Som et spøgelse (Franciska)

Årstid: Sommer
Dag: Lørdag
Tid: 23.56
Sted: Ved floden
Omgivelsr: Menneske-, vampyr- og varulve-tomt. Ingen andre end ham
Vejr: Stille og mildt, månen og stjerne er synlige
Påklædning: http://img.listal.com/image/544145/600full-cam-gigandet.jpg + Barfodet

James sad med benene overkors, med albuerne hvilende på hans knæer. Han støttede hovedet i hænderne, og havde ansigtet vendt mod jorden. Hans midnatssorte øjne var lukket i, men det svækkede ikke hans sanser særlig meget. Hans hørehans og lugtesans var stadig formidable som altid. Han kunne høre natdyrene inde i skoven begynde at vågne op, han kunne høre fiskene i vandet, og han kunne høre en bil køre på vejen, en km. fra ham.
Det var fantastisk, aldrig at skulle føle sig svag. Det havde han nu heller ikke gjort som menneske, da han havde været temmelig stærk og veltrænet, af et menneske at være, men der anede han jo heller ingenting om vampyrer. Hvis han havde kendt til dem, ville han helt sikkert have følt sig svag. Men som vampyr var man uovervindelig! Sådan føltes man i hvert fald. Og hvor var det fantastisk!!

Påklædning: Mørke tætsiddende bukser og en rød trøje med V-udskæring.

Franciska løb igennem skoven der lå lige op til Queets River, da hun lige kom fra Seattle hvor hun var ude for at jage. Hun havde fundet sig en ung fyr på omkring de 25, som var forvildet sig væk fra sine venner. Han var helt sikkert
ikke fra område da han gik op og ned af gaderne mens han snakkede i telefon og spurgte nogle folk på gaden efter vej.
Han ville være nem at få med ned i en mørk gyde, specielt når man havde Franciska's skønhed.
Han var desværre også meget nem at dræbe, han havde ikke været så meget sjov så hun dræbte ham hurtigt
og satte i retning af Forks.
Franciska's tætsiddende mørke bukser afslørede et par blodpletter som havde undsluppet hende, men det gjorde hende intet hun så stadig meget smuk ud. Hende hår dansede i luften mens hun løb afsted i højfart. Pludselig standsede hun op da hun kunne lugte en fremmede duft. Det var helt sikkert en vampyr.
Franciska blev lidt nysgerrig og fulgte duften med smil. Hun kunne nemt se den anden vampyr der sad ved floden, men hun
fortsatte lidt og standsede i udkanten af skoven.

James's smilede roligt ned i hans håndflader, da hans følsomme lugtesans, havde afsløret en vampyr i området. Han kendte ikke lugten, men det var jo heller ikke så overraskende, da han først for nylig, var rejst til Forks. Han havde opholdt sig, ikke boet, i Seattle nogle uger, men så trængte han til nyt blod, og fortsatte mod de lidt mindre byer Forks og Port Angeles. Forks var en meget charmerende by. Derfor måtte indbyggerne smage godt, mente han. Derfor var han nu i Forks for 3. dag.
Rolig rettede han sig op, løftede hovedet, og skimmede området. Vampyren han kunne lugte, var hende i kanten af skoven, men han kunne tydeligt se vedkommende alligevel. Det var en hun. Blændende smuk, selvfølgelig, og havde tydeligvis lige været ude og jage. Det afslørede blodpletterne på hendes bukser, og han kunne også svagt dufte blodet. Menneskeblod. Endnu en ordentlig vampyr. Der var sku alt for mange her omkring der var blødsødne, og følte medliden med menneskerne. Forstå dem hvem der kunne.
Han kiggede roligt på hende, ikke fjendtligt overhoved, og ventede. For at se om hun kom nærmere.

James havde ret, for Franciska var ikke som de mange andre vampyr der opholdt sig i byen. "De svag" kaldte hun dem. De dræbte ikke mennesker, men var venner med dem. Det gjorde hende faktisk lidt vred, for vampyr var da skab til at
dræbe menneske -dræne dem for blod. Men nogen kunne ikke klare det, derfor de svage.
Men der var dog også et par ordenlig i byen, men de var dog mere rolig i forhold til Franciska. Hun havde ikke fundet nogen hun stolede på - i hvert fald ikke endnu. Det var også derfor hun lændte sig en smule fremover og gik i forsvarspotion til hun var lidt mere sikker på at den fremmede vampyr ikke ville angribe hende.

