Enden på det menneskelige åndedræt..

Lige da hun trådte ind i mørket, kunne hun egentlig godt mærke hvordan det nu var. Hun havde ikke troet at hun var bange. Men hun var både bange og spændt på samme tid. Men ligeså snart at han tog fat i hende, kunne hun mærke kuldegysningerne føres igennem hende. Hun gispede en enkelt gang efter vejret. Hun så ham dybt ind i øjnene. ”Dette er ikke enden vel..?” hviskede hun. Man kunne ikke høre skrækken i hendes stemme. Hun hviskede blot for at få et svar. Hun syntes stadig at der var ret stille. For stille på en eller anden måde. Var det sådan at være tæt på døden? Var det sådan at se døden i øjnene. Men nej, hun ville ikke tro på at denne fyr var hendes morder. Hun vidste at hun ikke skulle dø nu. Hun vidste at der var et eller andet over ham. Selvfølgelig kunne hun nu, gætte sig frem til hvad det var at han var. Ikke et uhyre.. nej, det mente hun ikke om disse såkaldte vampyrer. Selvom at han sagtens kunne ligne en. Hendes hjerte bankede ret hurtigt og hun ville havde ønsket at det var mere afslappet. Hun trådte et skridt tilbage over imod muren. Det lod ikke til at være det klogeste. De fleste mennesker ville havde løbet. Men hun havde allerede indset at dette var hendes tab. At det var meningen at han skulle tage fat i hende. Han skulle gøre et eller andet bestemt.
Imens at hun tog dette skridt, prøvede hun at lægge mærke til alle omgivelserne. Hun skulle ikke kun fokusere på dette kønne monster. Hun skulle også se hvad der var omkring hende. Hun skulle huske dette sted. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde det som om at dette sted netop var meget vigtigt for hende. Men nu kom hun i tvivl. Var det her virkelig ikke enden? Han så ret sulten ud og hun vidste overhovedet ikke hvordan det hele forgik. Om han overhovedet ville kunne styre sig. Hun så op imod himlen, måske var det ikke så smart, da hun ikke holdte øje med dyret..

Der var en underlig følelse der skød igennem hendes krop, da det var at han kom med smilet. Hun forstod det ikke. Forstod ikke det som han sagde. Hun bed sig let i underlæben og prøvede at tænke sig om. Men hun havde med det samme fortrudt at hun havde kigget op. Som sædvanligt havde hun ikke tænkt over hvad det var at hun gjorde! Hun kunne mærke en smule smerte i ryggen, da det var at hun hang på væggen. Hun havde kunnet mærke det hele. Lige fra at hans kolde hænder holdte om hendes hals til at hun kom op på væggen. Hun prøvede hverken at sparke eller noget. Hvorfor overhovedet prøve når man havde tabt? Hun tog en dyb indånding og indåndede den friske luft omkring hende. Hun prøvede at få noget fornuft i sig, men hvad fanden skulle det hjælpe? Hun lukkede øjnene, hvor hun så kort efter åbnede dem igen og så direkte ind i hans røde øjne. Lige der, skete det alt for hurtigt for hende. Lige da hun kunne skimte hans vilde, røde øjne, var det allerede sket. Hun kunne mærke tænderne borer sig ind i hendes hals og hun kom med et lille piv. For allerede der var giften begyndt at sprede sig i hendes krop! Smerten skød igennem hende og hun knyttede næverne. Prøvede at holde sit skrig inde, og det virkede i hvert fald en smule.

