Tagende.

Claire så på denne pige vende sig om. Hun reagerede en smule på det. Men da denne tøs, sagde hendes navn, blev hun overvældet! Tusinder af minder vendte tilbage til hende. Tusinder af minder fløj igennem hendes hoved! BLOD, blod overalt! Senere.. hendes søster! Madelaine! Tom! Bill! Alle hendes venner og veninder! Alle dem der havde både respekteret hende og frygtet hende! Det hele fyldte hendes lille hoved med informationer om hendes tidligere liv. Før hun var blevet genfødt. Men helt til sidst i hendes minder, det som nok betød mest. Var hendes løfte til Daniella. Hun så straks ind i Daniellas øjne. Nej! Hun havde brudt deres aftale! Hun var blevet dræbt før at hun kunne dræbe Daniella! Hendes øjne fyldtes straks med skam og det var som om at man kunne skimte nogen tåre. Men vampyre kunne ikke græde, kunne de? Hun så Daniella dybt ind i øjnene og sagde med en skælvende stemme. ”Åh.. Daniella..” hun tog straks armene om hende. ”Undskyld! Undskyld!” blev hun ved med at hviske. ”Undskyld at jeg døde før dig!” hviskede hun så til sidst. Hun tog en dyb indånding og prøvede at lade være med at føle sig svag. Men efter at alle disse minder var kommet tilbage i hendes hoved, følte hun sig en smule fortumlet. Følte at der var noget galt. Følte at der var et eller andet hun bare skulle gøre om. Men hvad? Hvad var det der skulle ordnes? Hele hendes hoved var straks blevet fyldt med tanker, ligeså snart at Daniella havde sagt hendes navn. Den klang.. hun havde savnet den så meget. Havde savnet den uden at hun selv havde bemærket den. Tomrummet, var endelig blevet fyldt igen.

Hun så straks på Daniella, da det var at hun hev sig lidt væk. ”Jeg er selv forvirret Daniella! Lige da jeg så det kom det hele tilbage til mig!” sagde hun og snakkede ret så hurtigt. Men hun ville selv komme i bunds til det her. ”Men.. jeg kan huske.. Volturi dræbte mig for et halvandet år siden.. det er derfor at jeg har været væk i så lang tid!” hun så ned af sig selv. ”Det her kan jeg overhovedet ikke forklare! Jeg ved ikke hvordan det er at jeg er kommet til live igen!” hun håbede på at Daniella troede på hende og ikke blev sur på hende. Hun ville aldrig nogensinde kunne lyve overfor Daniella og hun håbede også at hun troede på hende. Måske kunne de hjælpe hinanden med at finde ud af hvordan det var at Claire endte på den her måde? Hvordan det var at hun rent faktisk var kommet tilbage til denne skikkelse. Men nu hvor det var at hun havde sin hukommelse tilbage, følte hun sig svag. Hun var en almindelig vampyr!? Hvordan i helved kunne hun være en almindelig vampyr!? Hun prøvede af sine kræfter, prøvede at gøre det samme som hun gjorde, da hun var alfa. Ingenting skete overhovedet!? Hvorfor havde hun ikke sine evner!? Hvorfor var hun så svag!? Hun hadede helt igennem og inderligt, at hun var så svag. Hun kunne ikke klare at være svag!? Hun så sig lidt omkring, Forks.. nu vidste hun endelig hvor hun havde set alle disse mennesker fra. Tom.. Tom!? Nu kunne hun også huske hvorfor det var at hun blev så hurtigt forelsket i ham. Hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at de begyndte at kysse fem minutter efter at de havde set hinanden. Dengang hun troede at hun ikke kendte ham. Det var forvirrende alt dette. ”Daniella.. jeg er forvirret! Jeg føler mig svag!” Daniella burde vide at Claire hadede at føle sig svag. Når hun var svag mente hun selv at hun ikke kunne noget. Hun hadede når hun kunne se at der var nogen der var bedre end hende. Lige pludselig, var hun alligevel ikke så glad. Selvfølgelig var hun overlykkelig for at møde Daniella igen. Men at være svag var noget af det værste hun kendte til!

