...Gæster...

Dato :: Irl
Årstid :: Irl
Dag :: Irl
Vejr :: sne, kulde og mørke
Sted :: Klubben
Tid :: kl. 21.52
Omgivelser :: en øde gade. foran klubben.
--------------------------------------------------------------

Raiden havde sat fine aftryk i den uberørte hvide sne, der afslørede at der ingen var kommet forbi forløbig.
det overraskede ham ikke, nej, det var forventet.. Noget han kun kunne se som noget posetivt. Minderne om det der var hændt var omsluttet en følelse der ikke længere var hævn, eller ondskab.. noget så meget anderledes, og for visse personer farligere, dog ikke på den dræbende måde.
Månen var fremme, og Raiden var ligeglad, han gjorde intet for at skjule sig - og for den sags skyld heller ikke skjule sit lille visit, han havde tænkt at gøre den Tomme klub. Døren var nem at få op, og det var ikke svært at se, at det var et indbrud. Men modsat en normal tyv, var det han var ude efter ikke derinde. og det vidste Raiden, Men han vidste også at personen ville dukke op. Forandret som hun var...
Raiden trådte ind, ligeglad med sneen der røg med, han gik fra rum til rum.. Med klare dybe øjne, og den løse skjorte, præcis som dengang.. MEn denne gang ville alt foregå anderledes, hvilket morrede ham.. For han vidste han kunne knuse hende.. Knuse hendes facade, og det had og afsky hun følte for ham.. og denne nat, ville han bevise det!

Amber lå på sofaen inde i klubbens vip rum, hun stirrede ud i luften som om hun var i trance, i løbet af det halve år der var gået var lille Catherine fået skikkelse som en teenager, så Amber havde sendt hende på kost skole, det var en svær periode for Amber, men hun vidste at hendes pige var i god behold, ingen vidste hvor hun var henne, andre end Amber. Catherine vidste godt selv at hun ville være i fare hvis nogle kendte til hende, og fandt ud af hvad hun var, Catherine var så klog. Amber havde sendt hende afsted for catherines egen sikkerhed, hun vidste at tiden hun var i var en farlig tid, varulvene som boede i nærheden af hende var efter Amber, som hun selv havde været ude om, men hun var ligeglad med om de var efter hende, hun tænkte kun på at beskytte Catherine.
Amber hørte godt der kom nogle ind, men forblev stille, hendes røde øjne var rettet mod døren og hun ventede bare på at skabelsen kom i døråbningen, hun fornemmede det var en anden vampyr. men hun var ikke urolig, hendes liv havde stået stille så lang tid nu, hun gjorde ikke andet end at dræbe På gulvet lå der et lig, det var ikke stift endnu, det havde knab lagt der i en halv time, hun var så fredfyldt efter hun havde drukket blod, men der var så meget fra hendes fortid hun savnede. Spændingen mest af alt.

Et kort smil kom frem i mørket, da Raiden fornemmede hende..
Dog havde ikke tænkt som det han ville gøre som noget nemt, han kendte Amber, eller han havde kendt hende.. oG hvis hun bare kendte ham lidt, vidste hun også, at RAiden var mere end god til at springe ud i umulige og idiotiske situationer. Men livet skulle leves..
Han trådte frem mod rummet, hvor han vidste hun var.. UDen den mindste tanke, ud over sin lille plan, trådte han frem i døråbningen, og lænede sig dovent op af Dørkarmen, med blikket hvilende på hende, kun kort afbrudt af et lille blik mod den døde på gulvet. hans stemme var rolig og ikke høj, dog afbrød den nemt den tavse stilhed der lå over rummet.
" Længe siden" Det lille smil sad stadig på det ligblege ansigt, og orderne var tillagt bestemt klang af at han havde planlagt dette.. Og at hun med sikkerhed ikke ville bryde sig om det, lige med det første..
Rebet, han havde med, holdt han bag sig, skjulte det i den mørke skygge, som han lavede.. Velvidende at hun nok ikke ville bryde sig om det, hvis hun så det..

