Ved flodens bred

Tid:19:34
Årstid:efterår, næsten vinter
Dag:Fredag
Vejr:det har sneet. Lige nu er der kun få skyer på himlen, ellers er der en masse stjerner og en måne(fantastisk en måne xD)
Sted:ved floden
Omgivelser:ingen bortset for Ay.
På:mørkeblå, stramme, cowboy bukser, sort læder jakke, sort tshirt aka top indenunder, Sine converse der er dækket med sølvpallietter over det hele. Det korte, lyse hår sidder en smule pjusket.

Ay løb rundt oppe i træ toppene. Hun nærmede
sig Queets river med en ualmindelig hastighed og
efter få minutter sad hun i et træ der vendte ud
mod bredden og floden. Hun hoppede ned på sin
normale katteagtige måde og rejste sig op med en
styrke der strålede ud af hende. Hendes blik var koldt
og hårdt, selvom hun var i fantastisk humør indeni.
Hun så sig lidt omkring og sprang så op på en stor sten
aka. klippe der lå nær flodens bred. Hun satte sig på hug
deroppe og kiggede tænkende ned i floden som havde
fået et sølv skær over sig pga månen.

Dominic kom løbende, men smed sig på jorden og borede neglene ned i jorden og så rundt med et ansigt der kunne fortælle alt det den havde været igennem, men han dirrede og rystede bare over hele kroppen. Han råbte højt, men kom så på benene og havde ikke et sindssygt ansigt mere, men et mere koldblodigt ansigt, men han var ikke sindssyg eller noget mere ligenu som om han havde to personligheder. Han havde en sort og åben skjorte på så man kunne se hans veltrænet krop, han havde sorte bukser som sad løst på hans underliv med et par sorte sko som sad perfekt på hans fødder. han kunne lugte en anden vampyr i nærheden og løb imod hvad han kunne lugte af, en hun vampyr.

Ay havde fået færten af en anden Vampyr. Hun rejste
sig op og snurrede samtidigt rundt så hun lignede en
spiral. Hun spejdede ind mod træerne, med et ansigt
der ikke viste andet end at man skulle passe på med
at gøre noget dumt, lige meget hvem man var. Hun var
i skæld ud humør og man skulle ikke komme og gøre noget
forkert over for hende, medmindre man havde lyst til at
få en helveds masse ballade med hende. Hun kiggede igen
ned på vandet, men vendte så blikket mod skoven igen

han kom hoppende ud fra træernes toppe og stod nu foran Arya "jamen goddag Ary." sagde han lidt koldt, men stadig lidt venligt fordi det var en artsfælle og en ven. Han så på hende og afventede hvad hun ville sige til ham når hun så at det var ham der stod der nu, men hun ville jo nok ikke smile det gjorde nogle folk jo aldrig, men man kunne aldrig vide med Arya. Han så lidt på hende og tænkte over hvad hun havde gået og lavet siden de sidst mødtes, han spekulerede meget på det som et mysterium for ham ligenu.

Emily's ben hang ud over grenen hun sad på,
og hendes øjne havde en god udsigt ud over alle de andre træer.
Hun havde for længst lugtet de to vampyrer, men hun ignorerede dem.
Emily begyndte stille at vugge hendes ben frem og tilbage i en let flydende dag.
Hun mærkede lugten blive skarpere,
og hostede uvilkårligt!
Sikkert en alfa..

Et lille smil bredte sig over hendes læber,
som det jo altid gjorde når hun var på tryg
jord"Jamen Goddag Nici"sagde hun med et let
smil. Hendes ansigt formørkedes dog hurtigt da
stanken af køter kom i næsen på hende*Varulv,
helt klart alfa!*tænkte hun bittert imens hendes
øjne søgte hunden. Hun hoppede langsomt ned
fra stenen og skævede over mod Nici for at se
om han også havde fået færten af ulven

Emily himlede med øjnene og fik øje
på de to vampyrer bag ved nogle træer
og sukkede... SÅdan var de jo alle
sammen!! Varulve?! ÅH NEJ, hvor KLAMT!
Hun grinede lidt for sig selv og smilede
svagt inden hun lagde sig over stammen,
og lukkede øjnene med et tilfredst smil.
Emily kørte en hånd igennem det brune
hår, det nu gik hende til langt ned på
ryggen.

