Chokolade snefnug XD - Mik :3

Årstid: Vinter
Dag: Lørdag
Vejr: Nyfalden sne, frosvejr, sol
Sted: I caféen, ved et af bordene
Tid: Formiddag
Omgivelser: Et par stykker som har søgt ly for kulden
___

Milena tog sin fugtige, hvide hue af, og lod sin hånd køre igennem sit sorte hår. Hun trak også sin lilla regnjakke af, med bier på, og hang den over en af stolene. Hun lænede sig tilbage og lagde en tyg bog på bordet. Hun lukkede øjnene, og smilede svagt. Hun nippede til skovbær teen, og proppede chokolade-småkagen i munden. Hun var sindssyg sulten, for hun havde lige haft en af sine arbejdsseancer, hvor hun havde siddet ude i skoven og simpelthen skåret over ti masker, hun iført hendes gummistøvler. Hun så ud af vinduet, så på sneen som langsomt dalede ned. Det havde været iskoldt, men hun kunne bare ikke lade være, når katten sagde at hun skulle, om hun ville eller ej.

Mikey havde været nede ved floden for et stykke tid siden, men var så smuttet efter at der begyndte at sne, han var iført en sort T-Shirt, en hættetrøje med farverne hvid og sort, udover det havde han en cap på, og havde så trukket sin hætte hue op over, så man kunne se lidt af cappen, havde også et nittebælte på som hang lyst ned omkring sin hofte. Sorte converse sko og havde sort make up omkring øjnene. Derudover havde han også snakebite og et septum.. Mikey var lidt af en speciel dreng, selvom han var vampyr, han havde slidte sorte jeans på, hvor der var huller på foran ved hans knæ. Hans grønne øjne hvilede på døren til en café, som han havde nærmet sig, tog dernæst fat i håndtaget og åbnede døren. Efter at han trådte ind lukkede døren i bagefter ham. Så lidt ned af sig selv og rystede sin krop, så noget af sneen, som var på ham, faldt af, men noget af hans tøj var stadig vådt, det irriterede ham ikke så meget, sukkede bare lydløst alligevel, hvad skulle han give sig til at lave? Han kendte ikke stedet og var ikke lige frem så meget fremme i skoene.

Da der ikke var særlig mange på caféen, blev Melina lidt overasket da døren gik op, og da en fyr kom ind. Hun havde kun lige set på ham i et øjeblikk, så hun havde ikke lagt mærket til hvor lidt tøj han havde på, eller hvor smuk han i virkeligheden var.
Hun kløede sig på næsen, og åbnede bogen på 263'ne side, og begyndte at læse videre om heksejagterne. Før havde hun nynnet, men ikke længere, ikke nu hvor drengen var kommet ind, og hun ikke længere var alene med tjenerne. Hun gned sine sorte øjne, og pustede til det mørke hår, så det blev virvlet op i luften. Hun savnede Ponyo, og alle PB indianerne... De ville have kunne forstået en af hendes arbejdsseancer, men der var sikkert ingen i Forks som ville tro på hende, hvis hun endeligt sagde det, og hvis hun gjorde ville de bare sende hende på den lukkede.

Mikey lod sit blik glide rundt i caféen og han opdagede en pige side henne ved et bord som sad og læste i en bog. Hvilket undrede ham lidt over hvorfor at hun gjorde, han fandt hurtigt ud af at hun var et menneske, idet at han førte sin ene hånd op til sin næse, *Rolig Mikey* tænkte han og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin ene piercing af sit snakebite, i underlæben. Før at han tog mod til sig og gik over mod hende lige så stille med elegante skridt. Lagde sin hånd ned imens, "Hvad læser du?" spurgte han blidt, og nysgerrigt med et skævt smil da han nærmede sig hen til hende, lagde sit hoved en smule på skrå, da han var noget helt hen til hende.

Melina sagde ikke noget i starten. Hans stemme havde nemmelig hylet hende ud af den. Men endnu mere hans aura. Hun havde aldrig noglesinde, mærket noget lignende. Den var den smukkeste hun noglesinde havde følt, og den var yndig, glitrende og .. utrolig hård og blød. Men, ogsåå.. blodtørstig. Men da hun så på ham, overskyggede hans skønhed alle andre tanker i hendes hoved. Selv kattens hvæsen og krassen blev kvalt. Hun tog sig selv i at stirre, og så ned i bogen igen.
"Jeg læser om.. Heksejagter.." mumlede hun, og så på sine negle, som hun pludselig fik lyst til at bidde. Men hun havde aldrig noglesinde bidt sine negle før.

