Fanget ..

Tid :: in real life
Dato :: in real life
Dag :: in real life
Vejr :: styrtende regn
Sted :: Politi stationen
Omgivelser :: Politifolk, mennesker osv.

Claire blev holdt af op til flere politifolk. Hun var i nogle slags lænker og hendes øjne lyste fuldstændig røde. De havde fundet hende inde midt i Forks, havde fået fat i en tøs og havde skåret hendes brystkasse op for at få noget at drikke. Bare sådan midt ude i det hele!? Folk var blevet forskrækket og selvfølgelig havde de tilkaldt flere slags personer. Der skulle flere og flere folk til at kunne fange hende fordi at hun havde været så hurtig. Men det eneste hun havde været ude efter var mennesker.. menneskeblod.. hun var derfor blevet fanget med lænker og var blevet ramt af op til flere bedøvelsespile, men selvfølgelig virkede det ikke spor. Men de havde skudt flere gange på hende og hun havde selvfølgelig hélet mange gange. Men efterhånden var hun blevet træt og de fik strømførene lænker på hende. De havde trukket hende med over til politistationen ved at sætte hende fast til en stor lastbil, så hun blevet trukket efter den med lænkerne. Hendes fødder var fuldstændig smadret da de var kommet derover. De blev ved med at passe på da hun hele tiden bed efter dem. Bagefter blev hun sat i bur og det sørgede for på en underlig måde, at holde hende inde. Hun blev ved med at skrige og prøvede at komme ud, men nej.. hun kunne ikke. Men nu havde de vel fundet grunden til alle de mord der var sket..?
Hun så nærmest kun rødt. For hun kunne huske at der var nogen vareulve der havde hjulpet med at fange hende. Selvfølgelig var de ikke forvandlet, men vareulve var også stærke som menneske skikkelse og efterhånden havde der været virkelig mange vareulve i byen. De havde også følt stor nag til Claire, så de var vel glade for at hun blev fanget? Nogen der dem var også taget med over for at passe på at hun ikke kom ud fra buret. Hun så rasende på dem.

Mizz kom gående og lagde mærke til alt påstyret..
Han gik længere ind mod den lastbil der stod midt i det hele,
stanken fra alle varulvene fløj lige op i fjæset på ham og han havde lyst til at gå amok.
Da han kom længere ind kunne han lugte og se at det var en vampyr, det var derfor at alle varulvene så så glade ud..
Mizz kiggede på alle menneskerne mens hun udtænkte en hurtig plan, hans eneste var at få opmærksomheden fra alle sammen.
Han ville gøre sit bedste. Han kiggede en varulv lige i øjnene og slog ham lige i ribbenene.
Mizz løb væk fra lastbilen, med et rystende varulv lige i hælende på ham.
" kom nu ud derfra" mumlede han så kun hun kunne høre ham.
Han løb af alle kræfter og stoppede et stykke væk derfra.
Mizz og drengen/ulven begyndte at kæmpe med bare næver.
* det her har jeg altid ønsket at jeg kunne gøre* tænkte han tilfreds og politiholdet
kom løbende over til dem og tog drengen i den ene arm..
De prøvedet at få fat i Mizz men han slog dem igen og alle politi holdene prøvedet at få fat i ham, men han var for hurtig....

Hun så med det samme over imod den vampyr der ville hjælpe hende. Hun smilte skævt, det var et ret ondt smil og hun lod til at forstå hvad det var han ville have hende til at gøre. Hun så sig omkring i buret, der måtte da der været et eller andet sted hvor det var hun kunne komme ud!? Hun begyndte at slå endnu mere til buret, den måtte da give efter på et eller andet tidspunkt? Hun skreg igen da hun blev så irriteret over det hele, men folk lagde ikke rigtig mærke til hende længere, kun fordi at denne nye vampyr jo var kommet frem midt i det hele. Men dog var der nogen af vareulveen der vendte tilbage og nogle af politifolkene. De var nødt til at få alle de andre fangere ind, fordi at alle fra politiet skulle bruges!? Hun blev ved og ved, vareulvene stod sig klar til at fange hende igen, da de godt kunne se at buret var ved at give efter. Hun fugtede let sine læber, hun blev ved med at tænke alt det blod hun kunne havde fået hvis de nu bare lod hende være!? Det irriterede hende at hun ikke bare havde bidt personerne nogle andre steder. Men hun havde været så tørstig at hun ikke havde tænkt sig om. ”LUK MIG UD!” skreg hun irriteret og så over imod vareulvene der kom til at grine af hende. Hun hadede virkelig den måde de var imod hende?! Hvorfor havde der ikke været lidt flere vampyre og vareulve..?

Mizzar sukkede opgivende og slog de fleste strissere ned.
Han så på varulvene, med foragt i blikket, han læb over til lastbilen og slog et ordenligt hul i den og slog varulvene i ribbenene og løb så hurtigt han kunne.
Varulve og strissere fulgte efter ham da han løb og de havde heldigvis ikke lagt mærke til hullet.
To høje brag hørtes og Mizzar hørte noget syse forbi hans øre og det andet ramte ham i armen.
Hans blik flakkede ned til sin arm og tilbage på strisserne.
De skød efter ham!?
Hans blik flakkede ned til armen igen og såret var væk, det havde sine fordele at være vampyr...
Han satte i løb igen og stoppede så op.
" det vil da være meget sjovere at slås mod jer" sagde han koldt og kiggede på strisserne..
Varulvene gik et par skridt fremad og strisserne et par skridt tilbage.
Han lignede en som ville slå dem ihjel.
Mizz bed sig selv i læben ogkørte en hånd gennem sit hår.
" vis i tør?" sagde han koldt og hårdt...
Hans blik flakkede tilbage på lastbilen hvor hullet var, ingen havde lagt mærke til hullet,
de var for skræmte ller optaget af at jagte Mizz...

