Spændings søgende.

Tid: halv fire
Sted: En kæmpe mark uden for Forks
Omgivelser: Der er øde, kun stupper af afgrøder stikker op af den kolde jord
Vejr: Sorte skyer har trukket sig sammen, så det kunne tyde på regn og evt. torden og så er det koldt.
Årstid: Det sene efterår.

Amira kom gående over det øde område med langsomme og eftertænksomme skridt. Hun havde en dyb rynke i panden og hænderne i forlommen på den grå hættetrøje hun var iført, med hætten trukket godt op over det lyse hår. Hendes høje mørke skikkelse kunne tydeligt ses trods mørket der allerede var ved at falde på. Her var stille, kun vindens susen hørtes, ruske i de store træer i skoven der grænsede op til marken på den ene side. Enhver normal person ville have flygtet, både af frygt for det måske kommende tordenvejr, men også på grund af den en smule uhyggelige og døde stemning der var over stedet.
Men Amira kunne ikke flygte, om hun så ville, hun havde fået strenge ordrer fra alfaen om at patruljere området, da alle varulvene nu var igang med at finkæmme områder der lå tæt på Forks for de undsluppende morderiske vampyrer.
Hun havde gået rundt i skoven i efterhånden fire timer, og da hun begyndte at trænge til en afveksling for alle de træer, kom der heldigvis denne enorme, gudsforladte mark. Hun så ned i jorden med et stift blik, hvor hun kunne se de bare fødder bære hende fremad. Hun behøvede ikke at kigge sig omkring for at finde ud af om der var mordere i nærheden, hun ville sikkert alligevel høre eller lugte dem først. Hun regnede alligevel ikke med at finde dem, de satans bæster var jo så hurtige at de sikkert var over alle bjerge nu, hvad skulle de blive heromkring for?
Hun spyttede i jorden og skævede op, bare for at som om der var nogen.

Claire havde nægtet at flygte fra Forks, den som hun virkelig kunne lide, et menneske, boede jo derinde. Desuden ville hun ikke bare sådan uden videre flygte ligesom Amber havde gjort. Amber var dog ikke den person som havde myrdet personer, men det var vel Claire? Hun lagde godt mærke til vareulven der var ude på denne øde mark. Hun kunne ikke dufte andre i nærheden, så var denne vareulv alene? Hun så ingen stor fare ved denne vareulv, hun havde heller ikke lyst til at slås. Desuden hvis denne vareulv nu gerne ville slås, kunne hun bare bide, da giften jo rent faktisk kunne dræbe en vareulv. Problemet var bare at vareulve lugtede så fælt, så hun vidste ikke om hun kunne få sig selv til at bide denne vareulv. Hun kom ud på marken og så bare på vareulven med de lettere blodrøde øjne. Hun var iført en revet og sort kjole, ligesom den hun havde haft på i flere uger. Hun så ingen grund til at skifte tøj, da tøjet alligevel blev oversmurt med blod og blev beskidt af de forskellige ting hun nu gjorde. Hun så op imod himlen, da det trak sig sammen til torden. ”Bare tag det roligt DunDun..” mumlede hun og så over imod vareulven. ”Jeg skal nok udføre det du stoppede” hun havde i sinde at vareulvene skulle væk. Hun ville ikke have noget med vareulve at gøre, men hun mente bare at de ikke tilhørte dette sted. Hun mente ikke at de skulle have lov til at leve frit rundt. De var hunde som skulle holdes i snor!? Nogle der kun var til for slave arbejde. Menneskerne var kun til for at man kunne få føde. Hun så igen over imod vareulven og begyndte at gå over imod den. Lugten var ikke ligefrem noget hun brød sig om, en våd hund og noget værre som hun ikke kunne lugte hvad var. Hun så sig lidt omkring for at sikre sig at der ikke var andre.

