Drømme er uopnålige.

T: Irl.
S: Ved søen.
Å: Irl.
D: Irl.
V: Irl.
O: Daniella, og to piger. et lig, og en døende..


Daniella's tænder borede sig ned i en pige's hals. Pigens skrig flænsede luften, og Daniella's lyst til blod blev stærkere og stærkere jo højere pigen skreg. Lyden af menneskene's skrig som flænsede luften var helt utrolig tilfredsstillende. Det gav en mere og mere lyst til at dræbe. Bare for sjov. Det var morsomt. Daniella's øjne glødede meget stærkt, og var blevet blodrøde.
Smagen af pigens blod var helt eventyrlig. Blodet var meget mere frisk end de andre menneskers blod havde været. Hendes var noget helt særligt. Hendes tænder borede sig dybere ned i pigens hals, og nu kolapsede pigen helt. Der lød et suk fra pigen, og skriget flænsede ikke længere luften. Langsomt træk Daniella sine tænder ud af pigens hals. I hendes engle ansigt, spillede hendes læber et hånligt smil. Hun kastede pigen, hen til det andet lig som hun også lige havde taget blod fra, med en ligegyldig mine. Det var lige meget. Det var bare to fjollede tøser som ofrede sig for en god sag. Hun kneb øjnene kort sammen, og tog fat i hver og en af pigernes arme, og dernæst kastede dem ned i søen. Hun kunne ligeså godt rydde lidt op efter sig..

"Det var ellers en synd for pigerne, på den måde som du begravede dem" sagde Tom koldt, da han stod ved siden af hende, han havde tidligere hørt en piges skrig, hvor han havde nærmet sig Lake Washington, det var ikke så længe siden han var nået tilbage til Forks af visse grunde. Han vidste også at det var Daniella der havde dræbt dem, da han på lang sigt havde lugtet sig frem til hende, at det ikke kun var mennesker som var tilstede, men også en kvindelig vampyr. "Du burde også prøve at dræbe dem på en anden måde end ved halsen, fx ved håndleddet" mumlede han, og betragtede let de to piger, som var døde og lige var blevet kastet ned i søen. Han vendte dernæst sit blik mod Daniella og han var spændt på om hun kunne genkende ham. Sikkert godt, men hvem vidste det? Kunne godt være at hun havde fået slettet hukommelsen, eller sådan noget. Han tog sin sorte hue af og gemte den væk, han havde ikke længere lyst til at have den på, og så lidt tænksomt på Daniella.

Hun drejede sit ansigt, mod den vej hvorfra en stemme talte. Det overraskede hende lidt at Tom stod ved hendes side. Hvor havde han dog forandret sig. Hans stemme var langt køligere end hans stemme plejede at være. Han virkede mere som en ægte vampyr nu. Og ikke den blødsødne af slagsen. "God eftermiddag, Tom.." Sagde hun fløjlsblødt, som om at det slet ikke kom bag på hende at han stod der, og nikkede stift. "De mennesker fortjener ikke andet end den våde grav." sagde hun blidt, med en kølig undertone. Hun betragtede ham lidt med hovedet på skrå, inden hun forsigtigt gik i en rundkreds rundt om ham. "Skal du nu også give mig idéer om hvordan man også kan dræbe?" spurgte hun ham køligt med et hævet øjenbryn. "Du har måske også tænkt dig at give mig lange lektioner?" sagde hun med et koldt smil spillende på læberne. "Er det derfor at du er kommet tilbage til forks? For at give mig lektioner?" Hun grinede ham lavmælt ind i øret, og sendte ham dernæst et lillet smil. Han havde virkelig forandret sig.. På en god måde...

Tom fulgte hendes blik imens at hun begyndte at gå rundt omkring ham, hvilket han undrede sig lidt over hvorfor hun gjorde det? "Det er rigtigt nok at de fortjener det, men jeg tænkte også på at gøre noget andet som.. at kaste dem op i et træ og lade dem rådne så det kan blive mad til fuglene?" sagde han med en ligeglad og kold tone i stemmen, imens at han også lagde sine arme over kors. Han sendte så et skævt smil. "Det var bare et lille råd" svarede han køligt og rystede dernæst kort på hovedet, da hun spurgte angående om hvorfor han var taget tilbage til Forks. "Jeg havde hørt at Bill var kommet tilbage" mumlede han og hævede det ene bryn, og lænede sig lidt til den ene side da hun grinte i hans øre. Hvorefter at han fnisede, en ondskabsfuld fnisen "Så nej, det var ikke derfor at jeg kom tilbage til Forks.. fordi jeg kom tilbage var at jeg ville ikke lade min bror få den følelse af at savne mig for meget" tilføjede han imens at han kiggede på hende. "Godmorgen" hviskede han mod hendes øre, da han stilte sig hen foran hende, og lænede sig hen mod hende, han synes ikke det var for sent at sige godmorgen, hvilket bare var en vane ved ham, hvorefter at han fugtede let sine læber imens at han let betragtede hende med sit hoved lagt på skrå.