Claire lagde godt mærke til hvad det var han gjorde. Hun så lidt på lastbilen og smilte skævt, hun havde fået en god idé. Han havde sat hul til der hvor benzinen var, så benzinen flød ud og var også på vej over imod det sted hvor hendes bur var. Hun tog en hånd ned i den ene lomme som hendes kjole egentlig havde. Kjolen var en sort og løs en med en hætte på. Den var fuldstændig revet nogle steder. Men lommen var der dog stadig. Hun havde en zippo lighter. Hun smilte skævt og lagde mærke til dem som skulle vogte over hende, så den helt anden vej. Hun smilte skævt, da hun så kunne nå benzinen tændte hun for den, tog armene imellem tremmerne og fik lighterens ild ramme benzinen. Benzinen begyndte med det samme at brænde og førte helt over til lastbilen der så sprang. Claire havde gjort sig selv til en kugle, men andre havde ikke lagt mærke til det. Lastbilen sprang med det samme i stykker. Og der kom en masse ild ud af det. Mange mennesker der var tæt på den kom selvfølgelig til skade. Vareulvene kom også en smule til skade, men de healede. Claire tog den chance til at bryde ud og denne gang kunne hun, da lastbilens pludselig 'spring-i-stykker' scene gik i gang, havde nogen af de stykker fra lastbilen gjort at buret gik en smule i stykker. Hun hoppede med det samme ud og begyndte at løbe væk. Hun tog fat i et menneske og løb med mennesket. Mennesket begyndte selvfølgelig at skrige og med det samme lagde vareulvene mærke til det. Claire tog tænderne i mennesket, selvom at hun stadig løb. Hun havde så meget brug for blod!? Hun rev det meste kød af så der kom mere blod ud og ramte hendes tøj og hud. Hun tog så meget som hun nu kunne, lagde mærke til at mennesket døde og smed det fra sig. Hun smilte skævt og blodet strømmede ned fra hendes mund.

Mizzar, som lige havde knækket halsen over på en strisser, så eksplosionen og grinte højt.
Han fulgte Varulvene som løb efter hende og grinte stort.
Tilfældigvis slog han lige en ned og overhalede dem hurtigt.
Han kunne mærke og se at hun var meget sulten, men han kunne ikke lide at det var mennesker det gik ud over men han sagde ikke noget til det.
Mizz kom op på siden af pigen og smilte til hende og kiggede bagud, varulvene var ige efter dem og de var i ulveform.
" sikke en stank" mumlede han og satte farten op og kiggede på hendes tøj, hendes mund og blodet.
Han smilte lidt og nød duften af blod, han fik selv lyst til at dræbe men han styrede sig..
Mizz holdte øje med varulvene ud af øjenkrogen og kiggede samtidig hvor han løb og på den anden vampyr.
" du må virkelig havde gjort noget dumt" grinte han og hans blik flakkede tilbage til varulvene.
Det her kunne han godt vænne sig til.
Han kom i tanke om eksplosionen og den lille pige han havde nået at hive væk inden hun blev ramt,
han kunne ikke klare at små piger eller drenge blev dræbt i så ung en alder..

Hun trak på skuldrende da det var han begyndte at snakke med hende. ”Tja.. jeg kan ikke gøre for at jeg nogen gange er lidt tørstig..” mumlede hun og skævede lidt til ham. ”Men ja.. jeg har lyst til at brække over den stank der har været ved mig nærmest hele dagen..” mumlede hun og så lidt op imod skyerne. Regnen skyllede det meste af blodet hun havde på ansigtet væk og hun hostede en smule. ”Der lugter af våd hund!?” hun hvæsede irriteret og så sig tilbage. ”Hvorfor kan de ikke bare tage det roligt..?” mumlede hun. Det kunne godt være at de havde brudt deres traktat, men det tænkte hun ikke så meget over. Det havde været meningen på en måde, hun ville gerne have at de fik det at vide på et tidspunkt. ”Men tak for hjælpen?” sagde hun roligt og bevægede sig let og elegant. Hun drejede til venstre med det samme og over imod en skov. ”Hvor lang tid bliver du hængene?” smilte hun skævt, da hun syntes at det nu var hyggeligt at der endnu var en der havde hjulpet hende. Der var efterhånden flere der hjalp hende syntes hun og det var vidunderligt? Også bare det at han var vampyr? Han lod til at være sådan en der ikke var så vild med at hun tog blod fra mennesker, men i det mindste sagde han da ikke noget til det? Han blandede sig ikke i hvordan det var hun ville leve sit liv. Og sådan nogen havde hun respekt for.

