Gid det var mig ( Noah^^ )

Dato: IRL
Dag: Fredag
Tid: 12.00
Sted: Forks børnehave
Omgivelser: En masse børn der leger
Vejr: Overskyet, men lidt varmt
Årstid: Forår

Victoria havde for en god dags skyld gået sig en tur og havde begivet sig rundt på kendte områder og steder som hun havde været ved mange gange. Cafeen, skoven, skolen, men nu var hun altså åbenbart havnet med den nye børnehave som lå i Forks. Hun gik roligt hen ved hegnet og så nøje efter om der var pædagoer som var ude sammen med børnene men det så ikke sådan ud, og det sukkede hun lettet over. Victorias hår var sat op i en hestehale, en meget høj en, så spidserne af hendes lange flammende røde hår ramte hende på ryggen. Hun havde en blå T-shirt, et par lange sorte bukser og tøjet klædte hendes hår og hud meget godt. Men hun lignte stadig en som ikke havde det for godt, selvom hun havde drukket blod forleden dag. Hendes øjne var stadig lidt mørke, men man kunne skimme at hendes naturlige ravfarvede øjne var ved at komme tilbage og de sorte render som var under hendes øjne var også blevet mere utydelige. Victoria tog forsigtigt fat i hegnet med den ene hånd og betragtede de små børn, som løb rundt og legede, grinte og som ikke viste hvad de voksede op til.

Noah stod ved gyngerne, og skubbede en lille pige, som grinede.
Dette var et af hans fritidsjob.
Han arbejdede i børnehaven, helt gratis.
Han havde det bedre når han arbejdede næste dag, når han havde været sammen med børnene.
Han elskede børn, over alt i verdenen.
Og katte ^^

// Sorry, blev lige forhindret i et par minutter ^^

Selvom at Victoria godt havde set at der var en ældre dreng ude sammen med børnene så rørte hun sig ikke en meter.
Måske var det fordi han ikke var vampyr eller varulv, men kun fordi han var et menneske.
Hun betragtede ham lidt, men fandt så ud af hvad hun havde gang i og rystede kort på hovedet, hun var færdig med drenge, de kunne ikke andet end at ødelægge alting og gøre en ulykkelig, istedet for lykkelig og holde hvad man havde lovet.
Victoria gav et fnys fra sig, men holdte sig så for munden, fordi hun var bange for at han ville opdage hende, for det havde nogle af de andre børn og de stirrede bare på hende.

//Gør ikke noget ^^//

Noah så op fra pigen på gyngen, men fortsatte med at gynge hende.
Hans opmærksomhed hvilede på en af de små drenge.
"Cody, hvorfor gynger du ikke med Molly?"
Det var et ønske, ikke et spørgsmål.
Han ville gerne have at de to legede sammen.
Men Cody virkede slet ikke til at høre ham.
Noah så på ham, og fulgte hans blik.
Det endte på Victoria.
Han bed sig i læben, bare for ikke at begynde at savle.
Hun var lige som alle de andre, og lige meget hvor mange gange han så dem,
så blev han ved med at reagere på samme måde.

Victoria opdagede at den ældre dreng havde opdaget hende og slap hegnet med den hånd hun havde haft fat med.
Hun gik nogle få skridt væk fra hegnet, men det forhindrede ikke nogle af de andre børn at se på hende og der var en lille pige som kom helt hen til hegnet og bare stod og gloede på Victoria med store blå øjne. En lille vind fik fat i Victorias hår, så det flagede omkring hendes ansigt, men på en meget elegant måde. Victoria elskede børn, men turde ikke røre så meget ved dem, i frygt for at komme til at skade dem. Men alligevel gik hun tilbage til hegnet og satte sig på hug foran den lille pige som stadig så på hende. Pigen tog derefter noget af sin hånd gennem hegnet og rakte den imod Victoria, hun ville gerne røre hende og hun bed sig lidt i læben. Victoria så først lidt tænkende på pigen, men kunne dog ikke holde et lille smil tilbage og lod pigen få hendes pegefinger, som hun straks lukkede hånden om og pigen begyndte at grine en lille sukkersød latter.

