Vinteren nærmer sig.

Sted:; Queets River
Tid:; tideligt om aften, lidt over 7
Omgivelser:; Ingen endnu
Vejr:; Det begynder at blive mørkt. Kold vind, men ingen regn
Årstid:; Sidst på efteråret
Påklædning:; Sorte leggins og en hvid lang top og en rød kort vinterjakke

Franciska havde masser af tøj på selvom hun ikke ville kunne mærke kulde ramme hende, men hvis hun nu mødte nogle mennesker gad hun ikke høre på alle de dumme spørgsmål om hvorfor hun ikke havde mere tøj på når det var så koldt. Derfor kunne hun lige så god bare tage tøjet på og undgå spørgsmålene. Franciska var overrasket over at vejret kunne holde sigg tørt så sent på efteråret, men blæsten var stadig kold, som gjorde at der ikke var nogen i nærheden da hun, i menneskefart, nærmede sig vandet ved Queets River. Vejret var ikke så koldt at vandet var blevet til is, men fossede bare afsted i den samme hurtige fart.
Franciska standsede lidt fra vandetkanten og lagde armene over kors og så ned i vandet. Hun havde ikke det mindeste i mod at stå så tæt på vandet, for ingen ville kunne forskrække hende så hun ville falde i, for hun ville lugte dem før de kom så tæt på hende, hun havde hurtigere reflekser, og så hun havde hellere ingen problemer med at holde vejret eller svømme i det iskolde vand. Hun var trods alt vampyr.

Alice var ude at løbe. I vampyr fart. Det var berusende, fantastisk, og hun havde aldrig prøvet noget så sjovt. Farten gjorde hende næsten høj.
Hendes brune krøller hang løst ned af ryggen, og hun var iført et par leggins og en tynd t-shirt. Hun tænkte overhoved ikke på, at hun måske skulle klæde sig efter vejret, i det tilfælde at der var nogle mennesker i nærheden. Eller at hun måske ikke skulle løbe sådan.
Desuden, beroligede hun sig selv med, ville hendes nye, uovertrufne lugtesans advare hende, når/hvis et menneske nærmede sig, i en radius af et par km.
Hendes utroligt smukke ansigt udstrålede vild glæde, hendes mørkerøde øjne skinnede ekstatisk og på hendes læber sås et enormt smil. Det var hendes anden dag som vampyr, så alt var nyt!

Franciska kunne hurtigt lugte at en vampyr nærmede sig hurtigt. Hvad hun også kunne lugte var at det var en vampyr, ikke en hun kendte. Hun havde boet i Forks i lang tid og blev altid overrasket hver gang en ny vampyr kom til byen.
Hun undrede sig over at folkene ikke lagde mærke til at mange af beboerne i den lille by Forks
var blege, kloge og gudesmukke. Mennesker var bare generalt dummere tænkte hun med et lille smil spillende om de røde læber.
Hun stillede sig i den retning hun kunne lugte vampyren nærmede sig. Hun stillede sig langsomt i forsvarsposition. Hun kunne ikke vide om det var en fredlig eller normade der var kommet til byen, så hun måtte forberede sig på det værreste.
En vind ramte hende i ansigtet og kastede hendes brune hår bagud, for efter lidt at falde til ro og dansede liggede sig ned af ryggen på hende igen.

//Jeg blivet nødt til at logge xD //

Alice stoppede brat op, da en lugt ramte hendes næse. Hun fløj et par meter bagud, indtil det gik op for hende, at det bare var en anden vampyr. Hun sukkede lettet. Gudskelov. I nogle få, frygtelige sekunder, havde hun troet at det var et menneske!
Hun fortsatte med at løbe imod lugten, da hun overhoved ikke frygtede denne ukendte vampyr. Hun var lige blevet skabt i går, så var derfor utroligt stærk. Hun følte sig uovervindelig.
Snart efter fik hun øje på vedkommende. En vampyr-pige. Så ikke ud til at være meget ældre end hende, men skindet bedragede! Hun kunne have været vampyr i flere 1000 år!
Alice nærmede sig hende lidt roligere nu, med et fredeligt og blidt smil på sit skønne ansigt.
"Hejsa!" Sagde hun, og vinkede kort, da hun var et par 100 meter fra hende.

Franciska stod helt stille uden at bevæge så meget som en finger, men efter lidt stod hun igen helt oprejst med et lille smil.
Hun var jo nødt til at være sikker på at hun ikke var i fare før hun slap sin position.
Franciska vinkede venligt tilbage. "Hey" svarede hun med sin charmerende silkestemme (xD) Hun ville vente til at
vampyren kom lidt tættere på. "Hvordan kan det være jeg ikke har stødt på din lugt før" sagde hun efterfulgt af
et lille grin. Hendes måde at spørge på var lidt anderledes end hvis hun hvade talt til et menneske,
hvor hun ikke rigtigt kunne sige sådan noget uden de ville tro hun var psykopat eller ligende.

Hun smilede venligt tilbage til den anden vampyr. Hun var meget smuk, selvfølgelig, og så ikke truende ud eller noget. Alice fløj de sidste meter hen til hende, og smilede stadig.
"Det har nok noget at gøre med, at jeg først blev forvandlet igår!" Hun sendte Cedric en kærlig tanke. Det var ham der havde forvandlet hende, for hun havde bedt ham om det. Hun erindrede smerterne, og gøs indvendigt. Det havde været forfærdeligt mens det stod på! Men nu, bagefter, var det UTROLIGT!

Franciska rynkede smilende på panden. "Igår" sagde hun spørgende og lo kort. "Det må have kommet som et chok da du fandt ud af hvad din forvandler var" sagde hun. Hun anede ikke hvem der havde forvandlet hende og heller ikke hvorfor.
Det kunne være at hun kendte til sanddheden eller om hun betød for meget til at spise, for den vampyr der havde forvandlet hende.
"Jeg kan se du elsker det" sagde hun og lo igen. Hendes latter var lille og fin og helt lys, men lød virkelig smuk (xD)
"jeg hedder forresten Franciska" sagde hun venligt og sendte hende et lille smil.

"Tja, jeg mødte ham inden jeg vidste hvad han var. Men anden gang vi mødtes, havde min moster fortalt mig om "de varme" og "de kolde". Og så regnede jeg den ud. Men selvom han var, i min mosters øjne, farlig, kunne jeg ikke holde mig fra ham. Jeg elsker ham. Så jeg bad ham forvandle mig." Hun smilede glad.
"Og ja, jeg elsker det!" Hun lo glad.
"Hyggeligt at møde dig Franciska! Jeg hedder Alice Sophie Williams."

Franciska smilte stort da hun fortalte om hendes forvandler. Hun kunne slet ikke lade være med at smil.
Der var ikke noget bedre end når folk var forelsket, de er næsten altid glad og hjælpsomme.
"Så i bor begge her i Forks" spurgte hun og hentydede lidt til om de var sammen eller hvordan det hele havde ordnet sig.
"men du er godt nok meget rolig af en nyskabt at være" sagde Franciska lidt efter sit sidste sprøgsmål og nikkede lidt, for hun havde overhovedet ikke angrebet hende eller prøvet på det,
ikke fordi at Franciska ikke var glad for det.

"Og hyggeligt at møde dig" sagde hun stille med et lille smil spillende om sine perfekt formet læber.