" indtil jeg har tævet nogle flere køtere" grinte han og kiggede tilbage på de forbandede hunde.
han havde ikke så meget imod at folk spiste mennesker så længe at det ikke var børn.
Han smilte og drejede med hende.
Mizz's løb var ligesom en løve, smuk, hård og samtidig elegant..
Han grinte lidt og kiggede op mod skyerne og regnen ramte ham i ansigtet, det var en rar følelse..
Hans blik flakkede hurtigt hen på ulvene igen, de ville ikke give op medmindre at de blev drabt,
den tanke kunne han rigtig godt lide.
" jeps våd hund er det værste man kan lugte af " sagde han grinende og hoppede over et væltet træ.
Det var ikke lige det nemmeste at løbe fra en ulv, men det skulle nok lykkedes for dem ellers meldte Mizz sig gerne til at slås med dem.
En kamp til døden, måske?

// er lidt krea død -.- //

´Hun kunne godt mærke at Mizzar ikke vidste at hun var en alfavampyr, men hun ville nu først vise det når det var det kom til stykket. Hun havde virkelig ikke lyst til at slås med vareulve medmindre at det var nødvendigt. Hun kunne bare godt mærke at hun var ret træt. Hun hoppede op på nogle træer for at se om Mizzar kunne følge med, også vidste hun også at vareulve ikke var så meget for at klatre i træerne. Hun så sig lidt tilbage igen og lagde godt mærke til at vareulvene løb videre imod dem, men blev ved med at kigge op imod dem. Hun så lidt over imod Mizzar, ”mit navn er Claire hvis det skulle være” hun smilte skævt og blinkede lettere drilsk over imod ham, før det var at hun løb hurtigere videre og hoppede fra træ til træ. Hun drejede for at forvirre vareulvene og begyndte at hoppe i rundkreds så det var de de løb i rundkreds. Selvfølgelig blev de rundtossede og stoppede op, hvorefter at Claire begyndte at hoppe videre og lige så langsomt, forsvandt de bag hende. Hun smilte skævt, hun elskede simpelthen sit liv!? At hun nærmest kunne slippe af med alting.

" mizzar" grinte han og kiggede på Claire.
Han fulgte hende med blikket da hun forivrrede ulvene,
hun var noget for sig.
Han kravlede hurtigtop i et træ og hoppede fra træ til træ efter hende.
Mizzar var ikke den mest elegante vampyr, men lidt elegant var han da.
Han klukkede lidt da varulvene forsvandt bag dem, det var da sjovt at forvirre de små hvalpe.
det eneste Mizzar kunne tænke på lige nu var at komme væk og få noget at spise,
hans øjne var røde og han kunne mærke at tørsten var ved at tage over.
Han prøvedet at ignorere tørsten og det lykkedes lidt.
Mizzar kunne ikkelugte varulvene mere og hoppede så ned på jorden og fulgte Claire dernede fra.
Det var ikke hans speciale at hoppe i træer, han var best til jagt og løb..

Hun nikkede og så på ham. ”Hyggeligt at møde dig Mizzar” smilte hun langsomt imens at hendes tænder stadig løb i vand fordi at hun så meget havde brug for noget mere blod. Men hun prøvede at ignorere det så godt som hun nu kunne, det var bare meget svært når det var på den måde. Hun havde det ikke ligeså let som Mizzar havde det. Hun havde hungret så meget efter blod i flere måneder og det havde gjort det hele værre fra det tidspunkt hvor det var at hendes søster havde nægtet at komme tilbage med hende. Efter det? Så havde hun bare fået blod nærmest hver anden time. Et menneske faldt én efter én og først indtil denne dag, fandt man ud af hvem det var der havde gjort det, da hun jo havde gjort det midt ude i det hele. Hun havde ikke kunne gøre for det af en eller anden underlig grund. Hun havde bare angrebet? En af hendes instinkter. Hun lod tungen glide ud til hendes underlæbe, hun var ultra sulten!? Da hun så at han gik ned på skovbunden, lagde hun også mærke til at vareulve lugten ikke længere var der. Hun løb ned til Mizzar og så på ham. ”Nu skal du så ikke forvente at du får fred resten af dine dage” smilte hun skævt.

Mizzar grinte og smilte skævt til Claire.
" det biver rart med lidt action i mit ultra kedelige liv" grinte han og kørte en hånd gennem håret.
Det var en af hans mange vaner, han hadede dem inderligt, men han kunne ikke holde op med de vaner..
Den eneste vane han nogensinde havde stoppet med var at han hele tiden skulle sige 'Øhm' eller 'ahva'
Han grinte lidt over de dumme vaner han havde og kiggede så på CLaire med et smil.
" hvorfor har du ikke jaget i lang tid?" han kunne mærke på hende at hun var ekstra sulten,
men han vidste ikke om ham skulle lade hende drikke sit..
De havde jo lige mødt og han var bare en almendelig vampyr..

"Helt ærligt.. jeg er bare vildt tørstig.." mumlede hun og så sig omkring. Hun nægtede at drikke fra dyr, det lød bare ikke lækkert for hende. Nej, det var mennesker der skulle spises!? Hendes tænder løb stadig i vand og hun gjorde alt for at det ikke kom over hendes mundvig. Hun knyttede sine næver, hun havde fået en masse blod denne dag, men det havde åbenbart ikke været nok af en eller anden underlig grund. Der var bare ikke en perfekt person som kunne give hende det rigtige blod som rent faktisk gjorde hende mæt. Hun vidste at man skulle lede i flere år før man overhovedet blev glad for det. Eller det kom selvfølgelig an på hvordan personen var og hvordan personen ville have det hele. Hun så sig lidt tilbage, nej, vareulvene fulgte overhovedet ikke efter dem. Det var godt nok syntes hun. Men hun syntes dog at det var svagt de nu gav op, bare på grund af at de var rundtossede? Men nu havde de nok også mistet færten af dem. Hun så lidt på Mizzar igen og så lidt op og ned af ham. Selvom at han var vampyr, syntes hun at han duftede godt. Men han havde lige hjulpet hende, så hun kunne ikke være det bekendt at bide ham.

