Tearless cries

Sted. Skoven
Vejr. Det regner
Tid. 20.43
Omkring. No one
Dag+ Dato. Onsdag den 9. december

Elizabeth sad ude i skoven. Hendes knæ var trukket op under sin hage og hendes blik var tomt og fjernt. Hvis hun kunne ville hun have haft grædt. Men hun kunne ikke. Nogle små hulkende lyde kom fra hende et par gange. Hun havde været så alene og ensom på det sidste. Selføli var det jo en del ved at være vampyr, men stadig... Hun havde ikke været alene i mange år, så hun kunne ikke holde ud at være det igen. Hendes røde hår klistrede til hendes kinder og hendes gyldne øjne var rettet fremad. Hendes kjole klistrede sig til hendes krop og hun ville have frøst, men kunne heller ikke dette. Hun håbede blot at hun i det mindste fik en forkølelse så hun kunne være indendøre med en god undskyldning..

Sophia var gået en tur i skoven, da hun endnu ikke havde den. Hendes øjne var dybblå, og gled omkring derinde, og betragtede de høje stammer og alle planterne. Indsugede detaljer.
Efter et stykke tid, opfangede hendes næse en duft. En vampyr-duft, heldigvis. Hun snusede lidt ind, og fandt snart ud af, hvor duften stammede fra. Hun gik i retning af den, og holdt godt øje med, hvornår vampyren ville dukke op.

Elizabeth havde siddet lidt ufokuseret, men spændte så alle sine muskler i kroppen da hun begyndte at høre en i nærheden. En vampyr duft sneg sig langsomt ind på hende. Hun lod sit blik gå rundt på sine omgivelser og ventede på at se hvem end der var ude i skoven.

Sophia trådte snart efter frem fra en klynge træer, og fik hurtigt øje på vampyren, som viste sig at være en pige.
Sophia nikkede kort til hende, og trådte længere frem. Hendes elektriske blå øjne forkuserede på pigens ansigt, og hun indprentede sig automatisk hendes duft, så hun altid ville kunne genkende den. Pigen så ikke for godt ud, synes Sophia. Hun var sikkert deprimeret over sin vampyr-status. Det var der efterhånden så mange der var, synes hun. Og hun forstod dem ikke!

Elizabeth gav et kort nik som hilsen og rejste sig langsomt op. Hendes ben var lidt følsesløse efter at hun havde siddet ned i så lang tid, men ignorerede det. Hun så på pigen med sine isklare øjne. Selvom at pigen allerede havde set hvor dårlig hun så ud, stillede Elizabeth sig alligevel med rank ryg og ville ikke have at nogen skulle se hendes følsomme side.

Sophia gik tættere på pigen, og hendes kolde øjne udstrålede ikke fjendtlighed, bare høflig nysgerrighed. Hun var aldrig fjendtlig overfor vampyrer, medmindre de var det over for hende! Så kunne hun være noget så bitchy!
"Godaften." Sagde Sophia stille til pigen. Hendes stemme var lav, men kunne alligevel sagtens høres i skoven. Især når man havde vampyr-ører.

Elizabeth så på pigen "Godaften" sagde hun i en silkeblød og høflig stemme og lavede et lille nik. Hun strøg nogle fingre gennem sit hår for at få det til at være lidt glattere.

"Er der noget galt?" Spurgte hun, stadig lavmælt, med en forsigtig stemme. Måske syntes pigen at det var frækt at en fuldkommen fremmed spurgte ind til hendes problemer, men Sophia ville jo gerne hjælpe, hvis det var muligt. Hun gik lidt nærmere vampyr pigen.

Elizabeth tog en dyb vejrtrækning som egentlig ikke var nødvendig. "Er bare lidt... ensom" mumlede hun og syntes at det lød dumt.

"Stakkels dig." Sagde Sophia ærligt. Det var det værste ved at være vampyr. Mennesker havde lettere ved ikke at blive ensom, synes hun.