sur og vred

Dato :: irl
Årstid :: irl
Dag :: irl
Vejr :: mørkt
Sted :: parken i forks
Tid :: efter 00.00
Omgivelser :: ingen....


Zachary havde hvad kan man sige løbet hjemme fra? eller nej det ville ikke passe han var bare gået en tur, han var blevet uvenner med sin far og fået en lussing, hans kind brændte og det gjorde ondt! hvorfor han fik den havde zachary stadigvæk ikke helt forstået, han syntes det havde været onfair at han ikke havde måtte gå ud og køre på skateboard, men alligevel efter deres diskution havde han bare taget sit skateboard og kørt afsted, ned til parken, hvor han var den første dag han kom, han kunne allerede lide at være i byen selvom han ikke havde været der særligt lang tid kun et par få dage...

han havde et par lyseblå jeans på med et par huller i hist og her.. og en sort hættetrøje inden under sin sorte læder jakke, der var lynet og sad tæt til ham.
Da Zachary kom ned i parken var der ingen det var heldigt, han ville bare være alene lige nu. han kørte rundt på den lille skateboard bane der der..

Tøj: Et par sorte, stramme busker, en rød, trekvart ærmet trøje og et par korte, røde Allstars

Jamilah havde besluttet sig for at gå en tur i Forks lille park. Der var ikke meget andet at lave, når man var uddødelig og ikke kunne sove. Hun havde lavet alle sine lektier og læst alle sine bøger. Det var nogen af grundene til at hun havde besluttet sig for at gå en tur. Hun håbede også på hun kunne møde nogen, som måske ville snakke lidt. Man mødte altid nogle flinke mennesker i Forks. Når man ikke måtte dræbe dem, så kunne man vel lige så godt nyde deres selvskab.
Hun sukkede. De sidste to år af hendes "liv" havde været yderst stressende. Der var så mange ting at holde styr på. Nogen gange glemte hun helt at drikke blod. Så endte hun med at spise et dyr. Hun brød sig bestemt ikke om det. Mennesker smagte en billion gange bedre end dyr. De duftede også meget bedre.

//Sorry, det korte svar, men skolens com f*cker lidt

Zachary fik øje på en pige der kom gående ind i parken han ville tjekke hende ud og se hvem det var, han kørte på sit skateboard der hen og stoppede lige foran hende " hey hvad så der, burde du ike være der hjemme og sove?" spurgte han stille ikke for at være flabet eller noget, selvom man godt kunne se hvem af de her to der var ældst det var der ingen tvivl om at hun var, han var bare en lille lort som hans fulde mor altid sagde...

han lod skatboardet lægge på jorden mens han stod og lavede tricks for anhende det var ikke for at blærere sig men han havde bare lidt for meget energi til at kunne stå stille, han var slet ikke træt eller så var hans over træt-..

I det samme Jamilah var gået ind i parken, havde hun fået færten af et menneske. Da han så kørte hen til hende, kunne hun ikke lade være at smile. Det gjorde hende endnu smukkere end hun allerede var. Det var bare det at han tydeligvis var meget yngre end hende selv. Omkring 3-4 år eller sådan noget. Det at han så spurgte hende om det, var næsten til at grine over.
"Nej, jeg er gammel nok til at færdes ude om natten" Svarede hun ham i et blidt toneleje. Hun betragtede ham lidt. Han så ud til at være midt i teenageårene. Omkring 14-15 år måske. Nok ikke ældre en 16, det troede hun i hvert fald ikke på. Hans måde at snakke mindede også en del om en teenagers. Selv var hun jo stadig teknisk set en teenager. Hendes krop var jo 18, som vist nok var teenager stadig.. Men mentalt var hun nok nærmere de 20 år, som hun ville have været hvis ikke hun var blevet forvandlet.
"Var det måske ikke snare dig, der burde være der hjemme og sove?" Hendes tonefald var spørgende og nysgerrigt. I mørket blev hendes blege hud endnu mere fremhævet end ved dagslys. Hun så fantastisk ud, men det var hun selv ligeglad med.

han ahvde stået lidt i sine egne tanker da hun begyndte at tale til ham, mistede han koncentration på boardet mens han lavede trick hvilket betyd at han væltede baglæns og måtte tage fra med sin venstre hånd, det gjordeo ndt at lande på fliserne, han kiggede på sin hånd men kunne ikke rigtigt se noget, på den derfor tog han sin mobil frem og brugte lyset der fra og kunne se det blødte en lille smule, det gjorde ondt " avvv det gjorde ondt!" sagde han og kiggede på hånden og rejste sig kort til efter. " jeg er gammel nok jeg er gamler end du tror, jeg faktisk talt 14 år !" sagde han og så på hende, hun var smuk, men der var noget ved hendes hud der fik ham til at kigge på hende, han kiggede hende i øjne og rødmede helt vildt, han ville prøve at mærke hendes hud, forsigtigt og stille lagde han hånden på hendes kind, hendes hud var is kold, det var modsat til den anden pige han havde rørt ved hun var brændende varm, hun havde endda os knurrede af ham, hvad skete der lige i den her by! " du er iskold " sagde han spørgende og tog hånden til sig..

