First day and alone

S: Caféen i Forks
T: 16:43
O: Folk der går forbi på gaden og folk på caféen
V: Regn
P: En sort tyldnederdel og en pink top med sorte dødninghoveder og en sort læderjakke over. Sorte og slidte All Star og et nittebælte der hænger om hafterne

Janice nåede lige ind på caféen inden det begyndte at regne. Det var hendes første dag i Forks.
Hun havde bestem sig for at give stedet en chance, men det krævede meget af hende.
Hun havde altid hadet sin onkel og nu hvor hun var blevet tvunget til at bo sammen med ham, blev hun nødt
til at finde et sted hvor hun kunne hænge ud det meste af tiden.
Caféen var ikke lige sådan et sted hun havde tænkt sig, men hun fandt et tomt bord og slog sig ned.
Hun sad med benene op på en af de andre stole og stirrede ned i bordet. Hun havde armene rundt om sig og det sorte hår
hang ned over skulderen på hende. Hun havde en lyserød stribe i denne dag. Hendes øjne var tegnet op med masser af sort eyeliner og hun havde en smule sort skygge på øjene.
Hendes læber var som altid naturlig rød og hendes hud bleg. Hendes hår var puffet en smule på og kunne godt virke en
smule filtere men hun kunne lide det. Hun havde en pink sløjfe i pandehåret der var red ud til den ene side.
Hendes øjene var blå under den sorte makeup og hendes smil var aldrig kommet frem.
Hun lignede en der var ved at bryde sammen. Det var hun også men hun havde lært at holde det hele tilbage og
nærmest tage en maske på.

Sophia trådte ind i Caféen, for første gang. Hun kastede et ligegyldigt blik omkring sig, inden hun elegant gik op mod baren, og henledte sig bartenderes opmærksomhed. Han kastede et måbende blik mod hendes smukke ydre, og Sophia tænkte, at manden nok undrede sig over hvad sådan en skønhed, lavede i en by som Forks. Men et sådant udseende, burde man havde job som model eller skuespiller i New York og Paris.!
"Jeg vil gerne bestille en Coca Cola Light," sagde hun med hendes blide og gennemført perfekte stemme, der lød som klokker.
Manden nikkede håbløst, og hastede afsted for at hente det. I mellemtiden så hun sig omkring efter en sideplads, og hendes blik blev ledt over mod en pige, der sad alene ved et bord. Hun hævede et perfekt, buet, sort øjenbryn, da hendes blik faldt på pigens tøj, og hun rystede stille på hovedet, men besluttede sig for at ignorere det. Hun kunne klæde sig som hun ville. Så satte hun sig langsomt ved nabobordet, efter at hun havde fået sin Cola. Hun drak lidt, selvom det gav hende kvalme.

Janice løftede hovedet langsomt og så hen mod pigen der lige var trådt ind.
Hun så lidt underende på hende. Hun undrede sig også hvad hun mon lavede her.
Men hun gad ikke tænke mere på hende. Hun var sikkert snobbet, men hun villle ike dømme hende¨
på hendes udsennede. Hun så ud af vinduet, da regnen begyndte at løbe ned over ruden og det var allerede begyndte
at mørkene udenfor. Hun gøs ved tanken om at skulle hjem til sin onkel og ville derfor hurtigt skubbe tankken fra sig.
Hun måtte finde på noget at lave. Hun tog sin mobil frem for at se hvad klokken var. Tiden var gået langsom og den var kun lidt over fem. Hun trak kort på de små smalle skulderne. Det sorte hår gav et lille hop fra sig da hun rejste sig op
for at bestille en varm cacao. Hun gik med små langsome skridt tilbage til sit bord og satte sig ned,
men inden sendte hun et lille smil til pigen der var kommet ind.

Hun satte koppen fra sig på bordet og så igen ud af vinduet, for at se at regnen var taget mere til.
Hun sukkede dybt og tog en slurk af den varme cacao.
Hun rynkede på næsen da hun syntes at den var alt for sød, og satte den hurtigt fra sig på bordet.