Hun hævede kort det ene af sine øjenbryn, med en undren. "Nej. Det ville være synd for fuglene." Sagde hun køligt og kørte en hånd igennem håret, som klistede mod hendes hals.. "Mmh. Sorry, søde skat. Jeg tager ikke imod råd." sagde hun silkeblødt, og smilede hånligt. Råd var ikke noget sådan lige umiddelbart tog imod. Hun kørte for det meste solo, og stod på egne ben. Hun var også meget traditionel. Hun ville forholde sig til den gammeldags facon ved at bide i halsen. Hun kiggede lidt ned i jorden, og pillede ved sine negle, som om at de var mere interresante. "Nå da.. Tja. Hvorfor ville du ikke lade ham savne dig? .. Man bliver ellers langt stærkere af at føle savn, sorg, og stå på egne ben. Det har jeg lært på den hårde måde." sagde hun koldt, og bed sig blidt i sin lillefinger. Hun lavede et lillet sving med hovedet, lige som folk gjorde når der var sket noget med deres nakke. "Søde ven.. Du er altså lidt for langt bag ud. Det har været morgen, og det har endda også været formiddag. Måske burde du spole lidt frem i tiden??" Sagde hun med et sødt, falskt, englesmil.

"Jeg ved godt at det der smil er falsk" sagde han stille, imens at han lagde sin ene pegefinger på hendes læber. "Men jeg har skam også savnet dig" svarede han med et skævt smil, inden at han fjernede sin finger. Han gik dernæst få skridt tilbage og puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme, det skulle han aldrig have sagt. Det var dumt gjort af ham, selvom han virkelig savnede hende, inderst inde, idet at han gik helt tæt på søens kant, lidt med fødderne stående ud over, imens at han kiggede på de døde piger, de var ikke helt synket ned til bunden. Hvorefter at han tog en sten, da han bukkede sig lidt ned og kastede den så hårdt han kunne ud på en af pigerne. "Det var arveligt at du ikke gemte noget til mig" sagde han så lidt ligeglad, samtidig med at han prøvede at snakke uden om det han havde sagt tidligere med at han havde savnet hende. Han vidste jo ikke om hun stadig følte det samme for ham, som han gjorde for hende.

Hun rystede på hovedet af ham. "Nej du savner den anden Daniella. Jeg har forandret mig Tom.. Ligesom du selv." sagde hun kort og fugtede sine læber. Hun havde faktisk lagt sit liv fuldstændigt om. Hun gik forsigtigt hen til sø kanten, hvor tom var. Satte sig på hug, og rettede lidt på sin kjole.. Hun stak prøvende fingeren ned i vandet, hvor der med det samme blev dannet ringe i vandet. Hun svingede hånden et par gange frem og tilbage for at ryste vandet af sig, og rejste sig så langsomt ordenligt op igen. Det hele havde forandret sig sådan, mens at Tom havde været væk. Ihvert fald for hende. Og åbenbart også for ham. Hun ville selv gerne leve et rigtigt vampyr liv. Hun ville være som de gamle vampyrer. Dem folk frygtede. Det var sådan at det skulle være. Menneskene, og ulvene, skulle ikke være nogen trusel længere. Ulvene skulle dræbes hurtigst muligt, og menneskene skulle kun være føde. Hun skævede kort til Tom, men fjernede hurtigt blikket igen.

"Okay, så siger vi det" sagde han og satte sig ligeledes ned i huk. "Så det er bare glemt.. det hele?" spurgte han og vendte sit blik mod hende, han bed sig diskret i læben, hvorefter at han kiggede ned på vandet. Idet at han snusede lidt, han kunne lugte et menneske, hvor mennesket faktisk skulle til at sige hej til dem, men i stedet kom han i forkøbet, hans øjne var blevet ild røde, og han dukkede op bag menneskets ryg, som vidste sig at være en dreng. Tom tog fat i hans ene hånd, et hårdt tag, hvor han begyndte at presse sin pegefingers negl ned i drengens hud, drengen begyndte at skrige, et lumsk smil gled frem på Toms læber, imens at han lænede sig mod drengens hals, han slikkede hans hals blidt, inden at han stak sine skarpe tænder ned, og begyndte at suge hans blod og drengens håndled begyndte også at bløde da Tom blev ved med at presse sin negl ind i huden.

"Nej. Det bliver det aldrig Tom. Du gav mig noget særligt. Men du tog det fra mig igen." sagde hun kort, mens duften af menneske skar i hendes næse. Hun vendte sig om for at se Tom angribe mennesket. Hendes blik udtrykte kedsomhed, og hendes forblev helt fjernt. Menneske drengens skrig fik det til at nage i hende.. Hun blev så blodtørstig af alle de skrig.
Lige meget om hun havde spist eller ej. Det var bare så vigtigt for hende at få blod. Hele tiden. Hun lukkede kort øjnene og stak sine fødder ned i søen. Soppede, eller hvad man kaldte det. Blidt med den ene fod trykkede hun den ene menneske piges hoved ned under vandet, så det blev der. Så kunne pigen rådne i sin våde grav.. "jens hansen havde en bondegård. i-ah-iah-ååååh." nynnede hun med en lille pige stemme. En uskyldig stemme. Selv lignede hun en dukke som lige så stille vrikkede fra side til side. Ren og skær kedsomhed.