"Træd tilbage Ary.. Du kan hjælpe om lidt men ligenu skal du ikke kæmpe mod en alfa køter!" sagde han og så på hende med et alvorligt blik, han ville ikke ha' at hans venner skulle blive såret af sådanne køtere!. Han så rundt for at finde ud af hvor den ildelugtende køter kom fra så han kunne overraske den med et angreb "kom frem din.. køter! sagde han snerrende og så på efter køteren.

Ay havde fået øje på hende, hun sad gemt
mellem nogle blade oppe i et træ ikke så langt
væk. Hun lagde hovedet let på skrå og smilede
til hunden, det var et beroligende smil, som om
intet ondt fandt sted lige nu. Et smil, Ay var vandt til
at sende hvis folk skulle begynde at blive urolige eller
nervøse. Hun hoppede bagud og landede blidt på klippen
igen. hun satte sig ned i skrædderstilling med hænderne
i skødet, for at betragte hvordan det hele nu ville udvikle
sig.

Eftersom køteren ikke ville komme vendte han rundt og gik over imod Arya igen med et lilel venligt smil. Han satte sig ved siden af hende på klippen og så på hende "hvordan går det så Ary?" spurgte han nysgerrigt hvilket ikke var unormalt ved ham, han havde altid været nysgerrig om hvordan folk havde det og hvad der var sket i den tid han ikke havde set de personer han kendte..

"Fint, jeg er måske blevet en smule mere...
kold"Sagde hun med et skævt smil og kom til
at tænke på den ulv der havde prøvet at slå hende
ihjel samt Volturri familien"Jeg har i hvert fald ikke
siddet og kedet mig"Sagde hun med et smil"Hvad med
dig?"spurgte hun og skævede op mod ulven

"Hmm du keder dig aldrig hva?" spurgte han med en drillende tone. Han så på hende og tænkte lidt tilbage "tjaaé jeg er blevet.. stærkere og en alfa vampyr.." smilte han stolt og så på hende "hmm men hvad har du så lavet siden vi sidst sås?" smilte han en smule koldt til hende, han vidste ikke hvorfor.

"hmm en masse!! været tæt på at få
volturrierne til at tage mit liv! flyttet
lidt, fået nyt hår, navne skift og tilbage
igen!...du ved har været en smule forvirret"
Sagde hun med et smil"nårh ja og lige i øjeblikket
er jeg igang med at beskytte et uvident menneske
mod Claire"Sagde hun med et skævt smil"Hvad har
du lavet?"

Emily's øjne viste intet.
De mødtes kort med vampyrens og hun sendte ham bare et køligt, ligegladt blik på en måde der bare fortalte ham at han skulle holde sig væk. Selvom han var Alfa havde hun jo sin evne til fordel, ikke?
Emily himlede med øjnene.
"Og hvis jeg ikke vil kæmpe..Igle?!" Snerrede hun tilbage, blot mere fredeligt end ham.
Hendes attitude var stærkt overlegen, og hendes øjne viste en stærk vilje, og en rolighed der ikke kunne oivergåes.
Hun ville ikke kæmpe med dem. Ville ikke bryde traktaten og få sin egen flok i farer..

"Godt du kender din plads i traktaten.. køter!" sagde han og så på den med et koldblodigt blik over skulderen og havde håbet at han kunne havde anklaget denne køter for at overtræde traktaten, men det ville nok ikke ske.. Han så på Arya igen og havde lyst til bare at dræbe den køter fordi han hadede at havde lugten af køter i næsen som tit gav ham et utroligt adrenalin skub.

Hun kiggede surt på ulven! nu ødelagde hun jo lige
den gode stemning*forbandede køter!*tænkte hun
irriteret. hun lagde stille en hånd på hans overarm, for at
signalere at det ikke ville nytte noget for ham at angribe
denne køter"Lad hende være, hun er ikke det værd!"
sagde hun lavt og kiggede på ham, hvorefter hun skævede
op mod hunden, og så så, ned på det sølvfarvet vand

"Hun er intet værd! Hun holder sig alligevel til traktaten" sagde han og satte sig igen. Han så på hende "men jeg har som du hørte før, blevet en alfa og har så været i Italien hvor jeg boede i et par dage og jeg mødte Volturri familien" sagde han og så på hende og håbede at køteren ville holde sig fra dem, ellers ville den bryde traktaten.