Noah lo, med en tone af overaskelse og noget hysteri måske.
Det var ikke hver dag hun grinede.
Han gik forsigtigt tættere på dem begge to igen.
Både for at være tættere på den lille pige, men faktisk også for at være tæt på den.. store pige.
Han sendte hende et kærligt smil, som en slags tak for hjælpen.
Hun var utrolig smuk, ligesom alle de andre piger.
Han satte sig ned på knæ, så han var lige så høj som pigen.
De små børn troede vel sikkert hun var en fe eller noget.
Og Noah havde faktisk heller ikke udelukket den tanke.

Victoria kunne både dufte og høre at den ældre dreng kom tættere på og sendte ham kun et kort blik, da hun ikke lige syntes at de skulle have øjenkontakt da hun jo ikke så særlig godt ud idag... synes hun selv, men hun viste jo ikke hvad drengen tænkte og ville faktisk heller ikke engang vide det. Men hun havde set hans kærlige smil og kunne ikke lade være med at sende ham et lille smil tilbage, da hun ikke følte at hun kunne smile meget mere. Victoria havde ikke noget imod at drengen kom hen og satte sig ned på knæ ved pigen, det var jo hans job at holde øje med dem. "Du har nogle nuttede blå øjne" sagde hun meget roligt og alligevel meget blidt til den lille pige, som bare sendte hende et mega stort smil og klemte blidt om hendes pegefinger. Først blev Victoria i tvivl om, om pigen kunne forstå hende eller om hun bare blev glad over at Victoria snakkede til hende.

Noah smilede skævt af pigen, og rodede op i barnets hår.
Pigens stemme var som vindklokker.
Men dog lidt hæsere end de andre af dem han kendte.
En af de andre små børn kaldte på barnet, men hun blev bare stående.
Et par af de andre børn kom til.
Noah havde ikke noget problem med det.
Han kunne godt dele hende ^^

Victoria så stille til, imens nogle af de andre børn også kom over til dem og bed sig lidt i læben, det var lidt svært med alt det søde blod omkring sig, men som sagt, så gik Victoria ikk efter mennesker, hun prøvede faktisk helt at stoppe med at drikke blod, men det var selvf meget svært. Hun skænkede drengen endnu et diskret blik, men i det blik betragtede hun ham lidt igen og smilte svagt. Hendes øjne sagde også ret meget, at hun var træt, ikke viste hvad hun skulle gøre og mange andre ting. "Jeg føler mig lidt i midtpunktet" mumlede Victoria imens hendes blik var på pigen, men derefter tog hun forsigtigt sin pegefinger til sig og rejste sig op, "undskyld at jeg forstyrrede dit arbejde" sagde Victoria blidt til drengen og gik lidt væk fra hegnet igen og så sig lidt om, for så at finde ud af hvor hun så ville gå hen og den lille pige så lidt trist efter Victoria.

"Piger og drenge, så er der middagssøvn."
Han kunne ikke lade være med at grine af deres suk.
"Kom nu. Fru. Louise venter på jer."
Han skyndte på dem, og ventede på at de alle var gået.
Så vendte han sig mod hende igen.
"Det gør ikke noget. Jeg har alligevel fri om lidt."
Han smilede skævt, og betragtede hende.
Hun så træt ud.

Victoria vendte sig imod ham, men sørgede dog for at han ikke fik set så meget af hendes øjne, da hun godt selv viste hvordan de så ud og han skulle jo nødig blive bange for at de var lidt mørkere end de fleste var. Hun så derfor lidt ned i jorden og gnubbede sig på sin arm med den anden hånd og nikkede lidt, "nårh okay, men alligevel... du så ud til at gå meget op i dit job nemlig" sagde Victoria stadig med en blidt tone og rømmede sig lidt, imens hun så væk fra drengen. Hun kørte derefter en hånd gennem noget af det hår som hang ned fra hestehalen og hun bed sig lidt i læben.

