Nothing special.

Dato: 07. December.
Årstid: Vinter.
Dag: Mandag.
Vejr: Skyet. Støvregn.
Sted: I Skoven.
Tid: Ved 10 tiden.
Omgivelser: Træer.

Ethan gik rundt mellem de mange træer. Her kom der ikke mange mennesker, og derfor kunne man være mere fri. Han tog ind imellem en løbetur, her sent om aftenen hvor han var alene. Det var småkoldt i vejret, men han ænsede det end ikke; Han kunne jo ikke føle kulde. Han var iført et par mørkeblå jeans, en hvid trøje hvor ærmerne var trukket op til albuerne og en halvåben sort jakke. Han gik rundt i sine egne tanker; Ænsede intet andet, selvom han kunne dufte et eller andet. et var ikke menneske. Snarere vampyr. Og dog appellerede duften til ham i så høj en grad at han så sig om efter den. Hvilket han plejede at kunne styre sig nok til ikke at gøre.

Adrian gik rundt et stykke fra ham, han havde ligeledes kunne dufte ham, nok til at vide at det var et hankøn. Men om han skulle søge efter ham kunne han ikke blive enig med sig selv om?
Han rettede sig lidt op og strøg en hånd igemmen det mørke glatte hår. Han var lige nu iført et par lyse bukser, en blå langærmet trøje, og sin grå filt jakke som var knappet ned til omkring halsen. Han lod blikket glide rundt efter den anden, men kunne dog ikke se ham.

Ethan snusede vider.e Det var en himmelsk duft. Og som den blev stærkere begyndte han at kunne dufte at det ikke var hunkøn, som han ellers ville have gættet på. Det var en han. Det kunne kun være en vampyr. En mandlig vampyr? Hvordan kunne han dog være så... Velduftende. Han snusede ind en ekstra gang, og tog sig i at drømme sig væk i et split sekund. Derefter susede han lynhurtigt op i det høje træ lige over ham. Helt lydløst. Han så udover skoven, mens han sad der på en gren. Helt stille. Han kneb øjnene lidt sammen, og fik øje på ham. Alt han kunne se var hans hårfarve, oppefra. Mørk. Han bed sig undrende i læben. Barn? Ung? Voksen? Gammel? Fjendtligt eller venligtsindet? Han betragtede ham i dyb koncentration fra træet.

Han slog blikket rundt, duften virkede strækere nu? Men se ham kunne han ikke. Vel fordi han kun kiggede i øjenhøjde? Han rykkede blikket op og så en fyr sidde oppe i et træ, det var dog et stykke væk alligevel, men se ham kunne han dog. Han smilte lidt i den ene mundvige og slog blikket ned som han gik videre. Om han havde set på ham havde han ikke kunne se, det var nok nærmere noget andet?

Han hævede et øjenbryn da han fandt hans blik hvilende mod sig. Han så hurtigt væk, og spekulerede. han havde da ikke set gammel ud i hvertfald. Han var vel lige så høj som han selv? Noget i den retning. Han kunne altså ikke slippe duften. Det var som om han bare måtte have den. Hvorfor og hvorledes vidste han ikke, men den var på en måde stærkere end selv et menneskes. Han havde ikke nået at se hans smil, men bestemte sig dog for at springe ned. Han måtte i det mindste finde ud af hvem han var. "Hey!" Råbte han efter ham. Et halvt sekund senere stod han igen oprejst på jorden, en snes meter fra ham. Det var svært at se ham tydeligt for mørket, for træerne og for regnen. Men han var høj, han var udødelig og han var en mand.

Adrian vendte sig om i mod ham, og stak hænderne i lommerne på sin jakke for så at rette sig op.
" Hey? " Han hævede let et øjenbryn og smilede skævt. Nu hvor han stod tæt på, følte sig næsten komplet omslynget af hans duft, og kunne stortset ikke dufte noget som helst andet end den fremmede fyr der stod overfor ham.