"Tja jeg skal faktisk over og besøge volturri familien
snart"sagde hun med et smil"Men det lyder som om
dit liv har været stille og roligt, ikke ligesom mit, hvor
der kun findes komplikationer"sagde hun med et suk
og lænede sig op af ham. På en eller anden måde følte
hun sig umådelig træt. På den anden side var hun vild
frisk. Hun kunne ikke bestemme sig for hvad hun var

"Lad mig komme med, det føltes som om de syntes godt om mig eller også bilder jeg mig det ind" sagde han en smile drillende og så på hende, han havde intet imod at hun lænede sig op af ham. Han lagde en venlig arm om hende "helt stille og roligt er det heller ikke ligefrem, jeg er tit oppe og slås med en køter!" sagde han og så på hende.

"det ville da være hyggeligt med lidt selskab"sagde hun med
et smil"Tja mit liv er bare et stort kaotisk, kompliceret, puslespil"
Sagde hun med et suk"Det bliver godt at komme lidt væk fra det
hele!"sagde hun."men jeg er vidst lidt kendt hos volturrierne!"
sagde hun med et skævt smil"Jeg bed min lillesøster da hun var
6 år"sagde hun med et skævt smil

"Hehe så kan vi holde hinanden ved selskab" smilte han og så rundt og kunne stadig lugte køteren. Han så på hende med store øjne "da hun var 6 år ?!" spurgte han og så på hende med store øjne og undrede sig over at hun havde bidt hende i den alder...

"Det skal jo nok blive hyggeligt" sagde hun med et smil
og lukkede stille øjnene"Tja hun ville have været død,
og det kunne jeg ikke klare, så jeg gav hende et
udødeligt liv. hun hadede mig i omkring 100 år før hun
blev god igen"Sagde hun med et smil og ignorerede køteren,
da hun ikke gad at koncentrere sig om den lige nu

"Hehe og du vil blive overrasket.." sagde han og så på hende. Han fik en trang til at jage ligenu, men holdte det inde selvom den var stor, men han begyndte at tænke på hvordan Volturri familien vilel reagere når de så ham igen for anden gang og denne gang med en anden. Han så på hende "tjaaaé nogle folk kan bære nag i mange år, og som vampyr kan det nok vare i 50-100 år som du siger, nogle gange mere desværre." sagde han og sukkede. Han ville ignorere køteren, men lugten var så stærk at han havde lyst til bare at hoppe på den og flå den fra hinanden.

"Hvad mener du med at jeg vil blive overrasket?"
Spurgte hun nysgerrigt og kiggede op på ham med
et meget nysgerrigt blik."Tja men hun er jo god nok
igen nu, selvom hun har tænkt sig at vende tilbage til
Australien! hun bryder sig vidst ike særlig meget om
menneske livet"Sagde hun med et smil. Hendes søster
var meget dyrisk og vild, mere end nogen anden vampyr
Arya nogensinde havde mødt

Emily kiggede ned i jorden.
"Faktisk, så er der ikke længere nogen traktat" Sagde hun stille. dog så de kunne hører det.
"Claire dræbte 4-5 mennesker midt i byen, angreb 4 varulve hvor hun dræbte den ene...." Emily tøvede. "Imens mennesker så på det.. Så.. Jeres folk har brudt traktaten.."
hendes øjne var ikke sørgmodige..Eller glade. De var trætte og ligeglade med det hele.
Sargas var ligeglad. Menn han var ikke værdig til at være alfa..

"Så kæmp dog din feje køter!" råbte han og rejste sig og gik nærmere køteren med et koldblodigt blik og havde nu fået det sindssyge blik i øjnene igen, han havde lyst til at flå denne ulv fra hinanden, flå kødet af knoglerne og brænde alt til aske og sprede det ud i havet. Han gik nærmere og ville ikke bruge sin evne endnu, men først hvis de kæmpede.. det ville sige hvis køteren turde at kæmpe mod en på sit eget niveau..