Han smilede varmt igen, selvom hun ikke så på ham.
"Jeg kan godt lide børn." forklarede han, og trak på skuldrene.
Så var den historie ikke længere.
Han lagde sin sjæl i alt hvad han lavede, men med børn kom det bare helt af sig selv.
"Forresten.. Ehm... Noah." sagde han, og så ned i jorden.
Det ville være svært at stikke hånden igennem hegnet, så han lod være.

Victoria nikkede lidt af det han sagde og kunne ikke lade være med at smile lidt over det.
Hun vendte blikket på ham, men lod være med at se på hans ansigt, " hvem kan ikke det.." sagde hun stille.
Men da han sagde sit navn, kom hun til at se på hans ansigt og tænkte lidt over sine øjne og så derefter hurtigt ned igen og smilte lidt, " Ehm... jeg hedder Victoria" sagde hun blidt og kørte endnu engang hånden gennem håret.
"Hyggeligt at møde dig Noah... jeg kan godt lide dit navn" sagde Victoria stille og smilte svagt.

Han kunne ikke lade være med at grine af hende.
"Nej, alle elsker børn."
Han rodede forlegent op i sit hår.
"Tja, det er vel bare fordi Noah er så barnligt."
Det syntes han selv i hvert fald.
Han så op på hende igen, på hendes utrolig smukke krop.
"Men.. Øhmm.."
Han viste ikke rigtigt om han skulle spørge, for det ragede jo ikke ham.
"Er der.. noget i .. vejen?"

Victoria smilte svagt og rystede derefter på hovedet, " jeg synes ikke at Noah er barnligt, det er specielt" sagde hun med en roligt tone og tog derefter elastikken ud af håret, så hendes flammende røde hår faldt ned på hendes skuldre og lidt ned af ryggen. Hendes hår var nemlig begyndt at gøre ondt på grund af det måde det var sat på og hun tog elastikken omkring håndledet og folede dem derefter bag ryggen. "Hmm... ikke så meget.. tror jeg.. jeg har bare fundet ud af at det ikke er så godt at se folk i øjnene, det kan få en til de mest mærkelige ting.. og gøre en for hurtigt forelsket.. måske.. jeg er ikke helt sikker, men jeg passer på alligevel" mumlede hun og tog en tot hår om bag øret.

Noah syntes slet ikke at det var mærkeligt at man kunne blive hurtigt forelsket i nogle ved at se dem i øjnene, især ikke når de var så smukke som Victoria.
"Tja, du har vist nok ret..."
Men kan kunne ikke se hvad der var så romantisk ved sine øjne.
De var blå, og kedelige hvis du spurgte ham.
Men det var alligevel mærkeligt at det var lige den forklaring hun brugte.
Gad vide...
"Hvorfor skulle du lige forelske dig?" spurgte han nysgerrigt.

Victoria kløede sig på armen igen, for ikke at stå helt stille og støttede sig på sit ene ben.
Det gik jo ikke at han skulle tro at hun var et omvandrende lig, som hun faktisk var, men det var menigen at hun bare skulle se lidt levende ud, som han stod og gjorde. Hun ble lidt overrasket over hans spørgsmål og så så endelig op på hans ansigt, men heldigvis var hendes øjne blevet lidt mere ravfarvet end før, men alligevel stadig lidt mørke.
"Ehm... fordi.. ehm..." hun stoppede og kløede sig lidt i nakken, " fordi jeg har det med at forelske mig hurtigt, jeg mærker så også konsekvensen af det" svarede hun roligt og smilte lidt trist, men ville ikke gøre stemningen utilpas for ham.

Han havde det lidt mærkeligt med at se på hende, igennem et hegn såårh..
"Kan vi ikke foresætte herinde?"
Han smilede skævt.
Han kendte godt det hun talte om.
Han blev så hurtigt forelsket, og han blev altid såret.
Sådan var det altid med folk som ham.
Det gjorde næsten ondt på ham, at nogle skulle have såret hende.
Hun var sådan et smukt væsen.