Jamilah så blodet og hendes mørkerøde øjne der før havde været afslappede, var nu anspændte. Det samme var hendes ansigt. Hun havde måske næsten lige spist og havde været vampyr i to år, men duften af blod var stadig lidt for meget af det gode. Specielt når man skulle få andre til at tro man faktisk var menneske. Man havde bare iskold hud, spiste åbenbart aldrig og lignede en gud. Det var ikke så svært. Eller rettelse - jo det var. Nogle var allerede begyndt at snakke om de gude smukke teenagere i Forks og omegn. Det var bestemt ikke godt.
"14 år? Du burde bestemt ligge der hjeme og sove" Hun smilede, dog et lidt anstrengt smil. Hans blod duftede så godt! Det var lige før hun blev helt svimmel af det. Det var ikke noget hun havde prøvet tit. Et par enkelt gange, havde blod duftet så godt, men det skete sjældent. Blod duftede normalt bare utrolig godt for hende.
hun havde været så fascineret af duften af hans blod, at hun ikke havde lagt mærke til at han rørte hende kind. Hun gispede. I det han tog sin hånd til sig for fortalte han hun var iskold, greb hun fat i hans håndled. Hun vidste at han ville kunne mærke, at hun ville kunne knække hans håndled, så let som ingenting. Vampyre var jo utrolig stærke og hurtige. "Man røre ikke fremmed uden at spørge først" Hendes stemme var helt rolig.

ZAchary vidste intet om hvad der var i denne her by, men han var begyndt at undre sig over hvorfor nogen var brand varme og andre var iskolde. det var underligt sådan havde han aldrig mødt folk der var før. var det en sygedom der var i byen eller var det fordi de ikke var mennesker? eller hvad skete der , " jeg burde ikke lægge der hjemme, du bestemmeri kke over mig" sagde han hårdto g koldt og kiggede på hende, det var underligt, han begyndte at fryse selvom det ikke rigtigt var koldt, han var en smule bange, og det gjorde det heller ikke bedre at da hun greb fat i ham det gjorde ondt, " AVV SLIP MI" skreg han højt og vred sig for at komme fri, det gjorde ondt, han kunne godt mærke hun var vildt stærk, det var slet ikke normalt for en pige at være så stærk så meget vidste han da i det mindste, " du er alt for stærk til at være en pige! du syg, den her by er syg! jeg skal nok find ud af hvad der sker" sagde han og man kunne tydeligt høre hvor bange han var, det med at røre fremmede det skulle han sku nok selv bestemme " bestemmer jeg godt nok selv" sagde han stille ..

"Det ved jeg, men er det ikke lidt sent for en 14 årig at være ude?" Hun spurgte oprigtig nysgerrigt. Det var jo seks år siden hun selv havde været 14 år, så hun vidste ikke rigtig noget om den slags mere. For hende blev det jo aldrig for sent. Hun havd eintet behov for at sove eller noget. Det var faktisk ret irriterende aldrig at kunne holde en pause fra det virkelige liv, og bare drømme. Hun savnede de gode drømme lige så meget som sine maridt. Menneskerne anede ikek hvor heldige de var.
"Jeg er bokser, så jeg er stærkere end mange piger" Løj hun, men han ville ikke kunne se det. Måske var hun dårlig til at lyve, men nogle løgne var hun gode til at fortælle. Dem der handlede om hendes nye kræfter, kolde hud og underlige diæt, var hun blevet utrolig gode til. De eneste der kendte hendes hemmelighed af mennesker, var hende forældre. De havde taget det ret godt, efter som hun havde forklaret hun ikke selv havde bedt om det. Og efter hun havde lovet dem ikke at spise dem. Så var de blevet meget mere rolige.
"Jeg er faktisk syg, det er derfor min hud er så kold. Og derfor bryder jeg mig ikke om at folk røre ved mig, fordi jeg kender folks reaktion" Hun løsnede sit greb og så ned i asfalten med et trist blik. Han ville dog sikkert stadig kunne mærke hvor stærk hun var.Det var selvfølgelig skuespil, men han ville ikke kunne gennemskue det. Før hun var blevet forvandlet, havde hun været med i mange skolestykker både i England og Australien. Det havde gjort hende god til at spille.

" nej ikke når ens forældre bare er lige glad med en du fatter det ikke, gør du vel!" sagde han og blev faktisk lidt trist en enkelt tåre trillede ned af hans kind men han tørrede den hurtigt væk , han ville ikke have at hun skulle se han græd , for drenge græd ikke det havde han altid fået af vide, " hvorfor skulle jeg tro på det, " sagde han bare, han ahvde svært ved at tro på folk, mest piger, han var vant til at de løj for ham sådan havde det været der hjemme i sin egen by, han ville ikke tilbage og så alligevel ville han gerne for han savnede sit band og sine venner, men måske han kunne starte et nyt her, han tvivlede en smule men det var svært for at han at tænke nu, han var ked af det og det var tydeligt at se. han kiggede ned på sin hånd, det blødte stadigvæk, han slikkede sig på det en enkelt gang og det forsvandt noget af det, han slikkede altid på sine sår, ellers gjorde han mor det den gang han var lille og den gang hans mor ikke var så syg som hun var... " jeg ville ønske der var nogen der kunne rede min mor fra døden" sagde han stille og satte sig ned på bænken ved siden af dem, efter hun havde sluppet grebet om hans håndled. " hvis du er syg , hvorfor lægger du så ikke der hjemme og sover" spurgte han stille

"Nej, det gør jeg ikke for mine forældre er ikke ligeglad med mig" indrømmede hun ærligt. Hun havde godt set tåren, men valgte ikke at kommentere den. Han skulle nødigt hade hende endnu mere end han allerede gjorde. Han skulle ikke begynde at tænke alt for meget over hendes kold hud. Eller nogle af indianernes varme. Det kunne der ikke komme noget godt ud af. Han ville højst sansynligt blive dræbt af Volturi. Den skæbne fortjente intet mennekse, end ikke den person hun hadede mest i verden. End ikke dem.
"Fordi jeg ikke lyver" Løj hun. Hun fik det lidt dårligt med sig selv. Det var ikke fair over for ham at hun løj. Specielt ikke når hun løj om at hun ikke løj. Og så når han virkede så følsom! Hvilket væsen var hun dog? Et uhyre? Det passede vel meget godt, når hun brugte sin fritid på at dræbe mennesker for at kunne leve sit nye "liv". Hvis det da var et liv hun levede. Hun var vel snare en levende død. "Mon ikke der er nogen der kan?"
Hun satte sig ned ved siden af ham og strake sine lange ben lidt. Så satte hun sig normalt. "Fordi det ikke er en sygdom der kan kureres" forklarede hun ham og smilede trist. Det var var sandt.

