Heldig dag

Sted: Ved Queets
Tid: Kl.12.00
Omgivelser: Træer, ingen mennesker eller andet
vejr: Óverskyet og en lille smule regn.
Påklædning: http://www.vampirediariesfanatic.com/images/gallery/paul-wesley-image.jpg


_____________________


Skyerne dækkede solen og det fik Queets til at ligne et mørkt dyb. Gaspard stod i udkanten af skoven og kiggede ud over søen. Når lyst ikke var der, lignede den et stort, sort hul. Den virkede kold, bare når man så på den men vis man hoppede ned i den og var vampyr ville den være dejlig lun. Et svagt smil fløj hurtigt over hans læber, men det forsvadnt hurtigt igen. Den søde duft af menneske var i nærheden og hans øjne begyndte at gløde rødt. De flammede op. Heldigvis havde Gaspard allerede været ude og jage, så hans øjne var bare mere røde en før. han kørte langsomt sin tunge over sine skarpe sidetænder. Han smilte lidt igen og nød at være som han nu var. Et unikt væsen. Vinden spredte den dejlige lokkende duft og fik det til at brænde svagt i hans hals. Skridtene kom nærmere. Gaspards sanser var hurtigt og han kunne allerede hørere endnu en person. Selvom han var parat til at deres følelser ville komme mod ham, blev han dog overrasket igen da han kunne mærke to personer. Det her var vidst en heldig dag..

Kouy kom gående med et tomt blik ned langs floden der strakte sig bredt foran hende.
Hun havde besluttet sig for at udforske Forks lidt, men hun kunne ikke samle sig om det. Siden at de havde brudt ind på hendes hotel værelse og taget det hele, havde hun ikke anet hvad hun skulle gøre.
Hun var uden penge, i ukendte fucking Forks. Hun kunne ikke komme hjem til Japan uden penge! Det så ud til at hun var fanget her forevigt. Hun var allerede gået igang med det arbejde som hun kendte allerbedst, og hun ville faktisk snart have råd til en lille lejlighed her.
Hun stoppede sine tankestrømme, da hun lagde mærke til en meget smuk mand der pludselig var i sigte. Hun ville ikke forstyrre nogens privatliv, så hun prøvede at lade være med at kigge på ham, som hun kom nærmere og nærmere, men det var meget svært, når han nu var så smuk.

Dråberne fra himlen faldt hurtigt ned på Hatai's jakke, denne jakke som var helt hvid, flot hvid, men hård hvid, selvom det regnede forsvandt den flotte farve ikke og blev en anden farve han havde hans fingre i jakke lommerne, så de kunne holde sig tører, han havde nogen flotte stramme sorte jeans på, der var nogen sorte mønstre i bukserne, inden under jakken havde han kun en sort t-shirt på (Se avatar). Hatai tog en dyb indåndning, En to tre, langsom tog han de tre første skridt mod Queets.
Han havde kun været her en gang før, for langtid siden, med en af hans gamle venner og det var nok også derfor han kunne finde vej. Hatai lugtede langsomt, han kunne lugte to personer, et menneske og en vampyr, en stærk vampyr.. Han strøg en hånd igennem hans flotte og korte sorte hår, han gik nu helt nede ved kanten af floden, hans sko blev godt nok lidt mudret men han var ligeglad det ville nok gå alligevel.

Regnen der faldt fra himlen, ramte ham ikke. Han stod under et træ og kiggede bare ud på søen. Først kom der en pige, som tydeligt prøvedet at holde op med at kigge på ham. Pigen var ikke her fra Forks, men et andet land. Hans ansigt var hårdt og uden følelser. Han kunne mærke menneskets følelser: Vrede, Forvirring og en lille smule chok. Langsomt glad hans røde blik rundt og det stoppede på en dreng som virkede menneskelig men også vampyr agtig. Gaspard gad ikk læse hans følelser, selvom de ville være fascinerende. Hans hårde facede var urokkelig. Han kiggede bare uforstyret ud på søen, men kastede nogle gange et par blikke på mennesket også på Hybriden. Han havde allerede fundet ud af hvad drengen var. Hybrid.

// undskyld længden.. //

Kouy blev overrasket over endnu en enormt smuk dreng som hun derefter fik øje på.
"Skræmmende med de standarter de sætter her i Forks" mumlede hun for sigselv, og regnede ikke med at nogle af drengene ville kunne høre det. Hun sammenlignede dem med Cedric, som hun havde mødt forleden.
*Måske en slags form for indavl?* tænkte hun med et lille smil. Tanken virkede fjollet, men hun forstod det helt ærligt ikke.
Men der var på ingen måde hun turde tale til dem. Selvom at de begge var ualmindeligt smukke, havde de den samme virkning på hende som Cedric havde haft. De skræmte hende en smule. Hun havde på fornemmelsen at hun ikke burde være her og med det samme begyndte hun at se sig om efter en sti der kunne lede hende tilbage til Forks.

Hatai rynkede næsten af vampyren under træet, Han virkede anderledes i forhold til andre vampyrer. Han begyndte at gå imod Vampyren han ville snakke med ham, han ville kende ham, så de måske ikke kom op og slås senere, dog ikke her men senere.
Han stivnede da han hørte mennesket, hans hoved vendte sig med det samme mod hende, han læste hendes ansigt's udtryk, "Hmm"sagde han for sig selv og begyndte at tænke sig om, om han skulle spise noget mad senere eller drikke hende? Men han droppede tanken og mente at han skulle spise. Han gik videre mod Gaspard aka vampyren, da han endelig nåede ham lænte han sig op af træet så han stod lidt i læ for regnen, "Goddag du" sagde han for at begynde en samtale med ham. Måske ville han ikke snakke eller så ville han drikke blod fra Pigen, det ville han tillade men ikke være ret meget vild med.