"Interessant," sagde han med et varmt smil, som dukkede frem på hans læber. Han kiggede fra hende til ned på bogen, "Må jeg sætte mig?" spurgte han forsigtigt og bed sig i underlæben lige så stille, ikke fordi han var genert, men han var lidt forsigtig omkring de ting, også fordi han ikke ville ende med at få mærker i underlæben af at bide for meget, det var blevet en vane for ham, efterhånden. Uden at han havde fået svar, gik han hen og satte sig på den anden stol, som var overfor hende, "Mikey her," præsenterede han sig med et skævt smil, imens at han betragtede hende.

"Mmm, ganske interessant." sagde hun med et skævt smil. Det var ikke til at sige om han var ironisk, på grund af at hun kunne tro at han altid smilede så varm... Det ville ikke undre hende. Men selv syntes hun at det var noget af det mest interessante man overhovedet kunne læse om. Altså, blod og magi var bare totalt interessant for hende.
"Mmm, sæt dig bare." smilede hun, efter at han havde sat sig. Det kunne jo være ligemeget nu, hvor han bare havde bestemt sig uden at vente på et svar. Men det gjorde ikke hende noget, for hun var alligevel glad for selskab. Selvom hun var stille og indadvendt, så var hun jo ikke helt alene, hele tiden.
Hun betragtede hans piercinger med et skævt smil, og så ned i glasset igen. "Melina her." sagde hun bare, og prøvede at skjule rødmen som kom da han begyndte at betragte hende.

"Er du ny her i Forks?" spurgte han nysgerrigt og fugtede sine læber, smilede bare skævt dernæst, imens at han stadigvæk kiggede på hende, og syntes at det var sødt at hun rødmede. Bare arveligt at hun ikke var en vampyr, så kunne han jo sådan set ligge an på hende med det samme.. selvom det ville være lidt akavet på en eller anden måde. Han syntes at hun var smuk, kunne ikke få sin grønne øjne væk fra hende, hans øjne hvilede bare på hende. Men han kiggede så kort ned af sig selv, så Melina ikke kunne lægge så meget mærke til at han sådan stirrede på hende. Da det sikkert nok ville skræmme hende væk, og det ville han ikke gøre, eller kunne han ikke finde på.

"Ja, det tror jeg vist... Jeg er ikke helt sikker på hvornår man bliver .. ikke-normal." Hun smilede skævt til ham, lidt undskyldende. Hun elskede at tænke over ting, som man slet ikke behøvede at tænke over. "Jeg er flyttet hertil fra Italien, for to uger siden." Hun så på sine negle, og håbede på en måde at han kunne tale italiensk, så hun havde en chance for at imponere ham på en måde. Hun havde bare lyst til at imponere den her fyr, fordi.. det ville hun bare, selvom hun viste at det sikkert var af overfladiske grunde, fordi han var smuk. Men det kunne også være på grund af hans aura. Den var virkelig speciel, og den tiltrak hende på samme måde som spøgelser, vampyrer og hekse.
Hun så op på ham, og mødte hans grønne øjne, med sine.. næsten sorte. Der var bare noget ved dem.. Hun slog blikket ned igen, bange for at hun bare ville begynde at stirre igen.

"Ikke normal?" gentog han undrende og lidt forvirret, imens at han kiggede på hende, kunne dog ikke lade være med at fnise lidt, hvorefter at han rømmede sig lidt, da hun begyndte at snakke igen. "Åh, Italien, fascinerende" sagde han og smilede skævt, blinkede roligt med det ene øje, "Jeg kan ikke.. italiensk, så må du jo lære mig noget" svarede han med et lille grin, og lod sine øjne hvile på hende, inden at han mærkede at hans øjne blev røde og hendes dejlige lugt af menneske blod.. "Undskyyl... mig.. jeg" mumlede han, sådan at det lige kunne høres, han rejste sig op fra stolen og gik ned på fire ben, hvorefter at han begyndte at kravle hen mod baren, hvor han ville gemme sig. Andre mennesker kiggede sikkert underligt på ham, men han var ligeglad, da han skulle holde på en hemmelighed som mennesker ikke måtte opdage! Det var hans pligt at holde den hemmelig!