"så sandelig!" svarede hun med en rug klang, blodet som hun havde tappen fra den unge pige flød i hende, gav hende en ny energi, og glans. Hendes snehvide hud, var glat og blød, men hård som marmor, hendes kornblonde hår strålede med glans, hendes tynde skikkelse virkede skrøbelig, men hun var langt fra det. Hun så hans smil, hørte hans klang i hans ord, men følte ikke noget, intet havde kunne skræmme hende i den seneste tid, ikke fordi hun følte sig uovervindelig, men fordi hun ikke var bange for noget. Hun satte sig op og tog det ene ben fint over det andet, hun sad med ret ryg og så på ham, hun havde ikke nogen ide om hvorfor han var der, men noget inde i hende gjorde hende glad over han var der, der var stadig nogle følelser inde i hende. Hun bevarede et roligt udtryk, uden at smile eller vise andre følelser. hun fugtede sine fyldige marmor hårde læber og ventede på hvad han ville.

Det var ingen overraskelse at Han havde forventet en anden reaktion fra hende.. Set hendes vrede, og dræblige jeg, over mod ham, fordi han vovede sig ind på hendes område, dog lod han sig ikke kue, og forsatte med samme bløde stemme.. " JEg høre dit barn er Flyttet" et glimt satte sig kort i hans klare øjne, der alligevel rummede så meget mørke. Hovedet blev lagt lidt på skrå, uden at fjerne blikket fra hende.
Han mærkede på rebet, med den enehånd, på ryggen.. det galt om at spille sine kort rigtigt, især med hendes evne.
dog afslørede hans ansigt ikke at han tænkte over noget så stort, som første gang han så hende.
Raiden så bare roligt på hende, ventende på svar..

"du hører rigtigt!" sagde hun, kort for hovedet. Hun reagerede ikke særligt på hans tilstædeværelse, hun var forandret meget på de måneder hun havde været alene i. Hun var rolig, men dog så snu, hun var som en slange, der ventede på hendes bytte kom så tæt på hende, at et hurtigt træk ville gøre det af med dem. Dette gjorde hun kun ved bytter der ikke var mennesker, men ej heller dyr, men når det var nogle fra hendes egen race, eller køterne hun elskede at skade, hun havde dræbt nogle varulve efter hun var flyttet tilbage til washington. hun havde dog ikke dræbt nogle vampyrer, tja endnu. men nu valgte hun hellere at få vampyrerne under sig, end at dræbe dem, hun skånede dem hvor de så stod i gæld til hende, hun nød den ubeskrivelige magt hun havde.

Raiden trådte frem, betragtede let, og en smule dovent hendes øjne.
så han rigtigt? så han kulden, ingen kunne skjule helt?
Rebet, der var ufattelig let, iforhold til styrken, var gemt igen, og de to skridt han tog ind i rummet, afslørede det derfor ikke.
" er det ikke kedeligt?" en drillende klang var pyntet orderne han sagde..
" Hvis du selvfølgelig ikke ..." han afsluttede bevist ikke sætningen, for Raiden var klar over, at hun vidste hvad han mente..
om hun så en anden, om det så var menneske eller vampyr, fandt han ligegyldigt.
Endnu et skridt blev roligt taget mod hende, og mod den døde, der skildte deres vej.
Skæbnens ironi at han igen stod her.. med et ens mål, at fjerne hendes grænse, bevise at han kunne..
Raidens hud var så hvid som hendes, så hvid og ren, som uberørt sne..

