En aften i skoven...

Sted:: Skoven ^^
Tid:: omkring kl. 19:00
Omgivelser:: En masse grantræer og buske.
Vejr:: Svært at se fordi trækronerne dækker, men lidt regn, vind og overskyet
Årstid:: Forår
Påklædning:: mørke jeans, mørkeblå hættetrøje men man kan kun hætten fordi hun har en mørkebrun trenchcoat over.

Lily slentrede med langsomme skridt gennem skoven. Hun vidste ikk hvor hun ville hen, hun ville bare gerne være ude. Hendes hætte gjorde at hun ikke kunne se til siderne, hvilket gjorde hende en smule paranoid. Vinden fik bladene til at rasle på træerne, og hun kiggede sig nervøst omkring. Lyden af en gren der knækkede fik hende til at hoppe forskrækket og hendes hjerte til at banke hurtigere. Hendes øjne flakkede rundt efter hvad der havde forsaget lyden, men fandt intet. Hun bakkede skræmt væk, stadig kiggende omkring med store skræmte øjne.
Hun stødte mod noget bag hende men da hun kiggede efter hvad det var, viste det sig at være et træ. Hun lænede sig op af det og lagde sit hovede tilbage mod den tykke stamme, mens hun med lukkede øjne prøvede at slappe af igen.

Det træ hvor Tom mærkede at nogen lænede sig op af, sad han ligeledes lænet op ad, hvor han sad i hug og kiggede ned i jorden, han havde godt lugtet sig frem til at det var et menneske. Men det tog han sig ikke rigtig af sig. Eftersom han ikke var sulten, der var hans smerter alt for store til at der var noget andet som kunne forhindre ham i at tænke på noget andet. "Hm, hvor skal jeg flytte hen? .. skal jeg blive? eller.. hvad skal jeg? .. Flygte?" spurgte han lavt sig selv og tøvede let. Det kunne ikke beskrives på hvor meget han var blevet såret af sin tvillingebror, som han ikke længere ville betragtes som et familie medlem, også af sin tidligere kæreste, som han hadet over alt på jorden. Hvis han kunne ville han give sig til at græde, hver gang han fandt en pige, som han blev forelsket i og kom sammen med, fik Bill lyst til at stjæle efter at forholdet var forbi. Det kunne Bill ikke være bekendt. Især fordi han stadig havde følelser for Daniella, de var stadigvæk ikke gemt væk. Han følte virkelig at hans liv var ødelagt. Idet at han lod sig dumpe ned at sidde på jorden, og vendte sit blik op mod himlen.

Lily stivnede da hun hørte en stemme bagfra. Først var hun sikker på at det var hendes hoved der nu officielt var gået i baglås, men efter hun havde tænkt over det i noget tid, opdagede hun at det havde været en ukendt stemme, som hun havde hørt for lidt siden. Hun tog en dyb indånding og slappede mere af. Men det betød jo også der var en tæt på. Igen blev hun lidt mere anspændt. Hun vidste at personen sikkert ikke havde opdaget, hende og at hun bare overreagerede. Men hvis personen havde set hende, var det så ikke bedst at sige noget? Måske ville personen ikke opdages, måske var det en der prøvede at skræmme hende.. eller værre. Hendes hjerne kørte i de samme baner uden at komme nogle vegne. Hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene igen, mens hun tænkte. Hun kunne ligeså godt sige noget, kom hun frem til tilsidst. Ellers ville hun aldrig finde ud af hvem det var der var der ude i halvmørket.
"Hvorfor vil du flygte?" spurgte hun stille uden at flytte sig fra hvor hun var. Det var en mærkelig ting at sige at man ville flygte, og hendes nysgerrighed var ustoppelig, når det galt ting som dette.