Victoria nikkede lidt til det han sagde og så kort rundt for at finde døren, så man kunne gå gennem hegnet.
Men da hun ikk lige kunne se den, gav hun op og sukkede lidt. Så derfor besluttede hun at klatre op af hegnet, det var heller ikke særlig højt efter hendes mening og gik hen til det igen. Victoria tog derefter fat i hegnet og satte sin ene fod ind i en af hullerne og begyndte roligt at klatre op af hegnet. Hun havde fjernet sit blik fra ham, for at kunne koncenterer sig om hegnet, og da hun var kommet om på den anden side og lidt ned af det, gav hun slip og landte elegant på sine fødder og hendes hår landte og rettede sig efter hendes skuldre igen. Men selvom hun var kommet om på den anden side til ham, så gik hun ikke tættere på, men stod bare helt stille og så lidt op og ned af ham.

Noah så ned i jorden, og ikke at glo.
Hun var lige så elegant som .. tja, verdensmesteren i baletdans.
Eller bare ligesom Kristen.
"Gud! Er du så en baletdanser?!" mumlede han forvirret.
Han ville også kunne gøre sådan, og så se elegant ud på samme tid.
Han smilede fjoget, og så op imens han rodede sig i håret.

Victoria kunne ikke undgå at høre hvad han sagde og kom til at grine lidt for første gang, men det lød heller ikke spor gladt, men heller ikke falsk. Hun stoppede så derefter og rystede kort på hovedet af det han sagde.
"Nej.. jeg er ikke baletdanser, men du kunne sikkert godt se mig som en" svarede hun og smilte svagt.
Hun kørte en hånd gennem håret og valgte at lade sit blik glide ned på sine fødder og sukkede kort.
Victoria syntes egentlig at han var meget sød at se på, men hun passede på, for hun ville ikk lede det der hen hvor hun regnede med at det ville ende, hun ville ikke have flere løgne.

Han gik et par skridt tættere på hende, og grinede.
"Det er ikke så svært."
Han lagde hovedet på skrå, og kløede sig på næsen.
"Men jeg er bare jaloux. Der er så mange smukke, og elegante væsner, men jeg er ikke et af dem."
Han sukkede, og syntes at det var helt trist.
Han ville gerne prøve at kunne være sådan lidt.. mere smuk.
Men han sukkede og trak på skuldrene.
Han kunne ikke lade være med at grine.

Victoria rettede sit blik op på ham og rykkede lidt på sin ene skulder da han kom tættere på hende, men hun var ikke bange eller noget, hun kom bare til at tænke på en hel masse og hun var bange for at han ville kunne se det i hendes øje.
"Hmm... det er ikke så svært at blive et smukt og elegant... væsen.. du skal skal bare hænge ud med dem som er sådan, så kan det jo være at du også bliver det" sagde hun og var ikke så glad for at sige sådan, men der var rimelig mange vampyrer rundt omkring, flere end hun havde regnet med. Så hvis han ikke skulle komme ud i problemer, så måtte han holde sig til Seattle, Port Angeles eller nær varulve for ikke at blive bidt, men det kunne selvf godt blive et problem. Victoria følte sig dog hverken smuk eller elegant, men ville ikke sige noget.

Noah så lidt forvirret på hende.
"Hvordan..."
Han bed sig i læben, og ville ikke rigtigt spørge.
Det virkede mærkeligt.
Men han kunne ikke lige se hvordan han skulle blive så smuk og elegant, bare ved at være sammen med dem.
Han bed sig i læben, og så på hende, med et lille smil.
Han ville virkelig gerne se hendes øjne.

Victoria tog sine hænder foran sig og fumlede lidt med dem, imens hun trak lidt på den ene skulder.
"Det ved jeg ikke... men jeg blev det efter et stykke tid, men altså... jeg vil hverken kalde mig smuk eller elegant, selvom jeg ved at folk siger mig imod omkring det emne" fortalte hun stille og smilte svagt.
Hun vendte derefter sit blik op på ham, men fik kun set kort på hans ansigt, ellers hang hendes blik enten på hans brystkasse eller på hans hage. Hun turde bare ikke så ham ind i øjnene, selvom det måske ikke gjorde så meget. Hun tog forsigtigt et enkelt skridt hen imod ham og bed sig lidt hårdere i læben, imens hun samtidig fumlede lidt nervøst med sine hænder.