" jeg ville gerne have dine forældre" sagde han stille og kiggede op på hende og sukkede så kort efter og vidste ikke helt hvad han skulle sige men et stille " undskyld" kom frem, det var ment som undskyld for at jeg rørte ved dig uden at få lov. zachary kun godt indrømme han var facinerede af vampyr han spillede selv mange computer spil med denne race i og os på sin playstation. " jeg tror på dig når du siger du ikke lyver, jeg er bare vandt til piger lyver for mig, ved ikke hvad det er jeg gør forkert" sagde han stille og kiggede ned i jorden, hans hånd sveg. " det gør ondt" mumlede han og kiggede på sin hånd, hvorfor var han os lige fladet...

der var ingen der kunne gøre hende raske, det havde lægerne selv sagt til ham, og hans familie " nej det der ingen der kan, hun har cancer, og vil snart dø. hvis hun nu ikke drak og ryg så meget som hun gjorde ville jeg måske have en mor i lidt længere tid en bare 14 år! " sagde han og gemte sit ansigt i sine hænder, han var meget følsom når det glat sin familie...

"Njaah, de driver mig til vandvid nogen gange" Hun smilede skævt. Hendes forældre var fantastiske, men nogle gange var de altsp lidt for fantastiske. Dog var hun utrolig glad for dem. Det var ikke alle forældre, som ville have kunne klare at deres datter var blevet til et blodsugende monster, men de havde jo set at hun ikke havde forandret sig spor. I hvert fald med hendes personlighed. Den var ikke ændret. Hendes udseende var dog. Hun var blevet uhyggelig bleg og uhyggelig smuk. Men det kunne de leve med. Også hendes nye diæt selvom de lige skulle sluge den først. "Det gør ikke noget"
"Nogle piger tror vel de er seje når de lyver overfor drenge, men de glemmer jo at de selv hader når drenge lyver overfor dem" Hun smilede skævt. Piger var nogle mærkelige nogen. Meget mere mærkeligere end vampyr, varuvle og hybrider tilsammen. Det var drenge vel også. Man anede ikke hvad der skete i hovedet på dem.
"Lad være med at bebrejde sig hende for hendes død" Hun mumlede og lagde trøstende en kold hånd på hans skulder. "Det vil du bestemt fortryde"

han rystede på hoved og så på hende og sagde " du forstår det ikke, jeg får skyld for alt, jeg ville selv ønske jeg kunne gøre en ende på mit eget liv og nogen gange drømmer jeg om at være som dem i mine computerspil vampyr og aliens og sådan noget," han smilede til hende da han mærkede hendes hånd selvom den var kold så gjorde det ikke noget, måske han allerede havde fået sig en ny ven. " jeg vil en dag rejse til vampyrernes land" sagde han og sad lige nu og tænkte på sit computer spil som foregik i et land kun med vampyr, han kunen bruge flere dage på at dagdrømme om sine spil

han kiggede kort hende i øjne og sagde intet men sukkede " gid jeg havde en store søster" sagde han lavt og sukkede.

"Det ville være rart hvis livet var et computerspil. Man kunne altid bare starte forfra hvis man døde eller der var sket noget man ikke kunne lide" Hun smilede. Det var en skør tanke, men det havde havde sagt mente hun. Hvis hendes liv havde værete t computerspil, ville hun have startet sit liv forfra i det hun var blevet bidt. Så ville hun have gjort sådan at hun aldrig havde mødt vampyren der havde forvandlet hende. Det mindede hende om hendes ønske i det her "liv". Hun ville dræbe den vampyr, som havde forvandlet hende. Om det så skulle koste hende hendes liv, hun var ret ligeglad. Den vampyr skulle fortryde at den havde forvandlet hende.
"Jeg er ked af at skuffe dig, men der er ikke noget vampyrenes land" Hun smilede. Smilet kunne både ses i hendes mørkerøde øjne og i hendes ansigt. Man kunne se at hun virkelig var 100% ærlig overfor ham og hun vidste hvad hun talte om. Det måtte hun jo gøre, når hun selv var en vampyr. Måske ikke den slags mennesker troede, men myterne var jo alt for langt ude! Det var sikkert bare præster der havde opfundet dem. "Jeg havde en søster" fortalte hun.
"Forresten, jeg er Jamilah York" Præsenterede hun sig selv.

" men nogen gange kan det os være farligt at leve sig ind i computer spil" sagde han og rejste sig og smilede til hende , på en måde vidste han jo godt at der ikke fandtes nogen vampyrs land, " hvis jeg mødte en vampyr ville jeg tirre den og provokere den og se om den virkelig er så stærk som man siger " sagde han og grinte lidt han var kommet i meget bedre humør og det var altid en god ting . " jeg hedder Zachary-Zacharias jackson og altså ikke bare Zachary men Zachary-Zacharias mine forældre kunne ikke blive enig om hvad jeg skulle hedde så jeg heder Zachary-Zacharias " han smilede til hende og så på sin hånd igen. zachary havde det med at få næseblod en gang imellem det var ikke noget han selv kunne styre eller lagde mærke til at han fik først når han kunne smage blodet eller når andre sagde det til ham, stille og roligt begyndte blodet at løbe fra hans næse....