Mizzar smilte til Claire og vidste ikke helt hvordan han skulle få ordene frem.
Han åbnede munden et par gange men det kom ikke noget lyd ud.
Hans hænder var i hans lommer og han knugede den samme til næver og slappede af i dem igen.
" øhm.. vis du er meget tørstig kan du tage fra mig?" spurgte han tøvende og satte farten lidt ned.
Ulvene var jo ikke efter dem så hvorfor løbe ?
Han kiggede på Claire med et nervøst smil..

Hun så lidt på ham, "mener du det?" spurgte hun langsomt og så lidt på ham. Hun ville da gerne drikke af hans blod, men kun hvis det var han mente det. Hun nægtede hvis det var han ikke var helt sikker på det. Hun så ham ind i øjnene, "du skal altså mene det fuldt ud!" sagde hun en smule alvorligt og gik lidt tættere på ham. Hun var også stoppet helt op, da det var hun ikke så nogen trudsel fra vareulvenes side af. Det kunne også være lidt lige meget hvis det var at de gik på jagt igen, for så ville hun kunne lugte dem. Hun var meget glad for sin lugte sans nogen gange. Men andre gange kunne hun blive så irriteret på det.

Mizar nikkede bestemt og kiggede CLaire i øjnene.
" jeg er fuldstændig sikker" sagde han alvorligt og smilte stadig til hende.
Han tænket på hans familie, og på at han sikkert ville bive eftersøgt, men hva fanden så længe at han ikke var alene om det..

// sorry længden O.o //

Hun smilte blidt og nikkede så. "Det er bare iorden.." sagde hun roligt og tog langsomt sine læber til hans hals. Hun kyssede ham først blidt, før hun satte tænderne i ham. Hun lukkede øjnene i, imens at hun begyndte at suge mere og mere blod. Hun nød virkelig blodet der strømmede ned af hendes hals. Hendes tørst begyndte langsomt at stilne af af en eller anden underlig grund. Hun trak sig tilbage efter fire minutter og så på ham. "Mhh.." smilte hun skævt.


// sorry logger .. kommer måske senere ;D

Mizzae smilte til hende og grinte lidt.
Han kørte to fingre over de mærke hendes finger havde lavet på hans hals.
Han havde faktisk ikke kunne mærke det så meget,
men han havde kunnet mærke da hun kyssede ham på halsen.
Han grinte svagt og kiggede på hende, med smilende øjne.
" jeg håber det mættede" sagde han i et frisk tone-leje

"Det hjalp i hvert fald på det meste" smilte hun skævt og så lidt på ham.
Hun tænkte lidt på det som Daniella nok havde tænkt engang, at det havde været lang tid siden at hun havde grint og smilt. Mizzar skulle bare være glad for at han mødte Claire imens at hun var i sit gode humør. Hun var nok ikke i det bedste humør da hun var i buret, men han havde vel forstået hende med at man ikke ligefrem er glad for at være i bure. Hun lod tungen glide ud til hendes underlæbe og hun så sig lidt omkring. "Nå.. nu er der så ikke noget der er spændene at lave.. men jeg er nu sikker på at du ikke kommer til at være ude i offentligheden i lang tid, så er du med på at tage hjem til mig?" grinte hun muntert og skævede lidt til ham.

Emily landte imellem Mizzar og Claire.
"Claire?" Sagde hun roligt, dog med en mørk tone af foragt i hendes ellers så bløde stemme. "Du har lige brudt traktaten" Da Emily så kiggede op på hende kunne hun ikke styre sig, og haden blussede op i hendes øjne.
"Din VEN der har lige dræbt en af mine Varulve! Såret over 10 og tilmed slået flere mennesker ned, ja præcis er der 4 døde mennesker hov! og når ja. Der er jo 5, hvis vi tæller sit offer med. Midt INDE i BYEN !"
Emily's øjne kiggede nu hårdt på Mizzar og hun vidste at hun med lethed kunne få Mizzar ned med nakken.
Emily's øjne blev hurtigt rolige igen og hun rystede ikke af vrede mere.
"Claire!? Er du godt klar over at hvis jeg siger det her til Amanda, bliver du sandsynligvis forvist fra Forks?!"