Amira havde for længst lugtet at en vampyr var nær. Den sødlige stank der rev i næseborene var noget hun ville kunne genkende til hver en tid. Hun havde ikke vendt sig om, fordi at hun vidste at i morderenes arrogante sind, troede de ikke på at ulvene var kloge nok til noget som helst, og denne vampyr troede sikkert heller ikke på at Amira havde opdaget hende.
Som altid, når en morder kom nær, begyndte det sår som Amira havde på håndleddet at klø. Det var et sår som morderen Duncan engang havde givet hende, men det kunne ikke heales, selvom at hun havde haft det længe nu. Men nu var det mere blevet en skattet del af hende selv, end et sår givet af en morder. Hun kløede langsomt på sit håndled, før hun uden den mindste skælven, vendte sig for at stå ansigt til ansigt med en smuk pige som hun med det samme genkendte fra efterlysningen *Claire* tænkte hun med et skævt smil i det rolige ansigt "Godeftermiddag Claire" sagde hun roligt men med en snert af sarkasme i stemmen.
Den dybe rynke hun havde haft i panden havde glattet sig, og hendes ansigt var nu fuldstændig udtryksløst.

”Amira” sagde hun med en lettere kølig stemme og nikkede let til hende som en venlig hilsen som tegn på at hun ikke ville hende noget. Amira burde også kunne mærke at hun var en smule svag lige på dette tidspunkt, men selvom at hun var svag, kunne hun sagtens slå Amira ud. Hun så lidt på hendes håndled og hun kom i tanke om Duncan. Hun savnede ham kunne hun godt mærke. Hun savnede hans måde at kalde hende Engel på og den måde som han altid kiggede på hende. Men det var vel forbi? Hun fugtede let sine læber og så sig lidt omkring, før hun så på Amira igen. ”Du patruljere.. alene?” smilte hun en smule skævt og kom til at grine lidt af det. Hvor dumme kunne vareulvene ikke lige være? Hvordan kunne det være at de patruljerede så langt fra hinanden, for når Claire kom frem hos en vareulv, ville de andre ikke kunne lugte hende fordi at de var så langt væk. ”Hmm.. du er helt alene.. er det ikke risikabelt?” hendes stemme var lettere hæs, men lod alligevel ret smukt. Hun så lidt op og ned af Amira. ”Du har overhovedet ikke ændret dig siden sidst” hviskede hun let og lod en hånd køre igennem håret med vilje, så mere af hende duft kunne ramme Amira. Men selv holdte hun vejret så det var at lugten ikke kom hen til hende af en ussel vareulv.

Amira kneb øjnene sammen. Hun brød sig ikke om at være så tæt på en morder. En person (hvis man da kunne kalde hende det) som havde taget livet fra så mange mennesker, hun fortjente ikke engang at leve selv.
"Jeg hører til den stærke del af os" hvislede Amira sammenbidt "Og du er svag Claire.. Du er nem" Hun rynkede på næsen af den sødlige stank, der gjorde hende en smule svimmel. "Jeg er stærkere end som så.." Hun knyttede hænderne sammen. Der var ikke nogen der skulle betvivle om hvorvidt Amira kunne klare tingene selv. Hun kunne klare alt selv, og det havde hun stædigt påpeget, da Kate havde bedt hende om at tage en eller to med. Men hun havde ikke lyst til at andre skulle komme til at lide under det, hvis hun selv begik et fejltrin.
"Hvor er Mizzar? Burde i ikke holde sammen på et tidspunkt som dette?" hun rynkede brynene. Hun havde faktisk forventet at de ville være sammen. Hun havde bare ikke forventet at finde dem.

