A Beautiful Devil

Tid:11:03
Omgivelser:ingen
Vejr:solen skinner.
Sted: skoooven
Dato:12 Maj, alle er i skole eller på arbejde, så hun er i sikkerhed, ellers kan hun jo høre når der kommer mennesker ^^
Årstid:foråååår 8D

Oceana kom svævende mellem de lysegrønne bøgetræer som lige var sprunget ud for en uges tid siden. Hendes lyebrune, krøllede hår dansede muntert på hendes skuldre, og hendes smukke, lagoone blå øjne skinnede. Øjnene som intet levende menneske havde, kun hendes mor havde. Øjne som Zafira havde haft som menneske. De havde jo stadig ligget i hendes gener, så Oceana havde fået dem på en "naturlig", eller man kunne jo kalde det biologisk måde.
Et lille, let smil lå over hendes læber, og viste et krid hvidt tandsæt. Hjertet bankede som altid en takt hurtigere end en normal menneskes, hvilket enhver vampyr, hybrid og varulv ville kunne høre.
Oceana bar en smuk blå forårs kjole. Den stod godt til hendes italiensk/brasilianske hudfarve. et par små hvide ballerina'er beklædte hendes fødder, og sørgede for at de ikke blev beskidte. Det var tøj hendes mor havde valgt. For selvom hun havde en tane gang som en ti årigs, ville hendes mor stadig have lov til at vælge hendes tøj, lidt endnu.
Oceana fandt en lille lysning. Den var omgivet af store, smukke grønne, med de flotteste lysgrønne blade. Hun smilede stadig for sig selv, og svævede elegant ind i lysningen. Hendes hud strålede som små diamanter, da hun trådte ud i sollyset. Hun satte sig ned, på det mørkegrønne, frodige græs, og kiggede op på den smukke, skyfri himmel.

De små fugle sang så hjertelig i skoven, mens en lille dreng nærmest svævede over det grønne græs. Hans øjne var blå, og håret brunt. En masse vampyre ville kunne se alle de træk som der også var i hans forældre. Det brune hår og blå øjne. Christabel og Alexander, det var de to personer han udstrålede dog var han stadig sig selv. Den lille dreng der så sød ud, men rigtig var en lille djævel. En lugt ramte ham hårdt, en som var ligesom ham selv. En lille pige enda og hun lugtede bekendt. Så stod han i den lille lysninng og kiggede på pigen. Hun lignede Zafira? Denne lille pige var vist nok Zafiras pige.

Oceana kiggede op på drengen. Han duftede som..jah som et menneske, og alligevel som en vampyr. Præcis som hendes mor så ofte beskrev hendes, Oceanas duft. Hun smilede et bredt engle smil til drengen. Hun havde ikke mødt Zafiras nærmeste endnu. Faktisk kendte hun kun Zafira, og sin rugemor, men hun var jo død.
"Hej"Den klare, smukke, lyse stemme fløj med vinden igennem luften. den var ikke ubehagelig eller noget, den var tryg, varm og tillidsfuld. Hun kiggede på ham med de klare, blå øjne. Hun lignede i sandheden en engel, men hendes tanker var som hendes mors, onde, kolde og truende for et hvert menneske og varulv/formskifter

Den lille pige kiggede på ham med dette smil, som fik ham til at undre sig. Hvorfor smule til en af dme der er halvt død? Et svagt smil spillede om hans læber, men det kom aldrig helt frem. De blå øjne hvilede på hende og de sturede hende en smule, hun virkede på en eller anden måde slet ikke om Zafira og dog alligevel så magen til hende. HAn gik stille hen mod hende, fyldt med spørgsmål og tanker han aldrig ville sige i hele sit liv. " Hej " sagde han, med den næsten samme smukke stemme som hun havde hans var bare mere dyb. Den lød som en lun sommerdag, og voksne mennesker ville smelte når du hørte denne stemme. Det gjorde Seth jo altid nytte af, vis han ville have noget.

Hun smilede stadig, den lille, søde engle pige var hendes dækning for det monster hun virkelig var, faktisk en rigtig god dækning, ingen ville jo nogensinde få den idé at hun drak menneske blod når hun var sulten. For det ville en engel jo ikke, vel?
Hun brugte sin langsomme vampyr fart, selvom hun var meget hurtigere end et menneske, og stod lidt efter foran ham. Hun betragtede ham stille og med et tænkende ansigt som så en lille smule facineret ud, han mindede lidt om ham Seth, som hendes Mor havde talt om. Det krøllede hår var afbleget af solen, og det lå smukt om hendes ansigt, et lydløst grin løb over hendes læber"Hej Seth"Sagde hun med et lille piget fnis..