Hun så rasende på Emily, hun kom altid!? Det var så skide irriterende syntes hun. Hun fnøs af hendes lille historie omkring hvor mange der døde. "Det er da i det mindste godt at der var én vi slap for at tænke på mere!? Han var også en ussel våd hund så Mizzar gjorde bare det rigtige!?" hun stilte sig imellem Emily og Mizzar. "Du vover at gøre ham noget!?" hun så på Emily og hun vidste godt hvad det var Emily havde tænkt om at ordne Mizzar. "Du siger bare hvad du vil til Amanda!? Jeg havde ret til at få noget at drikke, om så i kunne lide det eller ej!?" hendes øjne lynede irriteret og så sig lidt omkring, før hun så på Emily igen. "Og næste gang, kan du så i det mindste ikke bare holde dig væk!?" hun skubbede irriteret til Emily.
Hun så irriteret over imod Kate, "I rør mig ikke!? Og heller ikke Mizzar!? Han hjalp blot en ven!" hun så på begge uldtotterne. Hun vidste godt at hun ikke kendte Mizzar, men hun følte allerede at de var gode nok venner lige nu. Hun fugtede let sine læber og så på dem begge, "jeg synes nu mere at dette skal ordnes når vi får snakket med lidt flere folk!?" hun fnøs og så på dem begge. "Det kan godt være at i mener det.. men der er også andre der ikke mener det!?"

// Kate .. husk liiqe at vi er inde ii en skov og væk fra de der politifolk xD //

Arya stod pludselig bag dem alle sammen"Anklagerne kan lige så godt blande sig udenom! dette er noget de er for svage til at blande sig I. hvis De to vampyrer her skal dømmes! så bliver det ikke af jer, det bliver ikke af Amanda, men af nogle helt andre og mere magtfulde personer end jer små snottede hvalpe"Sagde hun hårdt og koldt. Arya havde aldrig snakket til nogen på den her måde, men hun ville ikke lade disse mutanter kommer her og lege dommere over for noget de slet ikke havde noget at gøre med! de kunne stå her og sige hvad de ville have skulle ske, uden at det skete for det var kun volturri klanen som kunne sige det afgørende ord. Men dem kendte de små hvalpe jo heller ikke til. og at fortælle dem om dem, ville hverken gøre til eller fra. Mente Arya.
Hun gik hurtigt over til Mizzar"Hvor kunne du gøre det? nu er du jagtet af alle ulve, og alle mennesker lige til at flere generationer døde!"sagde hun vredt. Hun var vred på ham, men hun ville ikke lade disse væsner give ham en dom! Om hun så skulle løbe til månen og tilbage igen! de ville aldrig få lov til at røre Mizzar så længe hun kunne forhindre det.

Hun så lidt irriteret på Arya, hun hadede hende inderligt og det vidste Arya vidst allerede. Efter det med Lukas, gad hun bare ikke have noget med Arya at gøre. Hun fugtede let sine læber og så på vareulvene. Hun sagde overhovedet ikke noget til det som Arya havde sagt, gad ikke engang til at sige tak for hjælpen, da hun mente at det ikke yderligere var nogen bedre hjælp. Hun regnede med at Mizzar og Arya kendte hinanden, så hun sagde ikke rigtig noget til det. Men at Arya skældte ham ud for at havde hjulpet Claire, kunne hun overhovedet ikke klare. Hun sagde dog ikke noget endnu engang. Hun overvejede bare at gå væk fra dem, hun gad ikke alt det her. Nu blev Claire og Mizzar jo lige afbrudt. Så han kunne ikke komme med hjem til hende, så det var vel fint nok? Claire havde det også bedst med at være alene om det her. Det der nok irriterede hende mest var at nu havde Mizzar en ven hos sig.. men Daniella var der ikke for hende? Daniella kunne dog heller ikke vide så meget omkring det her. Claire havde det nok også bedst med at hun ikke vidste det. Hun vidste hvordan det var at Daniella havde det med sådan nogle ting når de skete. Hun havde det meget svært ved at acceptere sådan nogle ting. Måske var det bare bedst hvis det var at Claire holdte sig væk fra alle? Hun skabte altid problemer for de personer hun var sammen med og det hadede hun virkelig inderligt af en eller anden underlig grund. Hun begyndte at gå væk fra dem, hun var ligeglad med om de ville have hende til at stå på stedet, så kunne de da bare stoppe hende? .. hvis de kunne.

"Når du skal hjælpe en anden vampyr så brug dog dit hoved, gør det lidt mere diskret! Er du klar over at du måske vil blive slået ihjel?"spurgte hun vredt for han var hendes bedsteven og hun ville ikke rigtig kunne leve med sig selv hvis han nu blev dræbt. Hun kiggede surt på varulvene"Og hvad er det egentlig I håber at opnå ved at stå der og se så pissesure ud, og tro i er så skide alvorlige!! I tror måske i er så kloge og alt det lort der men i er børn! I forhold til mig! jeg kan ikke tage børn alvorligt! Jeg vil ikke tage børn alvorligt! for børn har intet klogt at sige om sagen. Så smut i nu hjem og sørg over den ulv der blev dræbt i kampens hede, for I får intet ud af at være her"sagde hun vredt. Hun lød ikke som en teenager på 18 år! men mere som en voksen på omkring de 35, en voksen som var klog, og man skulle tage sig i agt for. En man ikke skulle gøre mere vred end hun var i forvejen. Hun sendte dem et strengt blik"Ja jeg ved sjovt nok godt hvad de har gjort! JEg ved alt om den skide traktat! jeg ved godt at vi har været tæt på at afsløre vores hemmelighed! Men de vil heller ikke gå ustraffet for det! men jeres straffe er det rene vand ved siden af det vi kan gøre"sagde hun koldt. Da hun sagde vi8 mente hun selvfølgelig Volturrierne. Men hun ville ikke føre dem til dem. Men det kunne hun jo ike stå og sige til de her uforstående dyr. Hun håbede bare at de havde hjerne nok til at forstå at det de var kommet efter var en tabt kamp forhånd. Og hvis de ville gøre disse vampyrer ondt, ville de få de fleste vampyrer i forks på nakken.

