Ynkeligt..

Dato :: d. 27 februar
Årstid :: Vinter
Dag :: Lørdag
Vejr :: Overskyet.
Sted :: Seattle..
Tid :: Kl.16.00
Omgivelser :: En masse uvidende mennesker, butikker?

Stilheden var ikke bare dejlig, den var fantasisk det dårlige var bare at der ikke var stilhed i Seattle. Larmen fra bilerne, mennskerne og deres uduelige hunde var overalt. Gaspard sad bare på en lille Café og lod som om at der var helt stille. De mennesker var intet andet end føde også fik de lov til at gå rundt og larme. Han sukkede opgivende og kørte en hånd gennem håret, mennsker havde virkelig ikke noget liv. Godt de bare var føde.. Gaspard kiggede rundt i den lille tomme Café og lagde mærke til at han var den eneste der sad her. Et tomt smil formede sig om hans læber og han rejste sig langsomt. Lyden af stolen der skrapede mod gulvet fik den ene tjener til at kigge hen mod ham og hendes udtryk var nemt at læse. Ærgelse. Han lagde bare nogle penge på bordet og tjeneste pigen kiggede med store øjne på dem. Han trak bare på det og gik uden af sige et ord. De mennesker havde vel brug for lidt støtte nu og da? Ellers ville de jo ikke være så nemme at lege med. Gaspard gik ned af gaden, mens nogle få vendte blikket for at se på ham men hans blik var rettet stift forud. Det var alt for dumt at værdige ynkelige skabninger nogle blikke. Han trak vejret unødvendigt, og kunne lugte en anden vampyr. Han ignorede alles følelser og fulgte diskret efter duften. Hvem mon det nu kunne være?

Madelaine havde vandret rundt i Seattle's kolde og larmende gader, man havde håbet på at der havde været stille og ro, men det var det end ikke, det var der aldrig i denne storby. For det meste havde Madelaine det fint nok med der var larm hele tiden, for det betød, massere af mennesker hele tiden. Som blandt andet lige nu. Det tog ikke Madelaine lang tid inden hun fik øjnene op for det perfekte bytte, Madelaine satte stor pris på at sortere ud i alle de mennesker der var, hun satte pris på rent og ungt blod, gik ofte efter unge piger, da deres blod altid smagte så bedre end alle andres.
Madelaine's taktik gik på at lokke folk med til hendes klub, mange havde været i klubben mens andre så jaloux til. Pigen som Madelaine havde set sig sulten på havde aldrig været i klubben før, hun drak heller ikke men var ikke gammel nok til at gå på klub, hun var blot 17 men det var Madelaine ligeglad med, så længe de ikke var børn hendes ofre, så havde hun ikke noget imod unge mennesker. Madelaine havde nogle solbriller på, selvom det var vinter, hendes røde øjne glødede under de mørke briller, men uden på kunne man ikke se de uhyggelige røde øjne. Pigen som Madelaine havde gående ved siden af sig var lykkelig for at Madelaine havde spurgt hende, hende af alle der lige var på gaden. Madelaine havde lovet pigen at kun kunne blive en danser på klubben fordi hun ikke var gammel nok til at komme på klubben og drikke, men så kunne hun være på klubben som ansat, det var der ikke nogen regel imod så længe hun ikke drak.
Madelaine fik sansen af en anden vampyr, men var for sulten til at lade sig blive nysgerrig for hvem det kunne være. Hun synes nu at duften virkede svagt bekendt, men dog alligevel ikke, det kunne også være vampyren havde en andens duft på sig. Men hun rystede bare duften af sig. Hun åbnede bagdøren ind til sin klub, men lod den stå åben som en indbydelse til vampyren.