"Ja, det har du ret i, men kun hvis man ikke spiller det ordenligt" Hun grinede kort. Hendes latter lød som vindklokker. Utrolig fin, elegant og smuk. Ligesom resten af hende. Vampyre var gennemført perfekte. De var selve begrebet perfekt. Og det var det hun hadede allermest ved sig selv som vampyr. Mere end sin trang til blod. Deres smukke ydre blev jo brugt til at lokke folk med ind i gyder. Alt ved dem var med til at lokke menneskerne. Hun følte med dem. De havde jo ikke noget andet valg end at blive forført af vampyrene.
"Tror du da ikke vvv.. De er stærke?" Hun skyndte at rette sig selv. Hun havde været så tæt på at sige "vi". Hvis hun havde gjort det havde Volturi slagtet hende. Men hvis drengen var virkelig klog, ville han vide at hun lige havde givet ham en slags spor. Han måtte jo vide at hun ikke var helt normal. Intet menneske var jo så smuk, bleg og mega stærk og hurtigt. Det var umuligt.
"Fedt at møde dig, Zach, hvis jeg må kalde dig det?" Det var bare nemmere at sige Zach eller Zachary end hans fulde fornavn Zachary-Zacharias. Det var skam et flot navn, men svært at sige. Eller det synes hun selv.
Da hun fik øje på det mørkerøde blod fra hans næse stivnede hele hende krop og hendes blik var kun fokuseret på blodet. Hun tog sin højre hånd op til munden. Hurtigt. Det ville være alt for pinligt hvis hun bed ham eller slikkede blodet, men det duftede så godt! "Din.. næse" Hun talte gennem sammenbidte tænder og sin hånd.

han svarede slet ikke på det med computer spil mere, nej han kunne godt gennemskue at hun skulle til at sige vi, han var ikke helt dum, han rejste sig op og så på hende og sagde " du er ikke et menneske ingen mennesker er så msukke og stærke som du, det er umuligt og du er slet ikke syg, hvad er du" sagde han nervøst han havde rejst sig op og taget sit skateboard i hånden og så på hende da hun tog sin hånd op til munden, hans blod, han havde gjort set hvordan hun havde reaget på hans blod på hånden og nu hans næse blod, han smilede ikke længere han var bange, hvad skete der, " du er....!" sagde han , han tænkte virkelig han havde altid facinerede sig meget for vampyre og vidste en del.. han ledte efter en lille lommelygte han havde i sin lomme, han havde den på sine nøgler, han fandt dem og tog den frem, han rystede en smulle på hænderne han var nervøs, han fumlede med at få den tændt, men uheldigvis var den løbet tør for strøm ..

Hun rejste sig og så ned i asfalten. Hun var tydeligvis ked af det. "Undskyld, jeg løj, men du må forstå det fra min side" Hun mumlede. Hendes stemme blev en anelse sløret, som om hun skulle græde, men hun kunne ikke græde. Det kunne vampyre ikke. De kunne heller ikke bløde eller blive gravide bare for at tage et par eksempler. De brændte heller ikke i sollys, men deres hud funklede som om den var lavet af diamanter. Det gjorde dem vel bare endnu smukkere end de var.
"Jeg nyder heller ikke lige frem at være hvad jeg er" Hun sukkede. Han ville sikkert ikke forstå hende. Det ville ingen mennesker kunne. Speicelt ikke nogen der var så unge som ham. Det var vel umuligt.
"Hvad skal du med lygten?" Man kunnet tydeligt høre hun undrede sig.

han kiggede på hende og lagde nøglerne i lommen " DU LYVER LIGE SOM ALLE ANDRE! " skreg han og var sur det blødte stadigvæk fra hans læse, men han var ligeglad lige nu han tørrede det dyrebare og godt duftende blod af i hans jakke og sagde " bare vent til jeg fortæller politiet det her" han gik baglæns hun skulle ikke tro at han ville lade hende rende rundt i denne by, uden at han ville prøve at stoppe hende. " iikke noget" sagde han efter som den ikke virkede alligevel, han tog sit skateboard i armen og trådte baglæns, mens han med den ande hånd ringede op fra sin mobil til politiet....

Inden han ville kunne nå at blinke, havde hun taget mobilen ud af hånden på ham, smadret den ned i asfalten så den avr gået i stykker og trampet på resterne af den. "Jeg har rigtig gode grunde til at lyve" forsikrede hun ham om. Hun var grav alvorlig. "Det er når mennesker som dig reagere sådan der at vores liv bliver farligt" Man kunne høre at hun var meget, meget vred. På græsen til rasende og det ville være klogt ikke at gøre hende end mere vred.
"Og hvis du tror at vi må dræbe i byen, så kan du godt tro om! Så bliver vi bare dræbt af nogle som beskytter jer" Hun snerrede. Hendes tænder var kridhvide. Perfekte. Men hun var utrolig ligeglad. Hun havde aldrig været mere ligeglad i hele sit levende liv eller i sit levende død liv. Perfekt hende et vist sted!
"Jeg burde dræbe dig, inden Volturi gør det"

han kiggede på hende og stod med åben mund da hun tog den ud af hånden på ham inden han nåede at gøre noget , han var bange han var meget bange " du kan jo ikke noget ,i tror bare i er så seje ikke, i kan intet," sagde han og vendte om og løb alt hvad han kunne over mod skoven, han kunne vel gemme sig der inde, det ville være sværere for hende at finde ham der, det mente han i hvertfald, han sørgede hele tiden for at holde fast i sit skate board.

dan ha nkom ind i skoven, løb han så hurtigt han kunne, men da faldt over en rod der stak af ham jorden, han havde slået sin fod, det gjorde voldsom ondt på ham, han skreg, den var ikke brækket men sikkert bare forstuvet, han prøvede at komme op og stå , det lykkes dog os for ham....