Hun så sig lidt tilbage imod Arya, da det var hun hørte hvad det var hun sagde til Mizzar. Kunne det nu overhovedet være rigtigt at Arya ikke havde noget imod at han havde hjulpet hende? Efter alt det hun havde gjort imod Lukas og efter det med at de havde haft alle de skænderier? Hun kendte ikke Arya godt, og hun havde sådan set heller ikke tænkt sig at lære hende fuldstændig at kende, fordi at hun ikke havde det godt med at få nye venner. Hun havde det svært ved det fortiden fordi at hun bare ikke var den person som alle ville være venner med. Kun mennesker fordi at hun var så smuk. Men nu hvor hun højst sandsynligt kom i aviserne, var hun ret så sikker på at folk nok ville holde afstand fra hendes hus. Men vareulvene kunne jo meget nemt opsøge hende igen hvis det var hun blev ved med at bo i byen. Men hun havde dog ikke noget imod at de blev ved med at opsøge hende, men nogen gange kunne hun bare gå helt bassærk på grund af de forskellige ting der skete for hende indtil videre.
Hun skævede lidt til Arya, før hun begyndte at gå tilbage imod dem. ”Kan I ikke bare skride med jer også gå tilbage til Reservatet hvor I egentlig høre til!?” hendes stemme var lettere kold og kynisk. Hun ville ikke til at komme op og slås med nogen af dem, men alligevel? Hvis det nu var nødvendigt kunne hun bare gøre det? Hun havde intet imod at komme op og slås med en vareulv, hvis vareulven selv ville. Hun vidste at hun havde nok venner til, at hvis hun tabte, så ville de højst sandsynligt komme efter den vareulv. Dog mente hun ikke selv at hun kunne tabe efter alt det hun lige var kommet igennem. Hun var smadret, ja, men det betød ikke at hun ikke kunne slås imod dem. ”Og hvis I nu har et problem med mig, tror jeg også at I lige skal snakke med nogle andre!?” hun så direkte på dem. ”For hvis det nu er på den måde at I ikke kan lide den måde vi er på, så er det nok vores Herskere I skal snakke med, ikke os!? Det er ikke os der bestemmer i denne by og det kan I ligeså godt indse.. hvis I vil mig noget, er det nok mere en anden i skal få fat på!” hun fugtede let sine læber og havde sådan en stor lyst til at bruge sin evne imod dem. Men det kunne hun ikke bare lige sådan gøre med det samme. Hun syntes mere at de skulle have chancen til at sige noget til hende, så de måske kunne komme frem til et kompromis. Dog regnede hun ikke med at nogen vareulve overhovedet ville give hende chancen til at gøre det hele om. De vidste ligeså godt som hende at hun aldrig nogen sinde ville ændre sig selv. Efter det med at Duncan og Alyss forsvandt, var det hele bare gået ned for hende. To af dem hun arbejdede sammen med, og de eneste hun sådan stolede på, var forsvundet midt ude i det hele. Så hun stod bare tilbage, men ville gøre det som Duncan ville have det. Hun ville have at vareulvene skulle ned med nakken og vampyrene skulle højere op i Hirakiet hvis man kunne kalde det det. Mennesker så hun kun som føde, undtagen én som hun agtede at gøre til vampyr. Hun ville nok også gøre andre til vampyre.. få dem til at indse at vareulve var noget man ikke skulle have noget med at gøre. At de skulle blive behandlet som slaver! Men problemet var nok at der var mange der ikke kunne se det på den måde som Claire nu gjorde. Ingen kunne se den mening hun mente var godt. Selv ikke hendes bedste veninde ville kunne forstå det mente hun. Efter det som Claire havde fortalt at hun var forelsket i et menneske, ville Daniella nok ikke kunne forstå det. Men dog men dog.. det ville ikke stoppe Claire. Ingen skulle bestemme over hvad det var hun overhovedet skulle gøre.
”Jeg kan give jer et godt råd!” sagde hun lidt irriteret til vareulvene. ”I vender om.. og går tilbage til jeres usle venner og blander jer bare udenom det her..!? Nu er Mizzar jo blevet hentet og jeg mener ikke selv at jeg skal blive hentet af nogen som helst!? Jeg klare mig fint uden at I skal komme her og fortælle mig hvad det er jeg skal gøre og ikke skal!?” Hun fugtede let sine læber og noget af det blod hun havde taget fra Mizzar løb lidt ud over hendes mundvige dog ikke det hele. Hun havde det ikke så godt med at hun havde bidt en af sin egen art.. og endda en som hun ikke selv helt kendte. Men hun troede nu at hun overlevede. Men hun kunne mærke at hun var kvæstet og ikke orkede at være sammen med vareulvene længere. De stank så meget af våd hund, da det jo også regnede. Hun hadede det. Derfor ville hun gerne væk fra dem så hurtigt som muligt og bare vende hjem.