Hun var stadig rolig, kun hendes øjne ændrede sig, fra ligegyldighed, til et stift og lettere hårdt blik, der holdte øje med han træk. hendes læber bevægede sog i blide træk mens hun svarede " der er ingen, intet andet end det mad jeg fanger, piner og dræber for min egen skyld,
kedeligt, du læser mig som en åben bog." hun holdte en stilfærdig pause og hvislede silkeblødt "Raiden!" hendes øjne fik et skær af kulde, da navnet gled så let over hendes læber. Et køligt skævt smil kom til syne derefter.

Et lille fnys hørtes fra ham.
selvfølgelig læste han hende, det var ikke svært at se, at hendes liv var på stand by.
mon hun ville ønske at livet forsat stod på standby når han havde fuldendt det?
han tvivlede..
Hovedet blev kort rettet op, ved lyden af den måde hun nævnte hans navn.
kulden og hårdheden fangede ham kort, og medvirkede i et usynligt smil..
" jaah?" svarede han tirrende roligt, og forsat halvt drillende..
hvad ville hun?

Hun så på ham lidt inden hun svarede, hun trak tilbage til den kølige mine og spurgte da "hvad laver du her?"
Hendes hoved lagde hun let på skrå mens hun igen let fugtede sine læber. Det var lang tid siden hun havde set ham, lang tid siden der havde været noget mellem dem. Om det så var had eller det andet, så havde de ikke noget som helst mellem dem nu, hun havde intet for ham hvert fald, for hende var han et overstået kapitel, men dog rejses hendes nysgerrighed at han var kommet over til hende, han måtte have et formål.

Raiden smilede kort. JA hvad lavede han her?
spørgsmålet havde han stilt sig selv før..
" Overrasket over at se mig da?" svarede han roligt, og gik over den døde..
ryggen var rank, og han så halvt ned på hende..
Hvad mon hun forventede at han lavdede her.?
Før hun kunne nå og svare, afbrød en let hviskende stemme
" rejs dig op.." Stemmen var lav, og gjorde det hurtigt klart at det ikke var ment som noget han sagde for sjov skyld..
nej, tværtigmod..
Raiden ventede på hun ville svare.. og rejse sig op..

Hun hævede det ene øjenbryn og lænede sig tilbage i sofaen, hun lagde sine overarme over armlænen og så afventende på ham men hun dristig kneb øjnene sammen og svarede flabet "hvad skulle få mig til det?" hun gav ham et køligt elevator blik og spurgte "dig?" og smilede flabet til ham. Hun tirrede ham med vilje, hun kunne ikke lade vær med at more sig over det, men hendes blik var roligt.

Et skjult smil trådte igen frem..
" ja.." svarede han roligt. selverkendelse var en god ting, og det var ærlighed til en vis grad også. For det var det her, Hun så ikke ud til at hun troede hans ord var ment som en skjult ordre.
en skam.
Raiden stod ca 2 meter fra hende, " hm, hvis du godt vil ses ned på, genere det mig ikke.." svarede han rolgt. Ligeså tirrende som hun var. Amber var forandret, det var ikke svært at se, men om det blot var en facade ville tilgengæld hurtigt blive opdaget.

Hun smilede lusket og meget selv sikkert mens hun så op og sagde "uanset hvor højere oppe du er, eller om jeg ligger helt ned, vil mit selvværd aldrig påvirkes af nogle tror de kan se ned på mig.!" hun så på ham med smalle luskede øjne og skrånede hovedet lidt og tilføjede "men hvis du vil snakke i øjenhøjde må du sætte dig ned til mig!" hun rykkede sig helt ud til højre side og slog armen ud mod den venstre side af sofaen.

Raiden betragtede hende, var det barnet der havde fået gjort hende så selvsikker igen?
HAn huskede tydeligt den nærmest døde pige han havde forladt.. hende.. Som var ynkelig og svag..
men nu dette??
Han trak på skuldrende.. " som du vil.. " mumlede han og satte sig roligt,
Det var ikke gået helt som planlagt, men det gjorde det sjællent, når Amber var indblandet... Han betragtede hende kort, " har du efterladt dit barn, eller bare spist den?" Svarede han, en smule ligegyldigt, HAn omtalte ikke barnet i køn, men bare som 'den' .. det var jo trods alt halvt menneske... - så det forklarede jo alt.
Raiden så rundt i rummet, det så ikke nyt ud mere, ikke som dengang i hvertfald..