Tom kiggede lidt hen på Daniella, imens at han fortsatte ivrigt med at suge drengens blod, til sidst gav der et knæk i drengens ben, og Tom trak sine tænder ud, slikkede sig lidt om munden, og fjernede ligeledes sin hånd fra hans tag af drengens hånd. Hvorefter at han tog fat i drengen, og kastede ham ned i søen. Han gik dernæst hen til hende og satte sig ned bag hende. "Dani.. jeg er ked af at jeg sårede dig, men jeg blev ligeledes såret." sagde han stille og bed sig i læben, det var ikke kun kvinders hjerter der blev knust, hvorefter at han forsigtigt svang sine arme omkring hende. "Fordi jeg blev såret.. var at jeg havde det som om at du var blevet træt af mig" svarede han ligeledes stille. Han smilede så skævt, "Men jeg er da glad for at jeg gjorde et indtryk" hviskede han mod hendes ene øre. Han ville gøre alt for at få hende igen, idet at han let fugtede sine læber. "Tror du ikke godt at jeg kan give dig noget specielt igen?" spurgte han nysgerrigt med en kølig stemme. Måske havde han ikke fået tilladelsen, men han lænede sig mod hende og kyssede hende blidt på hendes ene kind. "Medmindre.. at du ikke føler noget for mig mere?" tilføjede han så lavt.

Hun sad stille ved søen's kant, med benene plaskende lige så stille i søen. Hendes blik var uklart og køligt, og hun stirrede bare ud i den blå luft, da Tom satte sig bag ved hende. Alle hans ord. Det forekom hende en smule mærkeligt. Og det var ikke helt let at fastholde den ligegyldige og kolde tone overfor ham. Der var bare nogle få personer som gjorde hende tryg nok til at sænke sine parader. Da Tom lagde armene om hende, føltes det slet ikke som det engang havde gjort. Dette var lidt mere skræmmende. Da han kyssede hende på kinden stivnede hun helt og stirrede bare koldt ud i luften.. "Tom. Jeg ved ikke om et forhold er en god ide. Som jeg sagde før. Vi er ikke de samme længere. Jeg ved ikke om jeg tør at blive såret igen. Du har såret mig for mange gange. Alt for mange gange." sagde hun stille og anstrengte sig for at holde sin kolde tone. På en eller anden måde elskede hun ham stadig. Men spørgsmålet var bare om det var en god ide at gentage forholdet?

"Vi ses, måske" sagde han en smule irriteret og fjernede sine hænder, rejste sig dernæst op og så lidt på hende, inden at han vendte sig om og begyndte at gå, han bed sig let i læben. Imens at han lukkede sine øjne lidt. Fint, når han havde fået det svar, gad han ikke prøve mere på at få hende tilbage. Efter lidt tid begyndte han på at gå lidt hurtigere, uden at han så sig tilbage, hvorfor skulle han endelig også det? Han gad ikke at se hende i øjnene mere.

"Drop det der dramatiske pjat, søde" sagde hun køligt da han begyndte at gå. Hun rejste sig forsigtigt op og rettede på sit tøj. Hun lukkede kort øjnene, inden hun besluttede sig for at gå efter ham.. Satte op i vampyrfart og kom hurtigt hen til ham. "Hvad med at farvelkys?" spurgte hun køligt med et hævet øjenbryn, og satte sin højre hånd på hans brystkasse. Han ville sikkert have noget imod det, men nu sked hun sgu lidt på det. Hun lagde den venstre hånd omkring hans nakke og førte deres læber sammen i et kort men lidenskabeligt kys. Selvom de måske ikke blev kærester, så elskede hun ham stadig. Hendes kærlighed blev ikke forhindret. "Jeg elsker dig stadig." sagde hun med et koldt, men kærligt smil på læben, og blinkede frækt, inden hun begyndte at gå imod Forks. Det var på tide at komme hjem. Hun havde fået det blod hun skulle have. Og hun havde opnået det som hun ville idag.

"Du bestemmer ikke over mig" sagde han koldt, og nåede at stoppe kysset, da han skubbede hende væk med alle sine kræfter sådan set, han gad ikke at blive brugt og han synes samtidig det var latterligt med det sidste kys. "Lad vær med at sig det når det ikke passer" mumlede han med et hævet bryn og forsvandt hurtigt, han gad ikke at se hende mere, det var nok at det allerede var som det var, og han gad ikke at det blev værre. "Vi er ikke længere venner" nåede han lige at sige, inden at han forsvandt.

//out//