Duften af mennesket var ikke til at tage fejl af. Denne vampyr var enda ude på jagt også i fuldt dagslys. Han smilte et koldt smil og fulgte duften af dem. Han kunne tydeligt se hvilken plan hun hadve gang i, eller noget af den. Hun ville lokke pigen med et sted hen også dræne hende for blod. Da han ikke var så langt fra dem kunne han hører hvad de talte om. Han stoppede op, da Vampyren åbnede op for døren indtil en Klub. Denne vampyr var ikke bare snedig, men genial. Han grinte en lille tom latter og fulgte efter dem. Han stod bare der og lænte sig op af dørkarmen mens han ventede på at hun skulle gøre hvad hun nu ville. Pigen så ikke forvirret eller bange ud, mere glad og tilfreds. Gaspard kiggede bare rundt i klubben. Det var mørkt, uhyggelig og lige perfekt for ham. Et lille skævt koldt smil formede sig om hans læber og han stirrede bare ind i mørket med sine røde øjne. De flammede og tørsten brædte lidt i hans hals, den ville aldrig stoppe men dog blev den dæmpet lidt når han havde drukket. Pigens duft var indbydende, men det var hunvampyrens duft som gjorde ham lidt mere undrende men han viste det ikke. Hans egen duft minede lidt om hendes eller var det bare noget han forestillede sig?
Gaspard betragtede lidt hunvampyren og smilte ikke, han stod bare tålmodigt og ventede på at hun fik gjort det hun nu skulle gøre. Pigen havde vendt sig halvt om og stirrede lidt på ham, før han forventningsfuldt vendte sig mod hunvampyren der bare stod der og smilte? Han sukkede og kiggede ud på vejen. Der gik mennesker overalt og de vidste ikke at der snart ville høres skrig dernede fra. Han smilte lumsk og gik lidt ind i klubben, mens han lukkede døren efter sig. Der blev mørkere og nogle lys brændte på bordene. Han smilte lidt og kiggede på hunvampyren. Han gik bare over og satte sig på en stol og kiggede rundt. Han lod som om at han var alene, så hunvampyren kunne gøre det hun nu ville.

Madelaines klub er et stort sted, og det er meget nymoderne, det er farver som trækker mange unge til. Hun elsker selv designet som hun selv har fundet på. Der er 2 bare rundt i lokalet og god stor plads så det aldrig bliver et problem. Gulvet er brand nyt og har en lilla farve, det er plastik så det er let at gøre rent plus der er små effekter i gulvet.. Det ændre farve når der bliver danset på det.. Der kommer en hvid eller let lys farve aftryk på gulvet, det er utroligt når der er mange der danser.. Men virkelig fascinerende at se på. Der er en scene mellem de to bare, hvor der er underholdning af forskellig slagt. Omme bag ved, (som man kan se på billedet) er der et stort område hvor det kun er dansegulv, men hvor det er så smart der er ‘bænke’ hele vejen rundt i kanten, så folk kan sidde sig ned og slappe af. Hele klubben kører i farver der er blå lilla og hvid. Og der er mange neonlys så det er en fed effekt. Lige før senen er der en trappe op til et lokale, dette er VIP lokalet eller som Madelaine ville kalde det Vampires Indores Place. Bare for at have lidt fun over det. Men det er seriøst nok, dette VIP sted er kun for vampyrer, hun tillader endda at man må tage et menneske der ind, men til gengæld må de ikke lukke dem ud igen. Hvis i forstår hvad jeg mener. Det lokale er yderst lækkert, røde lædersofaer, sorte væge, med forskellige ting der inde.. Det er et perfekt sted og så har Madelaine fået installeret en affalds skakt der inde så de let kan komme af med ligene. Som bliver gjort noget ved så det ligner en ulykke eller hvert fald noget som ikke kan forbindes med vampyrer.
Det er ikke alle der ved at der faktisk ligger lokaler bag ved VIP rummet, men Madelaine har været så smart at lave en ‘hemmelig’ dør. Der er faktisk 4 baglokaler der bag ved, det ene som er VIP lokalet hvor døren er lige når man går ind på gangen, og man kan enlig ikke se resten af gangen da der er en ‘hemmelig’ dør der skal bruges en speciel nøgle til at åbne som kun de ansatte får. Når man kommer forbi den dør så længere ned på samme side med VIP rummet der er der et toilet for de ansatte, med bad, overfor ligger der et kontor, og længere oppe ved gangen næsten overfor VIP rummet er køkkenet med alle de diverse ting.
Self skal der også være toiletter til de mennesker der kommer på klubben og den ligger til højre nede ved dansegulvet. Hvor væggene er spege bortset fra inde i båsene.
Klubben er forbudt for varulve, ingen varulve får lov til at komme her ind, og sådan er reglerne.
- Udenfor klubben er det også lige fedt at se på, der er et glas som næsten er umuligt at ødelægge, men det gør at solen ikke kan komme ind i klubben hvis det nu skulle være sådan at der blev festet til den lyse morgen. Man kan godt se ind udefra, men inden i er det bare sort. Så folk der er udenfor kan blive rigtig lokket af det der sker inden for. Det er dog også lidt mørkt i det, glasset når man ser udefra, så det er ikke alt man kan se.
Der er også gjort sådan der kan sættes billede eller film på glasset så der vises noget specielt. Det er meget gennemtænkt. Over døren der er der et skilt hvor der står Cruorem så man er ikke i tvivl om hvad det er for et sted man går ind til. Der er også en bagindgang rundt om bygningen hvor klubben ligger i, hvor man kan komme ind til de 4 baglokaler.

