skovens stilhed

Dato: 10/06
Sted: i skoven i resevatet.
Tid: 08.37
Omgivelser: havet.
Vejr: lidt overskyet, regnen er lige gået forbi, solen kigger frem mellem skyerne.

Ved en skråning ned mod havet, et sted, hvor skoven i resevatet ender, sad en ung pige mellem træerne og kiggede ud over havet. Hendes hvide T-shirt var fyldt med huller og hendes sorte busker var ligeså fyldt med revner og huller. Hun kunne ikke helt forklare, hvorfor hun så ud, som hun gjorde. Hun lænte sig op det ene træ og lagde armene om sig selv, mens hun trak benene op under sig selv. Nu var 4 måneder siden, sidst hun var kommet tilbage til stedet. Hun havde intet hørt fra nogen. De hadede hende nok alle sammen, men hun savnede dem og ville prøve at forklare det, der var sket, men ville hun kunne klare det? Hun var allerede nu ved at bryde sammen, fordi hun ikke længere kunne klare tingene, som de var. Hun havde ikke godt af det her.
Hun lukkede øjne og lyttede til havets brusen, og vindens hvislende i træerne.

på klædning : mørke jeans lidt for store - en stort læder jakke inden under er der, en stort band hættetrøje... sorte skater sko

zachary havde gået rundt omkring i byen, man kunne vidste godt sige at han var farret vild han anede slet ikke hvor han var, eller hvordan han kom hjem igen, men inde i en skov var han da endt, stille gik han og sang for sig selv, en af hans egne sange han havde skrevet om sorg, det var altid triste sange han havde skrevet, han kunne ikke skrive andre ting, hvorfor det lige netop var sådan vidste han ikke..

han gik rundt og dansede lidt os i det han sanger højre og højre, han regnede ikke lige frem med at der var nogen i skoven, der hjemme hvor han kom fra, brugte han selv skoven til at være i når hans mors drikkerri blev for meget for ham, ogder havde aldrig været nogen der ude når han var der......

Isabella åbnede øjne og blev revet ud af hendes tanker, da hun hørte nogen synge. Hun bevægede lidt på sig, så hun havde bedre støtte mulighed, og så hun kunne rejse hurtigt op, hvis det blev nødvendig. Af gammel vane, så begyndte hun at knurre let. Hun havde ikke brudt sig om, hvis nogen var ved at nærme sig hende. Alle ville altid hende noget ondt, ellers var det en vampyr, som ville slås med hende. Og det havde hun aldrig haft meget lyst til. Selvom hun hadede dem.

Zachary hørte noget ellern ogen røre på sig, han stoppede med at danse rundt og synge, han begyndte at gå efter hvor lyden kom fra. da han kom hen til pigen der var ved træet kiggede han på hende og smilede og sagde " øhh hej" han var genert og helt rød i kinderne, mon hun havde hørt ham synge? det var så pinligt, for han syntes ikke selv han sang godt, selvom alle der havde hørt ham sagde han sang perfekt og ville blive en kendt sanger en dag, men dette mente han ikke ligefrem selv at han ville blive...
han rettede lidt på sit tøj og sit hår og kiggede så ned i jorden

Isabella blev igen mere afslappet, da det kun var et menneske. Han måtte være ny, fordi hun havde aldrig set ham før. Hun vendte ryggen til ham, selvom hun vidste, at det ikke var særlig klogt. Hun holdte blikket ud over havet. Hun skimtede nogle enkelte solstråler, som kom gennem skyerne.
"Hvad laver du herude helt alene?" spurgte Isabella med en ligegyldig tone. Hun havde enlig besluttet sig for at ignorere ham, men nu gjorde hun det alligevel ikke.

han stillede sig hen ved hendes side og sagde " jeg er farret vild tror jeg, jeg aner ikke engang hvor jeg er er henne andet end at jeg er i en skov" han blev lidt rød i hoved og kiggede ned i jorden. men han flyttede på sig hurtgit derefter, han stillede sig ved hendes sige og sagde " hvad hedder du? jeg hedder Zachary-Zacharias jackson jeg er ny her? flyttede her igår" han rakte hende sin hånd, det var da en ting han havde gjrot hele sit liv, det gjorde alle der hvor han kom fra, men mon de os gjorde det her?

Isabella sukkede og så lidt på hans hånd, før hun trykkede den. Inden hun tog hånden til sig igen. "Du er i resevatet, som ligger ved siden af Forks." forklarede Isabella. Hun satte sig lidt bedre hen, så hun ikke ville få ondt alle mulige sjove steder. Hun blev igen opmærksom på vandet. Hun løsrev sig igen hurtigt fra tankerne. "Jeg er Isabella." præsenterede Isabella sig. Hun ville ikke kendes ved sin familie, derofr sagde hun aldrig sit efternavn. Hun var blevet den vilde pige, som de prøvede at redde, men det var svært.