Hun grinte lidt af hendes lille spørgsmål og hun rystede på hovedet. ”Han har venner der vil støtte ham, i forhold til mig hvor andre lader mig være” hun grinte lidt og så sig lidt over skulderen, før hun så på hende igen. ”Og desuden kender jeg ham knap nok.. han hjalp mig bare” hun grinte lidt og trak på skuldrende. ”Der var ingen andre der ville hjælpe..” mumlede hun og så lidt på hende. ”Men jeg er nu glad for at han dræbte en af jeres.. jeg havde ellers troet at han ikke kunne finde på det, men han gjorde det?” hun prøvede at holde sit lille ondsindede grin tilbage. Hun så lidt på Amira og lagde godt mærke til den knyttede hånd. Hun grinte lidt og rystede på hovedet, ”vil du virkelig gerne slås..? kendte du da den der døde meget godt?” hun fugtede let sine læber og kunne godt forstille sig hvad det her kunne blive til. Hun dansede lettere og elegant tættere og tættere på vareulven imens at hun stadig holdte vejret. Hendes egen duft kom dog nærmest ud til alle sider. Hun kunne godt se hvor meget det egentlig irriterede Amira, men hun hadede dog selv Amira ret meget, så hun havde ikke så meget imod det.

"Der er ingen grund til at lave en scene, du kunne også bare følge med uden at gøre modstand?" Amira vidste godt at det kunne der overhovedet ikke blive tale om, og derfor var der også en drillende undertone i hendes stemme.
"Jeg kendte ikke meget til den varulv som Mizzar myrdede, men vi passer på hinanden, modsat jer mordere"Amira spyttede på jorden med et hårdt blik, for at vise sin modvilje overfor vampyrer. "Men det er dig som prøver at få fat i Lucas" Det var en lav hvislen og Amira så på Claire med et brændene blik "og jeg vil ikke tolerere flere angreb imod mine venner Claire.."
Bekymringen for Lucas havde længe brændt inden i hende, og nu stod hun over for den pige som ville tage livet af hendes ven.
Hun mærkede at hendes krop begyndte at ryste svagt, hun var ved at blive vred nu, og hendes krop ville forvandle sig og flå hovedet af Claire. Men hun gav ikke sig selv lov til det.
*Stakkels Claire, har ingen venner til at støtte sig* tænkte hun med et lille foragtende smil på læben.

Hun grinte lidt, ”du ved da også godt selv at det kan der ikke blive tale om” smilte hun skævt, da det var at Amira nævnte det med at selv at gå med. Hun havde godt hørt den drillende undertone, derfor var hun selv kommet med det. ”Nå.. Lucas var din ven?” hun grinte let og rystede på hovedet af det. ”Jeg ville ikke rigtig gøre ham noget.. jeg var bare en smule tørstig” hun fugtede let sine læber imens at hun talte, hun blev stadig ved med at holde vejret imens at hun talte. Hendes lettere blodrøde øjne så lidt op og ned af Amira. ”Men.. hvis du ikke har noget imod det, tror jeg lige at jeg smutter for at myrde lidt flere..” hun grinte lidt af det og rystede på hovedet. Hun elskede virkelig det, hun var tørstig og havde overhovedet ikke noget imod at myrde nogen, nu var der heller ikke rigtig nogen der kunne sige til hende at det var forkert, fordi at det allerede var sket? Og nu hvor Amber ikke var i byen, var der ikke nogen der kunne få hende til at stoppe med at myrde folk. Det hele blev ved med at køre i hendes hoved, siden at hun var kommet tilbage fra det med Amber, havde hun kun tænkt på mord. Ja, hun havde været sammen med Daniella, men derefter var det hele bare om at få glemt Amber. Den eneste måde hun kunne det, var at blive ved med at myrde og myrde og få noget at drikke.

