Barndomsminder ^^

Tid ~ Formiddag
Vejr ~ Solen bliver godt nok overskygget af solen en gang imellem..
Omgivelser ~ Et par få børn, men ingen voksne
Sted ~ Står ved siden af hegnet, som holder børnene inde..
_______

Amaya's hånd hvilede på trådhegnet og betragtede børnene. Hun arbejede nogle gange her, bare for at stresse af. Hun fik kun meget få penge for det, men hun spiste kun en gang om dagen, så hun havde ikke brug for så mange penge. Og hun boede gratis. Heldigt for hende.

Jeremy havde pjækket fra skole og gik bare lidt rundt
i byen. Han kunne ikke tage hjem, for så vidste hans moster at
han havde pjækket igen. Han nærmede sig børnehaven, da han fik øje på
en meget smuk pige så ved hegnet. Han standsede lidt væk fra hende og
så lidt i smug på hende, men lod som om han kiggede på
børnes leg.

Amayas øjne dirrede og var blanke, truede med at rande over kanterne. Hun blev ved med at betragte de små børn, som hun faktisk var lige så gamle som. Hun var bare mærkelig, unormal. Hun voksede lynhurtigt. Hun forstod ikke sig selv... Og den måde de duftede, var næsten helt utrolig. Hun holdte sig altid alene. Hun var alt for oprevet til at have opdaget ham.

Jeremy lo lidt da han lagde mærke til hvor meget
pigen holdt øje med børnene. Han smil forsvandt langsomt
da han gik hen i mod hende. "Hej" sagde han og fandt
endnu et smil frem

Hun vendte sig hurtigt om, men den var ikke overmenneskelig hurtig, et menneske ville også have kunnet bevæge sig så hurtigt. "He.. Hej," sagde hun, og sendte ham et overasket, men meget glad-agtigt smil. Hun stak hænderne i lommerne på sine joggingbukser.

"Er der nogle af dine søkende i blandt" spurgte han
efter lidt. Hun var meget smuk, lige som alle de mange andre
folk der var i byen.

Hun kastede et blik tilbage mod børnene, som så ud til at stoppe med at lege. Det viste hun jo eneligt ikke? "Nej, det er der vel ikke. Hvad med dig?" Hun så på ham, og sendte ham et af sine smukke, svage, skæve smil.

Jeremy stod og så lidt på hende da hun smilte.
Hun lignede virkelig en gud, men han tog sig sammen og
så på børnene. "Nej," svarede han kort.
Han så smilende på hende igen. "Jeg er Jeremy"

"Jeg er.." Hun bed sig i læben, og udstødte en kort kluklatter. "Jeg hedder Amaya." Hun syntes hendes navn var for originalt til at være for smukt. "Det betyder Natteregn på japansk." Hun så afvendtene på ham, men så så ned på sine hvide sko. "Jeremy? Jeg kendte engang sådan en."