Han måtte virkelig styre sig for ikke at springe på ham. Hvad han ville gøre vidste han ikke. Men han kunne dufte til ham retsen af sine utallige dage? Nu blev han helt forvirret. Han stod bare og så på ham, men hans smil blødte ham lidt op. Han kløede sig lidt i nakken, og stod bare der. "Eh..." Begyndte han, men tog så de sidste skridt over til ham. Det tog ham ikke sekunder. Han stod nu kun et par meter fra ham, og selvom der var helt mørkt kunne han godt se hans omrids. Han var smuk, hvis man kunne sige det sådan. Hvad han kunne se var glinsende hvid hud med et smaragdgrønt skær oplyst af månen som næsten var fuld. Hans øjne var gullige og honningfarvede, og hans tøj var... Lyst? "Jeg tænkte bare på om vi skulle følges? Jeg skal egentlig ikke rigtig noget, og det er da fedt med lidt selskab?" Forsvarede han sig dumt. Han glemte helt at præsentere sig selv i al sin hast.

Adrian betragtede ham lidt, han var nu egentligt ret køn. Men han prøvede ihærdigt på helt at glemme det og så derfor mere på en plet lige bag ham, men det strøg helt automatisk tilbage til ham.
" Kun hvis du fortæller mig hvad du hedder?" Sagde han med et lettere skævt smil, " Min mor sagde altid at man ikke må gå med en fremmede? " Han så ned til hans fødder, og så tilbage igen med et lille smil. Han var egentligt ret høj?

Han kom til at grine. "Jamen så se det som at jeg går med dig, i stedet for at du går med mig. Så skal du også fortælle mig dit navn? Hehe, ej jeg hedder Ethan Connell, og kommer fra Belgien. Jeg ved godt at min accent måske er lidt underlig." Sagde han med et dæmpet grin, mens han gik om på hans side og begyndte at gå sammen med ham. Han trak vejret dybt og inderligt. Hver en indånding var som et stykke af paradis. Han glemte alt om blod, glemte alt om mennesker og aftensmad. Han kiggede op på ham igen. Der var en lille lysning, og derved kunne han se hans ansigt, betragte det på nært hold. Der herskede ingen tvivl om at han var vampyr. Det havde der heller ikke gjort før, men hans ansigt og hans krop var helt fantastisk. Hans øjne indtog en dybrødlig farve som han ikke selv kunne kontrollere. Han vidste det faktisk ikke engang.

" Jeg er Adrian, fra England.. " Han sendte ham et skævt smil og gik med ham. " Jeg syntes ikke din accent er mærkelig? Den er flot. " Halv brummede han og så på ham, da han så hans øjne kunne han ikke lade være med at smile lidt for sig selv, som han vendte blikket ned i den næsten frosne jord.
Han snusede lidt til ham og lukkede kort øjnene for bedre at kunne fornemme det. Han gik dog videre, alligevel følte han sig nu helt døsig over hans duft.

"Er der så dejligt der? I England?" Spurgte han, men fortsatte dog før han nåede at høre svaret. "Du har et flot navn, bare så du ved det. Det lyder også meget engelsk." Sagde han med et smil, og så ned i jorden mens de gik. Han lagde sine hænder i lommerne, og skuttede sig, hvilket faktisk var underligt. Han frøs jo ikke det mindste. Det var ved hans tilstedeværelse. Han håbede at han bare ville tro at han var meget sulten, og at det var derfor. Men det var jo også derfor? Til dels. Det var bare ikke efter blod. "Jeg synes selv den er lidt anderledes fra hvordan man taler her. Men jeg er da stolt af min herkomst." Sagde han og grinede lidt, og valgte helt at stoppe med at trække vejret før det ville gå over gevind. Men det var jo ligesom med slik; Man skulle altid have et ekstra stykke. Bare et sidste. Det gik ikke længe, før han igen begyndte. Det var som stoffer og ville have fået hans hjerte til at banke som var det sindssygt hvis det stadig havde slået.