Sophia sad og kiggede lidt vurderende over mod pigen. Efter hendes mening, så den unge pige lidt plaget ud, og i hvert fald ikke særlig glad. Da hun rejste sig op og gik op til baren, fulgte Sophia hende med blikket, og da pigen smilede til hende, blev hun en anelse overrasket. Piger, menneskepiger selvfølgelig, plejede ikke at vise hende venlighed. De reagerede for det meste fjendtligt, men det tog Sophia sig ikke af. De betød ikke noget for hende. De var blot føde.
Trods det, sendte hun et lille, skævt smil tilbage til pigen. Der var ikke noget galt i ikke at vise åbenlys ligegyldighed. Hun så ingen grund til at de andre i caféen skulle se skævt til hende, pga. den lille bagatel. Så hun smilede tilbage.

Regnen hamrede mod ruden og larmede en del, men Janice tænkte ikke over det.
Hun så for føste gang rigtigt rundt i lokalet. Der var ikke så mange mennesker som da hun lige kom.
De fleste af dem så ud til at være skoleelver der lige havde fået fri. Ved synet af eleverne slog en tanke ned i hende.
Hun skulle jo snart begynde i skolen. Ikke noget hun glædede sig til. Hun hadede at være steder hvor hun var ny.
Alle menneskerne der kiggede efter hende og snakkedee om hende, bare fordi hun var anderledes.

Hun gøs endnu en gang ved tanken og fandt en bog frem fra sin taske. Hun hev benene op og lod hovedet
hvile på hendes knæer. Hun åbnede bogen på den side der var lavet et lille fold øverst på siden.
Hun kunne dog ikke koncentre sig om bogen og bestemte sig for at være den flinke og rejste sig op.
Hun havde bogen i hånden og smed den tilbage i tasken. Hun tog sin varme cacao og gik hen til pige.
"Emh må jeg sidder her" spurgte hun og følte sig meget malplaceret.

Der gik noget tid, inden Sophia svarede. Hendes isblå øjne var stadig placeret på pigens ansigt.
"Hjertens gerne." Svarede hun så endelig, og sendte hende et smil. Det var ikke ægte, men det var umuligt at læse. Sophia var den perfekte skuespiller. Det blev hun nødt til at være, det blev alle vampyrer nødt til at være, for at kunne klare sig blandt menneskerne. I sit stille sind undrede hun sig kraftigt over pigen. Men hendes opførsel var måske normal her i omegnen? Hjemme i Italien, ville intet almindeligt menneske vove at tale til en del af Volturi-familien. Selvom menneskerne ikke anede noget om at de var vampyrer, blev deres navn altid nævnt med stor respekt og ærefrygt, da klanen spillede en stor rolle i byen.
Hun vendte sit blik mod glasset, som duggede pga. af kulden fra isterningerne og den kolde Cola, og tog det så op. Hun drak en lille slurk, og det var ligeså umuligt at se, at hun ikke nød den kolde forfriskning.

Janice lod sig falde ned på stolen. Hun satte cacaoen fra sig på bordet.
Hun bed sig i læben over at hun havde været så dum, normalt havde hun ikke begyndt at snakke med nogen hun ikke
kendte. Hvad gik der af hende, hun gav Forks skylden. Hun var sikkert allerede ved at blive sindsyg af stedet.
Hun prøvede ikke at vise at hun følte sig så dum og trist på samme tid.
"jeg hedder Janice" sagde hun og prøvede at virks bare en smule normal.
"Bor du her i byen" spurgte hun og drejede hovedet for at se over mod manden der stod ved disken.
Han så ud til at se over mod deres bord, men hun kunne nemt se at han ikke så på hende.
Hun var lettet, hun havde når folk så på hende. Hun var overbevist om at det var pigen overfor hende ¨
han så på. Hun så tilbage til pigen.

