Fritime

Tid :: IRL
Dato :: 12 Aug.
Dag :: Onsdag
Årstid :: Sommer
Vejr :: Skyet, regn og torden
Sted :: Skolden
Omgivelser :: ingen i dette lokale


Madelaine sad inde i musiklokalet der for en gang skyld var tom, var hun den eneste der havde fritime? hun nød hvert fald at hun kunne sidde der inde. Madelaine gik rundt omkring instrumenterne, hun var først næsten lige begyndt at kunne lide at spille mustik, nok fordi hun fandt ud af hun kunne det. Hun smilede ved synet af det store piano som stod midt i lokalet, det var hvidt og havde et lidt gammeldags præg. Hun overvejede om hun måske ikke skulle købe et hjem til.
Hun satte sig ned ved pianoet og kørte let sine finger over tangenterne uden at trykke dem ned. Der var et specielt øjeblik over dette, tænk sig hun skulle føle sig sådan i live igen, bare ved at spille musik?.

Alexander stod med en fattet mine og så på dørene i den lange gang. Hvorfor gjorde de altid det hele så besværligt?! Han måtte jo bare tage dem fra en ende af. Han bankede let på den første dør og stak sit hoved ind. "Ellow??" sagde han med et spørgende blik og så sig omkring i musiklokalet. Han fik øje på en pige der sad/stod ved et hvidt piano og trådte langsomt ind i rummet. "Jeg går ud fra at dette er musiklokalet?" spurgte han med et skævt smil og gestikullerede til de mange instrumenter.

Faktisk fik Madelaine et lille chok over den pludselige forstyrelse. Hun så på ham med et smil og sagde "jah, dette er musiklokalet!" hun så sig rundt og mumlede stille "det er lidt indlysende!" Hun så ned på pianoet igen, hun havde i den seneste tid øvet sig meget, når hun fik muligheden for det, og hun havde altid været en lærenem person.

Alex stod et øjeblik stille mens han så på pigen. "Mit navn er Alexander Francis Evaldor Vallentin," præsenterede han sig og var i to skridt henne ved siden af hende og så ned på pianoet. "Hvad er dit navn?" spurgte han i en venlig tålmodig tone.

Hun så på ham igen, hendes sorte hår var løst, og let inde foran ansigtet efter hun havde set ned, hun tog en hånd og første håret om bag øret og sagde "Madelaine Audrey Santhella Voltera Silverfox!" hun bevarede sit blik på ham og spurgte "er du ny her?" Hun følte sig en lille smugle distraheret, han havde gået ind og forstyrret hende i at spille. Hun overvejede bare at gå igang selvom han var der.

"Ankom til Forks i nat," sagde han og følte sig en lille smule utilpas. "Forstyrrer jeg?" spurgte han og gestikulerede mod hende og klaveret. Han så på hende med et prøvende ansigtsudtryk og klappede kort tænderne sammen.

"ikke hvis du er ligeglad med jeg spiller mens du er her?" sagde hun tilbage, hun så på ham og spurgte "spiller du selv noget?" hun kørte igen sin hånd over tangenterne uden at trykke dem ned.

Alex smilede stort mens han trådte et par skridt tilbage. "Spil du bare," sagde han med en kærlig stemme uden at svare på hendes spørgsmål. han stillede sig op af væggen og så på Madelaine, stadig med et stort smil.

Hun smilede og vendte sig mod pianoet igen, hun havde allerede en sang hun havde besluttet sig for at spille
'The Sacrifice - Michael Nyman'
Hun begyndte let og elegant, det var en af hendes yndlings sange, den havde hun brugt mest tid på at spille.

https://www.youtube.com/watch?v=0Su8LXNS16A&feature=related

Alexander stod op af væggen og betragtede Madelaine med et udtryksløst ansigt. Han lagde langsomt hovedet på skrå mens han lyttede til hendes spil.