Arya kiggede vredt op på hende"Nu siger jeg det
kun for sidste gang køter!! Det var ikke Claire der
dræbte den forbandede hvalp! Det var Mizzar!"Hvæsede
hun. Hun sagde det kun fordi at hun var stolt over det
Mizzar havde gjort og ville ikke have at Claire skulle have
æren af det. Hendes brune øjne blev langsomt røde af raseri
"Men vi kan da godt slås hvis det er det du er ude på"Sagde hun
og lagde hovedet let på skrå imens hun kiggede på hende med et
udfordrende blik

Emily slog en klokkeklar munter, måske lidt sukkersød, latter ud.
"Hvad får jer til at tro at jeg vil kæmpe?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
hun smilede muntert og kørte en hånd igennem håret.
"Det var jo ikke kun Mizzar, vel?" Konstaterede hun og smilede skævt.
"Nok var det ham der dræbte varulven, men der er også en del sårede, hvilket Claire har gjordt. Så kom du ikke her og sig du ved mere om det en jeg gør, vel lille ven?"

Han kunne mærke noget boblede op i ham, noget dejlig skønt. Han lod hovedet falde ned imod jorden, sådan blev det indtil der kom en latter, en blandet latter af glæde og galninge latter hvor han kiggede op og gik med hurtige skridt imod køteren "jamen så lad mig da starte en lilel slåskamp så der kan komme noget spænding til denne samtale ikke også lille køter?!" sagde han og kunne mærke at han havde det utrolig.. skønt sådan her..

"Har jeg måske sagt det?"spurgte hun koldt
"mig skal du ikke kalde lille, pusling! jeg er sådan
ca. 158 år ældre end dig! så det er nok mig der skal
sige lille ven til dig"Sagde hun sukkerkoldt. og stod allerede
på jorden igen. Hendes øjne var blevet mørkebrune igen. Hun lo
hånligt af ulven"se inderst inde kender du jo faktisk din rigtige plads
her i samfundet! Ellers ville du jo kæmpe mod os lige nu! Eller er det
fordi at du er...Bange?"spurgte hun og kiggede på hende med et løftet
øjenbryn

Emily grinede let.
Sådan her var, underligt nok,
alle igler hun havde mødt..Alle!
"Hør nu her. nu skærer jeg det ud
i pap for jer, små venner!"
Hun smilede sukkersødt og nikkede.
"JEG.. VIL.. IKKE.. KÆMPE!"
Emily smilede skævt og trak på
skuldrene. "hvem siger også at jeg
er 19?" Spurgte hun med et farligt
glimt i øjnene. Varulve vokser jo
først når at de er blevet fuldt ud
udvoksede og har en syg selvkontrol.
Så Emily havde levet i over 50 år,
og 2 år som Alfa.
"Er det forstået? Eller kan jeres små
hjerner ikke få det ind?" Det sidste
blev tilføjet i et syrligt tonefald.

"Du er stadig kun et barn!! og det vil du altid
være i mine øjne! kæmp eller ej det må dine
mavefornemmelser jo bestemme!! men ung det
er du! du kan protestere herfra og til dommedag!
men du vil forblive et barn i mine øjne!"sagde hun
koldt. og stod på midten mellem træet og klippe stykket
hun før havde siddet på.

han stod stille og smilte bare som en galning "jamen så er du jo et let bytte.. seeees" vinkede han og forsvandt ved hjælp af sin evne og dukkede op bag ved køteren "hejsa igen og.. FARVEL!" sagde han og tog fat i to træer hvor han sparkede hende væk med fuld kræft på som faktisk var utrolig kraftigt eftersom han var en alfa..