Klubben
Madelaine så på vampyren og smilede køligt, men med et glimt af om de skulle dele byttet, hun tog brillerne af, og pigen kunne nu se Madelaine's røde øjne. Hun hvinede forskrækket, men ingen ville kunne høre hende. Madelaine skubbede pigen ind i VIP rummet og ned på en sofa, hun var ikke andet end føde nu.

Gaspard grinte lidt og så rundt i den oplyste Klub. Det var nemt at se den var beregnet til fester som skulle varer hele natten og måske også morgenen. Han klukkede lidt og lagde mærke til hendes blik. Han rystede på hovedet og lænte sig lidt op af disken, for at få bedre udsigt til dem. Pigen så lidt skræmt ud og Gaspard blinkede bare til pigen, så hun blev mere skræmt. Hans øjne flammede rødt og hans mørke hår passede godt til hans hud. Han lukkede øjnene og nød de følelser som pigen havde. Rædsel, Frygt og enda en lille smule respekt? Han kiggede hurtigt hen på pigen og sukkede opgivende. Hun var for dum den pige, hvilket bare fik det hele til at blive sjovere. Latteren han skod op var ikke venlig eller varm, den var kold og tom. Han kunne ikke lade være med at undre sig lidt over hvorfor vampyrens duft var så magen til hans. Han kunne ikke huske det, men der var en lille klokke der ringede..

Hun bemærkede også den lighed der var i hans duft, men sulten tog overhånd nu, skærpede de andre sanser, hun ville kun dræbe nu. Hendes røde øjne glødede af sult, mens den unge pige skreg af frygt og af håb for nogle ville finde hende og redde hende. men hendes skæbne var allerede bestemt, ingen kunne rede hende nu, hun var fanget af hele 2 vampyrer hvor Madelaine endda også var Alfa, der skulle mindst 10 til at stoppe hende når hun først ville dræbe og det sagde ikke så lidt. hun kunne også fornemme at han vampyren også var stærk, stærkere end normale vampyrer, måske.. ja måske var han også alfa hvis da ikke blot Omega, men det var jo også mere end en almindelig vampyr. Hun nærmede sig den unge pige der blev ved med at skubbe sig selv længere væk til hun stødte mod vægen. Madelaine smilte koldt og ondt til pigen og sagde til drengen "det er så let at lokke små naive piger, man behøver ikke andet end list og snuhed, for at få dem til at gå frivilligt ind i vampyrens hule, og fortryder først når det er forsent!" og med de ord sprang Madelaine op i sofaen til den unge pige og satte sine spidse tænder ned i det varme og bløde kød på pigens arm. Det varme og smagfulde blod løb ned i munden på hende.