"Det glæder mig meget af møde dig Janice." Svarede Sophia. Hendes stemme var høflig, afbalanceret og perfekt. Hendes isblå øjne strålede af noget der kunne minde om venlighed.
"Jeg hedder Sophia Mauro Volturi," fortsatte hun sætningen. Man kunne tydeligt høre at hun stammede fra Italien, hendes accent var tydelig, men alligevel var hendes engelsk perfekt.
Hun kiggede pigen i øjnene, og kunne tydeligt aflæse, at hun ikke følte sig godt tilpas. Sophias opførsel hjalp nok ikke ligefrem, så hun besluttede sig for at være lidt varmere.
"Ikke rigtigt, jeg er kun på gennemrejse, kan man kalde det." Hun sendte hende endnu et lille smil, som afslørede perlerækken af kridhvide tænder.

"Volturi" sagde hun og nikkede lidt. "Kønt navn" sagde hun og gengældte smilet.
"Hvor er du så på vej hen, hvis du bare er på gennemrejse" spurgte hun og så på
sin cacao. Hun sendte den et ondt blik, fordi den var så sød.
Hun rystede undrende på hovedet over sig selv. Hun vidste ikke hvad der gik af hende.
Hvorfor opførte hun sig så underligt når hun var sammen med mennesker.
"Arbejder du som model eller sådan noget" spurgte hun da hun ikke kunne lade være med at tænke på det.
Faktisk var Janice ikke særlig glad for modeller, ikke fordi hun havde mødt en, men fordi at de altid skulle
slå folk i maven, eller sådan føltes det når man så en overskøn model poserede i tvet.
Hun var ikke selv pigen med mest selvtillid og så var det nemmest for hende at give alle
andre skylden. Men det var efter hånden ved at være en dårlig vane.

Hun rystede hovedet for at komme på andre tanker.
"emh har du smagt de her cacao´er" spurgte hun og kvajrede sig endnu en gang.
"okay nu skal jeg nok lade være med at snakke som en eller anden sindsyg person" sagde hun og sukekde af sig selv.

Sophia nikkede kort.
”Det ved jeg.” Hun elskede også selv sit navn, og synes at det var det smukkeste i hele verden. Og så havde italienere respekt for det!
”Jeg rejser bare lidt rundt, og ser verden uden for Italien,” svarede hun stille. Det var Aro der havde foreslået hende, at hun rejste fra Italien et stykke tid, og så verden udenfor.
Hun lo kort, af Janice’s spørgsmål om modelarbejdet. Hun lod som om hun var smigret, men spørgsmålet overraskede hende ikke. Hun vidste at hun var smuk nok til det.
Hun rystede bare på hovedet af hende, med et skævt smil.

Hun nikkede og var lettet over at hun ikke komenterede hendes dume spørgsmål.
"Så du kommer fra Italien" Det var ikke rigtigt et spørgsmål,
men mere en konstatering, da man nemt kunne høre det udfra hendes udtalen.
"Det er da en stor forandring, jeg mener der er da dejligt varmt i Italien, ogg her" sagde hunog rystede på hovedet.
"Koldt og regnfyldt" sagde hun og sukkede.
Hun savnede at mærke solens varme stråler mod sin krop, men der var jo ikke noget
at gøre ved det. Hun måtte bare tage det som der kom.

Der kom en flok elever mere ind og rummet blev hurtigt fyldt med mere larm.
Alle så ud til at kende hinanden, da de med det samme kastede sig ud i en længere samtale om forskelige små ting.
Janice fulgte nogle af dem med øjnene, men efter et stykke tid så hun fra dem til Sophia.

Sophia nikkede langsomt, og nippede kort til hendes Cola. Ad! Hun modstod trangen til at skære ansigter pga. smagen, og kiggede istedet på Janice.
"Ja, jeg er født og opvokset i Italien. I Volterra." Hendes blik blev fjernt, mildt og kærligt, ved tanken om byen og hendes elskede familie deri. Hun savnede dem, men hun måtte jo også se verden udenfor.
"Jo, det var en stor forandring!" Nikkede hun, "men man vænner sig jo til alting." Det var sandt. Ligesom hun havde vænnet sig til at indtage f. eks Cola, så menneske ikke blev mistænksomme. Væske som f. eks Cola, kakao og den slags, var ikke så slemt som når hun var tvunget til at spise mad. Det var ekstremt kvalmende!