Tom var ikke overrasket at det var en kvindes stemme, han havde vidst fra starten at det var det modsatte køn fra ham. "Det er lige meget" svarede han roligt og bed sig i underlæben, han vidste ikke om han gad at dele sine tanker og følelser med nogen, eftersom han rent faktisk var bange for at blive såret igen. Måske var det bedste egentlig at tage væk fra Forks. Hvorefter at han tog fat i en sten som lå foran ham, og kastede den så langt væk som han kunne. "Nå.. du behøver ikke at gemme dig" sagde han så med et skævt smil dukket frem på læberne, imens at han stadig kiggede ned i jorden. Fugtede let sine læber og ventede egentlig bare på at hun ville træde frem fra sit skjul, så han kunne se hvem det var som stod omme bag træet. Nok kunne han gætte sig frem til om det var et menneske, en vampyr eller en varulv, og om det var en kvinde eller en mand, men han kunne ikke lige frem gætte sig til hvad udseende det væsen havde. Hvilket fik ham lidt til at grine ved tanken.

Lily tænkte lidt over om hun ville vise sig for ham. Hun havde kun været i byen i nogle få måneder, men havde allerede fundet ud af at de fleste på hendes alder var meget smukkere end normalt. Det havde gjordt hendes selvtillid noget nær ueksisterende; en sjældenhed. Hver gang hun kiggede sig omkring var der en smuk teenager. Hun sukkede lavmælt og bed sig i sin underlæbe. Hvorfor gik alle så meget op i udseendet? På en måde havde hun heller ikke lyst til at se ham. Det var nemmere at snakke med en man ikke havde set. Hun stod lidt og tog sig sammen til at flytte sig og vise hendes udseende. Efter noget tid skubbede hun sig væk fra træstammen med håndfladerne og begyndte langsomt at gå om på den anden side af træet. Da hun gik, stødte hun sin fod ind i noget. Hun nåede at kigge ned og se at det var drengens ben hun var snublet over, før hun fik overbalance og faldt. Hun nåede at tage fra med hænderne, men hun fik stadig et chok og adrenalinen susede rundt i hendes krop. Hun lå der helt stille uden at bevæge en muskel; andet end hendes hjertemuskel selvfølgelig. Hun havde aldrig været så pinligtberørt før og blodet pulserede i hendes kinder og gjorde dem en dyb rød farve. Der spildte hun vist den chance for at give et godt førstehåndsindtryk.

Tom lod sine øjne hvile på hende, fulgte hver og en af hendes bevægelser. Sagde ikke noget da hun faldt, ingen var perfekte, der var altid nogen som ville være lidt klodset, hvilket han også selv var selvom han var en vampyr. "Er du okay?" spurgte han roligt, imens at han kiggede på hende. Lagde sit hoved en smule på skrå og bed sig diskret i underlæben. Det gjorde overhovedet ikke ondt da hun faldt over hans ben, mærkede ikke noget. Han ventede lidt med at præsentere sig, da han ville sikre sig at hun var okay og at der ikke var sket hende noget. Udseende, tænkte Tom ikke så meget over. Han så bare ud som han gjorde, ikke fordi han gjorde så meget ud af det. Kun sin mave en gang imellem når han kedet sig, så tog han en løbe tur, da han ville holde den i form, med den six-pack.. som han havde. Ellers så var det personligheden der talte for ham som gjaldte. Og hun så ud til at være en sød og flink pige.

Lily vendte sig om så hun lå på ryggen. Hun satte sig op og mærkede efter om det gjorde ondt nogle steder, ved at bøje og strække sine arme og ben. Hun tog sin hætte af og strøg en hånd gennem sit hår, så det ikke stod ud til alle sider. Hun havde glemt at hun ikke set på ham endnu, så hun blev lidt overrasket da hun kiggede på ham for at svare. Han var også en af de overdådigt smukke teenagere, og det fik hende til at sukke lettere irriteret over at hun igen ikke passede ind."Det tror jeg," svarede hun med et usikkert smil og skævede ned til sit højre skinneben som gjorde lidt ondt. Men det var ikke noget alvorligt. "Hvad med dig?" spurgte hun og kiggede på det ben hun var stødt ind i. Da hun ventede på et svar, kom hun i tanke om at hun ikke engang vidste hvad han hed, men hun ville først lige høre hans svar før hun introducerede sig selv. Det kunne jo være at han var kommet alvorligt tilskade. Hun tog benene op under sig, og lagde armene om dem. Hun støttede sit hovede på sine knæ, og kiggede blankt ud i luften.