Hun så på ham og sagde "hun er sendt afsted til en speciel skole, for hendes egen sikkerhed, varulvene og jeg har haft en del konflikter efter jeg er kommet tilbage her til Seattle!" Hun skulede lidt til ham, hun brød sig ikke om at han beskrev hende som den, Catherine var trods alt et af de mest unikke væsener der var til, om hun så kun var halvt vampyr var hun mere betydelig end så mange andre. Hun var forandret meget efter hun havde fået Catherine, hun var blevet mere hård igen, men dog virkelig moderlig overfor sin datter, men hun havde ikke råd til at være svag, og der var intet i hendes liv der gjorde hende svag.

" så du har altså ikke ædt den.." Svarede han roligt.. " en skam." han så mod den døde, der lå på gulvet.. Det så friskt ud.. altså var Datteren sendt væk, af sikkerheds grunde.
" JEg troede ikke der ville være nogle problemer med at passe den selv? men jeg tog vel fejl?.. "
Tanken.. * Selv den Stærkeste bøjer sig for befolkningen* søgte hans hoved, og han fjernede øjnene fra den døde.. " Smagte det godt?" det var stadig den døde han snakkede om.. Selv var lysten til blod stor, men Raiden var dog i tvivl om at han ville havde udvalgt sådan et offer.. Smagen var trods alt vigtig.

"Det er en hende, og nej jeg ville ikke æde min egen datter.
Jeg har foresten ingen problemer med at passe min datter, men når der er 10 varulve der er efter mig, vil de gøre alt for at såre mig, Catherine skal gå i skole, hun skal lære noget, derfor har jeg valgt at lade hende gå i skole et sikkert sted kun jeg kender til. Catherine forstår det også godt hvorfor jeg har truffet dette valg, jeg er jo alene om hende, og selvom jeg er alfa så er jeg stadig kun en vampyr!" sagde hun gnavent over den måde han betegnede hendes datter på.
Hun så på den unge pige, selvfølgelig smagte hun godt, Amber havde en forkærlighed for at vælge rene mennesker, rent mad, som ikke røg, drak eller mishandlede sig selv, man kunne næsten godt sige hun godt kunne lide dem økologisk.

Raiden så på den døde endnu en gang..
" Aha.." Det var ikke en overbevisende kommentar..
HAn betragtede hende ud af øjenkrogen.. Hun var så forandret, og alligevel overhovedet ikke..
" Så det vil sige at du er alene nu? HELT alene nu?" Han lod nu kort sine klare øjne ramme hendes.
For at se hendes reaktion, og høre hendes svar.

Hun så kort rundt i lokalet og så tilbage på ham og trak på skulderne med et ligegyldigt blik
Hun sagde "det er jeg vel!" hun holde en stilfærdig pause og rettede sig "eller alene er jeg nu ikke da du jo sidder her ved siden af mig ikke!"
Hun smilede skævt, men uden tegn på hun morede sig eller var glad, bare sådan et lille træk på mundvigen.

Raiden Betragtede det, han ville kalde, hendes grimasse.
" sikke en humoristisk sans, du har fået skaffet dig.." svarede han ironisk,
og så på hende.
HAn smilte ikke.. HAn ventede.