Gaspard nikkede anderkendende og grinte koldt. " Piger er de bedste" nåede han lieg at sige, inden vampyren sprang på pigen. Den pludselige følelser af smerte og frygt skyllede ind over ham, men han forblev upåvirket. Han kørte langsomt og elegant en hånd gennem håret. Hans kolde udstrålede fra ham og han kiggede kun få gange overp å den skrigende pige. Hun kunne ikke gøre noget ved det, nogle få gange sendte hun ham et par blikke i håb om at han ville redde hende fra det dyr. Det eneste GAspard gjorde var at sende hende et koldt smil, hvor hun kunne se hans lange tænder. Hans øjne glødede og han kunne lugte pigen. Hun duftede godt, men så sulten var han ikke. Han sad bare og betragtede denne alfavampyr tømme sit offer. " Piger er nemmest, og de smager bedst.. Bare ikke små børn" sagde han stille, med en tom og klangløs stemme. Han vidste godt at denne pieg var ung, men hun var ikke et barn. Bestemt ikke. Han kiggede hen på en ar barene og smilte lidt. Han kom i tanke om en lille dreng han havde mødt på børnehjemmet i seattle. Cody hed han. Den eneste dreng der kunne få Gaspard til at smile et ægte smil. Han sukkede og kiggede hurtigt rundt igen. Denne lille dreng mindede om ham selv, dengang han var lille og stadig meneneske..

Pigen kæmpede mindre og mindre imod, jo mere af hendes blod Madelaine havde drukket. Madelaine stoppede mens pulsen stadig kæmpede svagt, pigen var bevidstløs, men stadig i live. Madelaine slikkede sig mæt om munden og så på drengen og spurgte "vil du have resten?" med en silkeblød stemme, men kunne tydelig høre hun var i et godt mood lige nu, det var man altid når man lige havde suget noget skønt blod i sig. Hendes øjne var blodrøde og rolige. hendes smil var køligt med tilfreds, hun satte sig ned på sofaen og lænede sig tilbage og nød det nyindtaget blod som strømmede i hende, som var det stoffer.
Hun kunne nu endelig slappe helt af og koncentrere sig om den velkendte duft. hun lagde hovedet på skrå og så på Drengen og spurgte "har vi mødt hinanden før? du virker så bekendt men jeg menes ikke at kunne huske dit udseende og din duft, selvom den alligevel virker så bekendt!"

Gaspard betragtede pigen og den anden vampyr stille, og kunne mærke at pigens følelser svagt forsvandt. Da hun endelig lå besvimet, smilte han svagt til vampyren. Han rystede svagt på hovedet og kunne mærke at det brændte i hans hals og krævede det sidste blod fra pigen. Han åbnede langsomt sine røde øjne og de flammede. Langsomt rejste han sig og smilte et køligt smil. " Og dog, måske gør jeg" hviskede han svagt og slikkede sig lidt om munden. Hans hals brændte stadig, og den brændte værrer da han kom tæt på pigen. Tænderne sank let gennem hendes hals og det sisdte varme blod strømmede gennem pigen. Det var varmt og dejligt. Da hun endelig var tømt, rejse GAspard sig elegant fra pigens lig og grinte lidt. Han kiggede undrende på vampyren og rystede på hovedet. " Jeg er ikke sikker, men du virker bekendt" hviskede han med en stille og kold stemme.

Madelaine rejste sig igen og gik lidt rundt i det stille lokale, hendes blik gik fra drengen og over til pigen. hun vidste endnu ikke hvad hun skulle sige til den mandelige vampyr der så ukendelig bekendt. Hun så over på vægen hvor lemmen til de døde lig var installeret, endnu en af hendes geniale ide'er, da man jo ikke bare kunne flytte et lig ud af en klub, der efterhånden også var begyndt at være meget kendt i det. Hun åbnede lemmen og tog fat i det slappe og snart kølige lig og smed hende ned af affalds lemmen, man kunne høre liget dunke mod metallet indtil hun nåede bunden, hvor der senere ville komme en og skille sig af med liget. Hun så på drengen igen og sagde "hvad er dit navn?" hende dyb røde øjne der virkede friske, unge og klare igen, lå hvilende på ham med et roligt, men dog nysgerrigt blik.

Han kiggede lidt på pigen, mens hun blev smidt ned i et mørkt rum. Han sukkede, en tilfreds men kølig sukken. Endelig hvilede hans røde blik på Hunvampyren. Hun havde spurgt efter hans navn og han skulle lige overveje om det var rigtigt at give det væk. Han smilte køligt igen og hans røde blik strejfede alle de andre ting i klubben. " Jeg er Gaspard O'Neil, den tidligere Gaspard De'Monique" sagde han stille og hans blik strejfede hende igen. Langsomt fløj hans blik op til hendes og han kiggede hende rolig, men nysgerrigt, i øjnene.