"Ja.. Normal. Som en ikke-ny person i nabolaget." Hun sente ham et skævt smil, og kløede sig i hårbunden, som hun altid gjorde når hun oplevede noget sjovt eller lidt mærkeligt. "Italiensk er det smukkeste sprog, hvis du spørger mig, men det er svært at lære..." Hun stoppede sig selv, da han begyndte at sige udskyld, men hun forstod ikke hvorfor. Hun blev endnu mere overasket da han begyndte at kravle på jorden. Hun så ikke mærkeligt på ham, så bare efter ham med et intresseret blik. Hvor andre så sindssyge mennesker, så hun mulige alierede, og interessante menensker. Sara sagde altid, at selvom hun mødte en voltægstmands fra den lukkede, ville Melina stadig tage ham med hjem og tilbyde ham småkager.

Han satte sig hen bag ved baren med ryggen lænet op af det store bord, trak sine ben ind til sig og slog sine arme om dem, og gemte sit hoved ned i sine ben på den måde. Hans øjne var blevet helt røde og han kunne mærke sulten i sin mave hvordan han tørstede efter blod, men han var stadigvæk nervøs for at han skulle blive opdaget? Hvad skulle han gøre? *Gå nu væk..* tænkte han irriteret til sig selv, som han sagde til sin vampyr tørst, og bed sig hårdt i underlæben, så hårdt at hans underlæbe begyndte at bløde. "Mhm...!" mumlede han letter med sur tone i stemmen, han hadet nogen gange at være vampyr, især når han var i nærheden af mennesker som han prøvede at føre samtale med.

Melina ville ikke provokere fyren, men blev alligevel nysgerrig - selvfølgelig. LAD HAM VÆRE. DU HAR SÅRET HANS FØLELSER,[strike] hvæsede katten, men hun hørte ikke efter den. Hun blev faktisk en smule bekymret for ham. Det havde ikke lige set ud som om han havde haft det mega godt. Skulle han brække sig? Måske var han en af dem, som hele tiden var fulde? Neeej.. Sådan virkede han bare ikke rigtigt, han virkede som en der godt kunne holde vare på sig selv.
Hun rejste sig lydløst og smuttede over mod ham. Hun satte sig på knæ ved siden af baren, og så om bag ved den, hvor han sad. Hun var ligeglad med at andre kikkede. "Er du okay?" hviskede hun.

Mikey havde hørt på lang afstand at hun var på vej hen imod ham og han vidste ikke hvad han skulle svare efter at hun var så tæt og snakkede til ham. "Ja.." løj han og prøvede at gemme sit hoved mere end det var gemt i forvejen, "Men.. det er ikke så godt at.. du kommer nærmere" sagde han stille og sukkede lydløst, trak også sine ben tættere ind til sig. "..Medmindre at du gerne vil have at dit liv bliver forandret" hviskede han lige så stille, men sådan at hun sagtens kunne høre det af et menneske at være.

Melinas knude i maven kom tilbage, og hun følte at hun måtte hjælpe ham. Problemet var bare, at hun ikke vist hvordan. Hun smilede svagt, strøg ham over benet, og betragtede ham med sine sorte øjne. Hun lagde ikke mærket til hans øjnes kullør, og lagde ikke mærket til at han.. Han havde det ikke godt med at hun var her. Men hun viste bare ikke hvordan hun ellers skulle hjælpe ham. Men sådan var hendes personlighed altså, hendes natur tvang hende til at være hjælpsom. Men grunden var måske mere egoistisk end hun lige fornemmede, da han var så smuk at hun slet ikke kunne forestille sig, at han havde det dårligt. Knuden i brystet dunkede et par gange, og hendes smil forsvandt langsomt, og hendes ellers så fyldige læber blev til en lille streg. "Du har det dårligt," konstanterede hun hviskende, og strøg ham blidt over hånden. Hun blev lidt overasket over hvor kold han var, men lod ikke til at vise det.