Emily lyttede kort til Kate og knyttede da igen hænderne da Claire talte.
"Og hvad får dig til at tro at jeg ikke rør ham?" Spurgte hun udfordrende.
"Jeg synes ikke det er okay, at i to bare er så egoistiske at i dræber
mennesker inde i byen, gør et hav af andre mennesker bange, dræber
nogle flere varulve. BARE for at drikke blod?!? Jeg har ret til at blande mig
eftersom det er en fra min flok der er død, så SIG du ikke, at jeg
ikke har noget at sige i den her sag Claire! Du har nemlig selv fået
blandet mig Sargas og Isabelle ind i det. Og de to størte vampyrer
vil også være der."
Emily stirrede på Arya.
"Hvorfor skulle jeg blande mig udenom?" Spurgte hun sukkersødt.
"Siden Claire har dræbt en varulv, er jeg på det kraftigste indvolveret,
så stop med at sige det.."

Et svagt smil kom frem over Emily's læber, og hendes øjne var kolde.
"DU vil give OS et godt råd?" Spurgte hun og kunen ikke lade være med
at smile! hvad var der dog galt med den .. Vampyr?!
"Ah jo! jeg har skam også tænkt mig at sige det til jeres Herskere,
men det betyder ikke at jeg lader jer gå..Vel?"
Emily's øjne viske had overfor Claire... Et dybt og langvarigt
had, som de bægge havde næret til hinanden i meget lang tid.
Hun gned sig på sin arm efter bidet fra Cisse, og mærkede
atter en underlig følelse af had inden i sig. hun havde lyst til bare
at springe på Claire med det samme. Sådan en igle var ikke værdig
til at leve, selvom hun var død!
"Jeg har ikke tænkt mig at gå..hvad med dig Kate?"

Hun lo hånligt af tøsen"Det var ikke der dræbte den
beskidte køter, Det var Mizzar! Og jeg er faktisk stolt
over at han ved hvor de hører hjemme! For så ved jeg
at han ikke vil tøve en anden gang!"sagde hun med et hævet
øjnbryn"Og du skal ikke komme her og tro at du kan bestemme
over os! din lille beskidte hund!"Hun vidste ikke hvorfor hun sagde
alle disse grimme ting til denne vovse, men det gjorde hende helt
glad."Men jeg tror ikke vi har de samme herskere i tankerne,
de herskere vi snakker om er nogen der er højere end Amanda,
selv hun skal bøje sig for dem. Men hvad ved i om det, i er unge og
uvidende,og jeg tror ærlig talt at vores herskere vil mene at det var
godt at vi kom af med endnu en af disse, mutant-hunde"Sagde hun.
Hun mente hver evige eneste ord hun sagde."Og var det meningen
at vi skulle blive bange for jer, når i sagde at i ikke ville lade os slippe?
for det er jeg bange for at vi bliver nødttil, ellers bliver I slået ihjel
af vores herskere! de er nemlig ikke så tålmodige forstår du! Faktisk er
jeg selv kommet for at bringe disse to vampyrer til dem, og, tja de
regnede nok med at de dumme forkælede hunde ville prøve at standse
dem, men, jeg vil bare lige sige,"Dum idé" for så bliver i slået ihjel af
vampyerer der er stærkere end jer selv, stærkere end nogen anden
der bor i denne by. Jeg ville helst ikke møde Volturriernes livgarde, i
vred tilstand vil I?"det sidste var til Mizzar og Claire.

"I modsætning til dig, er jeg ikek bange for at dø.." hun tøvede "Gud nej..Jeg havde glemt du allerede var død"
Emily's øjne glødede og de blev underlig røde.
Hun kiggede undskyldede på Kate..Så hun kunne se at øjnene allerede var ved at flamme op.
"Uvidende..:" Hun lod som om hun smagte på ordet.."Små..?"
"Du er 18..jeg er 19..Du er svag..Jeg er stærk..Du har INGEN evne..Jeg HAR en evne."
Emily smilede køligt. "Jeg vil råde dig til ikke at kalde mig lille igen!"

Emily kiggede kort ned og himlede med øjnene..Hun trykkede blidt på sin tinding og trak roligt vejret!
Skide irriterende, at det skulle begynde lige nu..!

"Ja det havde du vidst glemt! men hvad havde man også forventet
af en hund? de husker kun det de vil huske, og glemmer alt det de
mener ikke er værd at huske."Hør her du er et spædbarn i mine øjne!
Jeg er 177 år gammel! godt nok ligner min krop en på 18, men min sjæl
og tankegang er hel anderledes. Jeg er klogere end dig, og hvis jeg kalder
yngre mennesker eller rettere yngre væsner for små, så kalder jeg dem for
små du skal overhovedet ikke stå der og true mig! Og jeg kan da være
bedøvende ligeglad med din evne og styrke! for i sidste ende er det, det klogeste
hoved der vinder!"Sagde hun og hårdt og koldt! Hun hadede at diskutere med småbørn
og især dette selvglade et

Emily's øjne smilede tilfredst.
Hun smilede, og havde en underlig glad fornæmmelse da hun endelig rettede de røde øjne mod Pigebarnet.
Hun smilede køligt, sukkersødt og da hun knyttede hænderne skød en smærte stærkere end nogle ever havdce mærket. Den brændte mere end det brændte at blive forvandlet til vampyr, og hvis man mærkede den smerte i mere end 5 minutter, ville man falde bevidstlød som.
Emily holdt blikket brændt fast på hende.