Hun lyttede til hans svar, til hans navn prøvede at huske, men nej ingen klokke andet end dele af hans dufte stadig sagde hende så meget uden at give hende svar, hun rystede på hovedet og sagde "det er mig stadig ikke bekendt!" hun satte sig ned i sofaen igen og lod blikket hvile på ham endnu, mens hun præsenterede sig selv "mit navn er Madelaine, fulde navn Madelaine Audrey Santhella Volturi Silverfox!" hun vidste han nok sikkert vil spørge ind til hvordan det kunne være hun havde Volturi som en af hendes efternavne, men lige nu ville hun ikke uddybe det.

Gaspard smilte et trist smil, men det forsvandt da hun præsenterede sig selv. Vultori? Kunne man hedde det til efternavn? Han tog en dyb indånding, selvom den ikke var nødvendig. Hans blik var stadig på hende og han rykkede sig ikke det mindste. Han stod bare ved sofaen og kiggede roligt på hende. Intet ved ham, viste at han prøvede at finde en sammenhæng med dem. Langsomt brød han tilbage til nutiden og kiggede stadig på Madeleine. " Dit navn siger mig heller ikke noget.." Sagde han stille og tilføjede langsomt ", men dit efternavn får mig til at undre mig" sagde han stille. Et kølit smil brød frem på hans løber og han kiggede hurtigt rundt i klubben endnu engang. " Hvordan kan du hedde Volturi?" spurgte han undrende og kiggede på hende med et roligt, dog nysgerrigt blik.

Hun så ned og kiggede tilbage på det minde hun havde om volturi, hun så dem som en anden familie. Hun så op igen og sagde "det er en lang historie, men for at gøre en lang historie kort vil jeg sige at jeg ikke altid har holdt til her i seattle!" Hun smilede let og tog sig tid til at forklare sin historie "Det var kun nogle år efter jeg var blevet forvandlet af den skrækindjagende vampyr, James.. og ja den James.... Jeg havde allerede da jeg var blevet skabt blevet nød til at forvandle min søster der var på randen til selv at dø. Årene efter led jeg under James mishandlinger, fordi jeg havde lovet han måtte gøre alt ved mig så længe han bare havde ladet mig leve, noget jeg stadig fortryder i dag. En dag blev det for meget for mig, og jeg flygtede, jeg var brudt sammen, jeg havde ingen styrke jeg var bange for alt, selv min egen skygge. Jeg tog til italien, ikke fordi jeg vidste noget om Volturi familien, men fordi det var der min skib sejlede hen, som jeg havde sniget mig ombord på. Flere dage vandrede jeg fortvivlet rundt i italiens store skove, til jeg ikke kunne mere af mangel på tørst. jeg lå slap og hjælpeløs i skovbunden da de kom efter mig. De behandlede mig som var jeg deres datter, de vidste hvor stærk jeg kunne blive, hvor jeg end ikke havde vidst det, de vidste med den rette behandling kunne jeg blive en af de mægtigste vampyrer i verden, så de trænede mig, sørgede for jeg fik min selvtillid tilbage, sørgede for jeg jagede efter mennesker i stedet for at leve på ingen ting, eller det der var værre dyr." hun smilede et ægte smil, glad for den behandlig de havde givet hende, den kærlighed de havde givet hende. "de gjorde mig til den jeg er, og jeg er dem i dyb taknemlighed, de tog mig ind i deres familie og derpå fik jeg deres efternavn. Senere ville jeg så tilbage for at finde min søster og de gav mig lov til at gå, og lovede jeg altid ville være velkommen igen !" sagde hun til at slutte med