Forvirringen var ikke til at spejde i hans øjne eller udtryk, han stod bare der og lignede en lille engle statue. Det brne hår var ikke gemt bag en hætte trøje, som det altid plejede nej i dag sad det i alle mulige retninger og små strittede. HVordan kendte denne pige hans navn? " Hvor kender du mit nanv fra?" spurgte han direkte og ignorede hendes fnisen. Det var sikkert bare en facade, ligesom han selv havde, når han legede med det uskyldige der skulle jo også være noget sjov i livet. Et lille suk forlod hans læber og de blå øjne hvilede på pigen, mens de studerede hende. Hun havde næsten samme hårfarve som Zafira og der var noget der mindede om hende. Det lille smil spillede om hans læber, men det ville aldrig komme frem. Det var fanget og det ville aldrig slippe ud.

Hun kiggede på ham med et et drillende glimt i øjet, et glimt som intet barn i hendes udseends mæssige alder, ville kunne have."Hvor ved jeg det fra? tja, det er jo en hemmelighed"sagde hun og lød pludselig mere voksen. Hendes mor havde opdraget hende fra første sekund. Oceana kunne skifte mellem forskellige facader på få splitsekunder, men dette var ikke en facade, dette var hende, den onde, udspekulerede pige.Hun lignede ikke engle pigen fra før, hun var lige så smuk, men hun så ældre ud."Kan du slet ike genkende mit udseende? jeg ligner min mama på en prik"sagde hun og smilede et hurtigt, lidt farligt smil hvor hendes små hugtænder kom til syne. de var lange i forhold til andre hybriders, det var noget hun havde arvet fra sin mor, Zafira havde også lange hugtænder som andre alfa'er, og da Oceana var datter af hende, var det jo normalt at hun også havde fået hendes lange hjørnetænder.

Seth grinte lidt og smilet formede sig om hans læber, det sten kolde smil som Zafira altid så når han var sammen med hende. " Jeg var lidt usikker, men jeg kan godt se det " sagde han stille og hans blik gled fra hende over til træerne bag hende. Med et forsvandt smilet og hans læber var trukket tilbage bag hans tænder. De var ikke ligeså langesom hendes, men lidt lange ar de vel. Man kunne nærmest se giften der løb ned af dem. Seth havde læst lidt om legenden, om at det kun var drenge der havde gift i tænderne og ikke pigerne. Det var en ulempe for nogen, men rart for andre. Hans blik gled hen på pigen igen. Hvad hed hun? Hans læber, var formet i et svagt smil igen.

Hun grinede kort, tænderne forsvandt om bag læberne, og hun løb pludselig dansende væk, igennem den grønne lysning og over i et træ, som hun hoppede op i fra jorden. Hun kiggede på ham. Iagttog hver bevægelse. Hendes hjem, slottet Zracion lå få 3 km bag hende, hvor hendes mor var. Skulle hun kalde på sin mor? nej hvad ville grunden dog være for det? at hun var blevet bange for en lille dreng?..Hende små baby hænder kørte håret om bag ørene, nogle krøllede lokker kunne ikke holde tilbage af ørene og hang elegant foran hendes øre i stedet, uden at være i vejen for hendes udsyn. Hun smilede lokkende til ham."Såh hvor bor du, og din familie?"Spurgte hun nysgerrigt. Hvis han ike ville svare kunne hun jo altid spørge sin mor, hvis hun virkelig ville vide det.

Et grin lød fra hans læber, da hun hoppede op i træet. Han kiggede på hende og hans øjne var stadig en smule kolde. " Blev du bange? " spurgte han med en snært af nysgerrighed i stemmen. Det var ikke meningen han skulle have skræmt hende, men han havde lugtet mennesker. En ren reaktion. Han vendte sig mod hende og hans ansigt var blevet koldt igen. Hvorfor ville hun vide det? De brune øjne blev en smule mørkelagt. " Nede ved Queets " sagde han ligeud, hun ville alligevel få det afvide af sin mor, vis hun virkelig ville vide det.

"Jeg kan ikke blive bange af drenge..jeg er imun overfor jer!"sagde hun med en fkatisk temmelig barnlig overbevisning.
Hun smilede og lod tungen glide over tænderne, hun var faktisk temmelig sulten."nåh jeg er sulten, så du må lige have mig undskyldt"Sagde hun med det pigede fnis. Hun havde taget facaderne op igen, og den med den lille tøsede pige var den mennesker kunne se. hunsprang elegant ned fra træet og løb hurtigt, i hybrid fart, mod den dejlige søde duft af menneske blod. Han kunne jo følge med hvis han havde lyst, eller vente i lysningen til hun kom tilbage..hvis han altså gad at snakke med hende.
Lidt efter nærmede hun sig menneskerne. det var to vandre der var igang med at krydse forks for at komme til Canada. Hun satte et lille ulykkeligt ansigt på og gik over til vandrene der lige i øjeblikket holdt pause. Hun snakkede først da de vendte deres opmærksomhed mod det smukke barn, som stod mellem træerne. De to vandre kom hen til, og hun fortalte hurtigt, med en tyk, grådet stemme at hun var blevet væk fra sin ven inde i skoven, og at hun nu ikke kunne finde ham. De to vandre smilede beroligende til hende og sagde at de nok skulle finde ham og gik så med hende ind i skoven...