"Lucas er under min beskyttelse" hvæsede Amira. Hun brød sig ikke om det sultne blik Claire have "Du er syg i hovedet Claire" sagde hun indædt "hvordan fanden kan du få dig selv til bare at myrde alle der kommer tæt nok på?!" Amira lukkede kort øjnene, før hun åbnede dem igen og så skarpt på Claire, med et blik der brændte af raseri "Kan du ikke tænke på andet end at drikke blod?" spurgte hun og mærkede hvor meget hun væmmedes ved vampyren der stod over for hende, som tydeligvis havde glemt alt om at være menneske. Den kvalmende stank gav Amira lyst til at brække sig, og komme af med den smule mad hun havde fået den dag. Hun mærkede sulten gnave indeni sig, men som sædvanlig valgte hun at ignorere den. Men det kunne Claire åbenbart ikke. "Jeg burde bare slå dig ihjel lige med det samme, du har for længst overskredet traktaten.. Hvorfor fanden i helvede har Amber overhovedet ladet dig slippe afsted med det her??" Amira havde godt nok ikke meget til overs for Amber, men så længe at hun kunne finde ud af at overholde traktaten kunne hun ikke gøre så meget.

”Det kan godt være at jeg er syg i hovedet.. men det er noget de fleste mener” hun så lidt på Amira. ”Men helt ærligt, jeg lever bare som jeg vil.. og jeg er ikke bange for at indrømme at jeg elsker når jeg høre andres smerte og skrig” hun smilte skævt og grinte en smule over det. Det var rigtig nok, hun elskede at høre på menneskernes skrig og hver gang de bad om nåde. Bare den måde de var på, hver gang hun så på dem med de kolde øjne og hver gang de blev skræmt. Hun kunne ikke helt gøre for det, det var bare sådan hun var født. Hun elskede at se nogen lide. Og hver gang der var for stille omkring hende, kunne hun finde på at gå ud og jage noget mere. Hun var nærmest en stor narkoman af at høre på andres skrig. Da Amira nævnte Amber så hun med det samme på hende. ”Har du ikke hørt det? Hun er her ikke længere” hun smilte skævt. ”Hun kan intet sige til mig..” hun fugtede let sine læber og så sig lidt omkring. ”Det hele er forbi.. jeg køre mit eget spil her, også må I jo bare kigge på” hun fugtede igen sine læber, før hun begyndte at løbe væk fra Amira. Hun gad det ikke længere, hun var jo nødt til at trække vejret på et eller andet tidspunkt. Hun smilte skævt og så lidt over skulderen. Lige pludselig fik hun færten af et menneske ( lad os nu bare sige at der er et menneske i nærheden xD ). Hun smilte skævt og begyndte at følge duften af dette menneske.

"Du kan ikke få lov at spille dit eget spil så længe vi er her" svarede Amira koldt. Hvad skete der for de der vampyrer? Det var nærmest som om at de tændte på smerte. De var psykisk ustabile hele bundet!
Da Claire fortalte at Amber var væk, blev Amira nærmest foruroliget. Trods at Amber var en vampyr, kunne hun i det mindste holde styr på de andre.
Det kom helt som en overraskelse for hende da Claire pludselig løb og med et sprang hun efter hende. I ulveform.
Hurtigere end øjet kunne følge det havde Amira transformeret og en gigantisk creméfarvet hund var nu efter Claire. Amira kunne også lugte mennesket og vidste med det samme hvad Claire havde i tankerne. Hun indhentede hurtigt Claire og sprang over hende, så de begge tumlede til jorden. Amira brølede vildt og holdte Claire fast under sig.

Hun sukkede, da det var hun godt havde set hvad det var Amira ville hende. Hun rystede på hovedet og fik Amira meget let sparket væk fra hende. Hun så irriteret på ulven og fik sig rejst op. "Gid du kunne holde dig væk!" hvæsede hun og kunne stadig dufte mennesket. Hun ville så gerne have noget blod?! Hun hungrede nærmest efter det, hun kunne mærke at hun godt nok stadig var en smule mæt efter at havde drukket Mizzars blod, men alligevel ikke? Hun grinte lidt af ulven og rystede på hovedet. Claire gjorde sig klar til at slås hvis det var sådan det skulle være!? Hun hadede når nogen forhindrede hende i at få noget at drikke. Hendes syle spidse tænder kom lidt bedre til syne og her burde Amira se hvad det var Claire var i sinde til at gøre. Bare ét bid fra en vampyr, så ville en vareulv dø nogle få timer efter eller måske minutter? Giften fra en vampyr ville ingen vareulv overhovedet kunne klare. Men Amira var selv udenom det? Hun stoppede hende i at få noget at spise. Hun lod tungen glide ud til hendes underlæbe imens at hun blev ved med at se på Amira, klar..