Men efter rettede hun sig op og gik i menneskefart hen mod ham. Hun sagde ikke noget endnu, selvom hun vidste at han nemt ville kunne høre hende. Hun standsede nogle meter fra ham og så på ham, hendes ansigt afslørede ingen følelser.
"Tilflytter eller gennemrejsende" spurgte hun og hentydede til om han var flyttet til Fork eller de nærliggende byer eller om han blot ville passere og jage til par steder inden han fortsatte.

James betragtede let den unge pige, med sit perfekte engle-ansigt, let på skrå. Han overvejede nøje sine ord, inden han svarede hende, med sin mørke stemme.
"Gennemrejsende. Det er i hvert fald planen." Han rejste sig roligt op, da han godt kunne se på hende, at hun ikke var den type der efterhånden havde fået deres reflekser slidt ned, efter at have boet med menneskerne, men derimod mere ligesom ham. Konstant på vagt, og alle sanserne i brug.
"Jeg formoder at du bor her?" Han nikkede mod hendes sofistikerede påklædning. I forhold til hende, var James ret ligegyldigt og ikke nær så smukt klædt på. Men skidt, vampyrerne kunne jo bære alt slags tøj. Derfor betød det ikke noget for ham, om han havde slidte jeans på, var barfodet og nøgen overkrop, eller noget moderne tøj han havde hugget. Men det var da altid rart at være klædt pænt ¨på.

Franciska stod helt stille og betragtede ham uden at sige noget. Hun lod sit blik glide hurtigt hen over hans ansigt
og så ned af hans krop. Han så ret godt ud.
"Så du er ikke en af de vampyr, der falder for byerne her omkrig. Det er lidt mere udfordrende at jage inde i byerne, polititet er meget vakse, på grund af alle de mord og pludselig forsvindninger" spurgte hun med et smil. Ikke fordi at det stoppede Franciska for at jage inde i byerne, men det var bare sjovere når folk var mere forsigtigere end normalt. Hun elskede når hun selv skulle kæmpe lidt for sagen.
Franciska spændte i hele kroppen da han rejste sig op, selvom han rejste sig langsomt op var hun stadig på vagt. Men langsomt fjernede hun sit blik fra ham og kastede et hurtigt blik ned af sig selv. Hun så hurtigt tilbage på ham.
"Du er ikke helt dum. Ja jeg bor i skoven lidt udenfor Forks" sagde hun og smilte for første gang til ham.

"Tjo, det er da rart at jage, hvis der er lidt spænding forbundet med jagten. Men, du ved, hvis man bare har lyst til at let offer, er Forks da et fornemt sted. Bare ærgeligt man er nødt til at charmere dem, og så hive dem med ud af byen, pga. den skide traktat." De sidste ord knurrede han ud, og knyttede næverne, så senerne stod tydeligt frem under den hvide hud.
Ved hendes næste ord, hævede han et øjenbryn, og sendte hende et skævt smil.
"Synes du måske jeg ser dum ud?" Spurgte han hende om, og betragtede hendes smil. Det var meget smukt, selv af et vampyr-smil af være. Det havde helt sikkert ikke været en dårlig idé at tage til Forks. Vampyr-pigerne var meget smukke her. Selvom han mente, at han havde mødt alt for mange "vegetarer". Det klædte pigerne bedre med røde øjne. Måske syntes han det, fordi han selv drak menneskeblod?

"Mmmh" sagde Franciska lidt efter. "Hvis du virkelig har lyst til noget spæning, skulle du tage til La Push, der skal du nok for lidt mere kæmp end andre steder" sagde hun og lo blidt en latter. "Men du skal nok lige regne med at jeg kæmper ved din side, selvom det ville være dejligt at rydde et par af de køter af vejen, mende er simpelhen ikke være at dø for" sagde hun med en stemme der afslørrede et had til varulvene.
Endnu en gang lo hun lidt da han spurgte hende om det. "Det ville i hvert fald være løgn hvis jeg sagde det" sagde hun og smilte lidt igen. Vil nu mere sige det modsatte" sagde hun med sin charmerende stemme, som kun en vampyr kunne have.
"Jeg er forresten Franciska" sagde hun, da hun kom i tanke om hun ikke vidste hvad han hed.
"Det er dejligt endelig at møde en ordenlig vampyr" sagde hun med et skævt smil. "Der er efterhånden længe i mellem dem, når man bor her i Forks. Men så er der da mere til mig" sagde hun og lo kort.