"Bliv hos mig.." mumlede han stille og tog fat i hendes hånd med sin. Rykkede sig dernæst tæt ind til hende uden at de lige fik øjen kontakt, han vidste ikke hvorfor at han gøre det, han var også bange for hvis det skulle gå galt. Da hans øjne stadig var røde, men han lagde sit hoved ind mod hendes mave, lidt under ved hendes bryster som om at hun var hans mor. Måske lidt akavet, men han nød det faktisk. Prøvede på at få den røde farve til at forsvinde og sådan at han ikke virkede så kold, hans hud var kun mest kold når det var at hans røde blev røde, og at hans indre vampyr dukkede frem.

Melina holdte ham i sin favn, lidt overasket over hans udbrud, men hun nød det. Hun havde ikke noget imod det. Hun fik det bedre, fordi hun følte at hun hjalp ham på en måde. Hun følte sig også i stand til at tage vare på andre, og det fik hende til at slappe af. "Bare rolig.." hviskede hun, og strøg ham året håret. Hendes ben var i en akavet vinkel, så deres hud mødtes. Hun var ikke sikker, men han virkede virkelig kold. Måske rørte hun bare ved gulvet, og det var det der var koldt. Det var ikke til at sige..

"Vil du ikke med udenfor?.." spurgte han forsigtigt og bed sig i læben, han ville gerne ud fra caféen meget gerne end da og det ville nok også hjælpe ham med at slappe af og hans sult ville måske også forsvinde og den røde farve i hans øjne, han ville ikke have at hun så ham som et monster.. "Undskyld, at jeg.. at du lige skulle se mig sådan her.." sagde han dernæst roligt, uden at kigge på hende, ikke fordi han ikke ville se på hende, men hun måtte bare ikke opdage det, som der var med ham. Det skulle forblive en hemmelighed, ellers ville det give ham store problemer hvis hun opdagede det. Medmindre at han måtte bide hende og forvandle hende..men det vidste han ikke om han måtte.. han skulle først have tilladelsen for at gøre det fra hende.

Hun så på ham med hovedet på skrå og rejste sig, med et blidt smil på læberne. "Selvfølgelig. Kom." Hun tog ham i hånden, helt uden at tænke på det, og trak ham med ud af caféen. Hun trængte til noget luft. Kulden slog imod hende, som et bedøvende tæppe, og det var faktisk dejligt. Hun trængte til at blive kølet ned. Sneen dalede ned på hendes sorte hår, og gyldne, hvide hud. Hendes hudfarve var lidt sjov. Hun var blev, men italienere havde jo gylden hud. Men alligevel elskede hun sit særpregede look, og hun elskede at gøre noget ved sig selv, som andre ikke gjorde. Klippede håret kort når moden var langt hår. Alligevel var det... besværligt at have langt hår når man var indianer.

Han fulgte med hende imens at han gemte sit hoved lidt bag ved hendes ryg, og hans røde øjen farve begyndte at forsvinde, så han fik sin normale farve, som var grøn. En gylden grøn farve. "Tak" sagde han stille og smilede skævt, da det ikke var så slemt mere med sulten osv. "Jeg skylder dig en tjeneste.." svarede han og fugtede sine læber, det mente han virkelig, hvis han ikke havde fået hjælp, ville det gå galt, så meget at det måske havde gået hen at han ville dræbe et menneske.. han kiggede så på hende igen og betragtede hende lige så stille.

Hun lo lidt overasket, men smilede så til ham, med hovedet på skrå. "Selvfølgelig skylder du mig igenting." sagde hun, og lyttede til sneen som knaste under deres fodtrin. Hun elskede bare den lyd.
Da de var kommet lidt længere væk fra caféen, gik det op for hende at hun ikke viste hvor hun var på vej hen. "Skal vi tage hjem til mig?" spurgte hun toneløst. Ikke fordi hun syntes at det var mærkeligt at tage en fremmed med hjem. Hun havde gjort det så mange gange før. Og alle gangene havde Sara været fuldstændig ligeglad med det. Og det var meget taknemmelig for. Hun kunne jo ikke bare lade folk - som fyren her - gå rundt.

Han fniste lidt og blev beæret over at hun allerede ville invitere ham med hjem, "Sikker på at du vil have mig med hjem, efter det som er sket?" spurgte han så roligt og blinkede med det ene øje, inden at han kiggede lidt ned i sneen, før at han så på hende igen. "Men.. selvfølgelig, det kan vi godt" svarede han dernæst hurtigt og nikkede kort, men bekræftende, da han gerne ville det. Sendte hende et charmerende smil, imens at han så på hende.

