En falden Engel

Dato= 17 september.
Vejr= Lidt tåge.
Tid= 18.00 lige ved sol nedgang.
Dag= Lørdag.
Omgivelser= Ingen andre end hende selv.
Årstid= Sommer.
Sted= Ved Lake Wasington.

To bare fødder kom langsomt gående hen over græsset ved siden af floden, yndefuldt og lettet gik fødderne, En. To. Tre. I den stille rytme gik pigen Callisto, hendes grønne øjne blomstrede og kiggede rundt på næsten alt der bevægede sig, hendes lyse sommer kjole stod godt til hende, den var lys og lang, man kunne nærmest se på den at den var hvid, det var meget enkelt denne pige var næsten uskyldenhedens selv. Hun havde en bog under hendes arme. Bogen 'We will never die alone' Bogen var ret tyk godt de 1000 side. Hun hviskede til sig selv stille men en sød stemme "Hmm.. snart bliver det mørkt? Hvad mon jeg skal der? jeg kan jo ikke læse, måske skulle jeg gå tilbage.." Bagefter de korte ord, sukkede hende stort og vendte sig for at vende sig om og gå, hun ville gå tilbage til sine forældres hus, hun havde ikke rigtigt lyst selvom hun blev nød til det.

Franciska havde en en vinrød-knækort kjole på og sorte gamacher og et par røde stilleter. Franciska fik farten af et menneske, og fulgte hurtigt lugten.
Hun standsede lige bag mennesket og lo blidt. Hun regnede med at mennesket ville blive overrasket over at hun lige pludseligt stod bag hende.
Hun havde taget et par brune kontaktlinser i, men ellers var hendes øjne rubinrøde, og så smilende på hende.
Franciska lagde hovedet en smule på skrå, men hun nød duften af menneskeblod.

Callisto gik stille videre ved floden, hun var helt i sin egen verden, men da hun vendte blikket tilbage der hvor hun havde gået, så hun bare en pige, en usædvanlig flot pige, hun blev hurtigt forskrækket over hende, hun tabte sin bog så den røg ned i jorden.
Hun tænkte lidt over hvordan denne pige var kommet så hurtigt rundt om hende, men blev bare ved med at sige til sig selv, at hun havde en vane med at aldrig lægge mærke til folk omkring hende. Han samlede bogen op, da hun endelig havde rettet sig op, kiggede hun hende i øjnene. "Undskyld, jeg troede ikke der var nogle her henne, eller det havde jeg ikke regnet med" sagde hun pludseligt, hun udbrød det ikke hun sagde det blot stille og roligt til pigen hun stod over for, hun lagde sin hånd frem og smilede til den fremmede pige. "Jeg hedder Callisto? og du?"spurgte hun sødt til pigen.

Franciska havde ret da hun tænkte at hun ville blive overrasket, men hvem ville ikke blive det hvis en eller anden fremmede lige pludselig stod bare en.
"Du må meget undskylde hvis jeg skræmte dig" sagde hun med en fin blød stemme der var ret skræmmende på en måde.
Hun så kort på den fremstrunkne hånd og overvejede lidt hvad hun skulle gøre.
HUn tog lidt efter imod hendes hånd og gav den et lille blidt klem.
"og jeg er Franciska" sagde hun og ventede bare på at hun ville mærke hvor kold hendes hånd var.

Callisto blev en smule skræmt og hendes stemme, den lød sød men også uhyggeligt, da Franciska endelig gav hende hånden mærkede hun kulden fra hånden til hele kroppen, hun tog sin hånd igen indtil sig og lagde armene op i armhulerne så hun stod og prøvede at få varme igen. Hun smilte stadig skævt til hende, hun ønskede ikke at være bange, men det var næsten som om hun ikke gav hende et valg. "Hmm du er lidt kold? Det ved du godt ikke?"spurgte hun stille men sødt til hende. Hun gik nogle skridt tættere på hende så hun kunne se bedre på hende, hun betragtede hende i meget lang tid. *Hvorfor ser alle piger så flotte ud? Men de er altid så kolde, de er altid hvide i hovedet måske var de alle sammen søstre? eller ikke?* tænkte hun langsomt i sine tanker.

Franciska vidste godt at det var meget ubehageligt at røre hende, da hun var så kold. "ja det ved jeg godt" sagde hun og så på hendes hånd.
"jeg har bare næsten altid være så kold" sagde hun med et lille smil. Hendes øjne så hurtigt tilbage til Callisto.
Selvom sulten brænte i hendes hals, hold hun sig tilbage. HUn lod som ingenting, lod som om hun ikke mærkede til den ild der brændte i hende hals.
"Men det vænner man sig til" sagde hun og smilte roligt til hende.

Callisto havde en ubehagelig fornemmelse af at være sammen med Franciska hun virkede underlig, måske var det bare hende?
Hun holdte sig stadig om sig selv og prøvede at få varmen tilbage. Hun begyndte så småt at gå rundt om Franciska han gik direkte rundt om hende og holdte øje med hvornår hun bevægede sig. Hun blinkede til Franciska og stoppede op, hun så hende direkte i øjnene, de var flotte brune, så flotte at hun valgte at blive ved med at kigge direkte ind i dem. "Ja har du en sygdom eller noget?"Spurgte hun sødt, men hun gav hende også ret i stemmen, hun var varm og hun havde altid følelser i hendes forskellige stemmer. "Gør man? jeg synes det er lidt weird, men det er hvad jeg mener jeg er ikke vant til det, men jeg kender nogle stykker som tit har det..!"sagde hun nervøst og varmt, og sendte hende et varmt smil igen.

Franciska fulgte hende roligt med blikket da hun gik rundt om hende. Franciska kunne ikke lade være med at smile.
"Om jeg har en sygdom?" spurgte hun for at trække tiden lidt ud.
"Har bare dårlig blodomløb" sagde hun og nikkede roligt til hende. Franciska smilte lidt truende.
"Tja, jeg er også lidt speciel" sagde hun med en fin lille latter.