Daniella kom gående i omegnen uden for forks. Hendes sorte hår var sat op i en høj, og fyldig hestehale.. Hendes kindben var ret tydelige idag, i forhold til ellers. Hun havde en lang snehvid kjole på, der gik til knæende. Hun havde nøgne fødder, og et køligt ansigtsudtryk. Hun havde set en efterlysnings plakat, der omhandlede Claire. og derfor var hun kommet i et dårligt humør og hun følte sig en anelse skuffet over hende. Hun ville tale med Claire om dette. Det var hun helt sikker på. Hun havde forstået hele historien som om at Claire og en medskyldig havde gjort noget kriminelt, og det ville hun altså ikke tillade af Claire. Dog virkede det forkert at hun ikke ville tillade det, da Claire gjorde som det passede hende. Men hun måtte vide hvad hun syntes om dette. I samme øjeblik mærkede hun at det skar i hendes næse. Lugten var fæl. varulve lugt. og lidt efter kunne hun også dufte en vampyr duft. Claires. Hun måbede og så rundt.. Der var ingen mennesker der så hende. Hun styrtede mod lugtene.

Amira knurrede ildevarslende og gik frem og tilbage foran Claire. Hun havde ikke tænkt sig at gå til angreb lige med det samme, for når alt kom til alt, så hadede hun vold.
Men det var svært for hende ikke bare at kaste sig over Claire med det samme, med alt sin kraft. Hun lugtede en ny vampyr komme nærmere, men lod sig ikke mærke med det. Hun koncentrede sig kun om Claire, holdt øje med enhver muskel der bare antydede at den ville bevæge sig. Hun ville have Claire med tilbage til Forks, og lade alfaerne gøre det af med hende, Amira ville ikke gøre det selv, det var ikke hendes ansvar.
Hun trak læberne tilbage fra tænderne, så man kunne se dem, mindst lige så spidse som Claires.
Hun frygtede ikke Claire det mindste. Men hvis hun ville gøre endnu et forsøg på at nærme sig mennesket, hvis lugt heldigvis blev svagere hvilket måtte betyde at han eller hun var på vej væk, så ville Amira gå til angreb, og ikke bare "for sjov" denne gang!

Hun smilte skævt imens at hun så på Amira. Hun kunne lige pludselig dufte Daniella komme. Hun så lidt over imod det sted hvor det var hun ville komme og kom til at grine lidt af det. Hun rystede på hovedet og så på ulven. "Det menneske dør nok på et eller tidspunkt, så hvorfor ikke bare dræbe personen nu?" spurgte hun roligt og trådte et skridt tilbage. Hun vidste godt hvad det var vareulven tænkte, men det kunne hun ligeså godt glemme?! Hun havde ingen planer for at forlade denne verden, ligesom så mange andre havde gjort for tiden. Hun fugtede let sine læber, hendes tænder løb i vand da hun så gerne ville have dette menneske. Hun begyndte derefter at løbe meget hurtigt, så det var svært at se hvor det var hun egentlig var løbet hen.