Han så tænksom ud et par sekunder, og så på hende med et komisk plaget ansigtsudtryk.
"Argh. På den ene side ville jeg hellere end gerne slå et par vovser ihjel, men hvis det skal koste mig livet, så tror jeg alligevel hellere jeg vælger at lade være." Han smilede skævt til hende.
Han så tilfredst på hende, og nikkede bifaldende.
"Ja, ikke sandt? Jeg er James. Dejligt at møde dig Franciska. Og jeg mener, virkelig dejligt at møde en ordentlig vampyr, der ikke anser mennesker for mere end et stykke legetøj, som man tilfældigvis kan æde når man er færdig med det." Han grinede kort, ondskabsfuldt, men det var jo sådan han havde det. Hvorfor ligge skjul på det?
Han nikkede ivrigt. Sådan skulle man se på det. Det var vel vegetarernes eget problem, hvis de havde lyst til at dræbe dyr, men de kunne ikke forvente at han sluttede sig til deres underlige klub foreløbig. Han var ganske tilfreds med sit liv som det var, og kunne ikke se nogen grund til at ændre det. Man lever kun en gang. Hvorfor ikke få så meget ud af livet som overhoved muligt?

Franciska smilte et lille skævt smil mens hun nikkede kort. "Det er i hvert fald det klogeste" sagde hun lidt efter.
"Men man kan vel altid overtale et par nye vampyr, som ikke kender til reglerne tage et smut forbi, men jeg er desværre bange for at de er for mange til at det ville nytte noget" sagde hun lidt tænkende, da de kunne være ret fedt at få tyndet lidt ud i vovserne.
"Og dejligt at møde dig" Franciska smilte lidt til ham igen. "Vi 2 er efterhånden blevet en sjælden race" tilføjede hun og lo
blidt efter. "Jeg fatter ikke hvorfor de ikke bare følger deres natur og dræber mennesker, i steder for dyr" sagde hun og skar ansigt da hun kom i tanke om den tid hvor hun var lidt mere menneskelig, eller hvad kunne sige. Hun skulle se om hvad der var så spændende ved dyr, siden alle næsten drak dyreblod. Men det var godt nok ikke noget hun ville fortsætte med.
Det smagte ikke nær så godt som et ung stærk menneske.
Hun smilte lidt ved tanken om menneskeblod. "Jeg tror faktisk kun at jeg kender en lige som om, her i Forks" sagde hun da hun tænke over hvem hun kendte.

"Ja, det kunne måske være meget sjovt. Vi undlader bare at fortælle dem at de bliver slået ihjel under forsøget." Han grinede ondskabsfuldt. Han ville ikke have noget imod at ofre et par nyfødte, i sådan en god sags tjeneste. Det var jo til vovse-udryddelse! Det ville heller ikke skade hvis et par nyfødte blev dræbt. Mán kunne jo altid lave flere. Mennesker var der nok af, måtte man sige!
"Ja, for fanden!" Udbrød han, og fortsatte. "Men hvad kan man gøre ved det?" Spørgsmålet var retorisk, men han tog sig selv i at overveje hvad man kunne gøre ved det. Der var jo nok ikke rigtig at gøre. Det skulle da lige være, at de få tilbageværende "normale" vampyrer gav sig til at dræbe i store antal, som et slags oprør mod alle vegetarerne. Det kunne faktisk være meget sjovt, tænkte han ondt.
"Hvem er det ?" Spurgte han nysgerrigt, og smilede skævt til Franciska. Hun var faktisk flink at snakke med. Måske havde faktum at hun også drak menneskeblod, noget at gøre med det. Men hun var faktisk sød nok alligevel. Virkede meget ligesom han selv var.

