidt over, hvorfor hun lå herude, sådan helt alene. Da hun så sagde at hun hed Milla, blev hans smil en anelse bredere, Milla Love. Da hun så spurgte hvem han var, rettede han ryggen og gik hen imod hende. Bare et par skridt, stoppede dog da der var ca. en meter mellem dem. "Dominike Adams." svarede han hende, med en vis stolthed i stemmen. Han havde aldrig skammet sig over sit navn. Han lagde hovedet let på skrå og betragtede hende kort, det brune hår, var elegant, ingen tvilv om det, og hun havde skam også nogle smukke blå øjne.

Milla smilede kort, "Smukt navn du har dig" sagde hun blidt inden hun let bed sig i underlæben.
De stod ikke langt fra hinanden, hvilket, som hun ikke var helt tryg ved. Men hun valgte bare at tage den med ro.
HUn pillede let ved en af de lange gyldenbrune hårtotter.
Hun studerdede ham kort med de babyblå øjne. Hendes finde lyse hud, skinnede nærmest.
HUn var enormt bleg. Underligt nok. Hun bed sig kort i underlæben. " Hvad laver du her Dominike?" spurgte hun blidt, og pillede igen ved en hårtot. HUn sukkede svag, indne hun blidt, lod hendes fingre berøre hende lange gyldne hårtotter. HUn smilede kort til ham, men selve smilet var blidt, og varmt.
HUn lod kort hendes blik glide rundt i rummet. HUn bed sig så i underlæben.
Man kunne høre alle lydenede fra de dyr som der sad og spiste i det skjulte.

Da hun så påpegede at han havde et smukt navn, grinede han bare kært for sig selv. Havde han det? DEt havde han egentlig aldrig tænkt over, hans navn havde jo bare altid været det, det nu engang var blevet til for lang, lang tid siden, da han havde været et lille skrøbeligt menneskebarn, nyfødt. Men, han syntes at hendes navn var smukt. Milla Love. Der var nogtet poetisk over det, på en eller anden måde. "Og dit navn er fortryllende," påegede han så, sendte hende et roligt smil, idet han så trådte et skridt nærmere, ville hendes ikke noget ondt, i hvert fald ikke noget han ville gøre med vilje. Så tog han de sidste skridt hen til hende, og lod så ligesom hende, fingrene røre ved en af hendes gyldne lokker, lod en af dem glide om bag hendes øre, rørte kort ved hendes kind, inden han så trak hånden til sig, hans blik var yderst roligt, og charmernede, det samme var hans smil. Da hun så spurgte hvad han lavede herude, trak hans smil op en smule i den ene mundvige. "Jeg fik vel bare lyst til at gå en aftentur," svarede han så, hans stemme var yderst rolig, men måske havde den en vis dragende effekt på nogle mennesker.

Milla kiggede forsigtigt på ham, med hendes babyblå øjne.
HUn fik kort gåsehud, da han trådte nærmere hende. HUn smilede fostigtigt, og tog det dog stille og roligt, selvom huun ike ligefrem var vand til at stå så tæt op af en. Hun smilede svagt til ham, da han igen trådte nærmere. De stod tæt mod hinanden, hun kunne nærmest mærke hans kunstige åndedræt, som der ramte hendes hud.
Hun kune nærmest føle hans kulde, men det var ikke det hun lagde mærke til.
Det var mere det med han berørte hendes lange gyldne hår. HUn kiggede kort ned på hans fingre som der blot berørte hendes hår. Men da han rørte hendes kind, brød en meget svag rødmen frem.
Men den var ikke så let at se.
HUn bed sig svagt i underlæben. "Mit navn fortryllende? Hvorfor det er det ikke almindeligt?" spurgte hun blidt, og kiggede op på ham og ind i øjene.