Hun så ned i sneen, og begyndte at gå hen imod hendes hus. Hun så ned, bare for at han ikke skulle se at hun rødmede. Hun hadede det. Hun hadede at rødme. Men det gjorde alle piger, gjorde det ikke? Sikkert. "Det skete jo ingenting." mumlede hun genert, og klemte blidt hans hånd. Han gjorde hende lidt genert. Men hun var jo genert. Men alligevel ikke så genert hele tiden. Heldigvis. Han gjorde hende helt forfjamsket. Næsten lige så forfjamsket som da hun opdagede Steffan.

Han fulgte med hende så godt han kunne og klemte hendes hånd blidt forsigtigt, "Nej.." sagde han stille med et nik, selvom hun ikke så det, *Men der kunne have været sket noget slemt..* tænkte han og sukkede lydløst, bed sig så i underlæben og smilede skævt dernæst. Mikey så at hun rødmede, han syntes det var sødt og at det klædte hende, men han sagde ingenting til det. Fordi.. hvordan ville hun så reagere? Han begyndte så småt at kunne mærke noget underligt? Men.. noget underligt på den gode måde. Et lille crush på denne her smukke pige? Han lod sin tunge glide ud at slikke ved sin ene piercing i sit snakebite imens at han fortsatte med at gå og holdte godt fast i hendes hånd.

Caféen lå tæt på hendes hus, og tæt på legepladsen. Forks var jo en dejlig lille by, og derfor var ting bare ikke særlig langt væk fra hinanden. Derfor tog det ikke lang tid at komme til hendes hus. Hun var lidt nervøs for at Sara var ved en af sine arbejdsseancer. Hun plejede at stå nede i kælderen med en mejsel, og intet andet. Godt nok var det smartere at så nøgen nede i sin egen kælder, end inde i ens private skov, men Melina kunne bare ikke forestille sig ikke at være ude i skoven, når hun fik sine.. åbenbaringer.
"Øhm.. Det er her." smilede hun, og trykkede håndtaget ned. Døren var låst, til Melinas overaskelse, så hun ringede på klokken."Det må du undskylde. Min søster har vist låst døren.." Lige efter Melina havde lukket munden, blev døren åbnet af hendes søster, Sara. Hun smilede undskyldende, men stivnede et øjeblik da hun lagde mærket til Melinas følgesven.

"Det er i orden" sagde han med et skævt smil og fugtede sine læber, imens at han kiggede fra døren af hendes hus til på hende. Hvorefter at han kiggede tilbage hen på hendes søster, og han smilede skævt igen, hejste sin frie hånd lidt i vejret og vinkede med den, "Hej..." hilste han forsigtigt og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han stadig holdte godt fast i Melinas hånd. "Mikey Silvers.." præsenterede han sig dernæst venligt over for hendes søster.

Et svagt smil gled over Melinas læber, da det gik op for hende, at hun heller ikke kendte hans navn. Men hun blev lidt vagtsom da Sara var stille, og havde et mærkeligt udtryk. "Dette er min søster Sara Bevacque, og mit navn er Melina." Hun forstod ikke hvorfor Sara så så fjentlig ud, men lod sig ikke gå på af det. "Du må undskylde os.". Melina klemte øjnene en smule sammen, og trak Mikey med ind. Hun var forvirret. Hvorfor var Sara sådan? "Vil du ind og.. Have noget at spise?".

Han fulgte med hende, med svarede hurtigt; "Jeg spiser ikke..", hvilket jo også var sandt, vampyrer spiste ikke den mad som mennesker gjorde, kun menneskerne selv.. Han bed sig let i underlæben og håbede ikke på at hun sådan reagerede på det. Men udover det var Mikey også meget tynd, fordi han heller ikke rigtig spiste da han var et menneske, så altså. Han sendte hende et uskyldigt smil, "Ellers tak, Melina" sagde han venligt.

Melina så på ham, og klemte øjnene en smule sammen. 'Spiste ikke'? Nå, ligemeget. "Mmm.. Okay." Melina så sig omkring, og holdte øjnene et par sekunder på Sara, som virkelig så forvirret ud. Så forvirret ud som Meli følte sig. "Kom, vi går op på mit værelse." *Jeg er bange for at min storesøster er blevet sindssyg.* Hun kløede sig i panden, og begyndte at gå op af trappen. Hun.. Hun havde altid været på så god fod med sin søster, men nu.. Nu var det som om de var to forskellige personer, som de jo var.