"måske kan du ikke huske det, men den har jeg altid haft,
den har bare stået på stand by.!" sagde hun og trak på skulderne og så ned på bordet. Fladskærms tv'et der hang på vægen var sort og kold, den var meget sjældent tændt, men hun lod alligevel sit blik hvile tomt på det

" sikkert.." svarede han, og rejste sig uden et ord.
han rettetde sig, og betragtede rummet.
Lod to hvide fingre glide over væggen, til højre for ham. Ryggen mod hende
" sikke dog et liv du har fået.." svarede han stille.
det var ikke til at høre om han mente det godt eller dårligt,

hendes blik fjernede sig fra fjernsynet og gled over på ham, hendes mine blev lettere alvorlig, men hun havde stadig sin rolige facade. Hun lagde hovedet undrene på skrå og spurgte undrende " hvad mener du med det?" hun lænede sig frem i sofaen og lod sine arme hvile på sine knæ mens hendes røde øjne studerede hans bevægelser let.

Raiden stod forsat med ryggen til hende,
men mærkede nemt hendes blik.
" Det ved du godt.." svarede han let, og så på den fine støv, der havde sat sig på hans fingre, da han havde ladet den glide over væggen. Raiden fugtede let sine læber, og drejede så hovedet mod hende..
Afventende..han mærkede den lette dirrende fornemmelse under huden.. hvis hun ikke gjorde noget snart.. så...

Hun lod hovedet hvile på skrå i noget tid. Hun anede praktisk talt ikke hvad han talte om,
så hun rejste sig, gik uden om bordet der var foran sofaen og gik nogle få skridt over mod Raiden. "hvad mener du?" spurgte hun igen og lagde hovedet på skrå igen.

Raiden vendte sig om.. BEtragede hende nu, ansigt til ansigt.
langt bedre end siddende.
" tænk ikke på det, der er sikkert 1000 ting i dit liv" overdrev han, og blev stående.
Bedømte pladsen som var om hende. og de genstande der var i rummet.
Et usynligt smil var lagt på hans hvide kolde ansigt

Hun så på ham med smalle øjne og sagde misfornøjet og køligt "der er ikke sket mere end hvad der kunne ske for andre, bare fordi jeg har fået en datter, er det så 1000 ting? jeg er stadig Amber, selvom det sidste år har været meget turbolens, men det kan du ikke påstå dit liv heller ikke har Raiden!" hun lagde en hård tone da hun sagde hans navn.

For første gang kunne hans lille smil ses.
" hmm.. Egentlig vildt ikke?" pauserne mellem han ord var lange, og han begyndte at gå,
rundt, om hende. Til han tilsidst stod bag ved hende..
" At jeg dukker op, Med din kulde og moderlighed som værter, til den gæst jeg er.. og især nu.." HAn holdt inde.
Nu stående helt bag hende, og betragtede hende bagfra.
orderne var halvt hviskende, og skabte den perfekte stemning af gåsehud, og interesse..

Hun fulgte ham med blikket da han begyndte at gå rundt, hun lyttede til hvad han sagde, det var lettere forvirrende, hun vidste ikke hvad han mente i det han sagde. Da han stoppede bag hende skævede hun om mod ham, hendes mund åbnede sig let, som om hun skulle sige noget, men hun vidste ikke hvad hun skulle svare til det som han havde sagt. Hun begyndte langsomt at vendt sig mod ham og sagde så "jeg ved ikke hvad det er du prøver på at sige!"

"Ikke vend dig!" HAns tone var ligepludselig langt højere..
Hun skulle ikke vende sig. så forsatte han i det rolige tonefald.
" ser du.. Du gør noget meget forkert.. som du burde gøre noget ved.." han valgte ikke at komme ind på emnet,
men trådte istedet helt om bag hende, så han kunne puste hende i nakken.
" Og nu skal jeg nok vise dig det.."
Det var som at lokke en løve ud af sin hule.. - det var farligt, og skulle gøres så forsigtigt, uden at skabe mistro! hvilket var svært - især fordi hun havde evner..
Så lod han uden videre, sine hænder, glide ned af hendes Kolde arme, helt ned til hendes hvide hænder, som han greb, og førte sammen bag hendes ryg. så vilkede han rebet om, strammede det og ventede hendes reaktion..
det var som om hendes kulde var koldere and hans, og hans fornemmede det stadig i fingerspidserne..