"Jeg er okay" sagde han med et nik, "Undskyld.. at mit ben lå i vejen" sagde han roligt og smilede, imens at han kiggede på hende, "Tom Kaulitz Trümper.." præsenterede han sig, inden at han lod sit blik glide rundt, "Og jeg er ikke i familie til Bill Kaulitz Trümper.." mumlede han, selvom det var en løgn det han sagde, selvfølgelig var de i familie, men han gad ikke som sagt at betragte sin bror som en del af familien, efter alt det som var sket. Han trak derefter sine ben ind til sig og lagde sine arme omkring dem, ligeledes som hun gjorde og lagde sit hoved ned på sine knæ, og gloede ned på sine sko, imens at han spændt ventede på at hun ville præsentere sig. Det kunne godt være at han virkede meget negativ og sådan, men det havde han jo også gode grunde til at være, efter hans egen mening.

"Det gør ikke noget, jeg skulle nok have fundet noget at falde over alligevel" sagde hun og smilede. Lily kiggede ikke hen på ham da han præsenterede sig selv, men hun smilede et lille smil som svar istedet. "Lily Isadore.." sagde hun og kiggede fortsat frem for sig. "Bill Kaulitz..." sagde hun tænkende; hun havde hørt det navn før. "Jeg tror jeg har snakket med ham før" fortsatte hun mens hun rynkede panden fordi hun tænkte. Hun havde kun mødt Bill hurtigt, det havde ikke været et godt møde, og hun bed sig i læben ved tanken om Bill's mærkelige opførsel. Hun kiggede hen på Tom igen. Han lignede egentlig Bill, lidt ihvert fald. "Du ligner ham lidt, og I har samme efternavne... Så er det klart man kan komme i tvivl om i er i familie sammen" sagde hun stille og vendte blikket mod sine fødder.

"Jeg er ikke i familie med ham, når han er sådan en forræder imod sin storebror.." mumlede han letter irriteret og bed sig i underlæben, Tom var jo ældre end Bill, 20 minutter faktisk. Så altså. "Når du bliver forelsket.. og opdager en dag at ens bror har snuppet den kvinde, kan du ikke forstå hvor ondt det gør at leve.. også har man bare lyst til at dø" sagde han roligt, og nikkede kort, inden at han lænede sig godt op af træ stammen og førte sine arme om sig selv dernæst. Efter alle de gange Bill havde snuppet hans kærlighed, var han for bange til at blive forelsket igen. Hvad hvis Bill snuppede hans kærlighed igen?

Lily kunne ikke lade være med at kigge på Tom med store øjne. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, fordi hun ombestemte sig. "Idiot" mumlede hun og kiggede tilbage ned på sine fødder. "Er det derfor du overvejede at flytte?" spurgte hun så da det gik op for hende at det ville være en god grund. Selvom hun aldrig havde været forelsket, kunne hun godt sætte sig ind i det, og så ens egen bror. Hun havde selv haft en lillesøster, men hun ville aldrig have gjort sådan noget; det havde hun været for sød til. Desuden var det også ligemeget, hvad hun ville have gjort; hun var død nu, tænkte Lily og lukkede sine øjne for at skjule smerten.