Claire var ved at gå helt amok over det med at hun var svag. Men selvfølgelig var det ikke sådan at hun blev vred, hun var bare helt igennem frustreret. Hun bed sig let i læben og havde lysten til at græde. Men det var nu lidt svært når hun var vampyr. Men hvis hun havde grædt, ville hun havde været mere svag!? Hendes tanker var begyndt at blive svage!? ALT var bare svagt! Hvordan ville hun overhovedet kunne leve på denne måde!!? Da Daniella spurgte hende om hvorfor det var at Volturi slog hende ihjel, så hun straks på hende. "Kan du ikke huske dengang..?" spurgte hun langsomt. "Hvor jeg angreb et menneske midt ude i det hele og politiet fik fat i mig? Da jeg var i bur?" hun gøs lidt ved tanken. Hun var nærmest blevet behandlet som et dyr dengang. "Men der kom denne vampyr.. Mizzar og reddede mig fra dem" sagde hun roligt. Hun så ned på sine fingre. "Det kom jo i avisen.. jeg og Mizzar var blevet eftersøgt.. og senere kom jeg selv tilbage til denne dom om de ville sende mig til volturi.." mumlede hun. Det var nærmest som om at det var igår det skete. Hun kunne nærmest huske hver en detalje. Hun kunne huske dengang Dominic havde stået ved siden af hende, uden at der rigtig var nogen der så ham. Dominic.. hvor hun dog egentlig savnede ham. "Men.. jeg nåede jo at flygte senere.. men Volturi fik desværre fat på mig.. også blev det bare sort" sagde hun roligt og satte sig ned sammen med Daniella. "Men der skete noget underligt.." hviskede hun. "Mit liv passerede revy, så jeg er ret så sikker på at jeg blev dræbt.. men" hun smilte langsomt. Et smil man ikke havde set fra hende i flere år. Det smil der viste hvem hun virkelig var, en svag og blødhjertet tøs. Det var altid det der skjulte sig bag hendes hårde skal. "Jeg så et kort glimt af mine forældre, Madelaine og jeg.." Det var mest det med at det var hendes forældre hun havde set. Det var det der fik dette smil frem.

"Det jeg mener er at folk siger at ens liv pasere revy når man skal til at dø.. det er rigtig nok.. og i de sidste billeder.. så jeg mine forældre, madelaine og jeg lege.. det er det jeg mener" smilte hun roligt og så derefter Daniella i øjnene. Der måtte havde været et eller andet ved hendes død der havde gjort hende lidt blød. Eller også var det på grund af at hun var sammen med Daniella. Hun kunne ikke helt selv finde ud af hvorfor det var på den måde. Hvorfor det var at hun opførte sig sådan. Men lige nu lod hun til at være meget god. Hun lod til at blive blød. Det ville ikke være godt på nogen måde. For selvom at der var så mange der kunne lide hende, var der jo nærmest dobbelt så mange som var ude efter hende. Mange som ville have at hun skulle dø lige på stedet. Derfor skulle man helst ikke blive blød. Man skulle ikke vise hvem det var at man holdte af. Men Claire mente at Daniella ville kunne passe på sig selv. Claire så lidt ud over byen, før hun så på Daniella igen og smilte. "Jeg er så stolt af at jeg skabte dig Daniella.." hviskede hun og alle mulige minder kom igennem hendes hoved. Hun vidste ikke om Daniella stadig kunne huske dengang hun var god. For der var ikke særlig mange der overhovedet kunne huske at Claire havde været en god vampyr. ALLE havde oplevet hende som ond. Men hun kunne huske dengang uden for caféen. Dengang der havde været så meget sne. Déngang havde hun været god. Og dengang havde Daniella også været der. Godt nok havde Daniella været menneske der. Men hun kunne huske dengang Claire havde taget hende over skulderen og begyndte at dreje rundt med hende. De havde begge grint så muntert af det.
Men så kom det tidspunkt hvor hun var begyndt at blive sulten. Hun kunne huske præcis hvor det var at hun havde bidt Daniella. Hun havde fortrudt det på en eller anden måde. For Daniella ville jo ikke blive til en vampyr. Hun ville forblive menneske. Men Claire havde jo været så ualmindelig tørstig. Det var derfor at hun havde bidt hende. Heldigvis havde hun haft styrken til at slippe bidet, inden hun dræbte Daniella helt. Det havde været en skrækkelig aften for Claire. Hun var nærmest gået helt amok over det bagefter. Men det var nu alligevel godt. Nu havde Daniella og hende noget tilfælles. De var udødelige.