Nu kunne han i det mindste se hendes øjne.
De var smukke, men alligevel ret matte.
"Hvad er der sket?" spurgte han nysgerrigt.
Hun så ikke så godt ud.
Nej, hun så virkelig godt ud, men hun så trist ud.
Og hun så ikke ud til at have det særlig godt med sig selv.
Han ville gerne hjælpe hende.
Sådan var han bare skabt.

Victoria kom til at grine lidt, men det var kun fordi at hun kom i tanke om at det lå til menneskernes natur at være nysgerrige. Hun burde jo også selv vide det, for hun havde jo også selv været menneske engang.
Men det var også på grund af hendes nysgerrighed at hun var blevet som hun var nu, men hun havde ikke noget imod det.
Victoria rykkede lidt på sig og vendte blikket ned, " ikke noget..." mumlede hun, selvom det ikke var helt rigtigt.
Hun sukkede kort og kørte end tot hår om bag øret.

"Måske er jeg ikke så smuk eller elegant, ligesom dig, men jeg er altså ikke dum."
Han sendte hende et varmt smil, og kløede sig i håret.
"Jeg kan godt forstå hvis du ikke vil snakke om det med mig, men jeg vil nu gerne vide det."
Han trak på skuldrene, og lod sig falde ned på en af gyngerne, et lille stykke væk.
Det var lidt svært for ham at sige noget klogt.
Syntes han selv i hvert fald.

Victoria rystede lidt forvirret på hovedet og så kort op på ham, " jeg har heller aldrig kaldt dig dum" sagde hun stille.
Hun bed sig derefter i læben og gik derefter roligt hen til ham da han dumpede ned på en gynge og stod stille foran ham.
"Det er virkelig ikke noget specielt... bare noget kærestesorg og.... nogle selvmordtanker" det sidste hviskede hun næsten og håbede faktisk lidt på at han ikke rigtig hørte det. Hun kløede sig lidt på armen og vendte blikket væk fra ham og hen på en af vinduerne til børnehaven og sukkede kort igen.

Noah så også ind på børnene, og Cody vinkede til dem igennem vinduet.
Han smilede svagt, og vinkede tilbage.
Men så så han på hende igen, og så lidt forarget ud.
"Nej, jeg sagde selv at jeg var dum."
Han trak på skuldrene, noget som fik gyngen til at bevæge sig lidt.
"Kærstesorger har jeg også selv, for jeg forelsker mig så tit, og bliver hele tiden såret.."
Han bed sig i læben, ved tanken om det næste, som han kune lige præcis havde hørt.
"Men jeg har aldrig haft selvmorstanker."

Selvom at Victoria fik lyst til at vinke tilbage til drengen som stod i vinduet, så gjorde hun det ikke, hendes hånd ville ikke rigtig flytte sig op i luften og vinke og det fik hende til at knytte den lidt. "Ja.. men det er du ikke" modsagde Victoria og vendte derefter blikket hen på ham og bed sig i læben. " Det er surt at have sådan en følelse, men det sker desværre en gang imellem... eller jeg vil sige hele tiden for mig" sagde hun og vendte sig halvt væk fra ham og sukkede lidt. "Det skal du heller ikke ønske dig at have... men jeg har dem stadig" sagde Victoria og så tilbage på Noah og gik lidt tilbage, imens hun rystede lidt på hovedet. "Jeg går nu... jeg kan se at du ikke smiler så meget som ligefør og jeg vil ikke ødelægge din dag" sagde Victoria lidt trist og begyndte at gå tilbage imod hegnet.

Noah sagde ikke noget i starten, og bed sig i læben.
Han kunne ikke lide at hun gik sådan, så ville han hellere have at de gik som venner.
Han viste bare ikke hvad han skulle sige for at gøre hende glad igen.
"Viiic." kaldte han svagt.
"Victoria, jeg kan ikke lide at du går når du er sur.."
Han rynkede panden, og så efter hende.

Victoria stoppede med det samme med at gå, da hun hørte at han kaldte hende vedd kælenavn og vendte blikket halvt tilbage på ham. Der var ikke nogen i lang tid som havde kaldt hende Vic, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt.
Men rystede så derefter på hovedet og så kort væk, " jeg er ikke sur... jeg hader bare at ødelægge andres humør" svarede hun stille og vendte blikket hen mod ham igen.