Hun nikkede kort til hende med et lille smil spillende om hendes læber.
"Hvad fik dig til at se lige præcis Forks" spurgte hun
Janice vidste ikke hvorfor hun blev ved med at sprøge ind til hende,
men der var et eller andet over hende som gjorde hende.. Mystik.. Unaturlig..
Hun lod en lille fnis slippe fra hende hals.
Hun grinede ikke af hende, men af sig selv.

//Sorry det kort indlæg var ikke så kreativ x3//

Sophia trak på de smalle skuldre.
"Tja. Vel fordi, at jeg har hørt at der sker meget i byen!" Nok ikke den slags ting, som menneskepigen Janice havde nogen idé om. Sophia kiggede undersøgende på hende. Gad vide om nogen havde fortalt hende hemmeligheden? Det var der nok ikke, for så ville hun straks kunne se, at Sophia var "en af dem". Men hun fik det nok af vide før eller senere. Det gjorde de fleste mennesker, der hang ud med vampyrer.

Janice vidste ingenting om de mange vampyr, der levede i byen.
Derfor kunne hun ikke forstå at der skete noget i byen.
"Ehm, hvad sker der her omkring" spurgte hun
Hun havde ikke selv stødt på noget som man direkte ville kalde sjov.
Der var da ikke andet at lave end at snakke med folk, ellers skulle man da væk fra Forks først.
Hun rystede lidt på hovedet, da hun prøvede at komme i tanke om hvad der kunne være sjov.
Når hun lod hende svare og se om hun havde ret.

Regnen havde faldet lidt og det drybbede, efterhånden bare lidt, og blæsten var bare taget over.
Nogle af busken stod helt til siden, da blæsten var blevet så hård og Janice havde ondt af drengen der
skulle cykle. Der så ud til at være meget svært. Hun vendte blikket mod Sophia.

Sophia lo en klingende latter, der lød som vindklokker.
"Tja, det lyder måske lidt underligt.." Begyndte hun, og kastede et blik omkring sig. Byen emmede af kedsomhed! "men jeg er sikker på at der er masser at lave her, når man vænner sig til byen!" Hun smilede skævt til Janice. Hvis det var hende der fik fortalt, at der skete meget her i byen, ville hun havde leet. Der skete ikke en dyt i Forks, hvis man var menneske i hvert fald. Men det var Sophia jo gudskelov ikke!

"Sikkert" nikkede Janice ikke særlig overbevist.
"Men så tror jeg man skal vænne sig ret meget til byen" tilføjede hun smilende.
Hun lagde hænderne om den efter hånden afkølet, krus og drejede kruset i mellem
hendes små finger.
Vejret var ikke blevet bedre da hun kastede et kort blik ud af det store vindue.
Hun bed sig kort i læben og slog blikket ned mod krusset.
Janice så tilbage til den plads hvor hun sad før, hun havde sat sig ved Sophia, for at tjekke at
hendes taske stadig var der. Det var den heldigvis.
Endnu en gang vendte hun blikket mod Sophia og smilte.
"Men når du mener sjov, hvad snakker du så om, fester, drenge, sport eller lektier" spurgte hun og rynkede lidt på
den fine lige næse. Hun var ikke selv til det med lektier og drenge det gik heller ikke.
Hun havde ikke fundet en hun havde syntes så meget om. Hun havde været meget alene i byen.