Hun stoppede i en skæv stilling, hendes blik nåede lige at ane hans, hun var forvirret
mens hun lyttede til det han sagde, blev hun stående som han sagde, ikke fordi hun ville adlyde, men fordi hun ville se hvad der så ville ske. Hun mærkede hans hænder køre ned af hendes arm, hun lukkede øjnene mens hun følte hans berørelse.
"hvad..?" hun blev afbrudt inden hun nåede at sige mere, da han tog hendes hænder og bandt dem, hvad ville han dog, troede han at et simpel reb ville holde hende.
Hun åbnede øjnene og kneb dem koldt sammen mens hendes arme blev helt stive i det "Raiden hvad er det du gør?
tror du det er klogt det du har tænkt dig?" spurgte hun med en kølig og ru stemme. hun ventede hans svar, mens hun knyttede sine hænder der var bundet.

Raiden smilede skævt, måske kunne hun smadre dette reb, og alligevel tvivlede han på hun ville forsøge.. Det galt om at handle hurtigt.
Roligt, og let lænede han sit hoved over hendes skulder mens han svarede roligt " nej det ved jeg.. det er langtfra klogt.. " han smilede bag hende.. " men det gør det kun så meget sjovere .." Han lod et stykke stof glide ned over hendes øjne, og bandt det.. så hun intet kunne se.. - de fleste folk kunne klare at miste hørelsen, og talens brug.. men synet var der ingen der ønskede.. Det gjorder at Sanserne skulle blive bedre, og man ikke anede hvad der ville ske..
Raiden tænkte over, hvad der mon ville foregå i Ambers hoved ligenu..
Så trådte han foran hende, velvidende at hun intet kunne se, og derfor ikke kunne se hans smil.
" HAh.. Tænk hvis dit 'afkom' så dig nu,," svarede han roligt, drillende,
og betragtede hende, uden at ligge skjul på det, hver en detajle..

Selvom mange ikke brød sig om tanken om at miste synet, så havde hun intet problem med ikke at kunne se, hun havde ofte jagtet uden at bruge sit syn, hun havde ofte bare trænet sine andre sanser, så hun lod ikke noget ske, hun kunne mærke hans kulde bevæge sig om hende, hun kunne dufte hans søde vampyr duft foran hende, hun smilede selvsikkert og sagde "og så om hun så mig, hun ville bare tænke du ikke var stærk nok til at klare sig mod mig uden at skulle binde mig og gøre mig blind før det!" hun lo koldt og hånligt. Hun lod ham gøre det som han havde i tankerne, rebene var så lette at rive op som var det en lille snor. hendes sanser var så trænet at hun ville kunne klare sig lidt, selvom hun var blind. Men hun var for nysgerrig til at gøre noget.. endnu..

Raiden svarede ikke.. Han mærkede vreden blusse op i ham..
Dog var det kun en lille advarelse.
Raiden havde mest af alt lyst til at svare igen, men gjorde det ikke, istedet
skubbede han hende op af væggen, så hendes ryg støttede mod.
Han lod så en finger glide ned af hendes hals, hvor de ar, han havde givet hendes stadig kunne ses..
hendes hud var iskold..
" ja, sikke stolt dit afkom måtte blive" svarede han hviskende..