Ay stirrede vredt igen. Det smertede hende men
hun kunne lige akkurat holde alle lyde inde. Hun
kunne jo ikke blive bevidstløs som vampyr, hun kunne
kun få nok smerte til at hun skreg og kiggede væk.
Men hun havde ikke tænkt sig at knække sammen
foran sølehunde. hun koncentrerede sig og kunne mærke
smerten i sin krop. Men hun sagde intet hun forblev tavs
og lignede en meget vred statue det kun havde øje for
Emilys øjne


//Vampyrer kan sQ da ikke blive bevidstløse oO//

//Haha xD men som mennske ^^

Emily holdt den, hvis der gik ret meget længere burde hun knække sammen..
Hun gad alligevel ikke bruge mange kræfter på hende..
Det var bare en lille sølle igle,

Emily knyttede sine hænder og fortsatte med at stiorre på hende..?

Hun sukkede, de havde overhovedet ikke noget liv de vareulve. Selvom at det skulle vise at de rent faktisk var mere livlige end vampyre, syntes hun ikke at det var specielt godt gjort. Hun fugtede let sine læber imens at hun så sig lidt omkring. De måtte gøre hvad de ville imod hinanden, den eneste hun ville høre efter var hendes søster.. hun skævede lidt til dem og da det var at hun så hvilken smerte Arya fik, kunne hun ikke andet end bare at kigge på. Hun kendte ikke Arya og ville ikke redde hendes skind, bare på grund af noget smerte. Hun fugtede let sine læber og gav sig med det samme til at løbe væk fra dem imens. Hun ville opsøge nogle andre, hun ville ikke blive ved med at stå sammen med køterne.

// out

Smerten skar gennem Arya, og hendes blik
havde ikke øje for andet end Emilys øjne.
Hun holdt stædigt ved og sagde ikke en lyd,
selvom smerten var pinefuld. Det skar som
knive i hendes sind. Og hun gjorde alt for at
holde koncentrationen på Emilys øjne og ignorere
smerten. men det var svært. Hun fik den tanke at
hun skulle væk fra forks, og ikke komme tilbage,
Forks havde dræbt Christine og gjort hende til Arya,
og nu var det hele ved at lave hende om igen, til en
mere kold, og ondsindet vampyr, som hun selt ikke ville
være.

Mizz spærede sine øjne op i rædsel. Disse varulve var godt nok gale.
Han kiggede lidende på Ay og hans had boblede inden i, lige nu kunne han godt springe på dem
men han vidste at det var dumt at gøre.
Han faldt ned på knæ og kiggede lidende på ay også op på Emily. " stop det" hviskede han bedende og med et lidende blik. han kunne ikke lide at se på sin bedsteven i smerte. Han kiggede op på den ene som havde surt hår, han snerrede af hende.
" få hende til at holde op" snerrede han og kiggede på hende. Hans øjne lignede skygger, men han så ikke sur ud eller noget, han så lidende ud.
Det eneste han kunne tænke på var at hans ven lå i smerter og det gjorde ondt på Mizz.. Han kiggede stadig på den sort håred varulv men slog blikket ned på Ay igen. " få det til at stoppe" snerrede han til Emily, men kiggede lidende på Ay.

Alle hans tanker flakkede rundt ihovedet på ham, alle de mennesker der var blevet dræbt, den lille pige han havde reddet men hendes mor havde han ikke fået væk.. Alle de forfærdelige ting han gjorde mod Ay og Christa.. " jeg vil gøre alt" mumlede han lidende " bare få det til at stoppe" snerrede han og kiggede på dem med sort øjne..

Arya Gispede men slap ikke Emilys blik. Hun
tog en dyb indåndning og stirrede igen med sådan
en styrke ikke mange havde. Den var stærkere end
da hun startede med at kigge hende ind i øjnene og
hun nægtede at give op, Det var hende der skulle give
op, droppe at prøve at gøre hende hård og kold! Hun var
bestemt på dette. Det var sindsygt., Ja men hun nægtede
at være den der viste størst svaghed af de to. Smerten skar
sig igennem hendes krop, men hun ignorerede den så godt
som hun kunne!

//Det er mig Arya!! Jeg hedder stadig Arya her? ^^//

Emily slap undrene blikket fra Arya og kiggede på Mizzar med et hævet øjenbryn. "Siden hvornår var det meningen at du skulle komme tilbage?" spurgte hun med et koldt smil om munden. Hun var så tæt på at gå på ham.. At overfalde en Varulv, var IKKE acceptabelt. Hendes øjne var stadig røde, hvilket var utroligt underligt, men hun havde heller aldig før været så vred.. Hvis man stirrede ind i hendes øjne nu..Ville man få meeeeget ondt!

Emily betragtede Kate. "Du har ret" sagde hun bekræftende og betragtede Arya. "hun er ikke det vbærd"

Ay vendte blikket mod ham"Jeg havde forventet det
der var værre"Sagde hun til ham"Rejs dig op, og vær
ikke bekymret for mig!"Mumlede hun og hev ham blidt
op og stå. Hun sørgede hele tiden for ike at få øjnkontakt
med ham"Dette var det hun havde prøvet at flygte fra i Italien,
men i stedet var hun flyttet direkte ind i det hele. Hun sukkede
og lagde en hånd for Mizz's øjne så han ikke kom til at se ind i Emily's
øjne. Man skulle have en stor ro i sindet, hvilket man først fik efter mange
år. Han ville slet ikke kunne holde til det som Ay havde gjort. Hun sukkede igen
og begyndte at bevæge sig væk med Mizzar.