Sneen ligger tungt i skoven..

Dag: Fredag
årstid: vinter
Vejr: det er for engang skyld skyfrit, og det sner
Sted: Skoven
Omgivelser: Kun anikka


En svag lyd af poter der ramte sneen kunne høres rundt omkring.
En ulv med brun pels, som der var sne i, og tungen ud af munden løb sig en tur.
Annika løb så hurtigt hun kunne for hun ville væk,
væk fra hverdagen, væk fra alle mennesker.
Lige i dag ville hun kun være ulv ikke noget med menneske form eller noget.
Hun satte farten ned og stoppede til sidst helt op.
* hva skal jeg lave?* tænkte hun trist.
Der var intet hun kunne lave og det gjorde hende trist.
Alle lugtene og omgivelserne var de samme:
Ingen ulve, ingen vampyre og kun træer og sne.
Annika lagde sig ned i sneen og lagde poterne under hovedet,
hun vidste ikke hva hun skulle gøre ller lave..

En hylen hørtes i det fjerne. Sneen hobede sig op. Et panisk ulvehyl kom denne gang.
Dawn rystede sig i den bunke sne, som allerede havde lagt sig om den stakkels ulveskikkelse.
*Hvor jeg dog hader sne...* tænkte hun irriteret, vippede med en hvid pote. En pote, som
egentlig var hvis uanset hvad. Hun havde den lyse farve i sig, og holdt af det, selvom hun
hele tiden mindede sig selv om sne med denne farve pels.
En fært af noget kom i rækkevidden. Der var en ulv i nærheden. Dawn fik et let smil over
sig, selvom man jo egentlig ikke kunne se det, nu hvor hendes skikkelse var en ulv. Hun
fnøs let af sneen, som lå i bunker omkring den lille ulv, Dawn. Dumme sne... Dumme træ,
som kastede sin sne over Dawn. De dybblå øjne var vendt fremad, ventende. Hun håbede,
at den anden ulv snart dukkede op i synsfeltet. Dawn løftede let hovedet. Det var en fantastisk
dag, sådan alt i alt. Hun rynkede let på næsen. Ja næsten magisk med den sne.

Annika løftede brat sit hovedet,
da hun hørte et hyl.
Hun satte i løb og sneen fløj omkring hende.
Da hun var kommet over itl der hvor hun havde hørt hylet,
stoppede hun op og så en hvid ulv ligge i en sne buke.
Hun grint elidt, men det lød som en hosten.
* ligger du godt? * spurgte hun sarkastisk og
kiggede på den hvide ulv,
hun var selv brun så hun var let at se i det smukke
sne landskab og det var denne hvide ulv ikke helt..

*Kunne ikke ligge bedre* Smågrinte Dawn til den brunlige ulv. Stortset var det kun
de dybblå øjne, som var tydelige i den snebunke, som Dawn selv lå "begravet" i.
Hun rynkede let på snuden. Dumme sne... Vinteren medbragte da heller intet andet
end problemer... og sne.
Dawn løftede let sit hoved, som hun rystede, og sne stod ud til alle sider af snebunken.
Hun prøvede at grave sig fri, og heldet viste sig i de dybblå øjne. Forpoterne fik hun
op, og vippede lidt med den ene, så det lidt lignede et vink, som havde de været i deres
menneskelige skikkelser.
*Vil du hjælpe mig fri?* Spurgte Dawn med et let grin. Hun nøs. Sne alle vegne...
Det flotte landskab lå for poterne af dem, og så kunne Dawn kun nyde det fra en bunke
sne... Altså!
Dawn mindede om sne-ulve. De hvide ulve, som levede utroligt kolde steder. Hvis man
tog efter det første indtryk man ville få af hende, ville man tro hun kom fra Grønland
eller lignende.

Annika lagde hovedet stille på skrå
og kiggede ned på den hvide ulv,
som lå begravet i sneen.
* selvfølgelig* tænkte hun grinende.
Hendes poter begyndte at grave sneen væk
fra den hvide ulv og det fik sneen til at
flyve rundt omkring og så lande i en lille bunke
bag hende.
Annika grinte og kiggede på den hvide ulv.
* og du er?* tænkte hun muntert og fortsatte med at grave..

Dawn betragtede taknemmeligt den brunlige ulv. Hvor var denne ulv heldig,
at den kunne ses i sneen, i forhold til Dawn selv. Sneen stod ud til alle sider,
men sjovt nok, så ramte intet af det Dawn. Hun smilte let.
*Mange tak! Fordi du ved... Gider hjælpe* Tænkte Dawn. Hun følte sig flov.
Det virkede jo dumt, at sidde halvt begravet i sne... Og så lige på en god
dag.
*Jeg hedder forresten Dawn Lastrange Moonshine. Hvad med dig?* Tænkte
Dawn til den anden ulv. Denne ulv virkede så venlig, hvilket var meget rart.
Lige hvad Dawn behøvede.
Hun skubbede mod sneen foran sin mave, og en lille bunke sne trillede væk.
Det så ud til, at Dawn nu mere eller mindre var helt fri fra sneen.
*Jeg er vist fri nu, tak* Tænkte Dawn til den anden ulv, der havde hjulpet
Dawn. Hun kom op at stå, og rystede sin pels, så sneen stod ud til alle sider.
Rart at komme af med al den sne, selvom det ikke var tydeligt, at sneen ikke
sad i hendes pels længere.