Gaspard kiggede på hende og lyttede nysgerrigt. Hans ydre var fuldkommen udtryksløs, men hans indre var fuld af nysgerrighed. Han var en af dem der var gode til at skjule sine følelser, også selvom han ville vise dem. Et svagt smil brød frem på hans læber, et venligt og lidt varmt. Han vidste at Volturrien var de gode og de såkaldte " Vegetar" vampyre var de svage. Han smilte et skævt smil og forstod nu hvorfor at nogle var bange for Volturrien. De var jå storslåede vampyre og det skræmte de andre. Hans ansigt var blidt da Madeleine stoppede med at fortælle hendes historie. Gaspard havde kun svage menneske minder om hvordan kærlighed var, så han måtte vel gætte sig frem til at det volturrien gjorde var kærlighed. " Min historie er meget anderledes" sagde han bare. Hans livs historie startede for 12 år siden. Dengang en ukendt vampyr forvandlede ham efter en bil ulykke. Forlod ham alene i en gyde uden viden om hvad han var eller hvorfor han brændte indeni. Langsomt blegnede Gaspards smil lidt, men det blide udtryk var der stadig. " Den vil sikkert kede dig" sagde han med et venligt smil og hans røde øjne hvilede på hende. Hans ikke så grusomme historie var en kedelig sag, det var kun nogle få ting fra hans liv der undrede ham eller bragte ham interasse.

Hun trak på skulderne og sagde "det ved man ikke, måske kan det være man kunne huske hvor man har set dig før!" hun trak på skulderne, ja dengang før hun lærte at være en rigtig vampyr levede hun som vegetar, men kun fordi hun ikke vidste bedre fordi at den første hun havde været nød til at bide havde været hendes søster, og hun så det dengang som noget dybt forfærdeligt, men hun ændrede sig meget hos volturierne hun lærte at være en rigtig vampyr som hun er nu, hun jager mennesker som hun synes er det eneste rigtige føde. hun kom hjem og hjalp og lærte sin søster at jage ordenligt, det var som om de havde redet hendes liv, selvom hun var vampyr og ikke kunne dø, er hun dem stadig dybt taknemmelige den dag i dag endnu.

Det trak svagt på Gaspards smilebånd. Han vidste ikke helt om hun ville hørere den eller ej, så han åbnede munden lidt for at spørge. Han sukkede lidt øg hans røde blik fløj hen til lemmen hvor pigen blev smidt ned. " Vil du hørere min historie så?" spurgte han, en lille smule undrende og osse blidt. Han havde været helt væk under hendes historie fordi at den var så dramatisk, men på en måde var den også god. At hun havde fundet sig et ordenligt hjem, men det var trist at hun havde bidt sin egen søster. Han var stadig ldit i chok over at det var den james som havde bidt hende. " James.." hvislede han svagt. Han kunne ikke lide den måde som James forvandlede mennesker på, men nogle gange behøvede man at forvandle dem. Langsomt vendte han blikket mod Madeleine igen og smilte blidt. Hun havde haft det hårdt, men hun havde fundet sig en familie til sidst.

Hun stivnede lidt da hun hørte ham sige James navn, hun så lidt på ham. Ja hans navn kunne stadig få hende til at gyse, selvom hun dog godt vidste at han for længst var blevet dræbt da han lagde sig ud efter at gå efter en anden uskyldig pige i stedet for hende. Hun rystede tanken af sig og smilede let og sagde "ja vil da gerne høre din historie.!" hendes smil var ikke helt med glæde, men hun så dog alligevel nysgerrig på ham for at få ham til at fortælle.

//sorry det er så kort//

Gaspard smilte lidt, et trist smil men også venligt. Han vidste ikke helt hvor han skulle starte, men sukkede så stille og hans tanker gik alle de slørede menneskerminder igennem også de skarpe minder fra hans nye liv. " Jeg blev forvandlet en mørk aften efter at havde været ved at dø i en bilulykke. Min lillesøster var der hjemme og nu bor hun her i Forks. " Sagde han stille og hans smil forsvandt helt. Han kunne ikke lide at tale om hende. Han tog sig sammen og fortalte videre. " Jeg blev slæbt døende ind i en gyde og der bed vampyren mig. Jeg blev efterladt der, og efter tre dage måtte jeg ud og klarer mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg var eller hvordan jeg var blevet sådan. Men en ting vidste jeg, den sidste person jeg elskede var is ikkerhed. " Han stoppede der, for han kunne ikke helt huske så meget efter det. Han kom til Forks og år eter fandt han ud af at hans søster boede her. Han sukkede lidt og kiggede så på Madeleine.

// undskyld det er kort ^^' //