Mikey fulgte bare efter hende så godt han kunne. "Okay" svarede han med et skævt smil og kiggede lidt ned af sig selv imens at han gik efter hende. Mikey tog det ikke så tungt med at hendes søster kiggede sådan på ham osv. Det var han van til også pga hans udseende. Der var ikke så meget at sige til det? Folk blev af og til skræmt fra vid og sans, specielt pga hans piercinger.

Melina smed sig på den lille seng, og gabte gigantisk. Hun elskede sit værelse, det var dejligt småt, lyst, og.. ja, vægene var tildækket med træmasker, med forskellige ansigter. Sure, glade, forelskede, hadefulde, gamle, unge, firkantede trækantede. Der var ikke engang mere end tre af samme træsort. Melina var sikker på at hun havde verdens største samlig af hjemmelavede, italienske, indianske, træmasker. Hun rullede over på siden, og betragtede ham. Hun ventede på at han satte sig på stolen over for sengen, eller på sengen.

Mikey så sig lidt omkring i hendes værelse inden at han kiggede på hende og gik hen til sengen hvor han satte sig ned på sengekanten henne ved hende. "Er du træt?" spurgte han roligt med et skævt smil, imens at han lod sine øjne hvile på hendes. Vampyrer blev aldrig trætte.. de var oppe døgnet rundt.. hver dag og hver nat.. hele tiden.. ret utroligt og fascinerende at vampyrer havde disse egenskaber. Men noget savnede Mikey da ved at være et menneske.. nemlig det at kunne sove.. og visse andre ting.

"Ja. Det er hårdt at vende sig til en ny by. Og et nyt land, også." Hun sendte ham et smil, med lukkede øjne, et kærligt smil. Hun følte sådan over for alle mennesker, men.. noget anderledes for Mikey. Hun elskede ham, ligesom hun elskede alle andre, alle de venner hun ikke havde mødt endnu. Men nu havde hun mødt ham, og selvfølgelig elskede hun ham stadig. Men alligevel ikke så meget som Sara, Steffu og Sammy. "Det er meget hårdere end man tror." Hun kløede sig på næsen, og prøvede at lade være med at tænke på de sørgelige ting.

Han lænede sig lidt over hende, "Tja.. sådan er det jo" sagde han imens at han kiggede på hende. Efter hans forvandling syntes han ikke det var så hårdt, faktisk var det hele på en eller anden måde blevet meget nemmere. Også fordi der ikke var så mange følelser på spil og.. man brugte ikke så meget energi på at tænke at finde nye venskaber også videre. "Hvis du vil sove.. må du gerne det" tilføjede han så med et varmt smil, da hans øjne stadig hvilede på hende.

Melina var træt, og hun ville ikke lyve for ham. Det var hun slet ikke i humør til. Men hvorfor skulle hun sove? Hun ville dødkede ham. Hvem syntes det er sjovt at se på en sovene pige? Ikke hende selv... Men måske en dreng? Tanken var ikke udelukket, men meget mærkeligt. "Så kommer jeg da bare til at kede dig. Men jeg er træt." Hun lagde sig til rette i sengen, men stadig med blikket rettet imod ham. Hun havde svært ved at fjerne blikket fra ham. Hun havde endnu ikke forstået, hvordan et menneske kunne være så smukt.

Mikey smilede skævt og lagde sig så ned ved siden af hende, "Tænk ikke på det.. bare læg dig til at sove" sagde han roligt imens at han vendte sit blik mod hende. "Bedre at du ligger dig til at sove også er frisk om noget tid" svarede han med et nik, og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin ene piercing i sit snakebite. Og sendte derefter et varmt smil, vendte sig om på ryggen, mod hende, så han bedre kunne se hende, blinkede med det ene øje, og lænede sig hen mod hende igen, for at give hende et kys på kinden. "Sweet dreams" hviskede han.

"Mmm.. Okay." Hun rødmede svagt over kysset, og lukkede så langsomt øjnene. Det føltes som om hun forådte sig selv, ved at kikke væk fra ham. Men alligevel lukkede hun øjnene, og mærkede hvor træt hun enlig var. Søvnen lagde sig som en tåge i hendes lemmer, og snart følte sig sig som en sky, og så faldt hun alligevel hen i drømmene, efter hun lige havde set på ham en sidste gang. Hun håbede bare at hun ikke ville begynde at snorke.