"Altså, nu er det ødelagt, så nu kan vi vel bare snakke?"
Han kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv.
Hans humør var langt fra i bunden, og det ville ikke blive dårlige af at hun snakkede med ham.
Men for den sags skyld ville det kun blive værre hvis hun gik.
Han bed sig i læben, og smilede til hende, og fangede hendes blik.

Victoria kunne ikke lade være med at smile lidt over hans gode humør og vendte blikket op på ham.
Han var nået specielt ligesom alle andre mennekser, hun savnede selv at være menneske.
At blive vampyr havde heller ikke været hendes valg, giften var blevet tvunget ned i hende som hvis ens venner eller famillie ville tvinge en til at gøre noget som man ikke havde lyst til eller hvis man skulle spise noget der ikke smagte godt.
Victoria tænkte lidt, men begyndte så roligt at gå hen til ham igen og havde stadig et lille smil på sine læber, " hvorfor må jeg ikke gå? Hvorfor vil du så gerne snakke med mig?" spurgte hun nysgerrigt og lagde armene over kors, da hun var nået et stykke hen til ham.

Han smilede et af sine store, muntre smil.
"Jeg kan bare ikke lide at folk er triste, og når de går."
Han trak på skuldrene, og smilede svagt.
"Og især folk som jeg godt kan lide."
Han sendte hende endnu et stort smil.
Han kunne godt lide hende, og alle de andre tøser.

Victoria hørte efter hvad han sagde, men viste ikke rigtig om hun skulle svare ham, på det han sagde.
Hun bed sig lidt i læben, og løsnede derefter sine arme og lod sine hænder folde sig bag på ryggen.
"N-nu kan folk ikke være glade hele tiden, det burde du også selv vide, når du også selv kan være trist" sagde hun stille.
Men derefter så Victoria overrasket på ham og vendte hurtigt blikket ned i jorden, hvordan kunne han sige sådan noget?!
Victoria forstod det ikke rigtig og det forvirrede hende, "hvordan kan du overhovedet sige sådan noget? Jeg er ikke noget som man skal kunne lide" sagde hun stille og bed sig hårdt i læben.

Han smilede bare af hendes protest.
Han syntes det var ret nuttet ^^.
"Jeg ved godt hvordan det er at være trist, men jeg tænker ikke tilbage på det når jeg er glad. Det burde du vide Vic."
Han ville gøre alt for at hun ikke gik, ligesom Naomi.
Det gjorde stadig ondt på ham.
Men han var en tøs, han måtte se at komme over det.
"Tja, jeg kan vist ikke selv bestemme hvem jeg kan lide."
Han smilede muntert til hende.

Victoria slap sine læbe da han igen kaldte hende ved kælenavn og fortrak en lille mine i mundvien, men det gik hurtigt over.
Hun trak vejret meget stille, så man næsten ikke skulle tro at hun overhovedet trak vejret, men det gjorde hun.
Langsomt bevægede hun sig lidt tættere på Noah og tænkte kort, " det er fordi i drenge er bedre til at håndtere nederlag end piger er, vi er ren og skær følelser" svarede hun og smilte svagt, for sådan havde hun det lige nu.
Victoria viste ikke rigtig hvad hun skulle sige til sit forsvar, da hun ikke lige forstod hvordan det kunne lade sig gøre at Noah allerede kunne lide hende, tros af at de måske kun havde snakket i lidt under en time og det fik hende til at vende blikket op på ham igen. Hun åbnede munden, men da der ikke kom noget ud, så lukkede hun den igen og tænkte sig om.

Noah så ned på sine tommelfingre, og vippede lidt med dem.
Han bed sig i læben, og skulle til at protestere, men stoppede op.
"Hvis man har brug for en mand, skal man ringe til en pige," sagde han bare.
Han betragtede hende igen, med det ene øje knebet lidt sammen.
"Tja, drenge har det også hårdt med brud, de klare det bare selv."
Han viste ikke rigtigt hvordan han skulle forklare det.
Altså, måske var det fordi piger var folkdyr...
Sådan havde han bare altid set på det.