Amira fandt på en million forskellige forbandelser som hun sendte over Claire da hun med et krigshyl igen læb efter hende.
Denne gang (med kløerne fremme) kastede hun sig over Claires ubeskyttede ryg og borede neglende dybt der ind. Hun lavede en lang dyb flænge ned langs ryggen og satte tænderne i hendes hårde hud i nakken.
Hun faldte dog til jorden og måtte slippe sit tag i Claire for at genvinde balancen, som hun gjorde. Blodet løb fra hendes tænder, flammerne stod i hendes øjne og hun fik lyst til at rive Claire fra hinanden. Dog ikke spise. Hun smagte af helvede til, værrere end hun stank! Amira knurrede højt.

Det havde ikke skadet Claire ydeligere meget, men selvfølgelig kom der sår efter det. Hun hvæsede og vendte sig om, "din forbistrede køter!" hvæsede hun og hendes øjne lynede lettere irriteret over hvad det var hun lige havde gjort. Hun sprang med det samme på vareulven. Hun var jo langt hurtigere end hende, da hun jo var en alfa. Hun reagerede meget hurtigere på alle mulige slag og hun kunne nemt løbe meget hurtigere væk. Men hun hadede virkelig når der var nogen der angreb hende, i hvert fald vareulve, der ikke havde noget med hende at gøre. Hun hoppede op på Amiras ryg så det ville være umuligt at ramme hende med de skarpe tænder som hun nu havde. Hun havde sine sylespidse tænder fremme og havde i sinde at bide Amira, hun skulle bare lige få sig selv til at kunne gøre det. Hun holdte så godt fat at hendes negle gik ind under ulvens pels. Hun ville nu også vente til at Daniella var fremme.

Amira hylede højt, og kastede sig desperat imod jorden med ryggen først så Claire tog af for det hårde stør. Et normalt menneske ville der have brækket samtlige knogler i ryggen, og til sin store forbitrelse vidste Amira dog alligevel godt at Claire ikke ville tage yderligere skade af det.
Men den slimede igle skulle ikke røre ved Amira, som faktisk stadig havde lidt ondt i ryggen og diverse andre steder efter at hun var kommet op og slås med en han vampyr som hun stadig ikke kendte navnet på.
Amiras raseri imod den her pige som havde taget livet fra hvad der sikkert var hundredevis af mennesker, byggede sig mere og mere op, hendes dyresind kunne slet ikke klare alle de rasende tanker, og negative føleser der var rettet imod Claire. Hun følte det som at hendes hovede var ved at sprænges.

Hun grinte lidt af det forsøg som vareulven nu kom med. Hun rystede på hovedet af det og så på den. "Giv nu op!" hvæsede hun lettere irriteret imens. Hun blev ved med at have hendes lange negle oppe i hende. Hun så sig lidt omkring, hvor blev Daniella af!? Hun kunne ikke tro at hun var så utrolig langsom.

Daniella løb hurtigt frem. Der gik få sekunder, og så var hun nær nok til at hun kunne se varulven, og Claire. Hun måbede let og stirrede bare på Claire, som havde et sår på ryggen. Hendes blik vendtes langsomt mod varulven. Hun kunne med det samme regne ud at det var varulven der havde gjort det. For såret så så nyt ud. Hun kunne bare ikke tillade, at vovsen dér havde påført Claire den skade, hvis det altså var den. Hun løb så hurtigt som hun kunne hen til Claire. Hun havde helt glemt at hun var sur på Claire. "Hvad har det kryb gjort?" spurgte hun hidsigt Claire og sendte varulven et dræberblik.

Amira sprang på benene, væk fra Claires negle der skar i hendes ryg. Sårene blev hun til små mærker, som derefter blev til helt normal hud. Ligesom alle andre sår.
Hun stirrede på den nyankommende hun vampyr og knurrede dæmpet. Hvad fanden havde den tøs med det her og gøre? Troede hun at hun var heltinde eller sådan noget?!
Så typisk vampyrene at de bare ikke kunne klare sig selv uden hjælp.
Regnen begyndte langsomt at falde. Amira smilede taknemmeligt, for trods at sårene var healet var hendes pels nu helt fyldt med blod og den ville regnen nu vaske væk.