Smerterne var uudholdelige! Hun følte sig dødeligt syg. Var det bare hende, eller ville hun hellere være død nu, end at føle denne smerte? Men hvorfor stoppede han ikke!? Hvorfor kunne han ikke stoppe og bare lade hende ligge på jorden? Han havde fortalt at det ikke var enden. Men nu tvivlede hun på at han mente det virkeligt. Hun brændte nærmest inde under huden. Det var som om at hun blev stukket af flere tusinder af knive.. nej.. dolke! Som om at hun flere gange blev skudt forskellige steder, selvom at hun aldrig havde prøvet det før. Men ilden under huden var værst! Nu vidste hun hvordan heksene havde det da de blev brændt af på bål. Det begyndte at blive tåget for hende. Hun kunne overhovedet ikke se noget klart for sig. "Stop..!" kunne hun fremstamme. Hun satte armene på hans skuldre, selvom at smerten stadig gik igennem hendes krop. Hun ville ikke be for sit liv. Nej.. hvis gud ville have hende til at dø, skulle hun det!

Hun var så lykkelig for at han slap hans bid. Men smerterne blev ved! Hun bed tænderne sammen og prøvede at koncentrere sig. Prøvede at blive ved med at holde sig vågen. Hvilket ikke var noget problem, da smerterne bare blev værre og værre, selvom at han havde sluppet sit bid. Hun var dog glad for at han stadig holdte hende oppe. Hun kunne knap nok stå op. Men hun var nødt til at vise ham at hun stadig var i live. Derfor bevægede hun hovedet en smule. Hun begyndte lige pludselig at ryste! Ilden blev værre og værre og hun kunne ikke fatte dette! HVORFOR LIGE HENDE!?.. Aldrig nogen sinde havde hun stillet sig selv dette spørgsmål. Men lige nu, hvor det blev ved, kunne hun ikke lade være med at tænke det. Hun rakte hænderne ud for at tage fat i ham. Selvom at det var hårdt, kunne hun mærke hvor meget hun havde brug for hjælp lige nu. Hun lukkede øjnene og til sidst, lagde hun sin pande på hans brystkasse. Det var dejligt.. trygt på en eller anden måde.

Hun nød virkelig at han fik hende til at føle, at hun var noget. At hun var noget værdifuldt der skulle igennem dette. Der havde aldrig nogen sinde været nogen personer der havde fået hende til at være på den måde. Hun prøvede at slappe af, men det var svært! Smerten blev ved med at køre igennem hendes krop, da giften jo stadig flød igennem hendes åre. Hendes krop var overhovedet ikke vant til det, derfor prøvede den at finde ud af hvad det var. Men kroppen havde vel allerede indset at det var noget der skadet hende? Men man skulle vel ikke slippe godt og helskindet igennem det? Ikke når det var at man var ved at blive udødelig.

Hun fulgte med ham, så godt som hun nu overhovedet kunne. Hun ville gerne sidde ned og sagde ikke noget til at han bare hev hende med. Hendes ben føltes som gummi, hun kunne nærmest ikke gå ordentligt. Hun hostede nogle par gange, før hun satte sig ned på bænken. Da han spurgte om hvordan det føltes, tøvede hun lidt. Hun ville ikke skuffe ham på nogen måde, men hvad var det mon for et svar han ventede på? Hun tog en dyb indånding, "det gør ondt!" hviskede hun hæst. Hun rystede en lille smule mere, men så begyndte smerterne at aftage. Normalt ville smerterne vare i tre dage, men det gjorde det ikke for hende? Det var måske en smule mystisk, men hun kendte selvfølgelig ikke noget til det. Hun vidste ikke hvordan det var at være vampyr. Dog lænede hun sig op af Raiden for at finde lidt støtte.

Hun nød det da det var at han trak hende ind til sig. Hun lukkede let øjnene i og prøvede at se om hun kunne slappe lidt mere af. Men hun prøvede. Hun tog hånden op til sit bryst og prøvede at mærke efter. Nej.. det var der ikke længere? Hun så forvirret op på Raiden, prøvede at få svar på om hun mon var død lige nu? Hun bed sig let i underlæben, hun regnede med at han vidste hvad det var at hendes spørgsmål var. For hun turde ikke at åbne munden og sige noget. Tænk nu hvis hun nu lød helt anderledes? Det ville blive for underligt for hende lige på dette tidspunkt. Han havde trods alt bidt hende på halsen, så det må da havde ødelagt et eller andet?