Den smukke melodi, en af hendes yndlings fyldte lokalet med perfekte toner, hun ramte alle tangenterne rigtig og kunne melodien udenad uden at skulle bruge noder eller akkorder.

Alex stod med med et splittet ansigtsudtryk mens melodien fyldte hans hoved og gjorde ham ude af stand til at flytte sig. Han stod og mumlede noget uhørligt for sig selv mens han lagde hovedet over til den anden side.

Hun spillede indtil sangen var slut og åndede dybt ud, som om hun havde holdt vejret under hele sangen. Hun flyttede ikke blikket fra pianoet men smilede for dig selv, hun følte sig så fredfyldt efter at have spillet.

"Du er virkelig talentfuld!" sagde Alexander et par sekunder efter hun var færdig. Han gik tættere på hende igen, med et stort smil. "har du spillet længe?" spurgte han.

Hun smilede og sagde "tak!" hun så på ham og sagde "enlig ikke så længe, 3 måneder vidst, max et halvt år.!"

"Det er da utroligt at du kan være blevet så god på så kort tid!" sagde Alex forundret og så ned på det hvide flygel. "Jeg kender mange der har spillet dobbelt så lang tid, men ikker er nær så gode som dig." sagde han og trykkede den nærmeste tangent ned. Han kiggede smilende på Madelaine og kørte en hånd gennem sit hår.

"hmmh det er vel bare øvelse, jeg er også meget lærenem!" sagde hun med et smil og så på pianoet.

Alex så længselsfuldt på det store hvide piano og trykkede tangenten ned igen. "Jeg spillede også engang." sagde han og bakkede langsomt væk fra det med et lavt suk. det føltes inden for rækkevidde, men alligevel ikke nok til at kunne nå det.

"hvorfor spiller du så ikke mere?" spurgte hun undrende og så på ham. det så ud til der havde sket noget der havde forhindret det.

Alex trak på skuldrene og forsøgte at se normal ud. "Jeg kom ud af træning og kunne ikke rette op på det." løj han og forsøgte at lyde overbevisende.

"ejh, det kan ikke passe!" sagde hun og rynkede på øjenbrynene, det er jo næsten aldrig for sent at komme ind i træning igen.

"Jo, jeg gider ikke rigtig..." mumlede han og et kort strejf af smerte løb over hans ansigtsudtryk og han gik to skridt længere tilbage.

Hun forstod slet ikke hvad der forgik, hun vendte sig om på stolen og så på ham og spurgte "hvad er der sket?"

Alex fik styr på sig selv igen og så på madelaine. "Hvad?" spurgte han med en uforstående stemme og så på hende med no-brain-face.

"der må have sket noget siden du pludselig har det på den måde med musik!" sagde hun og så alvorligt på ham.

Alex så på hende med et hævet øjenbryn. "Ikke al musik, klaver." sagde han afvisende og så på hende. Han var glad for at hun havde været der, ellers ville han have gjort det.

"jamen fortæl!" sagde hun, det virkede underligt

"Fortæl hvad??" spurgte Alex uforstet og stirrede på Madelaine med et frustreret udtryk.

"hvorfor hader du pianoet?" spurgte hun med et undrende blik

"Hader ikke, gider bare ikke spille," sagde han og en smertefuld mine dominerede igen et øjeblik hans ansigt.

"hmmh!" sagde hun, hun opgav at finde ud af hvorfor han var sådan. hun tog sin taske over skulderen og gik mod døren.

Alex lod hende gå forbi sig med et svagt smil på de blege læber og så så på pianoet.

"hej!" sagde hun uden at se på ham,

"Bye," svarede han og så efter hende før han tøvende satte sig på den lille bænk foran pianoet. Han spillede prøvende starten af mester Jacob, og ventede så på en overvældende smerte, men der skete ingenting. Han spillede tilfreds sangen færdig og lænede sig tilbage mens han tænkte sig om.