"Ja" svarede han og sukkede lydløst, "Bill, ved ikke engang hvor ondt at det gør og imellem tiden ved han heller ikke at det er så forkert at tage ens søskende kærlighed.." sagde han, og bed sig i læben, "For at sige det mildt.. bryder jeg mig slet ikke om min egen bror" mumlede han så lavt og havde virkelig lyst til at græde, hvis han kunne. Han rystede så kort på hovedet; utroligt at det kunne gøre ham så negativ. "Men.. du syntes ikke at det er forkert af mig at tænke sådan omkring ham..?" spurgte han så stille da han vendte sit blik mod hende, eftersom han egentlig gerne ville høre hendes ærlige mening. Underligt at han bare sad der og snakkede om sine nedture til en fremmed også end da til et menneske. Det strøg ham lige til hovedet, at hun var et menneske, som han lige havde glemt i et stykke tid.

Lily kunne mærke hans øjne hvile på sig, men det forstyrrede hende ikke. Hun tænkte over hans spørgsmål i et stykke tid, for at kunne svare ærligt. "Nej, for bare fordi man er vokset op sammen behøves man jo ikke at kunne lide hinanden; det kan jo netop gøre at man hader hinanden endnu mere." sagde hun stille, mens hun stadig tænkte. "Og så hvis han så stjæler din kærlighed, er der da slet ingen tvivl om at du kan hade ham så meget du vil" sagde hun roligt og kiggede hen på ham, for at sikre sig at han forstod hende. Det var ikke altid det gav mening hvad hun sagde, når hun forklarede ting. Hun kunne stadig ikke forstå hvordan Bill kunne gøre det mod ham. Selvom kærlighed ikke kender nogle grænser, så skal man stadig ikke stjæle andres. I hvert fald ikke uden at tale med personen først; det var så etisk ukorrekt.

Tom lyttede efter hvad det var hun sagde og nikkede bekræftende til det. "Rigtigt nok, men altså.. det er ikke altid at vi hadet hinanden" forklarede han og sendte et skævt smil, "Det skete pludselig bare, efter at han fandt sammen med Daniella.. så blev alt forandret" svarede han roligt og bed sig let i underlæben. "Okay.." sagde han, og kiggede ned af sig selv, "Tak fordi du gad at høre på min nedtur af oplevelse, der ikke lige frem er nem at glemme" tilføjede han, undslap da et lille grin. Idet at han lagde sit hoved på skrå og lod igen sine øjne hvile på hende. "Hm.. fortæl lidt om dig selv" smilede han skævt med et glimt i øjet, han håbede ikke at han havde skramt hende på den måde med alt det negative som han havde kommet med, og som han ville prøve på at lægge bag sig.

Lily blev lidt mere nervøs, da det pludselig var hende der var i fokus. Hendes liv havde ikke været så spændende, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. "Jeg er 18 år, og jeg flyttede til Forks for 3 eller 4 måneder siden, så jeg kender ikke så mange her. Jeg bor alene med mine forældre i et hus lidt syd for skolen. Jeg havde engang en lillesøster, men hun døde for nogle år siden; jeg holder ikke rigtig styr på hvormange," det var en løgn at hun ikke holdte styr på det, hun vidste altid hvor mange dage det var siden ulykken, men det var ikke ligefrem noget hun ville sige til en fremmed. "Jeg har et meget normalt liv... eller i hvert fald et meget kedeligt liv" sagde hun og smilede lidt. "Du kan bare spørge hvis der er andet du vil vide" tilføjede hun og smilede indbydende til ham.

Tom kiggede på hende, imens at hun fortalte om sig selv, han kunne se på hende at det med hendes lillesøster tog meget hårdt på hende, men han ville ikke spørge mere ind til det, da han ikke ville gøre smerten værre. Idet at han nikkede til at hun kunne se at han lyttede efter hvad det var hun sagde. "Jeg tror at mit liv er kedeligere end dit" sagde han så roligt med et smil, imens at hans øjne stadigvæk hvilede på hende, "Du skal ikke være ked af af at du syntes dit liv er kedeligt.. når du ikke har været her i så lang tid igen, bare vent, der vil snart ske noget" svarede han og fugtede sine læber. "Okay, det vil jeg huske på" tilføjede han, og førte sin ene hånd imod hende, hvor han prikkede hende blidt i maven.