Han lagde mærke til hendes forsigtige blik, men sendte hende bare et roligt, selvsikkert og ikke mindst voksent blik. Han var voksen, og erfaren med så mange ting. Mere end den her pige, kunne forestille sig, selv i sin vildeste fantasi. Og så begyndte han jo så, at gå hen til hende, med et smil på sine blege læber. Han gik med rank ryg og han var helt sikkert højere end hende. Og så spurgte hun, hvorfor hendes navn ikke var almindeligt. Han lo kort, mens han så rørte ved endnu en tot af hendes gyldne hår, trådte et skridt nærmere hende. Han kunne lugte hendes blod, høre det dunke i halsen, i arme og ben, og resten af hendes krop. Han trak vejret dybt et par gange, for ikke at gå amok, mens han så bare lod sin håndryg kærtegne hendes kind, hans hud var kold mod hendes, men det var der ikke rigtigt noget at gøre ved. Så lagde han hånden under hendes hage og lænede sig ned mod hende, for at hviske hende i øret. "Dit navn er poetisk, og du passer perfekt dertil," hviskede han blidt, måske en anelse forførende i hendes øre, mens han så kort kyssede hendes kind, et flygtigt kys, inden han så trådte et skridt tilbage og slap hendes ansigt igen, sendte hende blot et roligt, charmerende smil.

Milla kiggede på ham med hendes blå øjne, som der let slog gnister, hver gang vinden rørte dem, men også når lyset ramte dem. HUn mærkede hvordan han stod hende nær nu. Så tæt, at hun næsten kunne rødme.
Hun lod bare let hendes øjne scanne hans ansigt, eller nærmere hans smukke ansigt. Hun tog sig selv i at stirre en smule. Hun mærkede hans kolde hånd mod hendes kind, som han kærtegnede. Hun mærkede hans kulde og kunne nærmest, genkende det kolde gen, som hun selv havde. Men hans var overnaturligt.
"Det har jeg aldrig fået afvide før" hviskede hun blidt.. Men dog, da hun mærkede hans læber berøre hendes kind, blev hun helt paf. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige.
Men en svag rødmen fandt dog vej hen over hendes lyse hud. Men blot i kinderne. HUn bede sig kort i underlæben.
HUn førte forsigtigt hendes hånd op mod hans ansigt, og lod let hendes fingre berøre hans marmor hud. Isende kold, og nærmest helt perfekct. "Du virker forførene år du snakker" hviskede hun mumlede, og lod bare forsigtigt hendes fingre glide hen over hans kind, som små blide kærtegn. HUn bed sig kort og let i underlæben, mens hun betragtede hans ansigt. HUn smilede fosigtigt, og lagde hovedet en anelse på skrå, for at hun bedre kunne se ham.

Han stod der bare, betragtede den lille menneske pige, med de babyblå kønne øjne og den blege hud. En pige, med lyst hår, som bare passede perfekt til hendes stille rolige sind. Han stod så tæt på hende, at hvis han gik tættere på, ville han kunne mærke hendes krop mod sin, så tæt gik han dog ikke på hende, i hvert fald ikke lige nu. Han stod der bare lidt, med det pjuskede hår, som alligevel sad perfekt og den let åbne skjorte i hvid, hvor det øverste af hans bryst var til at se. Han så hvordan hendes øjne hvilede på hans ansigt, hvordan hun nærmest stirrede beundret på ham, og han klukkede bare kort, mens han så kærtegnede hendes blege kind, nussede den kort med tommelfingeren. "Fordi folk nok aldrig har set dig ordentlig an så, smukke," svarede han, med en stemme der var næsten svævende, helt klart forførende, eller nok nærmere dragende. Og det var ikke engang med vilje at han ville forføre hende, men, han havde bare lyst til at flirte lidt uskydligt. Altså, han havde jo mødt en sød pige, ikke? Det var vel ikke forbudt at flirte? Så længe han ikke begyndte at drikke af hendes blod.. Da hun så berørte hans kind, kunne han mærke blodet dunke i hendes arm, en forførende lyd, som gav ahm lyst til bare at hungre efter hende, eller nok nærmere efter det. "Mig, forførende, når jeg snakker?" gentog han så, med et kort grin, klukkede let, en lyd der mindede om dybe klokkelignende lyde i vinden. Så lod han blidt sin hånd glide omkring hendes nakke, hvor han blidt kærtegnede med sine kolde fingerspidser. "Du er smuk, frøken Love," hviskede han så, mens hans øjne bare hvilede på hendes ansigt.