Hun åndede stødt ud, da hun blev skubbet mod vægen, og hendes luft blev slået ud af hende. Hun mærkede sine hænder mod vægen, hun glattede hænderne ud på vægen og lod sig læne op af den, hun smilede let og hviskede "mmmh, som man da kan tirre dig, stadigvæk!" hun lo let, hun kunne ikke lade vær med at more sig.
Det hele var ret underholdende synes hun alligevel.
"men hvad du vil, er nok ikke noget mit barn bør skue!" svarede hun ham. hun mærkede hans fingre glide mod hendes hals.
Hun tav, men havde stadig et roligt ansigt, ventede på hans næste træk, hun fornemmede at han måske ville bide hende igen, men kunne ikke helt finde ud af hvad han enlig ville

" hvad havde du troet? at jeg ville lade dig slippe roligt afsted med den bemærknig?"
HAn fjernede sin hånd, fra hendes hals.. " jeg kunne bide dig.. " svarede han lavt.
Ikke fordi han ville.. på dette tidspunkt, men hun blev ved, kunne disse tanker hurtigt komme på bane.
hun duftede godt, en ting der ikke havde forandret sig..
Raiden lænede hovedet på skrå, og tog så fat i hendes bluse, så det blev revet i stykker, og gled ned af de kolde arme,
Et køligt smil var på det ligblege ansigt.
så rørte han igen hendes hals, denne gang gled han fingerspidserne længere ned, for at vække hendes sanser helt.

Hun smilede og sagde "nej, selvfølgelig ikke, jeg kender dig dog stadig lidt endnu!" Hun mærkede han fjernede sin hånd fra hendes hals "ja det ku' du, meget let, du har mig!" hendes smil forsvandt, hun mærkede hvordan han flåede hendes trøje af hende, hun følte sig bar, hendes kolde og hvide overkrop blottet.
Hun trak vejret blidt, mærkede hans berøring, den føltes så velkendt, så skøn. Hun indåndede hans søde dejlige duft, ja nogle ting forandrede sig ikke.

Raiden lod blikket glide over hende.. men det var knapt nok startet...
HAn Førte hende, ved at tage om hendes bare liv, med to stærke hænder, over i sofaen..
Der puffede han hende ned i liggende stilling, og fjernede bindet fra hendes øjne.
dog lod han rebet være, - hun lå med sikkerhed ikke behageligt, når hun lå der på ryggen, på sine arme.
men det betød intet..
Han betragtede hende oppe fra, før Raiden hev underdelen af.. Undertøjet var nyt.
Kulden var så slående..
han betragtede hende, liggende der. nu kunne hun da se.. hans egen skjorte var løs og helt åben. Afslørede de tydelige mavemuskler.

Hun lå i sofaen og så op på ham, hendes arme lå let ubehageligt omme på ryggen, hendes kraveben var tydeligt fordi hun lå sådan. hendes bryst var skudt op fordi hendes skuldre var i den position. Hun så på ham mens han tog tøjet af hende og af sig selv. hendes røde øjne var rolige. Hun betragtede ham mens hun skubbede sig let tilbage i sofaen, så hendes hoved lå oppe på den bløde armlæn. det gjorde hun lå en smugle bedre. Hun forblev tavs, hun mente ikke der var noget at sige. hendes øjne flyttede sig ikke fra ham, hun ventede hans næste træk

Raiden Betragtede hendes valgte stilling..
det var ikke dårligt, hvilket viste sig i et lille nik.
Nej, hun lå godt med forkroppen i hvertfald. til fuldt skue, og klar.
Vampyre var velskabte og alle pæne, men alligevel var det anderledes her.
Raiden placerede Hendes ben, så de hang over det andet armlæn.
han lod hånden, dovent glide op af hendes lår, da han atter så mod hende.
Smilet var lille. men det var der.
hvordan kunne man gøre andet, når sådan en krop lå foran ham? og når han trådte over hendes grænse med samlede ben, pg fik hende til at nyde?
Raiden lod hånde glide over hendes fremskudte bryst, nød den kildrende fornemmelse det skabte..
nød at hun ikke kunne gøre i mod..

Hun kunne ikke lade vær med at nyde det kan gjorde. den sitrende fornemmelse der kom gennem hendes krop hvor han kørte sin kolde hånd, hun fugtede sine fyldige læber, og så på ham med et roligt blik. Hun åndede blidt ud mens hun ikke strittede imod hans berøring, den var jo dejlig trods alt.