Lily rystede lidt på hovedet, for at vise at hun var uenig. "Dit liv kan da umuligt være kedeligere end mit... du har prøvet at være forelsket og alt muligt" det sidste mumlede hun mere end at sige det; hun var ikke sikker på det var en god ide at bringe det op igen, og fortrød lidt at hun havde sagt det. Hun kiggede hurtigt ned på sine fødder før hun kiggede op på ham igen. "Det håber jeg, der gør... ellers gør jeg et eller andet desperat bare for at få lidt spænding; hopper ud fra en klippe eller et højt træ for eksempel" sagde hun og grinede kort, før hun fugtede sine læber og smilede til ham. "Uh!" sagde hun forskrækket da han prikkede hende i maven, og hendes hjerte bankede en smule hurtigere af overraskelsen. Af refleks trak hun maven ind og kiggede ned på den men kiggede hurtigt op på ham igen. Hun skulede ondt til ham, men kunne ikke holde masken og hendes skulen forvandlede sig til et smil.

"Jeg har prøvet kærligheden, men det var ikke ægte kærlighed" sagde han roligt og bed sig i underlæben, imens at han kiggede på hende, grinte derefter pga hendes reaktion. Idet at han prikkede til hendes mave igen, og løftede dog sit ene bryn da hun lige pludselig snakkede om hvad hun så ville gøre, hvis der ikke snart skete noget for hende; "Lille ven, hvis du så meget som et prøvede på det, ville jeg hurtigt og nemt forhindre dig i det!" svarede han stolt med et forlegent smil. Imens at han betragtede hende, lagde han sit hoved en smule på skrå. "Og tro mig, det kan ikke være umuligt at mit liv er kedeligere end dit" tilføjede han med et glimt i øjet, undslap dernæst et grin. "Jeg har jo intet at lave stort set.. udover at være sammen med dig, også det at hade min lillebror?".

"Ægte eller ej; det var sikkert godt, så længe det varede. Og så kan man ikke bede om mere" sagde hun og smilede til ham. Denne gang var hun forberedt på at han prikkede hende, men hun trak alligevel maven ind en smule. Hun sad lidt og kiggede på ham med et snu smil, før hun grinende rækkede frem for at prikke ham i maven. "Først og fremmest er jeg ikke lille," sagde hun og kiggede dømmende på ham mens hun rystede på hovedet som om hun var skuffet. "og for det andet, så gør jeg det nok meget spontant og pludseligt, så jeg tror ikke du vil opdage det.. og slet ikke kunne nå at gøre noget" forklarede hun og med et lille smil der spillede på hendes læber. "Kender du ikke andre end mig, som du kan snakke med?" spurgte hun med en forundret stemme. Hun havde regnet med at han kendte andre. "Og ellers kan du da få en hobby; lærer at spille et instrument eller sådan noget" foreslog hun og bed sig i sin underlæbe.

"Glemte lige at tilføje; at hade min lillebror som pesten" mumlede han og fugtede sine læber. "Nej, det gør jeg ikke. Alle dem som jeg kendte.. blev jeg uvenner med....." svarede han stille; men det var ikke fordi han havde mødt så mange igen, faktisk havde han kun snakket med få stykker sådan omkring.. 5 stykker eller sådan noget, af hvad han kunne huske? Han kiggede dernæst ned i jorden og forholdt sig tavst, men sagde så; "Jeg håber ikke at.. det, ehm.. well," idet at han lukkede sine øjne lige så stille. "Håber ikke at jeg har skramt dig for vid og sans?" smilede han skævt og forsigtigt, da han vendte sit blik op mod hende. Det første gang i lang tid at han havde fået nogen at snakke med. Tom havde ikke været i forks i over en måned siden.. måske var det end da længere tilbage? Hans hjerte var bare blevet så knust at han var rejst hjem, og var blevet væk fra Forks i et godt stykke tid.