Zachary kiggede på hende " hvad er resevatet? " han spurgte meget om ting han ikke vidste men det underlige var han plejede at være genert overfor nye piger, men det var han ikke idag i hvertfald ikke lige så meget som han plejede at være. " du er et pænt navn, jeg er lige flyttet her til , kom igår" sagde han og smilede til hende og vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige eller gøre, han satte sig derfor bare ned hvor han stod og kiggede på hende, man kunne tydeligt se på ham at han ikke over 16 år. han tog sin mobil op af lomme, ENDELIG en smule signal et par smss'er strømmede ind på hans mobil og hans svarede dem kort men ville ikke virke uhøflig

"Det er her, hvor alle indianer bor." sagde Isabella og ville ikke forklare nærmere. Han var et menneske og måtte ikke vide noget om vampyrerne eller varulvene. Det ville ikke kun bringe ham i fare, men også skabe krig mellem de to racer. Og det ville virkelig ikke være klogt at gøre sådan noget.
Isabella betragtede ham, da han sms'ede. Hun kiggede igen ud over havet. Hun elskede havet.

han ville spørge hende om en masse ting omkring byen men der var os noget der holdte ham tilbage, han syntes han kunne se at hun ikke så ud til at have det særligt godt,, " indianer fedt, altså ved ikke om det er fedt, jeg..." sagde han men stoppede sig selv, han kunne ikke lige se hvad der var fedt ved det. han vidste intet om denne by eller noget om vampyr eller varulve eller noget som helst,, " ved du om der er lyd studie i den her by?" sagde han d a han gerne ville have ind spillet nogen af sine sange, han havde lavet... " er der noget galt" kom det stille fra ham..

"Der er ikke særlig mange indianer tilbage. Nogen er blevet dræbt, andre døde af alderdom." forklarede Isabella, "Og indianerne har fjender. Selv deres efterfølgere har fjender, som de ikke kender til." Isabella havde aldrig ønsket sig dette liv, hun havde aldrig vænnet sig til livet, som varulv.
Af en sær grund, kom hun til at knurra, da han spurgte, hvordan hun havde det. "Ja, jeg har det fint." svarede hun kortefter, som om der intet var sket. Hun brød sig ikke specielt om sin dårlige vane, som hun havde. Hun tog nogle dybe indåndninger, så hun kunne blive mere afslappet.

//smutter nu.. kommer måske på senere.
men skal lige ordne nogle ting og spise.//

"hvor bor de fjender?" spurgte han og smilede til hende, han ville da finde dem og snakke med dem? han ville lære byen at kende han skulle vide alt om den, ligesom der hjemme der vidste han mere end andre på hans alder omkring sin by det var nørdet men han kunne lide det, det gjorde os at han var bedre i skolen end sine klassekammerater....
da hun knurrerede af ham blev han forskrækket og sagde " gjorde du lige det d er? du knurrerede lige som en hund!" han kiggede undersøgende på hende...

"Du skal ikke nærme dig dem. Fordi du vil fortryde det resten af dine dage." sagde Isabella, hun bed tænderne sammen. Hun havde næsten knurret igen. Hun vidste, at de fleste, som var blevet vampyre ikke havde fortrudt det, men det kunne jo være, at det en dag skete. Hun ville jo ikke selv være en varulv.
"Nej, det var ikke mig." sagde Isabella, hun vidste, at hun igen ville ende i problemer.

" så farlige kan de sku da ikke være" sagde han og kiggede på hende med et spørgende blik, det var ikke hende der havde knurrerede det var det altså han havde hørt hende gøre det og det kom fra hende.. han gik tættere på hende og sagde " jo det var dig lad være med at lyve " han kiggede hende i øjne, han var ikke bange i hvertfald ikke lige nu..
han tog hende hånd men da han mærkede at den var varm tog han hånden til sig " du brænder! er du syg?" spurgte han stille og kiggede forsat på hende men rejste sig dog og gik lidt bagud...

"Du vil fortryde det. Men hvis du absolut vil snakke med dem, så skal du ikke gøre dig venner med mig." sagde Isabella og kiggede den anden vej, da han havde kigget hende i øjne. Hun ville ikke figen benægte, at det ikke var hende, som havde knurret. Hun havde havde bare ikke lyst til at diskutere det.
Isabella kiggede på sin hånd og knyttede den, efter han havde rørt den. Da derefter begyndte at spørge, om hun var syg. Knurrede hun let igen. Hun rejste sig op og trak sig et stykke længere væk, hvorefter hun hoppede op i træet. Hun holdte øje med Zachary.