Victoria nikkede lidt til det hans sagde, men forstod det ikke rigtig, var hun gået glip af meget i den tid hun nærmest
havde ligget i hi inde i sin lejlighed eller havde hun bare ikke rigtig lyttet efter når menneskerne snakkede sammen.
"Jeg tror også det er fordi i drenge, er bedre til at skjule jeres følelser end at vise dem" sagde hun stille og gik helt hen til ham. Så hun stod lige foran ham ret tæt på faktisk og lagde hovedet let på skrå, imens hun lod sine øjne studere ham lidt, godt nok havde de snakket i noget tid nu, men så meget havde hun heller ikke koncenteret sig om at betragte ham, så derfor gjorde hun det ret diskret lige nu og bed sig i læben igen.

Han trak afslappet på skuldrene, og smilede svagt.
"Tja, det har du vel nok ret i. Piger sidder ved deres veninder og tuder, drengene sider hjemme og tuder."
Han smilede svagt ved tanken.
Han havde godt nok ikke tudet i et stykke tid, men han havde dog gjort det.
Alle mennesker havde vel grædt på et tidspunkt i deres liv.
Også Victoria.
Hun lød som om hun kendte noget til det.

Victoria så tænkende ned på Noah, men ville faktisk ikke give ham helt ret i det han sagde lige nu.
Hun rystede derfor på hovedet og smilte svagt, " ikke alle, nogle piger gemmer også deres gråd til de er alene og jeg har da kendt en dreng som begyndte at græde foran mig engang, men det er længe siden" svarede hun og smilte svagt igen.
Hun kunne ikke rigtig forestille sig særlig mange drenge græde, men få kunne hun da godt se for sig.
Noah var nok en af dem hun godt kunne se græde foran andre, men så skulle det også have været et eller andet som var virkelig hårdt, som han skulle græde over, han var nok ikke sådan en som græd over små ting eller ligegyldige ting.

Noah gjorde lidt store øjne, men han kunne godt se hvad hun mente.
Der var piger som var for stolte til at græde foran andre, men de fleste var dog nogle som græd ved andres skuldre.
Men det skete jo af og til at tårene bare kom, også selvom man var for stolt.
"Du har ret."
Han trak på skuldrene, og hørte på resten af sin historie.
"Det var vel noget meget alvorligt han græd over?" mumlede han.

Victoria trak lidt på den ene skulder og ville ike sige om det var alvorligt eller om det bare var noget pjat han havde grædt over, men sådan tænkte hun ikke, hun kunne ikke lade når andre græd og hun hadede selv når hun græd foran andre.
Hun vendte blikket lidt ned i jorden og fumlede lidt med sine hænder, "han græd... fordi han havde såret mig, han var ked over det og han kunne heller ikke lide at jeg græd" sagde hun og man kunne lige skimme en svag gråd i hendes stemme, men hun snøftede bare og så sig kort omkring for ikke at få øjenkontakt med Noah.

Han strøg hende fraværende over håret, for at trøste hende lidt.
"Tja, jeg forstod godt at han græd," mumede han svagt.
Det var også en af de eneste grunde til at han ville græde helt åbenlyst.
Hvis han havde såret nogle han elskede.
Det gjrode han hele tiden, og han blev også såret.
Det var den værste smerte han kendte, og den eneste han alligevel ikke kunne blive fri for.

Victoria bed sig hårdt i læben, da Noah strøg hende over håret og trak en lille mine i mundvien, men det gik hurtigt væk.
Hun tog hans hånd lidt væk, men gik ikke tilbage eller noget, " det er nok ikke særlig godt at du rører ved mig, jeg er meget kold" sagde hun stille og vendte blikket op på ham igen, men skiftede så hurtigt emne, til det andet de snakkede om.
"Hvorfor skulle han dog græde over mig, det er der ingen der burde gøre" svarede hun med en stille tone og vendte blikket ned igen. Hun var ikke van til at folk rørte så meget ved hende, men det var nok også fordi det var så lang tid siden at nogen havde rørt ved hende.