Hun rystede på hovedet. Hvis han vidste hvor forkert han var på den. Vampyre var seje og kunne vel stort set alt. Han måtte vel bare se det i øjenene. Og hvis han prøvede at spidde hende med en træpæl eller noget, ville der ikke ske noget ved hende. Kun hvis han rev hende i stykker og satte ild til hende. Det var nok den eneste måde at dræbe en vampyr på. Den eneste hun kendte, i hvert fald.
Hun var blevet stående i parken. Da hun hørte han faldt blev hun stadig stående. Han skulle tro at han havde fået et for spring og han havde ret i at de ingenting kunne. Da hun hørte han rejste sig, løb hun over i skoven på omkring 2-3 sekunder. Vampyrhastighed var en dejlig ting. Da hun stoppede stod hun foran ham med armene over kors. "Tror du stadig at vi ikke kan noget?" Hendes stemme var udfordrene og hun løftede spørgende et øjenbryn.

"hold dig væk" sagde han og lavede korset med fingerne det havde han set i en film med vampyre en gang at man bare skulle gøre, " jeg har SØLV på mig så hvis du rør mig dør d u! sagde han koldt endnu en ting han havde sset i tv-et. klokken var ved at være mange og han skulle faktisk til og hjem af " du kan intet du er svag lige som alle andrep iger" sagde han og kiggede rundt , og så ned i jorden og trådte lidt væk fra hende " men hvis det ikke gør noget så skrider jeg, jeg skal hjem til mine forældre" sagde han og haltede meget voldsomt på sit ben, det gjorde mega meget ondt...

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af ham. De informationer han havde om vampyre, var helt klart fra noget han havde set i tv'et. Ingen tvl om det, men at han faktisk troede på det. Men hvad kunne man forvente? Han var jo kun et menneske! de blev jo fejl informeret hele tiden uden at de selv vidste det. De var ikke en gang kloge nok til at lægge mærke til verden omkring sig. Så ville de forlængst have kendt til både vampyre, varulvene og hybdriderne.
"Tror du selv på korset virker? Jeg står her stadig" Man kunne tydeligt se at hun morede sig over ham. Det med sølvet fik hende til at grine endnu mere. "Jeg har rørt dig to gange og er ikke død endnu" Lo hun.
Hun lagde godt mærke til at han haltede utrolig meget og indhentede ham ved bare at gå i normalt mennesketempo.

han kiggede bag ud og så hende kommer tæt på ham, han måtte opgive han kunne ikke gå længere på sit fod det gjorde for ondt, han smed sit skateboard efter hende og håbede inderligt på at ramme hende, men han vidste hun var hurtigt og ville sikkert ikke ramme hende, han faldt ned på jorden og så på hende og sagde " bare vent til jegk ommer ud her fra så sladre jeg til alle i hele byen, og fortæler om din hemmelig,hed og hvad vil du gøre ved det INGEN TING" det sidste skreg han og tog sig til foden, han lukkede øjnene for at prøve at få smerten til at gå væk

Hun greb lynhurtigt skateboardet og kastede det roligt hen til ham igen. Hun ville ikke ødelægge det selvom hun havde en virkelig stor lyst til at knække det så let som ingenting. Hun beherskede sig. "Det kommer du aldrig til" Hun var total rolig og iskold. Volturi ville dræbe ham inden han fik sagt noget som helst.
Hun gik hen og satte sig på hug ved siden af ham. "De kongelige" Hun sagde det med stor afsky der viste at hun ikke brød sig om dem. "I min verden dræber alle mennesker der finder ud af det. Det ender med at hele Forks bliver slagtet"

//Skal spise//

han var lgie glad med hvad de skulle gøre hun skulle bare slet ikke røre ved ham,. da hun kom hen og side på hug ved ham satte han sit ansigt helt op til hendes, han hvavde med vilje bidt sig hårdt i læben så det blødte, han satte sig på knæ foran hende og lod hans læber røre hende men kun i tid nok til at hun ville få hans blod på sine læber, da han havde gjort dette trak han sig lidt væk fre hende, hun skulle ikke prøve på noget over for ham, han ville så hvor længe hun kunen holde sig tilbage..

Hun holdt vejret, da han nærmere sig hende. Hun kunne dufte frisk blod. Det var sikker fra hans læbe. Det havde set ud som om han havde bidt hul på den og nu blødte det. Hendes ansigt og øjne blev igen anspændte. Han var så tæt på og hans blod duftede så svimlende sødt og friskt! Det var helt klart ikke forgiftet med stoffer, sprut eller fed mad. Han var sikkert sund ellers ville han ikke dufte så godt.
Hun stivnede da hans læber rørte hendes. Det var ikke et kys. Bestemt ikke. Det var meningen at hun skulle have hans lækre blod på sine læber. Hun rystede svagt. Hun kunne ikke dy sig. Hun slikkede glædeligt blodet fra sine læber. Mens hun gjorde det var hendes øjne lukkede af nydelse. Da der ikke var mere blod tilbage på hendes læber åbnede hun sine øjne igen. Før havde de været mørkerøde. Nu var de helt kulsorte. Man kunne slet ikke se pupillen.

han kiggede på hende og grinte og sagde " argh så kan du godt styres man skal bare true med lidt blod bare vent i morgen ved helel byen at du er vampyre, tro mig " han grinte og vendte hende ryggen for at forlade hende, det her skulle byen bare vide, mon der var nogen i skoven han ville forsøge at råbe dem op " PAS PÅ ALLE SAMMEN HER ER EN VAMPYR!!! I BYEN!!" råbte han alt hvad han kunne med ryggen til hende, da han igen vendte sig op, så han først hendes øjne nu, de var kuld sorte det var ikke sjovt mere han sank en klump, måske han var gået for langt nu ? jeg han skulle ikke dø, hvis der var nogen der skulle dø var det hans mors...