Annika stoppede langsomt med at grave
og kiggede på den hvide ulv.
* øv, det var lige så sjovt* tænkte hun trist,
da hun stoppede helt med at grave.
Hun betragtede den hvide ulv lidt tid og kom så
i tanke om at der var blevet spurgt om hendes navn.
* Annika Fakir* tænkte hun muntert og rystede pelsen,
så sneen kunne komme ud.
Den hvide ulv, som åbenbart hed Dawn virkede
meget sød og rar og det var dejligt for Annika at
vide at nogle ulv ikke hele tiden tænkte på kamp.
Selvom hun selv gjorde det nogen gange..

Dawn betragtede Annika. Hun havde en flot farve pels - En farve, som
Dawn indimellem ønskede sig, hun selv havde. Hvid virkede så... Så
kedeligt i længden.
Dawn puffede let til Annika drilsk, puffet havde været let, så man lige
kunne mærke, og hverken for hårdt eller for slapt. Hun rynkede let på
næsen.
Det var sjovt med alle de lugte, der kom om vinteren, og som så forandrede
sig, når det blev sommer. Det hele var fantastisk som ulv, egentlig. Også
selvom der var blodbæsterne... De var blot et bump på vejen, intet andet.
De dybblå øjne smilede helt til Annika.
*Har du været længe her i Forks?* Tænkte Dawn med øjnene vendt mod
Annika. En fantastisk dag blev bedre her... Annika virkede virkelig sød,
hvilket var virkelig rart. Intet andet end rart.

Annika puffede blidt tilbage
og kiggede lidt rundt mens
hun betragtede hendes hverdag.
De smukke træer, sneen og
menneskerne ude ved husene.
* jeg har boet her hele mit liv*
tænkte hun og vendte stille blikket
mod Dawn.
Dawn havde sådan en smuk farve pels,
den farve som Annika altod havde ønsket sig.
Hun havde gået og klaget til sin lillebror
da hans ulveskikkelse fik en creme farve
fordi at den mindede im hvid, den brune
farve syntes Annika at man så tit hos ulve.
Hun ville være en anderledes ulv,
selvom hun godt vidste at hun allerede var
det, ville hun være mere anderledes.
De fleste hun kendte syntes at hun var en smuk ulv,
men hun syntes selv at hun var for almendelig.
Hun rev siig væk fra sine tanker og kiggede på den
smukke hvide ulv.
* hva med dig?* tænkte hun muntert,
Hun var altid bedst til at tale med ulve-piger end
drengene for når det var drengene kæmpede hun
for det meste med dem, især hendes lillebror.

Dawn stilte sig i kort tid op på to ben, og puffede let til Annika med den
ene af Dawn's egne poter. Hun lavede et lavmælt hyl, et glad et. De blå
øjne bar et smil i sig, og pelsen bevægede sig i den lette vinter vind.
*Hele dit liv? Wow... Men samme her* tænkte Dawnmed et let suk.
Hun holdt sig tit ude, da hun var begyndt at hade, at være derhjemme.
Hun følte, at hendes plejeforældre ikke forstod Dawn... At de ikke
ønskede at forstå hende. Hvis de bare vidste, hvad hun var!
*Et helt liv her føles som en evighed, men man kender det meste
ud og ind...* tænkte Dawn muntert. Selv talte hun ikke rigtigt om
sine plejeforældre. Hun havde altid ønsket sig søskende. (Skal siges,
at Dawn ikke kender til sin tvilling, Eva, endnu xD).
Et suk lod inde i den hvide ulvs tanker. Hun følte sig for anderledes i
forhold til alle andre. Hun ville være en ulv, som var mere som de
andre i farven... Hun smilte dog stadig et svagt ulve-smil.

Annika kiggede på Dawn,
med et lille smil.
* jeg forstår dig..
min bror er ligesom mig
og vores forældre er bange for os* tænkte hun.
Alle hendes minder dukkede op i hendes tanker:
Mindet om hendes mor der prøvedet at berolige hende,
det hvor hun blev forvandlet og det med Seth hvor han lige pludselig sprang på Annika i ulvefom,
men hun nåede i sidste øjeblik at forvandle sig,
Alle hendes kampe o.s.v
Annika smilte med øjnene og puffede deb hvide ulv blidt med næsen.
* men vi kommer vel over det på et tidspunkt?* tænkte hun,
det skulle havde lydt som en bekræftelse, men dog lod det som et spørgsmål.