Sophia trak svagt på skuldrene.
”Det er så nok rigtigt,” svarede hun, til det med at man så skulle vænne sig ret meget til byen! ”Men jeg er god til at tilpasse mig.” Hun smilede skævt, og kastede også et flygtigt blik ud af vinduet. Hmm, det var ikke pænt vejr. Men hun kunne jo være ligeglad. Uanset hvor meget det regnede og blæste, sad hendes tøj, hår og makeup altid perfekt.
”Tja, jeg ved ikke. Jeg tror bare at der er et godt fællesskab her i byen,” svarede hun langsomt og tankefuldt.
"Jeg skal nok holde øje med, at ingen render med din taske." Hun havde fuldt Janice's blik, og kunne godt se hvad hun kiggede på.

Janice smilte og takkede med et nik.
"Fælleskab?" sagde hun i en spørgende tone.
Hun havde aldrig tænkt på det, men nu var hun jo også helt ny i byen og havde derfor ikke vænnet til stedet endnu.
Janice tænkte den samme tanke som Sophia, at hendes hår, tøj og makeup sikker ville sidde perfekt lige meget hvilket
vejr det var. Noget en hver pige ville ønske sig.
Der var mange flotte piger og drenge for den sag skyld, i byen. Så mange at det var helt overnaturligt.
Alle meget ens. Enten var de ligblege, smukke, elegangte og hver og en var så fortryllende at se på. Og deres stemmer,
var som 1000 sølvklokkers spil. Og så var deres "fjender" Hun havde lagdt mærke til at de ikke kunne klare synet af hinanden.
"De anderledes" var dejlig lysebrun med fantastiske brune øjne, meget højre og stærkt bygget, som de var skabt til at smadre, men dog var lige så elegandte som "de blege"

Janice havde givet dem hver sit navn. Og hvert navn dækkede dem godt.
Det passede perfekt. Men dog til tider syntes hun at der var noget farligt over dem.
Selvom Janice ikke havde lagt så meget mærke til alt mulig andet, havde hun bemærket det.
Hun havde måske ikke lagt så meget mærkt til de små ting, fordi hun optaget af at betragte de smukke "mennesker" der var omkring byen.

"Men har du ikke noget familie" spurgte hun da det undrede hende at ikke havde sagt noget om dem.
Janice havde selvfølgelig heller ikke nævnt noget om sin familie, hun troede ikke det ville intressere hende,
og hun ville derfor ikke kede hende med den samtale.

"Joh, de venskaber der er opstår, de holder... ah, for evigt." Hun smilede skævt, så hendes kridhvide gifttænder glimtede let i skæret fra det sparsomme lys. Hendes øjne glitrede muntert.
Hun var næsten ved at le. Det måtte være utroligt frustrerende for menneskepigen, at Sophia snakkede så mystisk. Men hun synes det var ganske fornøjeligt! Hun kunne jo ikke fortælle hende, at størstedelen af byens beboere var udødelige, blodsugende, perfekte skikkelser og brandvarme, formskiftende, stinkende væsener. Men hun gad nu godt se Janice's ansigt hvis hun gjorde. Hun ville tro at Sophia var sindsyg, eller bare havde en ekstrem underlig/nedern humor.

"Familie? Åh jo, bare ikke her i Forks. Min "familie" bor i Frankrig. Det er ikke min rigtige familie, men de har taget mig til sig. Jeg ved ikke hvem mine forældre er, jeg kan ikke huske dem." Sophia sagde det sidste meget stille.
Hun kunne ikke huske sin rigtige familie og hele sit menneskeliv, og det var de voldtægts-svins skyld! Efter hun var blevet overfaldet og voldtaget, og næsten slået ihjel, fandt Aro hende, og førte hende til Volturi-borgen, hvor han bed hende, og kærligt plejede hende. Derefter var han hendes nærmeste familie, sammen med Caius og Marcus og alle livvagterne, og i det hele taget resten af Volturi-klanen. Men hun elskede dem, som menneskebørn elsker deres forældre. Hun stod i evig gæld til Aro, mente hun selv, så hun ville gøre hvad som helst for ham.
"Hvordan er din familie så?" Spurgte hun så Janice, og så undersøgende på hende, med hovedet let på skrå.