Hun stirrede på ham med sine kulsorte øjne. Selv da han vendte sig om for at råbe, bevægede hun ikke en muskel eller trak vejret. Det behøvede hun heller ikke. Hun kunne holde vejret i flere år uden at dø af det. Men måske ville hun dø af sult. Hun vidste det ikke, men hun var faktisk også pænt ligeglad med det. Lige nu var hun totalt optaget af hans blod.
Der flød stadig lidt fra næsen og så det fra hans læbe. Det duftede fantastisk! Så himmelsk, rent og sundt.. Sådan havde det også smagt. Det var det mest vidunderlige blod hun nogensinde havde smagt i sit 2 årige "liv".
Hun vidste at der ikke var nogen i nærheden af dem, der havde hørt ham råbe. Derfor havde hun bla. ikke bevæget sig. Men det var mest pga. af blodet hun ikke havde bevæget sig. Hun var stadig rystet. Da han vendte sig om og så hendes øjne, kunne hun se at det gik op for ham at det vist var blevet alvor. Det var det også. Hun sprang op i vampyrfart og lagde ham ned. Det var gået utrolig stærkt. Lige nu var hun nærmest kun styret af sine instinkter. Hun havde fået ham ned på ryggen og sad på hans mave. Holdt med nede ved at holde sine hænder mod hans skulderblade. Selvom man skulle tro det, så vejede hun faktisk ikke særlig meget. Omkring 55 kg eller sådan noget. Det burde han kunne holde til.
Hun så direkte ind i hans øjne. Hendes sorte var udtryksløse.

han mærkede hvordan han blev lagt ned det hele gik så stærkt at det først rigtigt gik op for ham da hun sad oven på ham, han var bange, han vred sig for at komme fri men han kunne ikke, hun var for stærk, han græd nu, han ville ikke han ønskede lige nu at han bare havde været der hjemme og bare gået i seng i stedet for at løbe ud og ende her nu, det her ville sikkert være hans sidste , han ville dø nu, " du må ikke undskyld jeg siger det ikke til nogen" sagde han grædende og skævelende hvorfor kunne hun ikke bare lade ham være , hvis han nu lovede hende ikek at sige noget til nogen som helst, det var ikke det værd at slå ham ihjel han var ung og havde stadigvæk et helt liv foran sig, han prøvede at få sine arme fri men de var ned langs hans side og hendes ben holdte dem fast så han ikke kunne komme fri. han lukkede øjne og drejede hoved til siden ikke for at sige her spis mig men fordi han ikke turde kigge på hende,...

Hun rystede forsigtigt på hovedet og lukkede øjnene. Hun måtte tage sig sammen! Hun kunne jo ikke bare overfalde ham, bare fordi han gjorde ehnde vred! Hvad ville de andre vampyre ikke sige hvis de nogensinde fandt ud af det? Det ville være så pinligt, hvis nogen nogensinde fandt ud af hvad hun havde gjort overfor Zach. Godt nok var han menneske, men stadigvæk. Det var altså bare ikke acceptabelt.
"Undskyld, undskyld" Blev hun bed med at mumle. Hun slap hans skuldre og tog begge hænder op til sin mund. Dækkede den med dem. Man kunne se at hun virkelig var ked af det. "Men lov at du ikke siger det til nogen!" Hun nærmest tryglede ham om ham det. Hun var dog sikker på at han ikke ville udnytte hende, når hun var sådan. Han havde jo vidnet til hvor hurtigt hendes humør kunne skifte. Vampyre skulle man ikke stole på. I hvert fald ikke alt for meget medmindre man selv var en... Det gav hende en idé.
"Kunne du tænke dig et nyt liv?" Hun nærmest lyste af nysgerrighed.

han var helt ud af den, det var virkelig det værdste han ahvde været igennem han var bange for hende og selvfølgelig ville han sige det til alle, hvis hun slap af ham, han ville melde hende for overfald, eller få hendes far til at sagsøge hende, det gjorde man der hvor han kom fra, der sagsøgte man alt og alle, det var lidt underligt men det var fedt, han havde været med til at sagsøge en før de havde fået en masse penge af det og så flyttede de, os fordi at alle blev sure på hans far, men sådan var det jo bare " det oki" sagde han og kiggede på hende, om han ville have et nyt liv, hvorfor ikke hvem ville ikke ønske det når man havde haft sådan et liv som ham.. " ja " sagde han bare og kiggede på hende...

"Mener du det helt alvorligt?" Selv var hver eneste celle i hendes døde krop alvorlig. Det var ikke en leg at skulle forvandle nogen og hun ville kune gøre det hvis de mente det eller kom med en god grund til hvorfor de ville forvandles. Ellers kunne de godt glemme at blive bidt af hende. Så måtte de prøve om der var andre vampyre der gad forvandle dem. Det var der sikkert.
"Du kommer til at blive trukket igennem tre dages ubeskrivelig totur! Det bliver den værste smerte du er blevet udsat for" Hendes sorte øjne glimte da hun sagde det sidste. Det var sandt alt hvad hun fortalte ham. Hun havde selv prøvet det. Aldrig havde hun følt sådan en ubeskrivelig smerte! Det var som om der var ild i ens krop. I ens blod.. Det var forfærdeligt, men man fik et fantastisk nyt liv ud af det. Der var bare det at når man vågnede, så havde man en voldsom tørst. En enorm tørhed i sin hals. Og den skulle bare stilles. Koste hvad det ville.

han kiggede på hende ganske alvorligt, han ville have et nyt og bedre liv, hun kunne give ham det så koste hvad det ville, han var klar til det, måske han så kunne hævne sig på sine forældre, det vidste han ikke i nu, men han ville spørge hende men først bagefter så hun ikke kunne fortryde at hun ahvde forvandlet ham. " ja jeg mener det alvorligt, jeg vil have et nyt og bedre liv" sagde han og var alvorlig selvom han stadigvæk var bange, kunne man se og høre på ham at han mente det alvorligt, det ville blive svært, for at han skulle gå gennem det voldsomme smerte som hun beskrev for ham, men han var klar til det.. " jeg er klar!!" sagde han eller han halv råbte det..