"Blev i uvenner på grund af det med din bror og alt det der?" spurgte hun overrasket, hun kunne ikke forstå hvordan det kunne gøre en uvenner med alle sine venner. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham lidt forundret. "For ellers er det da bare med at blive venner med dem igen... især hvis I var nære venner, for sådan nogle er bedre end det meste i denne underlige verden" tilføjede hun roligt. "Der skal meget mere til at skræmme mig end en associal person der har fået knust sit hjerte," sagde hun med en blød stemme og smilede kærligt til ham. Hun var slet ikke skræmt af ham, hun ville jo også selv være sådan hvis hun havde fået sit hjerte knust, måske endda værre. Det var også en af grundene til at hun var bange for alt det der med kærlighed; det er alt eller intet, og man kan ikke leve med intet. Hun kunne pludselig mærke dråberne sive gennem de tætte grangrene, og lande i hendes hår. Hun kiggede omkring sig og opdagede hvordan jorden var plettet efter hvor vandet havde ramt. Hun overvejede at tage sin hætte på igen, men droppede ideen; hendes hår var allerede blevet vådt.

"Nej det var ikke bare ham.." sagde han stille og vendte derefter sit blik ned af sig selv. "Det var fordi jeg var bange for at miste dem.. og imens at jeg var det.. så mistede jeg dem alligevel.. altså.. ja, jeg ved ikke lige hvordan jeg skal forklare det" svarede han med en svag skuldertræk på den ene skulder. "Jeg er ikke så god til det med venskaber.. efterhånden" mumlede han hvorefter at han lænede sig op af træ stammen og kiggede på hende. "Men.. jeg er begyndt at se lyst på tingene, faktisk så er jeg ikke så meget nede mere.." tilføjede han lige hurtigt, og det var rigtigt, der var noget som havde hjulpet ham, men hvad vidste han ikke, det positive dukkede bare frem i ham.

Lily nikkede medfølende og forstående, mens han talte om hvordan han mistede sine venner."Så du har ingen venner overhovedet?" spurgte hun og blev en smule trist og bekymret ved tanken. Hun kunne ikke forestille sig et liv uden venner. Ingen at snakke med, at grine med, at gøre noget som helst med... hun var uden tvivl blevet sindsyg hvis det var hende. "Se. Det hele skal nok gå, så længe du tænker positivt" sagde hun med opløftende stemme og smilte et opmuntrende smil til ham i et forsøg på at holde ham positiv. Der var et eller andet ved Forks der havde fået hende til at smile mere end normalt. Hun vidste ikke hvad det var, men det var skønt at være den positive for engang skyld.

"Nej. - Det har jeg ikke" svarede han med et nik, inden at han fortsatte; "Ja, nemlig" og smilede skævt til hende. "Hm, hvad mener du sådan helt præcis med at du gerne vil have at der snart skal ske noget i dit liv?" spurgte han derefter nysgerrigt, men stille. Det var han virkelig spændt på at høre, det var noget som tiltrækkede ham på en eller anden måde. "Det er selvfølgelig i orden, hvis du ikke vil fortælle det, eller.. ehm ja" svarede han så og kiggede kort ned af sig selv, før at han så op på hende igen, sendte et charmerende smil.

"Det ved jeg ikke" sagde hun med en fjern stemme, mens hun stadig tænkte. "Jeg vil vel bare gerne have at mit liv ikke er så forudsigeligt... møde nye mennesker, prøve nye ting, idet hele taget bare noget andet end som mit liv er nu... Jeg hader når der ikke er nogen variation, det er så kedeligt og normalt" fortalte hun og smilede lidt tilsidst; de fleste mennesker hadede variation og søgte tryghed ved alt der var normalt, men ikke hende. "Jeg håber det giver mening" tilføjede hun og smilte lidt genert, før hun kørte en hånd gennem sit fugtige hår.