" Mhnn.. Der er nu helt fint? " Smilede han og skævede i mod ham. " Er der noget i vejen? " Spurgte han stille og stoppede da han også gjorde det, mest fordi muligheden for at se ham var størrenår han stod i den lille åbning som de gjorde lige nu, hvor månen skinnede ret kraftigt på dem begge. " Du har også et flot navn, Ethan.. " Sagde han smilende og så op i mod månen.

Han smilede svagt til ham, og blev stående for at se på ham. Han rystede lidt på hovedet. "Nej da. Jeg har det fint. Og tak." Sagde han og vendte blikket rundt i lysningen. Der var egtnlig ret smukt, med træer til alle sider. Han strøg sig lidt over armen og følte sig lidt forlegen. Sådan plejede han slet ikke at være. han plejede at være en udadvendt og mandig type, men han følte sig lille nu og her. Ikke på en dårlig måde, dog. Men anderledes. Han så ned mod deres begges fødder. Hans blik flakkede.

" Du genert?" Sagde han lettere smilende, næsten mere til sig selv? Han begyndte at gå igen, efter at have set sig mæt i ham, eller. Det kunne han vidst ikke helt?
Han slog blikket op på ham som de gik videre med et lille smil. Han var nu egentligt meget sød, både som person, og udseende. Han rettede sig op som de gik, han var dog en smule lavere end ham, højest 8 cm ca.?

Han svarede ikke på det først, men gik bare videre sammen med ham. "Det er jeg vel. Det plejer jeg altså ikke at være." Sagde han. Det var som om de ord han ville have kommet ud med var 'Så kedelig er jeg ikke!', men det kunne han ligesom ikke rigtig. Han følte sig lidt dum, men han kunne nu godt lide hans selskab. Han havde de præcist samme tanker om ham. Han virkede som en utroligt sød og varmhjertet fyr, og derudover var han jo også virkelig dejlig at se på. Han havde lyst til bare at sætte tænderne til hans stålhud og dufte ham. Og smage ham.

" Ikke? Hvordan bliver man bare pludseligt det?" Han smilede skævt og så i mod ham igen.
Gad vide om han egentligt var så kold som han så ud. Han føltes varm, på en mærkelig måde. Selvom han jo ikke kunne føle det. ¨Han ville ihvertfald gerne mærke, men at se på ham var nu nok. Han var utrolig flot, irreterrende flot..

"Jeg har faktisk ingen anelse, for at være ærlig? Det er vistnok på grund af dig." Sagde han og smilede skævt op imod ham. *Pinligt pinligt pinligt! Fuck dig!* Tænkte han indeni sig selv og bed sig i læben. Men åh... Han sank bare dybt ned i hans smukke øjne. Hans var stadig fuldkommen blodrøde, men det var ikke fordi han havde brug for blod. Det kunne overleves. Han havde lyst til at røre ved ham. Mærke ham. Være tæt på ham. Han havde aldrig selv syntes at han var specielt flot, men Adrian derimod, han var uden tvivl det smukkeste han nogensinde havde set.

" De beklager jeg.. " Han sendte ham et lille smil og fortsatte deres gang, egentligt var det hele lidt mærkeligt med ham Ethan? Han var nu alligevel ret dejlig at være sammen med? Og utrolig smuk?
Han havde den samme trang som han, og smilt derfor bare til ham, " Du dufter godt.. " Mumlede han stille og så op i mod månen igen.

"Det skal du ikke. Det er dejligt at gå sammen med dig?" Sagde han og smilede varmt op til ham mens han gik videre. "Nå men fortæl lidt om dig selv? hvor bor du henne? Og hvordan kan det være jeg aldrig har set dig før?" Spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. Han tænkte at de måske burde sætte sig et sted. "Hmm, skal vi ikke gå et sted hen, hvor vi kan sidde og snakke? Der er nok ikke noget sted vi kan være mere uforstyrrede end her, men vi kan gå ned til stranden? Der er nok heller ikke nogen mennesker. Vi holder os bare fra La Push." Sagde han. Mon Adrian var ny her, og vidste om traktaten? Han selv havde været her i nogle måneder og kendte godt til den.