Milla kiggede blidt og undersøgede på ham. " Ja, det erdu altså Dominike" mumlede hun uskyldigt i det hun mærkede hans fingre berøre hendes nakke, som der let gav hende kuldegys. Hun bed sig svagt i underlæben, og kiggede så let på ham. HUn sukkede svagt. "Smuk? Nææh.. ikke mig" mumlede hun og kiggede kort på ham.
Hun kiggede ham kort op i øjnene og lod igen let hendes fingre glide hen over hans kind, og hen over hans læber og hen af den anden kind. "Hvad tænker du på? " spurgte hun en smule nysgerrigt, mens hun lagde hovedet en anelse på skrå.. igen... HUn bed sig svagt i underlæben, og betragtede ham kort. Hun lod let hendes tungespids, fugte hendes læber da de var en smule tørre. HUn smilede svagt til ham. Inden hun let igen lod hendes fingre berøre hans læber.
Hun smilede svagt til ham, "at på dig er koldt, andet end din personlighed" hviskede hun en smule forførene.
Hun bed sig igen let i underlæben.
Hun smilede så let til ham, inden hun let fjernede hendes finger fra hans læber. HUn strøg let en af de gyldne hårtotter til side, men hendes hals blev en smule blottet, men ikk helt.

Han klukkede blot kort af hende, da hun sagde at han altså var forførende når han snakkede. Ja, den var ny. Han betragtede så hendes kønne blege ansigt, faktiks var hun en rigtig smuk menneskepige. Altså, for en hvilken som helst menneskedreng, ville han helt sikkert have kysset hende, hvis han fik muligheden. Han betragtede hende blidt, mens han let berørte hendes nakke. Han klukkede kort, da hun påstod hun ikke var smuk. "Åh jo lille skat, du er meget smuk. Yderst beundringsværdig," hviskede han så forførende, charmerende i hendes øre. Han trak så endnu engang hovedet væk fra hendes. Da hendes finre så løb fra den ene kind, henover hans læber og hen til den anden kind, nappede han blidt i hendes finger med læberne, da hun passerede dem. Da hun så spurgte hvad han tænkte på, bed han sig svagt i læben, inden han så sendte hende et charmerende smil. "På dig," svarede han så kærligt, mens han trådte et mikroskridt tættere på hende. Nu stod de egentlig faretruende tæt på hinanden, faktisk kunne han næsten mærke det, når hun trak vejret. Da hun så sagde at alt ved ham var koldt, undtagen personligheden, sendte han hende blot et smil fyldt med varme. Han lagde så en hånd mod hendes hals, kunne mærke blodet dunke i hendes åre og lysten til bare at sætte tænderne i hende og slikke blodet af hendes hals derefter var virkelig tiltrækkende. Men, han ville ikke gøre hedne ondt. Han trak vejret dybt, mens han så lukkede øjnene, lagde så armene om livet på hende. "Burde du egentlig ikke komme hjem?" spurgte han så, mens han åbnede øjnene og så på hende igen.