Franciska lo lidt af deres onde planer. "Det var da lige før at man skulle finde et par mennesker. Så ville der både blive ryddet ud i køterere og mennesker" sagde hun og nikkkede lidt.
"Det er en win-win" sagde hun med et smil. HUn tænkte lidt over de grunde "de svage" kunne have til at dræbe dyr i stedet. Men hun kunne ike rigtigt finde en god grund til det, de var alle sammen noget med at de syntes at det var synd for menneskerne. Men det syntes Franciska overhovedet ikke at det var god grund nok. Menneskerne kunne da bare lade være med at dufte så fandes godt. Hun rystede lidt på hovedet af dem.
"Du har sikkert ikke mødt ham endnu, men han hedder Bill" sagde hun og lo lidt. "han er squ god nok, han dræber som han har lyst til og så elsker han at få de stakkels menneskepiger til at forelsker sig i ham, så forvandler han dem og dropper dem. Så lever de ulykkeligt til de enten tager til Italien eller lukker af for alle følelser." sagde hun som om det morede hende.
Hvilket det faktisk gjorde.
Da hun var menneske ville hun sikkert ikke kunne lide det, men efter hun blev forvandlet gav hun slip på alle sine menneskelige tanker og fukuserede på det nye liv der lå for fødderne af hende.
Hun smilte lidt til ham inden hun gik ned mod vandet og sparkede sine sorte sko af og satte sig ned ved vandkanten og lod fødderne røre det kolde vand, men hun kunne dog ikke mærke kulden. Hun vendte kort hovedet for at se om han fulgte efter hende.

"Du har ret!" Sagde han ivrigt.
"Mennesker er der sku' også nok af. Man skulle måske tage til Kina, og ryde lidt i befolkningen. Det ville da være at gøre dem en tjeneste, så mange indbyggere det land har," grinede han ondskabsfuldt, og hans latter var perfekt, ligesom resten af ham.
"Nej, ham har jeg ikke mødt endnu. Men det vil jeg da helt sikkert. Han lyder som en fyr lige efter min smag." Smilede han, og knækkede sine fingre. "Ikke på bøsse-måden," skyndte han sig så at sige med et skævt smil. "Men hans måde at behandle sine ofre på. Det er lige sådan de skal have det." Selv lod han ikke pigerne nå at blive forelsket i ham, han forblændede dem bare, og så dræbte han dem. Han havde endnu ikke forvandlet nogle. Vidste ikke om han var stærk nok til at stoppe med at drikke blodet, når han først var begyndt. Desuden havde han heller ikke fundet nogen som han ville give gaven videre til. Ingen var gode nok, mente han.
Han så efter hende, da hun gik hen til flodbreden, og gik så efter hende. Han satte sig ved siden af hende, men ikke for tæt på, da han ikke var vant til kontakt med andre overhoved. Han var også bange for at hun ikke ville bryde sig om det, så han holdt lidt afstand.

"En ting du skal vide om mig, jeg har altid ret" sagde hun og lo lidt og sendte ham så et lille smil. "Kina, ville være et god sted at starte, men jeg tror squ ikke helt at vi når så langt med vores planer så længe volturi klanen er til" sagde hun vredt. Hun hadede den klan, på grund af den store magt de havde og den måde alle vampyr frygtede dem.
Franciska kunne ikke lade være med at grine da han sagde det. "Så fik vi også lige slået på plads at du ikke er bøsse, men det regnede jeg heller ikke med" sagde hun og smilte lidt.
Hun fulgte ham med blikket da han satte sig ned lidt af hende. Hun vendte blikket mod vandet og pjaskede lidt med fødderne i vandet.
"Meen hvor længe siden er det at du er blevet forvandlet" spurgte hun og så på ham igen. "Kan du huske hvordan det var at være menneske" spurgte hun og tænke tilbage på sin tid. Hun var meget svag og havde ingen kræfter. Hun lod hurtigt sine tanker flyve tilbage til James. Hun havde ikke særlig meget lyst til at mindes sin mennesketid.