" Jeg har boet her et par måneder, men jeg har ikke rigtigt været så meget ude.. " Han smilede lidt og trak på skulderne.
" Lyder som en god idé, viser du vej? Jeg er ikke forfærdeligt godt kendt her, eller. Ikke vejene.. " Han smilede skævt og fugtede kort sine læber.

"hvorfor ikke? Vejret er jo ikke ligefrem godt, hvis man kan sige det sådan, her. Så vi kan let gå udenfor. Jeg bruger dog også meget tid indenfor. Men det kommer jo an på humøret. Måjeg spørge om noget? hvor gammel er du?" Spurgte han og så op på ham. Han nikkede og tog forsigtigt hans hånd for at kunne trække ham med ned mod stranden. "Vi er ikke langt fra stranden nu." Sagde han og smilede et skævt smil tilbage mod ham. hans hånd føltes ikke varm. Men det måtte være hans fejl, for den måtte da være varm. den var nu heller ikke kold. Han så ned på den. Den var helt hvid, men utroligt smuk. Præcis som resten af ham. Han strøg forsigtigt sin tommelfinger over hans håndryg, mens han i et roligt tempo trak ham med.

" Tjaeh. Jeg har bare ikke haft anledningen til at gå ud, ved mindre jeg var sulten.. " Han smilede lidt og så ned på deres hænder, han tog så fat om hans hånd, den føltes hverken varm eller kold? Det var vel fordi deres tempratur var nogenlunde ens. " Gammel nok.. " Han smilede skævt og så op igen, " Du er yngre end mig.. Tror jeg.. Du virker yngere."

"Hvor ung, tror du? Tja, jeg er nitten år gammel. Hvor gammel er du så?" Spurgte han med er smil. Han kunne godt lide at holde hans hånd i sin. Han trykkede den blidt, og stoppede pludselig op da de nåede den. De kunne se ud over hele stranden. Der var ikke en sjæl. Bølgerne stod højt, og vandet var alt andet end roligt. Det støvregnede stadig. Ethan smilede op til ham. "Har du været her før?" Spurgte han. Der var så åbent, så han var her kun sent om aftenen på vinterdagene, når ingen andre var i nærheden. På sådan en aften som nu.

" Jeg er 18.. Plus et par år?" Han smilede skævt og så op i himlen.. " Ja jeg har.. En enkelt gang.. " Han strøg svagt sin ene finger over hans kølige hånd. " Dejligt vejr.. "Mumlede han for sig selv, og gik lidt videre med ham.
" Men det er nu længe siden at jeg har været her... "

Han kom til at grine. "Plus et par år? Aha. Hvor mange, om man må spørge?" Spurgte han og sendte ham et skævt smil, med et hævet øjenbryn, hvorefter han så ud mod stranden og gik videre. "Ja, jeg er sgu egentlig meget dejligt. Afslappet. Og så dufter her af hav og salt. Den duft har jeg altid elsket. Men din er nu heller ikke værst, at du ved det." Grinede han, og puffede lidt til ham med sin hofte. Han smilede op til ham, og var vis på at hvis han havde været i stand til det, så ville han have rødmet meget kraftigt nu.

" 75? " Han grinede lidt og gengældte hans puf. " Du dufter også dejligt.. " Svarede han og så på ham, lige i øjnene et par sekunder, før han brød øjenkontakten igen og så ud over havet, " Det er nu ikke så meget mig, det lugter alt for stærkt.." Han smiled elidt og begyndteat gå hen i mod en bænk der stod et stykke væk på en form for terresse.

Han grinede, og gav ham en blid albue i siden, men kunne ikke lade være med at smile ved det. "Tak.. Hehe." Svarede han og fulgte med ham over til - Terrassen? "Hver sin smag, selvfølgelig. jeg er fra starten af 70'erne. Wow, du er jo gammel! Udbrød han med et grin. Det var nu ikke ment ondt, snarere kærligt. Han klemte om hans hånd for at vise det, mens han så ud over havet. "Men der er godt nok ikke meget blod at drikke i fisk. Desuden smager det.. Irk, af lort!" Sagde han og lavede ansigt.