Mills smilede kort da han nappede ud efter hendes fingre, og bed sig svagt i underlæben.
HUn sukkede svagt inden hun let trak hendes hånd til sig, "mig? Underligt" sagde hun med et lille smil, og lagde blidt hendes arme rundt om ham, og gav ham kort et knus. mens hun let klemte sig tææt ind mod ham.
"Hvorfor skulle jeg tage hjem? Nu hvor jeg lige har mødt dig?" hviskede hun blidt og bed sig svagt i underlæben, og kiggede kort bag ud da hendes ansigt lå hen over hans skulder. Hun blev nød til at stå let ppå tær for at skulle kunne kramme ham.
Hun fugtede igen kort hendes læber. Hun bed sig lidt hårdt i underlæben, mens hun let nussede ham i håret.
Hun slap let hendes greb rundt om ham, da hun let strøg sine fingre gennem hendes gyldne hår.
Hun bed sg hårdt i underlæben, mens hun let betragtede ham..

//ingen krea sorry xD

Han smilede bare charmerende til hende. Selvfølgelig, var han ikke forelsket i hende, selvom det nok var det folk ville tro. Men ... Sådan var det altså ikke, i hvert fald ikke foreløbig. Der skulle meget til, for at gøre ham forelsket. Rigtig meget endda. Da hun så sagde at det var underligt at han tænkte på hende, rystede han blot på hovedet et par gange. "Nej, ungmø. Det er ikke så underligt, at en frøken med denne ynde og renhed fylder en ung mands tanker, hvis begær er større end man skulle tro," sagde han så, hans stemme var svævende og nærmest fra en anden tidsperiode, hvilket den sådan set også var. Han var fra en anden tidsperiode og brugte til hverdag ord, som den han lige havde brugt. Mange mente at det bare var noget han tog ud af en bog, men nej. Han tog det fra hans tidligere liv, for der kunne han sagtens snakke sådan her, uden folk blev forundrede eller overraskede. Der havde det været ligeså normalt som, når nogen siger: Stik lige mig lige saltet.
Da hun så lagde armene om ham i et kort kram, stivnede han kort. Han kunne mærke, og se hvordan hendes hals blev en smule blottet og hvordan begæret til bare at slikke op af hendes hals, bide et lille hul og så ellers bare drikke, mens han gned sig op af hende blev større. Men han ville ikke, så langsomt, men sikkert fjernede han hendes arme fra sig, mens han så bare let tog hendes hænder. "Fordi mørket er brudt frem.." mumlede han kort som svar, mens han kort bed sig i underlæben, inden han så bare gav hendes hånd et klem, strøg hende kort over underarmen. Han begyndte så stille at gå ned mod vandet. "Hvad er det der er forførende, når jeg taler?" spurgte han så, en anelse nysgerrigt, mens han betragtede hendes smukke blege ansigt.

Hun lap Dominike's hænder, og satte sig kort ned, i græsset, og bandt kort hendes sko...
"Det er bare somom at du ikke stammer fra denne tid" hviskede hun svagt. HUn rejste sig.. "Men du har vel ret i det med at der er ved at blive mørkt og at jeg burde tage hjem" hviskede hun. Hun kiggede på ham, "Jamen så vil jeg da sige gdnat Dominike" sagde hun blidt, og smilede til ham. Hun strøg ham blidt over kinden, inden hun let trak hendes hånd til sig, og vente sig om for at gå. "Jeg håber vises igen" hviskede hun blot inden hun let begyndte at gå hen over skov stigen.
En svag vind blæste let hen over hendes hår og strøg det blidt til side. Hun smilede svagt igen. Hun lukkede kort øjnene, mens hun ellers bare blidt gik hen mod skovstigens slutning. Hun mærkede hvordan den kølige vind ramte hendes hud.
"Mhmm.." mumlede hun svagt og nydede, mens hun let gik videre.
Hun konm til skovens ende, og smilede blidt til ham inden hun forsvandt ind mellem træerene.

7/ Out! Skal vi lave et nyt emne? xD

//Yeah, hvis du opretter :b

//jamen jeg oprettede det her xD Kna du ikke så er du søøøøød! d;

//Jeg gør det, hvis du giver mig et præcist sted xD

//Okay xD Seattle?

//That's fine. (;