"Fuck den skide Volturi-klan!" Bandede James vredt, da han kom i tanke om den lille "hæmsko", som Volturi-klanen var, efter hans mening. De gjorde ikke en skid nyttigt, sad bare på deres forbandede trone i Italien, og var højt hævet over alle andre, fordi de havde så mange undersåttere med kraftfulde evner. Det var ikke Aro, Caus og Marcus der som sådan var magtfulde. Eller jo, det var det, for de havde magten over deres undersåttere, men det var ikke dem der havde krafter der virkelig var heftige! Det var deres undersåttere.
"Nej vel?" Sagde han med et charmerende smil, og blinkede drillende til hende.
"Det er 21 år siden." Sagde han roligt. Han holdt øje med tiden. Ikke med vilje, men hans vampyrhukommelse "glemte" ikke sådan lige, så det vidste han præcist. "Svagt. Jeg forsøger ikke at huske. Jeg brød mig ikke om at være menneske."
"Kan du huske din tid som menneske?" Spurgte han lidt efter.

Franciska kunne ikke lade være med at fryde sig lidt da hun hørte hvordan James reagerede da hun nævte Volturi. "Så er jeg ikke den enste der har det sådan." sagde hun og smilte til ham. "Endnu en ting der viser at de andre vampyr er svage, er at med det samme de møder lidt modgang så styrter de strakt til Italien for at begå selvmord" sagde hun vredt og bed kæberne sammen så det gav et lille smæld.
"Overvejer lidt af samle en hær og så gå imod dem" sagde hun og lo lidt. "Men jeg når vel ikke en gang at samle nogen inden de har fundet mig og så er det slut" sagde hun en anelse vredt. Hun kiggede på ham og sendte ham et smil.
"Nemt, jeg kan huske stortset hvert et minde jeg har, selvom det helst ikke er noget jeg vil tænke på. Hader min mennesketid" sagde hun og rystede på hovedet.
"Jeg er lidt ældre end dig" sagde hun og lo blidt. "Jeg blev født i et samfund hvor kvinder ikke havde et ord at skulle have sagt, de havde bare at gifte sig med den mand der blev fundet til dem og det var strengt forbud at være sammen med nogen før man var gift. Men jeg nægtede at fulge det så, jeg blev gravid og hele min familie blev udstød af samfundet, ingen snakkede til os" sagde hun som om det slet ikke var hendes historie hun fortalte. HUn var kommet over sin mennesketid.

//Bliver nødt til at logge, men vi skrives ^^//

Han grinede hånligt.
"I stedet for at straffe dem selv, ved at begå selvmord, burde de i stedet gå efter personen der har såret dem, og lade det gå ud over ham eller hende." Han smilede koldt.
"Det har du ret i, det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig. Men hvis du gør det alligevel, så fortæl lige mig det, så joiner jeg hæren." Han smilede skævt til Franciska, og stak fødderne i vandet, ligesom hende. Han var jo barfodet, så han havde ingen sko han skulle tage af.
Han lyttede til det hun sagde, og smilede så anerkenende til hende.
"Sådan skal det være! Fuck samfundet!" James var nok lidt af en rebel, og havde altid været det. Endnu mere efter han var blevet vampyr.
"Så vil jeg gætte på at du er..." Han spidsede tænksomt munden. "Mellem 80 og 120 år. Har jeg ret?" Han så muntert på hende, og lænede sig lidt tilbage, med håndfladerne i jorden.

//Hej hej ;D //

Franciska nikkede smilende. "Ja det var også lige det jeg tænkte. De kan virkelig ikke klare en skid" sagde hun lidt efter. James var virkelig sød og virkelig hyggelig at snakke med. De mindede meget om hinanden, det var sikkert det
der gjorde at de kunne snakke så nemt. Det var i hvert fald sådan Franicksa havde det. Der var nemlig tit nogen hun bare ikke kunne snakke med, måske fordi Franciska og personen var vidt forskelige.
Franciska flyttede blikket fra vandet og så på ham. "Jeg skal nok huske at give et et kald" sagde hun og lo blidt.
"Du har virkelig din egen mening om alt, men det er vel ogs¨godt nok" sagde hun med et smil. "Lavede du ingen problemer dengang" spurgte hun og hentydede til hans mennesketid.
Han ville helst ikke snakke om sin menesketid, men et enkel spørgsmål kunne han vel klare. Franciska nikkede langsomt. "Jep, jeg er 119, men jeg har kun været vampyr i 101 år. Så vidt jeg husker" sagde hun venligt. Men der var ingen fare for at hun havde glemt det, for vampyr havde en meget god hukommelse.