"Trangen til blod vil være enorm, men du må ikke dræbe nogen i Forks, for så dræber varulvene dig" Det var var det sidste hun sagde til ham. Hendes øjne blev om muligt endnu sortere og hun viste tænder. Hun gav sig helt hen til sine vampyr instinkter. De vidste jo hvordan man forvandlede et menneske til en vampyr, men det ville blive svært for hende at modstå trangen til at drikke alt hans blod.
Hun havde bestemt sig for nakken. Der flød blodet hurtigt, var det vist nok noget med. Selv var hun blevet bidt i underarmen lige ved sit håndled. Nu havde hun et halvmåne, sølvfarvet ar der, som kun vampyrene havde gode nok øjne til at kunne se. Det var faktisk ret dejligt at det sad der. Det så smukt ud. Arene på halsen så ikke særlig flotte ud i følge hende. Men det var jo det bedste sted at bide. Eller skulle hun gøre håndledene til sit kendemærke? Alle de andre vampyre bed jo i halsen.
"Hvor skal jeg bide?" Hendes stemme var en smule ru, men utrolig forførende. Den lød dog som om hun var i en dyb trance.

han kiggede på hende og sagde " jeg vil gerne jeg lover ikke at gøre det. men vil du ikke love at blive hos mig?" sagde han og var igen en smul bange mere end han var før, han ville helst ikke have hans skulle stå alene om det her når han var blevet bidt, tænk nu hvis det gik galt hvsi han ikke kunne styre det???

han så på hende og sagde " min hals? er det ikke der det er bedst eller vent min arm så kan man ikke se det" han ville ikke have at andre skulle se hans ar efter han var blevet bidt de ville sikkrt bare opdage det med det samme så

"Jo, jeg skal nok blive her" lovede hun og havde faktisk tænkt sig at gøre det. Han skulle ikke ligge alene som hun havde gjort, da hun blev forvandlet. Det var en alt for skræmmende oplevelse og han havde måske brug for en at snakke med når havde havde fået stillet den værste tørst. Men når han ville jage skulle hun lede ham i nærheden af en stor by. Seattle var nok det bedste valg, da Port Angeles ikke var så stort igen.
"Kun vampyr kan se aret. Hvad siger du til håndledet?" Hun smilede lidt og viste ham sin højre underarm. Lavede en cirkel ved håndledet. "Her er mit" forklarede hun. Det var et godt sted for arene at være, da de så lidt mere elegante eller pæne ud.

//Du ved lidt som Bella har sit ar der eller er det længere oppe? Men i hvert fald ved håndledet på højre underarm xD//

Zachary kiggede på hende og sagde 2 godt" hvor efter han så hvordan hun vidste hendes håndled, at det skulle side der var han med på ,det var nemt at skjule i forhold til andre steder som halsen, han gad ikke gå med halstørklæde om sommeren for at skjule det. han nikkede til hende og fik hevet sin arm fri og rakte den til hende og sagde " her gør det hurtigt" han lukkede øjne hårdt i han vidste det ville gøre voldsomt ondt det havde hun jo selv fortalt ham..

"Kun vampyre vil kunne se det, så du kan sagtens gå i T-shirt. Vi render ikke rundt og glor på hinandens ar" Hun smilede skævt og blev lidt anspændt ved at han rakte sin hånd op til hende. Han var utrolig villig til at gøre det. Normalt var hun nødt til at forføre ofret i et par timer, før det ville lade sig lokke ind i en skummel gyde.
Hun tog hans arm med dirrende hænder. Hans blod duftede så godt! Det gjorde hende stadig svimmel, bare at trække vejret en lille bitte smule, for hun ville stadig kunne dufte hans lækre duft.
Hun rystede svagt på hovedet og tog hans håndled helt op til sit ansigt. Dog var hun nødt til at bukke sig lidt, for at det ikke gjorde alt for ondt på ham. Forvandlingen ville være nok smerte i sig selv.
Så bed hun. Hurtigt og næsten smerte frit. Hun drak hans blod. Det smagte endnu bedre end det duftede! Det var lige som at forelske sig og være i den syvende himmel! Der var ikke nogen følelse der var bedre end den. Det var hun næsten helt sikker på.

han var bange og var tæt på at trække sig og sige nej,,, men han ville ikke,, han skreg da hun bed ham, da hun begyndte at suge hans blod gjorde det ondt i hele hans krop. da hun var færdig skreg han alt hvad han kunne og vred sig selv om det var svært da hun sad oven på ham, hele hans krop krampede voldsomt og han græd selvom han var bevidst løs kunne man se at han græd, det var ikke sjovt.. efter flere minutters meget voldsom smerte kom han mere og mere til sig selv, hans øjne var knald sorte, og hugtænderne var kommet frem de var meget ømme . han havde s tadigvæk voldsom smerte i hele kroppen ...
det var som om han brændte op inden vendig