En svag sløren irriterede hende, og hun var lige ved at vågne. Men hun viste at det bare var hendes underbevisthed, som skulle til at give hende en virkelig mærkelig drøm. Hun var kun halvt ved bevisthed, og registrerede derfor puslen nede i underetagen. Hun var ret sikker på at det bare var Sara, som lavede videre på nr. 102, hendes nyeste figur som vist nok skulle forestille en halvt menneskelig løve. Men Sara viste det aldrig, før hun var færdig. Drømmen intraf meget langsomt, som om hendes hoved ikke viste hvad den skulle vise hende, men da den endelig var begyndt, så var den så klar som var det virkelighed. "Han ko.. mmer tilbage.." mumlede hun i søvne, svarede på Luisas suk over Steffens forsvinden. "Jeg fin.. der ham. Tag.. er væk i et st.. ykke tid." Hun ved sig en smule, så hendes hånd lå på Mikeys skulder.

Mikey hævede det ene bryn da hun begyndte at snakke i søvne og det som hun sagde fik ham til at tage stille fat i hendes hånd og skubbe den væk fra sin skulder.. forsigtigt som muligt så hun ikke blev vækket. Han satte sig dernæst op i sengen og kiggede lidt ned af sig selv, inden at han kiggede på hende, det kunne ikke gå mellem dem, et menneske og en vampyr sammen? Han rystede kort på hovedet, inden at han så lænede sig ned og plantede et kys på hendes kind, hvor han så rejste sig op og gik hen til døren.

Hun vred sig igen, og mærkede svagt nok at han rørte ved hendes hånd, eller at han kyssede hendes kind, men et gys løb igennem hendes rygrad da hans læber rørte hendes varme hud. "Slip mig!" insistrerde hun med den svage stemme, og vred sig heftigt. Hun bevægede hånden i cirkler, som om noget usynligt holdt hårdt fast omkring hendes håndled. Så faldt hånden slapt ned på madressen igen, og et suk forlod hendes dirrende læber.

Han stoppede op foran døren og tog fat i håndtaget, kiggede over sin ene skulder på hende, med et skævt smil, inden at han så åbnede døren og gik ud fra hans værelse, selvom han kunne lide hende, så vidste han bare at de ikke kunne leve sammen og dette var skæbnen, hvis Melina fortsatte med at være et menneske, og han ville ikke bide hende hvis han ikke fik tilladelsen til det, han ville acceptere det hvis hun ville leve sit liv som et menneske! "Farvel.." hviskede han lavt, da han ikke ville vække hende. Det ville han få det dårligt med og der ville nok også komme et skænderi..? Han begyndte lige så stille at gå mod udgangen af huset.

Melinas mareridt skiftede karakter, og den udviskede indianerskov blev til huset. Hun så statuerne stimle sig omkring Sara, og snart ville hun blive angribet. Hendes abelignende... fisketing snerrede af hende, og tog fat om hendes arme. Melina prøvede at gøre noget, men så falmede det hele væk igen, og hendes søvn faldt en smule til ro. Hun lå roligt igen, og knugede dynen ind til sig.

Efter at han havde fundet udgangen af huset, gik han hen til døren og han håbede på at hendes søster ikke havde set ham, idet at han tog fat i håndtaget, så sig en ekstra gang om over skulderen før at han åbnede døren og trådte så ud. Hvorefter at han begyndte at løbe væk fra stedet.

I det samme, da døren lukkede, for Melina op af sengen. Hun væltede ud over kanten af sengen, og maste kinden imod gulvet, inden det gik op for hende, at der manglede noget... nogle. Hun åbnede døren, og væltede ned af trappen. "Sara! SARA!" Hun åbnede døren til hendes arbejdslokale, hvor Sara stirrede overasket på hende. "Hvad? Brænder huset?" Melina lænede sig op af karmen, og vendte det vide ud af øjnene. "Nej! Så du drengen? Så du ham gå? Hvor lang tid har jeg sovet?!" En skygge gled over Saras ansigt, og hun lagde mejslen fra sig på bordet. "Nej. Lad ham nu være, okay?" ".. okay." Hun lukkede langsomt døren og gik tilbage.

// Out :3 //