"Nej nemlig." Han grinede hånligt, ved tanken om disse sårbare væsener. Det var forkert! Sådan burde det ikke være! De måtte tage sig lidt sammen. Og hvorfor lærte de ikke af deres fejltagelser? Hvorfor ledte alle efter den der "true love"? Det var noget fis. Kærlighed var bare i vejen. Han rystede svagt på hovedet ved alle de tanker. Herregud. Godt at han slap for det.
"Det har jeg nemlig ja." Så tav han, ved hendes næste spørgsmål, og tænkte sig om. "Jo, jeg gjorde. Jeg lavede ikke andet. Festede hver weekend, smadrede den ene af mine biler efter den anden, tog stoffer og røg hash og stjal. Mit liv var noget lort. Derfor er jeg lykkelig for at jeg fik et nyt, som vampyr." Han blev stille, og kiggede lidt på vandet, mens han tænkte tilbage. Han ønskede ikke at huske, men det var umuligt at glemme det hele.
"Så er du jo gammel!" Sagde han med en overrasket latter. Så gammel var hun jo egentlig heller ikke, men i forhold til ham, var hun. Men der var mange der var flere tusinde år gamle. Det måtte være facinerende, at se hvordan alting skiftede. Samfundet, sproget, alting.

Franciska lagde mærke til at han ikke var så vild med at snakke om sin mennesketid, og hun forstod også godt hvorfor. Hvem ville mindes en tid hvor man ikke havde det særlig godt. Derfor lod hun være med at spørge mere ind til det, selvom hun gerne ville vide mere.
"Ved du så hvem der bed dig" spurgte hun og smilede lidt. HUn huskede selv tydelig den der forvandlede hende. Han havde det ikke særlig godt bagefter. Selvom hun burde takke ham for at give hende det "efterliv" hun elskede, blev hun alligevel ret sur over at skulle forlade sin familie, men de klarede sig nok uden hende.
Franciska lo lidt da han sagde det. "Du ved da at man ikke må kalde en pige for gammel." sagde hun og lo lidt. "Har du aldrig lagt mærke til hvor nemt menneskerne blever fornærmet når man nævner deres alder" sagde hun i en drillende tone.

Han rystede langsomt på hovedet. Han havde aldrig skænket din forvandler en tanke. Kun tænkt, at James stod i gæld til vedkommende. Det var vist nok en pige der havde gjort det. Han huskede kun at han blevet angrebet bagfra, og fik så et kort glimt af personen. Og han mente at det var en pige.
"Nej, jeg husker det næsten ikke. Jeg blev angrebet bagfra, ser du, så jeg nåede næsten ikke at reagere. Jeg mener det var en pige, men det er også alt jeg ved."
"Hvem bed dig?" Spurgte han nysgerrigt, og så ivrigt på Franciska.
Da hun sagde det om alder, lo han muntert, og smilede så stort til hende.
"Det er sku også rigtigt, det beklager jeg." Hans røde øjne strålede muntert. "Ja, men mennesker er jo også så underlige." Pointerede han, stadig med et skævt smil.

Franciska kunne tydeligt huske den dag hun blev forvandlet. Hun havde lige mistet sin søster, og som det svage mennesk, hun var lagde hun sit barn i seng, men sikrede sig at hendes veninde passede på barnet, mens hun havde gavet hende en undskyldning med at hun bare skulle ud og have noget frisk luft. Hun var gået ud i skoven, hun kunne ikke rigtigt se noget, men det var hun ligeglad med. Og lige pludselig ramte hende noget i nakken og hun faldt sammen. Hun kunne tydeligt huske smerten og den voldsomme blodtørst hun havde da smerten endelig fortog sig. Det var forfærdelig, og det tog hende ikke særlig lang tid at regne ud hvad hun var blevet til.
"Jeg husker ikke noget om min forvandler, han efterlod mig i en mørk skov, men jeg klarede den" sagde hun med et smil.
"Det må du nok sige" sagde hun og lo blidt. "Men ja mennesker er underlige. Men hvad skulle vi gøre uden dem" sagde hun og smilte svagt. Det ville være ret nedern at være vampyr så, hvis der ingen mennesker var, for så var de nærmest tvunget til at dræbe dyr, hvilket fik Franciska til at rynke lidt på den blege næse.