Drengen der kom gående mod Gaspard virkede ikke som en der var særlig glad for at drikke menneskeblod, men det var han ligeglad med. Han kiggede stadig lidt på pigen, før han kiggede hen på drengen. Intet smil, kom frem da drengen begyndte at tale til Gaspard. Så han ville tale? Gaspard rynkede lidt på næsen og kiggede tomt på drengen. Han kunne mærke følelserne, men prøvede bevidst at ignorere dem. Det kunne være nogle dumme ulemper. Han sukkede lidt og kiggede så ned på pigen igen. " Hej.." Han sagde ikke så meget, men når han gjorde var hans stemme kold og hård. Hård som sten og kold som is. Langsomt kørte en en bleg hånd gennem sit mørke hår. Alt på ham var perfekt, hvilket også gjorde ham skræmmende. Der var kun tre personer han havde mødt som ikke havde set ham som en skræmmende person eller en vampyr. Det var en menneskepige, som bare havde syntes han var perfekt, En Alfavampyr som virkede så magen til ham selv også til sidst en lille dreng som hed Cody. Han boede på børnehjemmet i Seattle og syntes at Gaspard var den sejeste person i verden. Et meget svagt smil formede sig om hans læber, men det forsvandt da han kom i tanke om at der var andre tilstede. Han viste ikke andre sine svagheder. Gaspard kiggede hen på drengen, med de flammende røde øjne. " Vil du mig andet end bare at snakke?" sagde han med en hård og kold stemme. For mennesker ville hans stemme være fortryllende, men samtidig kold. Han kiggede over på menneskepigen og smilte ikke. Han havde hørt alt hvad hun sagde, selvom hun ikke troede det.

Kouy lagde mærke til at drengene snakkede sammen, selvom at hun ikke kunne høre hvad de sagde.
Det gjorde hende en smule nervøs, hun var vandt til ikke at skulle stole på nogen, og hvad nu hvis de kendte hinanden.
De virkede begge to til at være ubehagelige nok til at kunne finde på... *voldtægt* tænkte hun og skælvede let ved tanken. Nogle af hendes veninder havde været udsat for sådan noget, de boede lige i det kvarter af Tokyo hvor sådan noget var dagligdags ting. Hun fik endelig øje på en flugtvej *sti* rettede hun hurtigt sigselv, selvfølgelig havde hun intet at frygte.
Alligevel var det ubehageligt at gå tættere på de to mænd, da stien var ca. fem meter fra dem. Men hun lod som om at de ikke var der. Så kunne det vel være at de ville lade hende være.

"Bare snakke!"sagde han koldt til Gaspard, han lavede et skævt smil til ham og lagde de fleste af hans styrker i at rejse sig fra træet, han gik hen ved siden af Gaspard, han stolede ikke på vampyrer det var en forholdsregel, han havde, de var onde, tit foræderiske og tog menneskeliv som aldrig før, Ham selv elskede blod, især at drikke det men han havde mere lyst til smagen af mad, det virkede altid mere lækkere. Han vendte sig helt mod Gaspard med et blik der virkede glad, men han var ikke glad, han var mere sur, han sagde hurtigt og enkelt, "Hej jeg hedder Hatai og du?"spurgte ham ham og lagde hans ene arm ned i en lommen. Han frøs lidt, der misundede han vampyrende de kunne intet føle men de var også helt mærkelige, men det ville nok gå stille, han varmede sig med hans jakke og betragtede Gaspard langsomt, han kunne ikke tyde meget da hans æje var tomme og hans ansigtsudtryk koldt, men det virkede som om han ikke var tørstig men det var kun et gæt.

Gaspard sendte ham et hurtigt smil, ikke ægte men koldt. Han stolede ikke på alle, men få vampyre havde hans tillid. HAn vidste at denne drengs menneskesind kunne tage over og få ham til at lave som et menneske. *Forræder* tænkte han koldt og kiggede så hen på pigen. Hans blik blev mere venligt og det gjorde hans smil også da han kiggede hen på hende. Han vidste ikke hvorfor men hun virkede anderledes, så han kunne vel godt være bare en lille smule venlig. Han kiggede hen på Hatai og præsenterede ikke sig selv med det samme. Han kiggede mistænksome på ham, men besluttede sig så for at fortælle ham sit navn. Denne hybrid var sur, og ikke glad som han spillede. " Gaspard" Sagde han ligeud og sendte et hurtigt smil. Smilet blegnede af, men vis han havde nået at se det havde det været mere venligt end de andre smil han havde sendt til Hatai. Han kiggede hen på pigen, som gik mod stien. Hun var sikkert blevet en lille smule bange for deres udseende, men det tog han sig ikke så meget af. Hun virkede bare anderledes.

Kouy skævede endnu engang til drengene da hun prøvede at smutte ubemærket tæt forbi dem, og blev forskrækket da hun så en af dem smile. Et himmelsk smil, selvfølgelig hvad havde hun ventet? Men hun tog sig i at stirre på ham lidt for længe og sænke farten, så rettede blikket direkte fremad, og satte tempoet højere op end det var før, så hun næsten løb. Hun var rædselslagen og mærkede nærmest sit hjerte banke oppe i halsen på hende, og hun mærkede at hele hendes ansigt blev varmt da blodet steg op og farvede hendes kinder røde.