//Forvandlingen vare altså tre dage og vi har ikke hugtænder ^^//

Hun blev ved med at suge hans blod indtil det gik op for hende, hvor meget hun egentlig havde taget. Så stoppede hun. Lagde hans arm fra sig og håbede at hun havde sat forvandlingen i gang. Hun havde vist sendt giften ind i hans krop, det var hun ret sikker på. Nu løb det rundt i hans åre og nærmede sig hans hjerte. Når det nåede hans hjerte ville det stoppe og han ville dø. Hvis han var heldig fik han skænket et nyt liv.
Hun tænkte tilbage på smerten hun havde følt, da hun selv blev forvandlet. Det var nok det minde fra hendes nye liv der stod aller klarest i hendes hukommelse. Ilden der brændte i blodårene. Man følte bare man skulle slukke den eller noget. Smerten var ubeskrivelig. Den kunne ikke beskrives hvor meget man end prøvede.
Hun rejste sig fra ham og satte sig så på højre side af ham. Satte sig med benene over kors og tog hans højre hånd, den hun havde bidt ham i. Altså ved håndledet, ligesom på sig selv. Hun holdt den kun sådan at hun holdt om de yderst led af hans fingre. Meget forsigtigt, så han ikke ville kunne mærke det.

3 dage efter.............





Zachary var nu begyndt at vågne op han havde ikke rigtigt været ved sig selv i de sidste 3 dage hvor forvandlingen var skete, han begyndte at åbne sine øjne langsomt, det var en almindelig hverdag nu og solen skinnede men de var i et den tætte el af skoven hvor solen ikke rigtigt kunne komme igennem andet en at det var lyst dog ikke så de ville lyse op som diamanter.. han tog sig til hoved, hans arme rystede en smule han havde stadigvæk smerter i kroppen, men hans hals var helt tør og han var tørstig og hans øjne var knald sorte, han kiggede rundt og så, så jamilah og sagde lavt og hæst " hvor er jeg" han kæmpede lidt med at komme op og sidde

De sidste tre dage havde Jamilah bare sidder og set på at Zach havde været i voldsomme smerter. Flere gange havde hun været ved at bide ham ige for at suge det sidste af hans blod ud, så han døde i stedet for at blive til en vampyr. Enkelte gange havde hun været ved at brække hans nakke, men havde dog modstået fristelsen. Hun havde lovet ham at forvandle ham, og det løfte ville hun stå ved.
"Du er i skoven" svarede hun og smilede lidt til ham. Hun slap hans hånd og så bare på ham. Hendes øjne var mørkerøde på græsen til at være sorte. Hun havde brug for blod næsten hver tredje dag og det var jo tre dage siden at hun havde spist noget. Det sidste måltid hun havde fået var hans dejlige, varme, friske blod. Det havde mættet godt, men hun meldte tørsten sig igen. Den var dog ikke så voldsom som hans måtte være.
"Hvordan var det og hvordan har du det?" Hun spurgte forsigtigt. Han skulle sikkert vænne sig til hans nye forbedrede sanser. Hans super, perfekte syn. Hans superhørelse. Hans overmenneskelige styrke og fart. Det man dog mest skule vænne sig til, var de tågede menneskeminder. Nogle var mere klare end andre, men alle slørede.

han øjne var røde meget røde lige, han mærkede hvordan tørsten kom op i ham " jeg tørstigt" sagde han og kiggede på hende hvor efter han rejste sig op hurtigere end at menneske, ville kunne gøre det. damn det her var sejt syntes han og kiggede på hende, han så på sine hænder han var ligbleg... det var underligt hans hud var iskoldt, han var død men han levede, han forstod ikke det her, det var så underligt, han rystede på hoved og vendte sig mod hende og sagde " jeg skal have noget at drikke, jeg tager i byen" han løb mod udkanten af skoven, solen skinnede voldsomt uden for skoven, det var en underlig fornemmelse at være en vampyr nu, han havde dog stadigvæk ondti hele kroppen og så var han taget af energi så han kunne ikke løbe lige så stærk som jamilah

I det samme han sagde at han tog ind til byen og løb, var hun efter ham. Godt nok var han nyfødt og var derfor stærkere en hende, men hun var hurtigere end ham. Han var sikker drænet for energi. Derfor var det nemt for hende at hale ind på ham. Hun skubbede ham hårdt ind i et stort, massivt træ. Det gav sig en lille smule. Dog var det så tykt og solidt at det ikke ville vælte.
"Jeg sagde du ikke måtte jage i Forks!" Hun stemme var vred, men også lidt omsorgfuld. Hun ville ikke have at den første hun forvandlede skulle flås af varulvene. Det ville give hende et dårligt ry blandt de andre vampyre. Det var hun ikke spor interesseret i. Hun gik hen til ham henne ved træet. Satte sig på hug foran ham.

han hørte godt hun fulgte efter ham men han prøvede ikke at undgå hende, da han blev kastede ind i træet, væltede han ned på jorden og ømmede sig lidt men ikke det store. han lå på jorden, han var drenet for energi og havde ikke særlig mange kræfter, " jeg skal ha blod" sagde han med en kold stemme og kiggede på hende, han var tørstig at hele hans hals den brændte, han kiggede op på hende og så, så trist ned i jorden han vidste det var dumt det han havde været ved at gøre men han var tørstig...

Hun tog hans arm og hev ham op at stå. Det skete i vampyrfart, men det ville virke som normalt tempo for ham. Hun smilede. "Seattle" Var det eneste hun sagde. Hun holdt stadig fat i hans arm. Så begyndte hun at løbe den modsatte retning af Forks hen i mod Seattle. Der var flere mennesker i byen, så der ville ikke ske noget ved et par drab. Hun trængte kun til et menneske eller to, men Zach havde sikkert brug for omkring fem-ti stykker før hans tørst var blevet stillet. Hun var dog blevet god til at dække drabene så det lignede at de var blevet skudt i stedet for drænet for blod.
Hun var lidt langsommere end hun plejede at være, men hun skulle jo også trække Zach. Han skulle spare lidt på sine kræfter.