Det ligegyldige ansigt var på plads igen, og han gik hen mod et af træerne så han kunne se hendes gerninger. Hurtigt kravlede han op og grinte lidt. Et lyst, men stadig mørkt grin. Hans fascination af andre væsner der var ligesom ham havde fået ham til at følge efter hende. Det var mærkeligt, for han plejede altid at være ligeeglad med alle andre end hans familie og ham selv. Det brune blik hvilede på pigen og hendes to ofre. Mennesker var så nemme at leje med. Han kunne godt se hvad hun prøvede at gøre og han ville ikke forhindre hende, bare nyde showet så længe det varede. Seth havde en mærkelig hobby, men nogle syntes den var normal. Han grinte af folk der blev dræbt og morede sig når han drabte.

de to vandre aftalte at gå hver sin vej, og Oce valgte at følge efter kvinden, hun gik lige bag hende og lavede snøftelyde, selvom hun i virkeligheden lyttede efter manden. Han skulle jo helst ikke opdage noget, for hun kunne jo ikke drikke blodet fra to fuldvoksne mennesker alene, det var hun ikke stor nok til..desværre. Hun lod blikket løbe over skoven i mens hun lyttede. hun kunne svagt høre manden langt væk..*hvis jeg nu bare holder hende for munden først, og dræber hende hurtigt?*tænkte hun. Hun blev enig med sig selv i at det ville være lettest hvis ikke også hun skulle dræbe manden. Hun sprang let op på ryggen af kvinden og havde på få sekunder knækket hendes nakke. Den eneste larm der var kommet ud af det var knækket fra nakken og det ville manden umuligt kunne have hørt. Da kvinden ramte jorden satte Oceana sig på hug ved hendes hals og borede uden problemer tænderne i hendes hals. hun sugede det varme blod i sig, inden det blev koldt.
Da hun tog ansigtet væk fra halsen var kroppen helt udsuget, og Oce havde ikke en blod plet på tøjet eller i ansigtet. Hun tænkte lidt inden hun skreg et højt supran skrig som manden uden tvivl ville kunne høre hun satte i menneske løb væk fra kvinden i mens hun stadig skreg. Der gik ikke lang tid før manden var ovre hos hende. men hun løb lige forbi ham i mens hun pegede hen mod kvinden.
Hun stoppede i et med at skrige da manden så kvinden, og hun hoppede lydløst op i et bøgetræ hvor bladene kunne skjule hende. Hun lo en lydløs latter over det lille drama hun havde skabt under sig..

Seth grinte lidt over det drama der foregik nedenunder ham, måske skulle han være med? Han kiggede spørgende på hende og grinte så, da han kunne høre manden der faldt til jorden. Et skræmt udtryk fløj over Seth's ansigt og det blev det, det var endnu engang hans yndige skuespil. Han hoppede over på et af træerne der var lige bag manden. Hurtigt og lydløst hoppede han ned bag manden og gemet sig bag træet. Det brune øjne begyndte langsomt at fyldtes med falske krokodille tårer. Han kiggede frem bag træet og lignede et lille skræmt barn, der var ved at falde om. Hans ansigt var blegt som et lagen og han lignede en lille genganger. Manden vendte sig om, da han hørte en hulken. Manden så skræmt ud, men Seth's ynkelige ansigt fik ham på en eller anden måde til at blive blid igen. Et par hulk var nok til at få manden til at slappe helt af. Det brune blik gled over på damen og den ynkelige lille Seth knækkede sammen og gråd. Inderst inde var han ved at dø af grin, og hans hals brændte over den søde duft der kom fra manden. Han åbnede munden og sagde med grådig stemme. " Hun er væk, dyret er på vej " Hviskede han og hans stemme knækkede over på det perfekte tidspunkt. Manden lagde hurtigt armene om Seth og han så sin chance. Hurtigt knækkede han nakken om på manden og grinte lidt. Det her var let. Langsomt satte han tænderne i hans hals og lod det varme blod flyde ind i hans mund. Da manden var helt udtørret, tog Seth sine tænder til sig og smilte tilfreds. Han var blevet mæt.

Oce sad og holdte sin lille barne hånd for munden, det hele skulle jo ikke ødelægges pga. hende. Manden var så naiv, at tro at et barn ingen skade kunne gøre var en dum konklusion at konkludere. Hun hørte knækket og fjernede hånden hvorefter en smuk latter fyldte skoven. Da den forsvandt igen sprang hun ned til drengen"Du er en meget uartig dreng! har din mor ikke lært dig at gøre rent efter dig selv?"spurgte hun drillende inden hun klukkende forsvandt over til den døde kvinde og kastede hende over ryggen. Hun svævede videre hen mod queets river, kastede liget i vandet og fik vandet-ved hjælpe af sin evne- til at grave det dybt ned under jordoverfladen. hun klappede begejstret i hænderne over det perfekt udførte arbejde hun lige havde gjort med sit byttes forsvinden.
Hun satte sig ned ved vandkanten og lod en finger glide over vandet så det skilte sig ad. Hun lyttede til sine omgivelser, men især hvad Seth havde gang i, hun var facineret over at iagttage en som var den samme slags som hende, en som hverken var det ene eller det andet. En speciel en.