Emily smilede svagt da hun betragtede Ayy.
"Ja..jeg er ret så ligeglad..Men det må du jo
selv om, ikke?" Sagde hun og lagde hovedet
på skrå. Hun mærkede dog straks et kraftigt
spark i ryggen, efterfulgt af en knasende lyd
fra hendes ribben. Emilys syn blev tåget, men
hun mærkede ikke smerten. Kun vreden der
sydede farertruende inde i hende. Smerten
i ryggen fortog sig stille og roligt og hun landte
med en lidt usikker balance på jorden. dog på
benene. Emily vændte sig om og bed smerten,
der nu ikke var så stærk, i sig ved at bide sig i
læben. "Så.." Mumlede hun og rettede sig op
med en allerede healet ryg. Hun healede meget
hurtigt, da hun jo var Alfa.

Han stod bare med en arm og hovedet nede imod jorden og nød den knasende lyd af køterens ribben "gjorde det ondt?" spurgte han med en lille uskyldig stemme, som om han var et lille barn og gik ikke fremad, men kiggede bare ned i jorden imens han grinte lavt så de kun lige kunne høre det..

Emily nikkede nogle gange. "Tjoh..
Lad mig sige at det da kunne mærkes"
Sagde hun med et sukkersødt smil og
stragte sig igen. Emily kørte en hånd
igennem håret og gabte, over Doo.
Sikker da en duum vampyr.. Uklog
og rigtig, rigtig utålmodig.. Vidste han
ikke at den tålmodigstee altid vandt?
Nårh nej. det var han jo for dum til at vide.

Ay kiggede på dem. hun var selv en normal
vampyr. Indtil videre i hvertfald, så hun vidste
ikke helt hvad hun skulle gøre mod denne hvalp.
Dog havde hun ikke tænkt sig bare at stå og lave
ingentin og kigge på at tingne skete! Hun udtænkte
hurtigt hvad hun skulle gøre. Og smilede så grumt
til køteren. Hun gik langsomt hen i mod den, men dog
ikke for tæt på. hun kiggede på hvalpen med hovedet
let på skrå og et grumt smil, der ikke kunne fortælle
Aryas egentlige tankegang, eller vise hvad hun var ude
på. Det kunne nemlig være tusinde ting! men indtil videre
ville hun ike vise hvad hun ville

Han tog fat i en gren og svingede sig op, han var slet ikke sig selv og havde en morders tanker i hovedet og en galnings holdning og personlighed ligenu.. Han hoppede lidt på grenen, men hoppede så imod køteren, men bremsede på en måde i luften og landte på jorden hvor han nu stod foran køteren med et utrolig creepy smil, som om han var en lille morder der lige havde dræbt sit første offer.

Emily nikkede til Dominic som en lille
sarkastisk hilsen. "Goddag med dig
Dominic" Sagde hun med et muntert
let hævetøjenbryn og kiggede roligt
på ham. Hun betragtede hans øjne
der var opfyldt af hans ønske om at
dræbe, eller pine hans fjender. Og
selvom hun kunne se at han ikke
ville tøve med at dræbe hende,
kiggede hun utroligt hovent på ham.
Og stadig med et lille irriterende smil
omkring munden, og et lille muntert
glimt i øjnene. Og hun var fortsat rolig.

Ay smilede stille for sig selv og tænkte over
hvordan hun bedst kunne udføre sin idé. Vinden
legede let med hendes hår, og bølgerne slog blidt
ind mod bredden. Hun fløj langsomt, lydløst og
uhyre hurtigt op i et træ i nærheden. Hun kiggede ned
på dem og lignede en kat, da hun sad på hug på grenen,
og holdt afslappet fat i grenen med den ene hånd. Hun lagde
hovedet let på skrå, og hendes instinkter overmanede hende langsomt

Han lod sig falde ned på jorden, men nåede at sætte armene på jorden så han sparkede Emily opad med sine fødder som ville ramme Emilys hage. Han lignte en der var på de hårdeste stoffer, men han fik bare altid et adrenalin push af alt det her, han elskede det men ville sikkert skade nogle han holdte af på et tidspunkt, men ikke ligenu kun dem han hadede i dette øjeblik...

Hun kiggede på Emily med et koldt, ligegyldigt blik.
Hendes ansigt var hårdt og koldt, og ingen spor af
den mindste medlidenhed for køteren! men hvorfor
skulle der også være nogen som helst medlidenhed
for Emily? Hun kiggede roligt på Nici og smilede svagt
for sig selv da han sparkede Emily