" Du nyder det allerede?" et lille smil var på hans læber..
dog havde hun allerede overgivet sig?
nemt.
Han lagde sig halvt over hende, og lod deres bare maver mødes.. kold hud.
På grund af hendes fremskukke forpati, havde han fri berøring, og syn.. det spilte han okke, og Mens han lod hendes mund, lukkede med et kys på underlæben, Lagde hans hånd sig på hendes ene bryst, og mærkede kulden, der ikke rørte ham..
Hun var næsten fuldstændig blottet, og det nød han..

"en af de ting jeg dog har savnet!" sagde hun med et listigt smil. Det de havde sammen, havde været specielt, godt, fantastisk når de var i sengen. det var det hun elskede, det kunne hun ikke benægte. og hun kunne ikke benægte hun ikke havde savnet dette som han gjorde. så derfor kæmpede hun ikke imod det han gjorde.
hvorfor skulle hun.

" hmm.. virkelig?" han så på hende, " hvad hvis din datter kom ind?" et listigt smil gled over ham, men han lod hende ikke svare.. Fik bare taget hendes sidste tøj af, så hun lå.. nøgen og ekstrem udsat under ham, som et tagselvbord.
Smagen af hendes blod mærkes i hans mund, selvom det var så længe siden han havde smagt hende..
Raiden flyttede hendes ene ben, op på ryglænet, og Rejste sig så halvt, betragtede hende i den fulde omfang, før han lod sine læber kærtegne ned over hendes bryster, med legene lethed..

Hun så på ham smilede, selvom han ikke gav hende tid til at svare før han tog hendes sidste klæder af, så svarede hun alligevel efter "hun kommer ikke, det ved jeg med sikkerhed. slet ikke nu, og slet ikke uden at give mig besked.!"
hun sitrede let da hans læber kærtegnede hendes bryst, hun lukkede øjnene og nød det.

Raidens Skjorte røg..
Han betragtede hende kort, af det hun sagde, og lod så låberne gled længere ned.
Kunne nærmest mærke den dirrende fornemmelse hun gemte under huden.
Hendes ben var spredt, og indbyede kun til at han skulle komme igang, Let lod han to fingre strejfe over
, jo hun var klar, og havde henlagt sig fuldstændig - næsten..
Bukserne røg.
Og til sidst var han helt så afdækket som hende..
Helt hvid, med det tydelige muskler, der spændtes efter behov.

Hun så blidt på ham, stolede alligevel på ham, som om alt det der var sket det sidste år, aldrig var sket, som om de var tilbage til hvad de var, da hun først mødte ham, og begyndte at føle noget, Hun ville gerne kærtegne hans krop, men blev holdt tilbage af rebet, som hun dog alligevel kunne flå i stykker, men gjorde det dog alligevel ikke.
Han havde vel et formål med dette. hun var stadig nysgerrig, og hun ville jo gerne have dette.

Raiden Tænkte ikke.. Betragtede hende kun, og lod så hånden glide om bag hende,
Løsnede Hendes reb, mens han trak sig ind i hende.
Hans mund søgte igen hendes, og deres kroppe var nu så tæt på hinanden som muligt,
Hans vægt var over hende, og Øjnene igen begravet i hendes. Raiden Skilte hendes læber med sin tunge,
Ord var ubetydelige, og derfor sagde han intet.

Hun lod sine arme glide væk fra den akavet stilling, og sank en smugle længere ned i sofaen nu hvor hun ikke skulle ligge på armene mere. Hun lod dem glide op af hans kolde arme.
Øjenkontakten var bindende, hun lod sine læber skilles, åbnede munden lidt og indåndede hans skønne duft. hun lod den ene hånd glide op mod hans kind, hun lagde den blidt og holde hans hoved ind til hendes, mens hendes fyldige læber omsluttede hans.